I vore tid er USA en global supermagt med betydeligt indflydelse på størstedelen af verden. Derfor vil præsidentvalget, som befinder sig om få uger, vedrøre og interessere andre lande så meget, som det vil gøre det for Amerika. Blandt disse lande kommer de mellemøstlige lande på forreste række, som har været vidne til en omfattende militære og politisk interventioner gennem USA.
Som man er velkendt, har der været militære operationer igennem flere år som udføres, initieret eller støttet af USA. Flere lande som Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og Yemen har fået ødelæggelser under sloganet "Kampen imod terrorisme", "Etablere fred", "sikkerhed og demokrati" hvor det førte katastrofer i de islamiske lande.
Man har stadig ikke set nogen fordel eller gavn for disse volds ramte lande og deres befolkning, hvor de forsat udstilles for millitær magt, under beskyldninger om, at dette vil være et middel mod terrorisme. Tværtimod har vold skabt mere vold; alt det blod og hævn som er føde hos de radikale, har gjort dem mere fanatisk og glubsk end nogensinde. Regional terror er blevet mere omfattende og vanskelig at klare, hvor det ophobet sådan, at det har spredt sig på international niveau.
En del af den fejlagtige politik har medført til økonomisk krise samt social sammenbrud hos den amerikanske regering. Befolkningen ser op til lederne i regeringen som en rollemodel, er begyndt at henvende sig til vold, som den primære løsning i alle aspekter af livet.
Den amerikanske Center for kontrol og forebyggelse af sygdom (CDC), har oplyst, at antallet af dødsfald som ifølge brug af våben i USA, mellem 2004 og 2013 udgjorde 316.000 personer, mens regeringen gør opmærksom på antallet af dødsfald forbundet med terrorisme i samme periode er 36 personer.
Selvmord og stofmisbrug er meget almindeligt bland de veteraner der tilbagevender fra Afghanistan og Irak. Der er hundredvis af selvmordssager hvert år i hæren.
Den underlige virkelighed er, at den politiske perspektiv på amerikansk udenrigspolitik forsætter uændret, ligemeget hvem der kommer i regeringen og er valgt, om så de er fra højrefløjen, venstre, demokraterne, republikanerne eller de nationalistiske gøre ingen forskel. For eksempel efter Bush-regeringen, kom præsident Obama ind i det Hvide Hus med et løfte om, at stoppe tilstedeværelsen af USA's styrker i Irak og Afghanistan. Men dagen i dag forsætter de amerikanske militære operationer i Irak og Syrien i fuld fart, imens præsident Obama meddeler, at han vil holde 8.400 tropper i Afghanistan.
Ved første øjekast ser situationen ud til at være selvmodsigende, men dette er tydeligt forklaret i artiklen "Dette er ikke et demokrati: magten ligger bag den dybe stat, som ikke kan styres af hverken Obama, Hillary eller Trump" præsenteret i USA-baserede nyheder og analyser fra webstedet Salon som følger:
"Udenrigspolitik vil aldrig rigtig ændre den virkelige holdning uanset, hvem der sidder i det Hvide Hus."
Når tingene betragtes fra dette synspunkt, er det tankegangen fra disse organisationer hvergang, hvor nøgnepersoner som stå bag kulisserne, spiller en aktiv rolle og styrer USA's udenrigspolitik. Disse organisationer består af store tænketanke som Chatham House, CFR, Brookings Institution, Rand Corporation, Carnegie Endowment og CSIS.
Top-rationelle og den vigtigeste dirigere over alle disse organisationer, er en af de mest indflydelsesrige tænketanke i verden, UK-baserede Chatham House, der blev grundlagt i 1919 og dens amerikanske repræsentant for den fælles referenceramme (Council of Foreign Relations). Det er disse angelsaksisk orienterede dybe statslige mekanismer, der indfører alt fra dag ét, og finansierer de amerikanske præsidenter, der "forudbestemt til at blive valgt," forvalter deres kampagner og styring operationer, giver dem rådgivning, og systematisk eliminere deres modstandere.
Da Chatham House havde udleveret sin traditionel årlig pris til Hillary Clinton i 2013, synes de til at have allerede fastlagt sin præsidentkandidat på det tidspunkt. De samme organisation præsenterer forud deres valgte præsident om, hvilke politik der skal forfølges og fastsætter deres dagsorden gennem publikationer.
Faktisk lige før valget i maj 2016 blev forskningsrapporten udgivet i samarbejde med Chatham House, "Fremtiden for den amerikanske Global Leadership, Konsekvenserne for Europa, Canada og det transatlantiske anbefalinger for samarbejde", det forud fastsat dagsorden og instruktions brev til den kommende præsident. De følgende linjer i rapporten er bemærkelsesværdige:
Præsidentvalget i 2016 har sandsynligvis en meget begrænset effekt på det langsigtede faktorer, der ligger til grund for amerikansk udenrigspolitik. "Om det er en republikaner eller en demokrater der vinder formandskabet, som er den næste beboer af Det Hvide Hus vil det sandsynligvis være mere åbent interventionistisk end Obama ."
Kort sagt, hvis den nye amerikanske præsident ikke kan undslippe sig fra grebet af Chatham House, vil den skæbne, der venter Mellemøsten og den islamiske verden er ganske foruroligende.
Hvis den nye valgte præsident, virkelig ønsker at underskrive en historisk succes, bør den vise alvorlig vilje og tydeligt beslutsomhed, som kaster bort fra den dybe statens orienterede politik og ideologier. De bør ikke støtte den angelsaksiske dybe stat og dets tilknytninger, såsom forsvarsindustrien, erhvervslivet, den finansielle sektor og verdens centralbank som forfølger rækkefølgen, hvor de stærke undertrykker de svage.
Den nye amerikanske præsident bør være i stand til at etablere en ny udenrigspolitik i Mellemøsten, helt upåvirket af England. I stedet for de tendentiøse rapporter fra Chatham House, CFR eller Rand Corporation, bør de vedtage rationalistiske, fornuftige og humane foranstaltninger, der vil bringe fred, komfort og sikkerhed for befolkningen i regioner. Såsom den dechifrerede Greater Middle East, som har vundet folks had, har hensigt til at forme regionen gennem blodsudgydelser og vold bør øjeblikkelig annulleres.
I stedet for at lære om religionen islam fra Graham Fuller, Bernard Lewis, den Quilliam Foundation eller den britisk-baserede tænketanke, bør de lære det fra den sande kilde til islam, som er Koranen. De bør indse, at den eneste løsning for at eliminere truslen om radikalisme og terrorisme er gennem, at vejlede folk om den sande islam, prædiker med Koranen og basere politik vedrørende den islamiske verden, på idealer om uddannelse, retfærdighed, fred og kærlighed.
Kort sagt bør den nye præsident starte med en ny ren side, som er baseret på principper om visdom, samvittighed og fornuft, der er fri for alt det skjulte dagsordener pålagt af den dybe statslige mekanisme og deres mentorer. De bør tage højde for fordele og interesser for hele verden og hele menneskeheden i stedet for visse magt grupper. De bør stå som en eksemplarisk og førende model for alle de lande, der lider under den hensynsløse undertrykkelse af de nævnte magt grupper.
Den amerikanske præsidentvalg som bliver afholdt den 8. november kommer på et arbejde og tæt på en sådan følsom historisk vendepunkt.
Hr. Adnan Oktar's artikel offentliggjort i den amerikanske Herald Tribune.
http://ahtribune.com/us/2016-election/1247-expectations-president-of-the-usa.html
