Koranens syn på krig

I Koranen repræsenterer krig en ”uønsket forpligtelse”, som må udføres med streng overholdelse af særligt humane og moralske retningslinjer, og som man ikke må ty til undtagen, når det er absolut uundgåeligt.

I et vers i Koranen forklares det, at de, der starter krige, er de vantro, og at Allah ikke godkender krige:

… Hver gang de antænder krigens brand, vil Gud slukke den. De stræber efter at skabe fordærv på jorden. Gud elsker ikke dem, der skaber fordærv. (Sura al-Ma'ida, 64)

I tilfælde af konflikt, før de begiver sig i krig, må troende vente indtil det bliver obligatorisk at slås. Troende må kun slås, når den anden part angriber og intet andet alternativ udover krig står tilbage:

Hvis de så holder inde, så vil Gud være tilgivende og barmhjertig. (Sura al-Baqara, 192)

Et kig på nutidens Madinah, byen som Profeten Muhammad (saas) og muslimerne emigrerede til og etablerede deres egen statsdannelse.

En nærmere undersøgelse af Profeten Muhammads (saas) liv afslører, at krig var en metode, man tyede til af forsvarsårsager kun i uundgåelige situationer.

Åbenbaringen af Koranen til Profeten Muhammad (saas) fortsatte over en periode på 23 år. Gennem de første 13 år af denne periode, levede muslimer som en minoritet under en hedensk orden i Mekka og stod overfor meget undertrykkelse. Mange muslimer blev chikaneret, misbrugt, tortureret og endda myrdet, og deres huse og ejendele plyndret. På trods af dette levede muslimer dog deres liv uden at ty til vold og opfordrede altid hedningene til fred.

Da hedningenes undertrykkelse eskalerede ubærligt, emigrerede muslimerne til byen Yathrib, som senere blev omdøbt til Madinah, hvor de kunne etablerede deres egen orden i et friere og mere venlig miljø. Selv etableringen af deres eget system tilskyndede dem ikke til at finde våben frem imod de aggressive hedninge fra Mekka. Først efter den følgende åbenbaring befalede Profeten (saas) sit folk at gøre sig klar til krig:

Til dem, der bliver bekæmpet, er der givet tilladelse til at kæmpe, fordi de har lidt uret; Gud er i stand til at hjælpe dem. Til dem, der med urette blev fordrevet fra deres hjem, blot fordi de sagde: "Vor Herre er Gud!" … (Surat al-Hajj, 39-40)

Kort sagt havde muslimer kun lov til at gå i krig, fordi de blev undertrykt og udsat for vold. For at sige det på en anden måde, gav Allah kun tilladelse til krig af forsvars årsager. I andre vers advares muslimer imod brugen af unødvendig provokation eller vold:

Kæmp for Guds sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Gud elsker ikke dem, der begår overtrædelser. (Sura al-Baqara, 190)

Efter åbenbaringen af disse vers opstod flere krige mellem muslimerne og de hedenske arabere. Muslimer var dog i ingen af disse krige den tilskyndende part. Endvidere etablerede Profeten Muhammad (saas) et sikkert og fredfyldt socialt miljø for muslimerne og hedningene ved at underskrive Hudaybiya fredsaftalen, som medgav hedningene de fleste af deres krav. Den part, der brød aftalens vilkår og påbegyndte fjendtligheder igen var hedningene. Med hurtige konverteringer til islam mønstrede de islamiske hære en stor kraft imod de hedenske arabere. Men Profeten Muhammad (saas) erobrede Mekka uden blodsudgydelse og i en ånd af medfølelse. Profeten Muhammad (saas) tog ikke hævn over de hedenske ledere i byen. Han gjorde ikke skade på nogen af dem, tilgav dem og behandlede dem med den største forståelse. Hedningene, som senere konverterede til islam af deres egen fri vilje, kunne ikke lade være med at beundre en sådan ædel karakter hos Profeten (saas).

Ikke kun under erobringen af Mekka men også i løbet af alle kampe og erobringer i Profeten Muhammads (saas) tid, blev de uskyldige og forsvarsløse folks ret grundigt beskyttet. Profeten Muhammad (saas) mindede utallige gange de troende om dette emne og blev ved sine handlinger en rollemodel for andre. Faktisk henvendte han sig til troende, der skulle til at gå i krig, på følgende måde:”Gå i krig i tilslutning til Allahs religion. Rør aldrig de ældre, kvinder eller børn. Forbedr altid deres situation og vær venlig imod dem. Allah elsker dem, der er oprigtige.”2Allahs budbringer (saas) klargjorde også den attitude, muslimer skal vedtage, selv når de er midt i en rasende kamp:

Dræb ikke børn. Undgå at røre folk, der hengiver sig selv til tilbedelse i kirker! Dræb aldrig kvinder og de ældre. Sæt ikke ild til træer eller skær dem ned. Ødelæg aldrig huse!3

De islamiske principper, Allah erklærer i Koranen, redegør for Profeten Muhammads (saas) fredelige og tempererede politik. I Koranen befaler Allah de troende at behandle ikke-muslimerne venligt og retfærdigt:

Gud forbyder jer ikke at være venlige og handle retfærdigt mod dem, der ikke bekæmper jer i religionen, og som ikke har fordrevet jer fra jeres boliger. Gud elsker dem, der handler retfærdigt.... (Sura al-Mumtahana, 8-9)

Kaabaen, som næsten to millioner muslimer kommer til hvert år fra de fire verdenshjørner, er et symbol på den fred og medfølelse, der er en integreret del af islamisk lære.

I versene overfor erklæres det, hvordan muslimer burde opføre sig overfor ikke-muslimer: En muslim burde behandle alle ikke-muslimer venligt. I et tilfælde, hvor denne fjendtlighed forårsager voldelige angreb imod muslimer, altså hvor de går i krig mod dem, bør muslimerne svare retfærdigt ved at overveje de menneskelige dimensioner ved situationen. Alle former for barbarisme, unødvendige voldsgerninger og uretfærdig aggression er forbudt i Islam. I et andet vers advarer Allah muslimer imod dette og forklarer, at intet forhold bør gøre, at de tyr til uretfærdighed:

I, der tror! I skal varetage retfærdigheden som vidner foran Gud! Lad ikke forbitrelse mod folk foranledige, at I ikke handler retfærdigt! Vær retfærdige! Det ligger tættere på gudsfrygt. Frygt Gud! Gud er fuldt vidende om, hvad I gør. (Sura al-Ma'ida, 8)

Meningen af konceptet “Jihad"

Et andet koncept, der fortjener klargørelse i sammenhæng med vores diskussion, er “jihad”.

Den præcise betydning af ”jihad” er ”indsats”. Altså, i islam, er ”at udføre jihad” at ”gøre indsats, at kæmpe”. Profeten Muhammad (saas) forklarede, at ”den største jihad er den, en person udfører overfor sin lavere sjæl”. Hvad der menes med ”lavere sjæl” her er egoistiske begær og ambitioner.

Set fra Koranens synspunkt kan ordet ”jihad” også betyde en kamp udført på intellektuelle grundlag imod de, der undertrykker folk, behandler dem uretfærdigt, udsætter dem for tortur og ondskab og bryder sande menneskerettigheder. Meningen med denne kamp er at bringe retfærdighed, fred og lighed til.

Brugen af konceptet ”jihad” til handlinger af aggression imod uskyldige mennesker, altså til terror, er uretfærdig og en stor forvrængning af den sande mening af begrebet.

At dræbe sig selv (at begå selvmord) er forbudt I Koranen

En af de hovedsaglige grunde til terroristiske bombninger, ildspåsættelser og andre så ondsindede handlinger er at skabe frygt, nervøsitet, usikkerhed og en følelse af panik hos folk.

Et andet vigtigt emne, der opstod i lyset af de seneste terroristangreb imod USA er selvmordsangreb. Nogle mennesker, der er ringe informeret om islam, er kommet med fuldstændig forkerte udsagn med den effekt, at Islam, religionen af kærlighed og fred, tillader selvmordangreb, hvorimod det er ulovligt både at dræbe sig selv og andre. Med ordene ”I må ikke slå jeres egne ihjel.” (Sura an-Nisa’, 29) erklærer Allah, at selvmord er en synd. I islam er det forbudt for alle, at dræbe sig selv uanset grunden.

At slå sig selv ihjel, og dermed at udføre selvmordsangreb, og forårsage døden af tusindvis af uskyldige mennesker, mens man gør det, er et totalt brud på islamisk moral. Allah siger i Koranen, at det er en synd at gøre ende på sit eget liv. Af den grund er det ganske umuligt for en, der tror på Allah og siger, han følger Koranen, at gøre en sådan ting. De eneste mennesker, der kan gøre dette, er de, der har en meget fejlagtig opfattelse af religion, ingen idé har om Koranens sande moral, ikke bruger deres fornuft og samvittighed, er under påvirkning af ateistiske ideologier, og som er blevet hjernevasket med følelser af had og hævn. Alle må gå imod sådanne handlinger.

Medfølelse, affektion og humanitet i islams historie

For at opsummere de fakta, vi indtil videre har set, er islam en religion af fred, kærlighed og medfølelse. Denne sandhed accepteres af mange ikke-muslimske historikere og teologer. En af disse er britiske historiker Karen Armstrong, en tidligere nonne og ekspert i Mellemøstens historie. I sin bog Holy War, som undersøger tre guddommelige religioners historie, kommer hun med følgende kommentarer:

… Ordet ’Islamø kommer fra den samme arabiske rod som ordet ’fred’, og Koranen fordømmer krig som et unormalt handlingsstadie modsat Allahs vilje… Islam retfærdiggør ikke en total aggressiv krig for udryddelse… islam anerkender, at krig er uundgåelig og nogle gange en positiv pligt for at afslutte undertrykkelse og lidelse. Koranen siger, at krig må være begrænset og udføres på en så human måde som mulig. Mohammed måtte ikke kun kæmpe mod Mekkaerne men også de jødiske stammer i området og kristne stammer i Syrien, som planlagde at angribe ham i alliance med jøderne. Men dette fik ikke Mohammed til at fordømme Bogens folk. Hans muslimer blev tvunget til at forsvare sig selv, men de kæmpede ikke en ’hellig krig’ imod deres fjenders religion. Da Mohammad sendte sin frigivne Zaid mod de kristne som leder for en muslimsk hær, fortalte han dem, de skulle kæmpe for Allah modigt men humant. De må ikke misbruge præster, munke og nonner eller de svage og hjælpeløse folk, som var ude af stand til at kæmpe. Der måtte ikke være nogen massakre af civile og heller ej måtte de nedskære et enkelt træ eller nedrive nogen bygning.4

Kalifferne, som efterfulgte Profeten Muhammad (saas) var også meget grundige med at udøve retfærdighed. I erobrede lande levede både de indfødte folk og de nytilkomne deres liv i fred og sikkerhed. Abu Bakr (ra), den første Kalif, krævede, at hans folk adopterede retfærdige og medfølende attituder i disse lande. Alle disse attituder var i overensstemmelse med værdierne i Koranen. Abu Bakr (ra) gav følgende befaling til sin hær før den første Syriske ekspedition:

Stop, åh mennesker, så jeg kan give jer ti regler at holde ved hjerte: begå ikke forræderi, eller afvig fra den rette sti. Du må ikke lemlæste eller dræbe et barn eller ældre mand eller kvinde. Ødelæg ikke et palmetræ eller brænd det med ild og skær ikke noget frodigt træ ned. Du må ikke slagte nogen af flokkene eller kamelerne, gem til dit underhold. Du møder sandsynligvis folk, der har hengivet deres liv til klosterets tjenester: lad dem om det, de har hengivet deres liv til. Du møder ligeledes sandsynligvis også folk, der vil præsentere dig for mange slags måltider. Du må spise: men glem ikke at nævne Allahs navn.5

Omar ibn al-Khattab (ra), som efterfulgte Abu Bakr (ra), var kendt for den måde, hvorpå han ydede retfærdighed og lavede kontrakter med de indfødte mennesker i de erobrede lande. Hver og en af disse kontrakter viste sig at være et eksempel på medfølelse og retfærdighed. For eksempel sikrede han i sin deklaration, der gav beskyttelse til de kristne i Jerusalem og Lod, at kirker ikke ville blive revet ned og garanterede, at muslimer ikke ville tilbede kirker i grupper. Hazrat Omar (ra) gav samme vilkår til de kristne i Betlehem. Under erobringen av Medain, garanterede beskyttelseserklæringen givet til den nestorianske patriark Isho’yab III (650-660 AD) igen, at kirker ikke ville blive revet ned, og at ingen bygning ville laves om til et hus eller en moske. 6 Brevet skrevet af patriarken til biskoppen af Fars (Persia) efter erobringen er det mest slående, på den måde at de afbilleder forståelsen og medfølelsen vist af muslimske regenter til Bogens folk gennem en kristens ord:

Araberne, som Allah på det tidspunkt har givet regeringen af verden til… forfølger ikke den kristne religion. De favoriserer den faktisk, ærer vores præster og vor Herres helgener og tillægger fordele til kirker og klostre…7

Det følgende dokument af Omar (ra) viser os den slags kærlighed og medfølelse, Allah giver mennesket, forudsat at han vedtager sig karaktertrækkene beskrevet i Koranen:

Dette er sikkerheden, som ’Umar, Allahs tjener, de troendes befaler, giver til folket i Ælia. Han giver til alle, om end syg eller rask, sikkerhed til deres liv, deres ejendele, deres kirker og deres kors, og alt der gælder deres religion. Deres kirker skal ikke ændres til boligsteder eller ødelægges, og heller ej skal deres tilbehør på nogen måde ødelægges, heller ikke beboernes kors eller nogen som helst af deres ejendele, og heller ej skal nogen tvang pålægges dem med hensyn til deres tro, ej heller skal nogen af dem skades.8

Alle disse er meget vigtige eksempler, der afslører forståelsen af retfærdighed og forståelsen af ægte troende. I et vers befaler Allah det følgende:

Canon Taylor, en af mission lederne i den Anglikanske kirke, udtrykker skønheden afsløret af den islamiske moral i en af sine taler således:

Det [Islam] bragte religionens fundamentale dogmer ud – Allahs forening og storhed, at Han er barmhjertig og retfærdig, at Han kræver lydighed til Sin vilje, fratræden og tro. Det proklamerede menneskets ansvar, et fremtidigt liv, en dommedag, og hård straf at ramme de ugudelige; og forstærkede bønnens, almissens, fastens og velviljes pligt. Det stak de kunstige dyder væk, de religiøse svindler og dårskaber, de perverterede moralske følelser, og de verbale finesser hos teologiske stridende… Det gav håb til slaven, broderskab til menneskeheden og anerkendelse til de grundlæggende fakta af menneskelige natur.9

Den falske påstand, at folk i erobrede lande konverterede til islam under trusler er også blevet afvist af vestlige researchere, og muslimers retfærdige og medfølende attitude er blevet bekræfter. L. Browne, en vestlig researcher, udtrykker situationen med de følgende ord:

Tilfældigvis bortkaster disse veletablerede fakta ideen, der så bredt fremmes i kristne skrivelser, at muslimer, hvorend de gik, tvang folk til at acceptere islam på sværdets spids.10

Muslimsk herredømme i Spanien sluttede i 1492, da Granada blev erobret af Kong Ferdinand og Dronning Isabellas hær. På billedet over afbilledes byens overgivelse.

I sin bog The Prospects of Islam, fortsætter Browne med at sige, at de sande motiv bag muslimernes erobringer var islams broderskab. Størstedelen af muslimske administratorer, som har regeret over de muslimske lande gennem historien, fortsætte med at behandle medlemmerne af andre religioner med den største medfølelse og respekt. Indenfor alle islamiske staters grænser levede både jøder og kristne i sikkerhed og nød frihed.

Regeringen af Seldsjukkene og Ottoman Imperiet var også præget af islams retfærdige og medfølende synspunkt. I sin bog, The Preaching of Islam, forklarer Thomas Arnold de kristnes villighed til at følge Seldjuk regeringen på grund af denne attitude:

Denne samme følelse af sikkerhed af religiøst liv under muslimsk styre førte mange af de kristne i Lilleasien, også på samme tid til at byde ankomsten af Seldsjukkene velkommen som deres befriere… Under styret af Michael VIII (1261-1282) blev tyrkerne ofte inviteret til at tage ejerskab over de mindre byer i midten af Lilleasien af beboerne, så de kunne flygte fra imperiets tyranni; og både rige og fattige emigrerede ofte til tyrkiske dominiancer.11

Malik Shah, regenten af det islamiske Seldjuk Imperium i sin lyseste alder, tilnærmede sig folkene i de erobrede lande med stor medfølelse og retfærdighed og blev derfor husket med respekt og kærlighed fra dem. Alle objektive historikere henfører til Malik Shahs retfærdighed og medfølelse i deres værker. Hans medfølelse medførte og kærlige følelser overfor ham i Bogens Folks hjerter. Af denne grund, ikke set før i historien, kom mange byer under Malik Shahs styre af deres egen fri vilje. Sir Thomas Arnold nævner også Odo de Diogilo, en munk i St. Denis, som deltog i det andet korstog som Louis VII’s private feltpræst, henfører i sit memoirs til retfærdigheden udført af muslimer uanset emnets religiøse association. Baseret på Odo de Dogilos grafiske redegørelse, skriver Sir Thomas Arnold:

De overlevendes situation ville have været totalt håbløs, hvis ikke synet af deres ulykke smeltede Muhamedanernes hjerter til medfølelse. De behandlede de syge og lettede de fattige og sultne med åbenhændet frihed. Nogle bragte endda de franske penge, som grækerne havde fået fra pilgrimmene ved tvang eller list, og delte dem generøst ud til de trængende. Så stor var kontrasten mellem den venlige behandling, pilgrimme fik fra [dem]… og ondskaben fra deres medkristne, grækerne, som påtvang dem arbejde, slog dem og berøvede dem fra den smule, de havde tilbage, at mange af dem frivilligt omfavnede deres befriere tro. Som den gamle kronikør [Odo de Diogilo] siger: ”For at undgå deres medreligiøse, som havde været så onde mod dem, gik de i sikkerhed blandt de infidelske, som havde medfølelse for dem og, som vi hørte, slog mere end tre tusind sig selv til tyrkerne, da de trak sig tilbage."12

Sultan Beyazid II var en hengiven Muslim. Han bød jøderne, som flygtede fra spansk forfølgelse, velkommen, og tilbød dem friheden til at udøve deres religion i muslimske lande.

Disse erklæringer af historikere afslører, at muslimske administratorer, som i sandhed vedtog sig islams moral altid regerede med medfølelse og retfærdighed. På samme måde oversvømmer det Osmanniske imperiums historie, som regerede lande på tre kontinenter i århundreder, med eksempler på retfærdighed.

Den måde hvorpå jøderne slog sig ned i de Osmanniske lande under Sultan Beyazid II’s tid, efter at være udsat for massakre og eksil i de katolske kongedømmer Spanien og Portugal, er et fint eksempel på medfølelsen, som islamisk moral bringer med sig. De katolske monarker, som styrede meget af Spanien på den tid, bragte tungt pres på jøderne, som tidligere havde levet i fred under muslimsk styre i Andalusien. Mens muslimer, kristne og jøder kunne leve side om side i fred i Andalusien, prøvede de katolske monarker at tvinge hele landet til at blive kristne og erklærede krig mod muslimerne, mens de undertrykte jøderne. Som resultat blev den sidste muslimske regent i Granada regionen i det sydlige Spanien væltet i 1492. muslimer blev udsat for forfærdeligt slagteri, og de jøder, der nægtede at ændre deres religion, blev sendt i eksil.

En gruppe af disse jøder uden et hjemland søgte ly i det Osmanniske Imperium, og staten tillod dem at gøre dette. Den Osmanniske flåde under kommando af Kemal Reis, bragte de landsforviste jøder og de muslimer, der havde overlevet slagtningen, til det Osmanniske land.

Sultan Beyazid II er gået over i historien som en meget from troende, og i foråret 1492 bosatte han disse forurettede jøder, der var blevet udvist af Spanien, i visse dele af sit imperium, rundt omkring i Edirne og Thessalonica i nutidens Grækenland. De fleste af de 25 000 tyrkiske jøder, der lever i Tyrkiet i dag, er efterfølgere af de spanske jøder. De har udøve deres religion og tradition, som de tog med sig fra Spanien for 500 år siden, og fortsat med at leve helt behageligt med deres egne skoler, hospitaler, plejehjem, kulturelle associationer og aviser. På samme måde, som de har handlende og forretningsmænd, har de også repræsentanter i diverse professioner fra tekniske fag til reklame med voksende intellektuelle cirkler. Mens jødiske samfund i mange lande i Europa i århundreder er blevet udsat for frygten for antisemitiske, racistiske angreb, har de i Tyrkiet levet i fred og sikkerhed. Dette eksempel er alene er nok til at demonstrere den medfølelse, Islam bringer med sig, og dens forståelse for retfærdighed.

Erobringen af Istanbul af Sultan Mehmet Erobreren betød frihed for jøder og heterodokse kristne, som var blevet udsat for undertrykkelse i århundreder af romerske og byzantinske regenter. Sultan Mehmet Erobreren gav mange indrømmelser til Patriarkatet. Patriarken nød autonomi for den førsete gang i historien, under tyrkisk regi. På billedet ser vi Sultan Mehmet Erobreren, der modtager Patriarken.

Medfølelsen og hengivenheden udvist af Sultan Beyazid II gjaldt alle de Osmanniske sultaner. Da Sultan Mehmet Erobreren erobrede Istanbul, tillod han de kristne og jøderne at leve frit der. André Miquel, som er kendt for de værdifulde værker, han har skrevet om muslimers retfærdige og medfølende gerninger og Islams verden, siger:

De kristne samfund levede under en veladministreret stat, som de ikke havde under Byzantiske og Latinske perioder. De blev aldrig udsat for systematisk forfølgelse. I modsætning var imperiet og især Istanbul blevet et tilflugtssted for spanske jøder, som blev torteret. Folk blev aldrig islamiseret ved tvang: islamiseringsbevægelsen fandt sted som resultat af sociale processer.13

Ikke-muslimerne fik mange rettigheder, også i de præosmanniske islamiske stater. Georgetown Universitys professor i religion og internationale forhold John L. Esposito, beskriver hvordan jøder og kristne, som kom under administration af de muslimske stater, blev mødt med enorm forståelse:

For mange ikke-muslimske befolkninger på Byzantiske og Persiske territorier allerede underkuet fremmede regenter, betød islamisk styre en udskiftning af regenter, hvor de nye ofte var mere fleksible og tolerante, i stedet for et tab a selvstændighed. Mange af disse befolkninger nød nu større lokal autonomi og betalte ofte lavere skatter… Religiøst set viste islam sig at være en mere tolerant religion, der gav større religiøs frihed for jøder og indfødte kristne.14

Som det er tydeligt fra disse fakta, har muslimer på ingen tid i historien være undertrykkende. Modsat har de bragt fred og sikkerhed til alle nationer og trosretninger, hvor end de er gået. De har fulgt Allahs vers, som siger: ”Tjen Gud, og sæt intet ved Hans side! I skal være gode imod jeres forældre og slægtninge, forældreløse og fattige; imod den nabo, der er beslægtet, og den nabo, der ikke er beslægtet; imod ledsageren ved jeres side, imod den vejfarende og de slaver, I ejer! Gud elsker ikke den, der er indbildsk og pralende," (Sura an-Nisa', 36) og har opført sig pænt overfor alle folk.

Kort sagt er venskab, broderskab, fred og kærlighed grundlagene for Koranens moral, og det er disse overlegne dyder, muslimer prøver at leve op til. (For yderligere detaljer, se Harun Yahyas Justice and Compassion in the Qur'an)