3. Del: “Tegnene i Levende Væsner”

Professonelle Jægere

Isyvende vers af Sura Hud fastslår Allah, at Han sørger for alle levende væsner, det vil sige sørger for alle de forsyninger, der opretholder deres eksistens:

“Og der er ikke noget levende væsen på jorden, hvis forsørgelse ikke påhviler Allah, og Han kender dets bolig og opholdssted. Alt er optegnet i en tydelig Bog.” (Sura Hud: 6)

Man kan tydeligt se, hvordan Allah “forsørger” alle levende væsner, hvis man ser sig omkring, omhyggeligt og med indsigt. Alle vore føde- og drikkevarer består af ting, der er skabt. Vandet, vi drikker, brødet, frugterne og grøntsagerne, vi spiser, er alle resultatet af et specielt skaberværk.

Lion Fish After trapping smaller fish in cave-like or rocky shelters, this dazzlingly coloured fish closes their exits by using its fins as a net. Those fish that try to flee face the poisonous spines of the lion fish. The powerful venom of the lion fish takes instant effect and causes the deaths of its victims.

Tag for eksempel en frugt, en appelsin.... Denne frugt er oprindeligt skabt på grenen af et træ (det vil sige på en træmasse). Træet optager mineraler og vand fra jorden og blander dem med den energi, det henter fra solen. Det endelige resultat er utroligt nyttigt for den menneskelige krop, er utroligt velsmagende og utroligt velduftende. Desuden er det pakket ind i en meget sund og æstetisk indpakning.

Hvordan frembringer et træ et sådant resultat? Hvorfor er det så nyttigt for den menneskelige krop? Hvorfor indeholder al frugt vigtige vitaminer, som er passende for den årstid, de gror på? Hvorfor er de så velsmagende og ikke bitre? Hvorfor er de så velduftende i stedet for stinkende?

Et træ er blot en masse af træ og det kan overhovedet ikke komme på tale, at det af egen vilje skulle producere en frugt og udstyre den med egenskaber, der er så vigtige for mennesker. Ligesom Allah sørger for menneskene, således sørger Han også for dyrene. På de følgende sider vil vi gennemgå de jagtteknikker, som visse levende væsner betjener sig af for at sikre deres underhold.

Det er på ingen måde vanskeligt at forstå kraften og omnipotensen hos Allah, hvis man samvittighedsfuldt, indenfor visdommens og logikkens rammer, undersøger de systemer, dyrene er udrustede med for at få deres føde. Hvert enkelt af de dyr, vi omtaler i dette kapitel, er storslåede eksempler, som Allah har spredt ud over jorden.

For eksempel er “jagtteknikken” hos den fisk, der vises på næste side, forbløffende. Denne fisk hverken jager sin fjende eller ligger på lur for at kaste sig over den. Ved første blik ser den ikke anderledes ud end andre fisk. I samme øjeblik den løfter sin finne, kommer der en falsk fisk til syne på dens ryg. Når andre fisk nærmer sig denne falske fisk uden at gøre sig klart, hvem denne finnes virkelige ejer er, bliver de et let bytte for den jagende fisk.

Har denne fisk selv givet sin finne et fiskebillede? Eller rettere, har tilfældigheder samlet sig og givet fisken en sådan egenskab? Det er ubestrideligt umuligt at hævde, at en fisk skulle kunne undfange en sådan bevidst plan og skulle kunne handle efter den og udføre den. Der er ingen tvivl om at alle de egenskaber, som levende væsner besidder, stiller os overfor et enkelt faktum: Eksistensen af en ejer af denne ophøjede indsigt og af den formgivning, som er fremherskende i naturen, eksistensen af Allah...

Den Springende Edderkop

Det er velkendt, at edderkopper konstruerer et net og venter på at insekter skal komme forbi og blive fanget. I modsætning til andre edderkopper, foretrækker den springende edderkop selv at gå efter sit bytte. Den laver et hurtigt spring for at nå sit bytte. Den kan fange en flue, der flyver forbi en halv meter væk fra den selv, ved at springe på den.

Edderkoppen udfører dette forbløffende spring ved hjælp af sine otte ben, der arbejder efter princippet om hydraulisk tryk, og pludselig kaster den sig over sit bytte og begraver sine kraftfulde kæber i det. Dette spring udføres normalt i et sammenfiltret plantemiljø. Edderkoppen må udregne den mest hensigtsmæssige vinkel for at udføre et vellykket spring, og overveje sit byttes hastighed og retning.

Det er mere interessant at se, hvorledes den redder sit eget liv efter at have fanget byttet. Edderkoppen kunne nemt dø, for når den springer for at fange sit bytte, kaster den sig ud i luften og den vil let kunne styrte til jorden højt oppe fra (edderkoppen befinder sig sædvanligvis i trætoppene).

Edderkoppen omkommer imidlertid ikke på den måde. Tråden, som den har produceret lige før den springer og som den hæfter på den gren, som den sidder på, redder den fra at falde til jorden og holder den i luften. Denne tråd er så stærk, at den kan bære både edderkoppen og dens bytte.

En anden interessant egenskab ved denne edderkop er, at den gift, som den sprøjter ind i sit bytte, omdanner dets væv til væske. Edderkoppens føde består kun af byttets flydende væv.

Det er helt sikkert, at denne edderkops egenskaber ikke består af tilfældighedens gaver. Det er nødvendigt, at den på samme tid har opnået evnen til både at springe og til at spinde en tråd, der vil forhindre den i at falde. Hvis den ikke kunne springe, ville den sulte og dø. Hvis den ikke kunne lave en tråd eller hvis dens tråd ikke var stærk nok, ville den styrte til jorden. Edderkoppen må således have både en kropsstruktur, der er i stand til at springe, og et system til at udskille en tråd, der er stærk nok til at løfte dens bytte.

Desuden er edderkoppen ikke kun et stykke mekanik, der producerer tråd og springer, men en kompleks levende organisme og den må eksistere med alle sine egenskaber i funktion på samme tid. Udviklingen af nogle af disse egenskaber kan ikke ske på forskellige tidspunkter. Kan man for eksempel forestille sig en edderkop med et utilstrækkeligt fordøjelsessystem?

1. Bag Midt Øje 2. Bag Siden Øje	3. Front Siden Øje 4. Front Midt Øje
Den Kan Se 360 Grader Rundt En anden utrolig interessant egenskab hos den springende edderkop, er dens evne til at se. Mange levende væsner med to øjne, også mennesket, kan kun se indenfor et begrænset felt og er ude af stand til at se bagved sig selv. Den springende edderkop kan imidlertid se alt hele vejen rundt, også dens egen ryg, med sine fire par øjne, der sidder øverst på hovedet. To af disse øjne sidder fremskudt, som reagensglas, på midten af hovedet. Disse to store øjne (kaldet A.M. øjne) kan bevæge sig fra højre til venstre samt op og ned i øjenhulen. De andre fire øjne på siden af hovedet kan ikke opfange hele billedet fuldstændigt, men kan opfange hver bevægelse rundt om dem. På denne måde, kan edderkoppen let identificere et bytte bag sig.
Evnen hos den springende edderkops øjne til at se uafhængigt af hinanden hjælper edderkoppen til hurtigere at opfatte genstande. På billedet ser det sorte øje på kameraet og det lyse øje ser et andet sted hen. Det er forunderligt, at den springende edderkop har otte øjne og et synsfelt på 360 grader, når andre væsner kun har to øjne. Selvfølgelig har den ikke selv “tænkt”, at dette ville være nyttigt og derfor skabt flere øjne - eller for at være mere præcis: Disse øjne opstår ikke ved en tilfældighed. Dyret er blevet skabt med alle disse egenskaber.

Camouflage Teknik

Hvis der blev spurgt, hvad billedet ovenover viser, ville svaret utvivlsomt være: “Det er nogle myrer ovenpå og nedenunder et blad”.

Hvad man ser under bladet er imidlertid en springende edderkop, der lurer for at jage levende myrer. Denne art af den springende edderkop ligner myrerne så meget, at selv myrerne tror, den er en af dem.

Den eneste forskel mellem myren og edderkoppen er antallet af ben. Edderkoppen har otte ben, mens myren har seks.

For at fjerne dette “handicap”, som nemt kunne afsløre edderkoppen, strækker den sine to forreste ben fremad og løfter dem op. På denne måde, kommer de to ben til at ligne myrens følehorn.

Dens camouflage består ikke kun af dette. Edderkoppen har også brug for en øjenform, der får den til at ligne en myre. Dens egne øjne er ikke store eller formet som en mørk plet, ligesom myrens er. En egenskab, som den har med fra fødslen, hjælper den med at løse det problem. Edderkoppen har to store pletter på siderne af hovedet. Disse to pletter ligner myrens øjne (bemærk pletterne på siderne af edderkoppens hoved på billedet ovenover).

Klapperslangen

Varmedetektorer, som befinder sig i et hulrum i den forreste del af klapperslangens hoved, opfanger det infrarøde lys, som udsendes af kropsvarmen hos dets bytte. Denne følsomhed er så fin, at den kan opfange forskelle på 0,3 grader celsius i omgivelsernes temperatur. Slangen kan, ved hjælp af den kløftede tunge, som er dens lugteorgan, sanse et ubevægeligt rødt egern, som sidder en halv meter væk i totalt mørke. Idet den fejlfrit fastslår sit byttes placering, glider slangen lydløst mod det. Når den kommer nær nok til at angribe, skyder og strækker den halsen frem. På samme tid har den allerede hugget tænderne fra sit stærke gab, som kan åbne sig 180 grader, i sit bytte. Alt dette finder sted med en hastighed, der svarer til en bils acceleration fra 0 til 90 km/t på et halvt sekund. Længden på slangens gifttænder, dens stærkeste våben, når det gælder om at gøre fjenden ineffektiv, er omkring 4 centimeter. Indersiden af dens tænder er hule og forbundet med giftkirtlerne. Så snart slangen bider, trækker kirtlens muskler sig sammen og skyder med stor kraft giften ind i tandens kanal og derefter ind under byttets hud. Enten lammer slangegiften byttets centralnervesystem eller medfører døden ved at koagulere blodet. 0,028 g slangegift er nok til at dræbe 125.000 rotter. Giftens effekt indtræder så hurtigt, at byttet ikke har tid til at skade slangen. Derefter har slangen ikke andet at gøre end at sluge sit lammede bytte med sin elastiske mund.

1. Næsebor 2. Varmdetektor-hulrum 3. Øje uden øjenlåg 4. Giftkirtel 5. Tandsæk 6. Lange skarpe tænder	7. Ekstra lange skarpe tænder 8. Gribe tænder 9. Gribe tænder 10. Luftrør til brug under fødeindtagelse 11. Duft opfangende tunge	12. Elastisk væv mellem kæberne 13. Stærk muskuløs hale 14. Galdeblære 15. Rasle 16. Hanlige kønsorganer	17. Fedtlag 18. Tarm 19. Nyrer 20. Mave 21. Hud

Skønt alle kender slangens giftige egenskaber, er der næsten ingen, der tænker over, hvordan dette foregår. Faktisk er det, at et dyr besidder en giftig egenskab, der kan dræbe et andet dyr, ganske forbløffende og usædvanligt. Dem, der insisterer på at benægte Allahs eksistens er virkelig ikke i stand til at forklare en så usædvanlig evne. Giftsystemet i slangens mund er meget kompleks og raffineret. For at dette system kan fungere, må slangen have specielle “gifttænder”, som er hule og giftkirtler, der er forbundet med disse tænder. En meget stærk gift, som vil lamme dens fjender, må skabes og denne refleks må virke, så snart slangen bider sit bytte. Dette komplicerede system ville ikke fungere, hvis en af dets komponenter manglede. Det ville tværtimod medføre, at slangen blev bytte for de dyr, den havde valgt at jage. Slangens usædvanlige evne til at mærke temperaturforandringer og duft, viser hvilken detaljeret karakter, vi står overfor.

Her er der tale om en ekstraordinær og usædvanlig begivenhed, som - vi kun kan kalde et “mirakel”. Det er imidlertid utænkeligt at naturen skulle kunne skabe et mirakel, som er “overnaturligt”. Natur er navnet, som er givet til hele den orden, vi ser omkring os. Grundlæggeren af denne orden kan helt sikkert ikke være denne orden selv. Naturens love er de love, som er fastlagt af Allah, og som regulerer forholdene mellem det, Han har skabt. At definere begreber korrekt får sandheden frem. På den anden side er forvirrede begreber karakteristisk hos de ikke-troende. De gør det for at skjule sandheden og fornægte det krystalklare skaberværk.

Hvordan Bevæger Den Sig På Sandet?

Ørkenslangen kan bevæge sig hurtigt på sandet. Ved at trække sine brystmuskler sammen på skift, bevæger den sin krop i S-form. Ved bevægelsens begyndelse drejer den kroppen, løfter sit hoved og holder det oppe og i balance. Efterhånden som muskelsammentrækningen bevæger sig mod halen, bevæger hovedet sig fremad og rører jorden. I mellemtiden har sammentrækningen nået halen. En ny bølgebevægelse løfter halen op fra sandet og bringer den op på niveau med hovedet. På denne måde bevæger slangen sig fremad og efterlader parallelle spor med en gennemsnitlig hældning på 45 grader. Gennem denne bevægelse rører slangen kun jorden to steder. Med denne form for bevægelse beskyttes slangens krop mod at blive forbrændt ved at skabe minimal kontakt med det meget varme, brændende sand. Da slanger ikke har kæbeben, kan de åbne munden så højt, de ønsker. Til venstre ses, hvordan en slange med lethed kan spise et æg, der er meget større end den selv. Langsomt sluges byttet helt og fordøjes.

Venusplanten: En Usædvanlig Jæger

Foruden de rovdyr, vi indtil nu har omtalt, finder der også planter, som “jager” ved hjælp af forbløffende metoder. En af disse er venusplanten, som fanger og lever af de insekter, der kommer til den.

Plantens jagtsystem fungerer på følgende vis: En flue, som leder efter føde blandt planterne, får øje på en plante, som virker meget tiltalende: Venusplanten. Det, som gør denne plante, der minder om et par hænder, der holder om en skål, attraktiv, rundt om dens kronblade. Fluen charmeres af denne uimodståelige duft og lander uden tøven på planten. Mens den bevæger sig mod føden, kommer den uundgåeligt til at træde på de tilsyneladende harmløse hår, der dækker planten. Efter et øjeblik smækker planten pludselig sine kronblade sammen. Fluen sidder fuldstændig sammenklemt mellem to kronblade. Venusplanten begynder at udskille en væske, der opløser kød og som omdanner fluen til en gele-lignende væske. Planten fortærer fluen ved at opsuge denne væske.

Den hurtighed, hvormed planten fanger fluen, er bemærkelsesværdig. Den hastighed, hvormed den lukker sig sammen, er hurtigere end et menneske kan lukke hænderne sammen (hvis du prøver at fange en flue, der sidder på din håndflade, vil det sandsynligvis ikke lykkes, men venusplanten kan). Hvorledes kan denne plante, der ikke har muskler eller knogler, foretage en så brat bevægelse?

Forskning har påvist et elektrisk system inde i venusplanten. Systemet virker således: Fluens berøring af hårene på planten sendes videre til modtagere under hårene. Hvis denne mekaniske impuls er stærk nok, vil disse modtagere sende signaler langs kronbladene, ligesom bølger i vand. Disse bølger sendes til de motoriske celler, der får kronbladene til at lave de pludselige bevægelser. Til sidst aktiveres den mekanisme, der får planten til at sluge fluen.

Udover at plantens stimulus system er skabt perfekt, er det mekaniske system, som får fælden til at lukke, også unikt. Så snart cellerne i planten modtager elektrisk stimulation, ændrer de deres vandspænding. Cellerne inde i fælden frigiver vand. Det svarer til at en ballon, der taber luften, falder sammen. Cellerne udenfor fælden tager derimod vand ind og svulmer op.

Fælden lukker sig på samme måde, som hos et menneske, der må have en muskel til at trække sig sammen og en anden til at slappe af, for at armen kan bevæge sig. Fluen, som er fanget inde i planten, stimulerer gentagne gange hårstråene og udløser på denne måde den fremdrivende elektriske kraft, der får fælden til at lukke endnu tættere. Samtidig aktiveres fordøjelseskirtlerne i fælden. Som resultat af denne stimulation, dræber disse kirtler insektet og begynder langsomt at opløse det. På denne måde lever planten af fordøjelsesvæsker, der er omdannet til “en skål suppe”, beriget af planteproteiner. Når fordøjelsesprocessen er færdig, virker de mekanismer, der fik fælden til at lukke sig, omvendt og får nu fælden til at åbne sig igen.

Og planten fanger fluen. Fluen får hårene til at bevæge sig og reaktionen starter. Elektriske impulser, som udløses af kemiske reaktioner, sendes langs bladet.

Dette system har også en anden interessant egenskab: For at aktivere fælden, må hårene berøres to gange i træk. Den første berøring frembringer en statisk elektrisk opladning, men fælden er ikke lukket. Fælden lukkes kun når endnu en berøring får den statiske opladning til at nå et bestemt punkt og derefter aflades. På grund af denne dobbelte mekanisme, lukkes fluefælden aldrig uden grund. Fælden aktiveres f.eks. ikke når en regndråbe falder på den.

Lad os betragte dette storslåede system nærmere. Hele systemet er nødt til at etableres samtidigt for at planten kan fange sit bytte og fordøje det ordentligt. Fraværet af blot et enkelt element ville betyde døden for planten. Hvis der f.eks. ikke var hår på indersiden af bladet, ville planten ikke lukke sig, da reaktionen ikke ville starte selvom et insekt ville vandre ovenpå og indeni planten. Hvis lukkesystemet er der, men planten mangler væskerne til at fordøje insektet, ville hele systemet være nyttesløst. Kort sagt, hvis noget element i systemet mangler, ville det betyde døden for planten.

Denne plante må, lige siden den blev skabt, have haft de egenskaber, vi her taler om. Planten udviklede sig ikke lige pludselig til en jæger. Det er helt sikkert ikke “tilfældighedernes magiske trylleformular”, der har gjort planten til sådan en professionel jæger.

Den vigtigste pointe er, at denne kyndige jæger ikke har evnen til at tænke. Hvis dette levende væsen ikke var en plante men et dyr, ville evolutions-fortalerne muligvis hævde, at dyret af sig selv havde udviklet sig ved hjælp af “naturens” agtværdige indsats! Hvad vi her taler om er et system, der findes i en plante, et væsen uden hjerne og som helt sikkert er uden bevidsthed. Planten er ikke engang bevidst om, at den jager. Den er også fra begyndelsen skabt med et system, hvorved den kan ernære sig, ligesom enhver anden plante.

Solduggens Hår Denne plantes kronblade er dækket af lange røde hår. Spidsen af disse hår er dækket af en væske, som har en speciel duft, der tiltrækker insekter. En anden egenskab ved denne væske er dens sejhed. Et insekt, som styrer mod duftens kilde vil blive fanget i denne tyktflydende væske. Når insektet kæmper for at undslippe, vil disse slyngtråde begynde at bøje sig ned for at gribe insektet bedre. Insektet, som fastholdes fuldstændigt, fordøjes af det protein-nedbrydende sekret. Plantens aktive system ligner venusplantens. Hårene på dens top og stængel vibrerer og det elektriske signal, som starter fra bunden, udløser reaktionen.

Forsvarsteknikker

Dyret på højre side er ikke en slange, men ganske enkelt en lille kålorm. Dette dyr beskytter sig mod sine fjender ved sin lighed med en slange. Når den angribes af en fjende, ruller dette lille dyr roligt sin hale ud mod fjenden og puster den op. I det øjeblik viser en frygtelig slange sig lige foran fjenden, der ikke ser andet valg end at stikke af og redde sig selv.

Kålormens hale ligner en slange så meget, at ikke engang gnisten, i de mørke pletter, der ligner slangens øjne, mangler. Kålormen, der bevæger sig langsomt og derfor er et let bytte for sine fjender, undslipper mange farer på grund af denne usædvanlige egenskab.

Hvordan erhvervede kålormen sig et sådant antræk? En så påfaldende form må utvivlsomt have en tilfredsstillende forklaring. Lad os derfor undersøge de udviklingsmuligheder, der kan opstilles som svar på dette spørgsmål.

Mulighed 1: For mange år siden begyndte en kålorm, som søgte efter måder at forsvare sig mod fjendtlige angreb, at observere sine omgivelser omhyggeligt. Den indså en dag, at alle dens fjender er bange for slanger. I det øjeblik så den på sin krop og besluttede at få den til at “ligne” en slange. (Vi kan ikke give nogen forklaring på hvordan den ville få sin krop til at ligne en slanges, hvordan den ville arrangere sit udseende, farven på sin hud og kroppens form for at ligne en slange!) Lad os sige, at den ville “gøre sit bedste, anstrenge sig og til sidst, gøre et eller andet”. Den havde imidlertid meget kort tid til “forandringen”, da den kun ville tilbringe meget kort tid af sit liv som kålorm. Derefter ville den blive til en sommerfugl og flyve.

Det er meget vigtigt, at intet blev glemt, når den skulle “ændre” sin krop, da den kun havde én chance for at prøve sin nye hale. Hvis det første forsøg ikke var en succes og den ikke kunne narre fjenden, ville alle dens anstrengelser være forgæves. Og den ville oven i købet miste sit liv. Den måtte overleve under denne selv-omdannelses-proces. Heldet var imidlertid på dens side og den blev ikke sine fjenders bytte. Til sidst gennemførte den sin vanskelige opgave og fik sin hale til at ligne en slange.

Mulighed 2: Træer, blomster, insekter, himlen, vandet, regnen, solen, kort sagt alle herskende kræfter på jorden samledes for at skabe sig et system og indenfor dette system gav de simpelthen kålormen en hale.

Mulighed 3: Den store kraft, “Tilfældigheden” (!), har givet kålormen en slangelignende hale. Ligesom Den har givet forskellige fortrin til alle andre levende væsner.

Dette dyr, som ligner en frygtelig slange, er i virkeligheden kun en få centimeter lang kålorm.

“Allah er alle tings Skaber, og Han er vogter over alle ting”. (Sura al-Zumar: 62)

Man behøver ikke være særlig intelligent for at se det ulogiske i disse muligheder, der alle bygger på evolutionsteorien. Dels er kålormen ikke en så omhyggelig og agtpågivende formgiver, dels har jorden ikke selv et system, der er i stand til at formgive og skabe. Med andre ord, et levende væsen kan ikke gribe ind i sin egen krop for at erhverve sig avancerede egenskaber eller for at ændre sig til en anden art og der findes heller ikke udenfor det en mekanisme, som kan udføre dette. (Dette emne er detaljeret beskrevet i kapitlet om evolutionsteorien).

De, der betragter naturen som en højt kvalificeret maskine og tror på begreber som “naturens opdagelse”, “naturens vidunder”, “moder natur”, og så videre ved udmærket godt, at det de kalder “natur” er luften, vandet, jorden, træer, blomster, dyr og insekter. Kort sagt, hele verden og det solsystem, vores verden befinder sig i. Hvis mennesker fik at vide, at alle levende væsner var “skabt af verden” eller “skabt af jorden”, ville de sandsynligvis le. Propaganda, der bruger begrebet “natur-kosmisk”, får imidlertid mennesker til at betragte naturen som et næsten bevidst væsen. Man må ikke glemme, at “natur” er navnet på det ekstraordinære velordnede og perfekte system, vi betragter, ikke navnet på dets grundlægger og giver af evigt liv. Allah skabte alle levende skabninger på jorden og disse fortsætter med at leve, udstyret med de egenskaber, som Allah har givet dem.

I dette kapitel vil vi betragte forsvars-systemet hos visse dyr i naturen. Mens vi gør det, må vi huske en meget vigtig pointe: En stor del af naturen baseres på et fortsat forhold mellem levende væsner, der jager og selv bliver jaget. Dette forhold hviler på en så fin balance at gennem millioner af år har millioner af arter levet af hinanden og ingen af dem er forsvundet. Hvis én af de vigtige arter indenfor fødekæden uddøde, ville det udløse en stor ubalance. Hvis for eksempel myresluger arterne uddøde, ville myrerne invadere enorme områder på meget kort tid.

Dette jæger-bytte forhold mellem levende væsner foregår i stor harmoni, medmindre mennesket griber ind. Dette systems vigtigste elementer, som opretholder denne uforandrede balance er disse dyrs jagt- og forsvarsmekanismer. I tidligere kapitler så vi at visse dyr er skabt med ekstraordinære jagtfærdigheder og er “sørget for” på den måde. Hvis naturen var fuld af levende væsner, som var udstyret med sådanne aggressive systemer, ville de i vid udstrækning fortære de dyr, de lever af og medføre, at de uddøde. Når disse dyr var udryddet, ville de, som levede af dem, sulte og naturen ville ende i fuldstændig destruktion.

Dette problem er imidlertid allerede løst indenfor det system, Allah har skabt. Ligesom jagende dyr er udstyret med perfekte angrebssystemer, er de dyr, som udgør byttet, udstyret med perfekte forsvarssystemer. Færdighederne hos begge grupper opretholder balancen mellem dem. Desuden giver disse ekstraordinære færdigheder mennesket muligheden for at opdage den uendelige magt, visdom og viden hos Allah, Skaberen af alle disse færdigheder.

Hvert enkelt levende væsen fødes med forskellige evner til at forsvare sig. Nogle er meget hurtige; de kan redde sig ved at løbe væk. Nogle kan ikke bevæge sig, men er dækket af et stærkt panser. Nogle har fantastiske skrækindgydende egenskaber, som hos kålormen, der blev beskrevet tidligere. Nogle hælder giftige, brændende eller stinkende gasarter ud over deres fjender. Andre er beriget med evnen til at lade som om, de er døde.

Andre igen er skabt med kroppe, der har ekstraordinære evner for camouflage.

På de følgende sider, vil vi undersøge nogle af de mest fantastiske og slående eksempler på disse forsvarssystemer. Det burde være unødvendigt at sige, at disse eksempler er specifikke og at andre levende væsner er udstyret med tusinder af interessante systemer, som vi umuligt kan nævne her. Nogle af disse er endnu ikke engang opdaget af menneskene. Alle disse systemer afslører, at der ikke er nogen “proportionsmangel” i det univers, der er skabt af Allah og Hans kraft, visdom og viden er grænseløs , som Allah nævner det i Sura al-Mulk:

“Hvem har skabte de syv himle den ene over den anden: Du kan ikke se nogen mangel i den Perfektes skaberværk. Se igen – finder du nogen fejl? Se igen og igen. Dit blik vil vende tilbage til dig, ydmyget og opslidt.” (Sura al-Mulk: 3-4)

Kemiske Våben

Visse levende væsner kan i deres krop producere temmelig komplekse kemiske blandinger, som ville kræve meget høj teknologi og præcist laboratoriearbejde, hvis mennesket skulle producere dem. Dyrene fremstiller dem ganske let. Her er er nogle af dem:

Artilleribillen

Navnet på det dyr, du ser på billedet, er artilleribillen. Denne billes forsvarsmetode ligner ikke noget andet dyrs. Når der er fare på færde, vil en blanding af to kemikalier (hydrogen peroxid og hydroquinon), som opbevares på lager, blive ført til et “eksplosionskammer”. Ved hjælp af den accelererende effekt fra en speciel katalysator (peroxidase), som udskilles fra væggene i “eksplosionskammeret”, forvandles denne blanding ved 100oC til et frygteligt kemisk våben. Skoldet af den kogende kemiske væske, som sprøjtes ud under tryk, går fjenden i panik og opgiver jagten.

Hvis vi søger svar på spørgsmålet om, hvordan denne komplekse forsvarsmekanisme blev til, kan vi se, at det er umuligt for dette insekt selv at have udviklet denne mekanisme.

Hvordan kunne insektet fremstille den opskrift, der får to forskellige kemikalier til at eksplodere ved kontakt? Lad os antage, at den kunne det. Hvordan kunne den udsondre og opbevare disse i sin krop? Lad os antage, at den kunne det. Hvordan kunne den skabe et opbevaringskammer og et eksplosionskammer til disse kemikalier i sin krop? Selv hvis den kunne udrette alt dette, hvordan kunne den så opfinde opskriften på en katalysator, der ville øge disse to kemikaliers reaktionsevne? Med et ildfast materiale må den også isolere “eksplosionskammerets” vægge og væggene i den kanal gennem hvilken den sprøjter blandingen, så den ikke selv brænder sig.

De handlinger, der “udføres” af billen kan ikke engang udføres af mennesker, med undtagelse af kemikere. Kemikere kan helt sikkert udføre sådanne handlinger, men ikke i deres egen krop, - kun i laboratorier!

Det er sandelig ufornuftigt at tænke, at billen er en så specialiseret kemiker og en så mirakuløs designer, at den kan organisere sin krop i overensstemmelse med de reaktioner, den ønsker at udløse. Det er indlysende, at billen udfører disse handlinger som en refleks, uden at tænke på resultatet. Intet dyr med en så overlegen kraft og visdom eksisterer i naturen. Mennesket kan ikke skabe et sådant dyr. Bortset fra at det ikke kan skabe et så komplekst dyr, har videnskabsmænd ikke engang været i stand til at skabe et protein, selvom de står med eksempler på det i deres hænder.

Det er indlysende, at et Væsen, med ophøjet viden og evner - Allah – skabte dette dyr.

Artilleribillen er, ligesom millioner af andre ting, der er skabt, blot ét eksempel på Hans ubegrænsede evner og mageløse skaberværk.

	1. 2. Hydroquinone 2. Hydrogen Peroxide	3. Explosion chamber 4. Horrible chemical weapon at 100 oC

Forbløffende Arkitekter

Tidligere i bogen betragtede vi honningbiens vidunderlige egenskaber. Vi så, hvordan bisværmen konstruerer bistadets store arkitektoniske vidunder, vi så hvilke komplicerede og forfinede planer, de anvender når de skaber det, og hvilke arbejdsopgaver, som er temmelig komplicerede selv for mennesket, de instinktivt udfører.

Som tidligere nævnt er bierne i stand til at udføre dette særlig vanskelige arbejde, ikke fordi de er klogere end mennesket, men fordi de er “inspirerede” til at udføre det. Ellers ville det ikke være muligt for tusinder af disse “uvidende” dyr at udføre en så vanskelig og kompliceret opgave, som kræver kontrol og opsyn fra ét centralt sted.

Bierne er imidlertid ikke de eneste fortræffelige arkitekter i naturen. På de følgende sider vil vi betragte andre dyr, som meget kompetent udfører deres komplicerede og vanskelige “konstruktionsarbejde”, der er ligeså avanceret som biernes. Disse dyr bruger, ligesom bierne, den viden, der kommer til dem som “inspiration” og konstruerer arkitektoniske vidundere ved hjælp af medfødte interessante egenskaber.

Bæverne er de første af de fantastiske arkitekter, man kommer i tanker om. Disse dyr bygger deres huler i stillestående søer, men disse søer er specielle på den måde, at de er kunstigt skabt af bæveren, som bygger en dam tværs over vandløbet.

Bæveren er i særlig grad udstyret med evner, der passer til det konstruktionsarbejde, den udfører. Bæverens vigtigste redskab er dens tænder. Den konstruerer dæmninger af grene, som den har gnavet fri. Naturligvis vil dens tænder ind imellem blive slidt, tærede eller brække. Var den ikke udstyret med et specielt system til dette arbejde, ville den hurtigt miste sine tænder og dø af sult. Som vi imidlertid har nævnt, er bæverens problem løst allerede på forhånd. De fire fortænder, som den bruger til at gnave træer over med, fortsætter med at gro hele livet. Hvordan har tænderne fået en sådan egenskab? Besluttede bæveren, at de skulle gro efter at den oplevede, at de brækkede? Begyndte tænderne, hos den bæver der konstruerede den første dæmning, pludselig at gro? Tilsyneladende blev bæveren skabt med en sådan egenskab. At dette er et specielt værk, kan ses ved det faktum, at de bageste tænders størrelse holder sig konstant. Hvis alle bæverens tænder var blevet ved med at gro, ville de bageste tænder, som ikke slides ned, vokse overflødigt, presse på dens kæber og gøre dens mund uanvendelig. Det er imidlertid kun de fire fortænder, der gror, og det vil sige de tænder, den bruger til at gnave i træerne. Foruden dens tænder, er mange andre organer hos bæveren skabt specielt i overensstemmelse med det arbejde, den udfører. Den har gennemsigtige hinder, der forhindrer øjet i at blive ødelagt, når den arbejder under vandet. Den har specielle klapper, der forhindrer vandet i at trænge ind i dens næse og ører, brede bagpoter, der gør den i stand til at bevæge sig som en fisk i vandet og en flad, bred og hård hale. Disse er nogle af de karakteristiske egenskaber, som bæveren er skabt med.

Bæveren begynder at bygge en dæmning for at blokere strømmen og således skabe en stillestående sø, hvori de kan bygge en hule til sig selv. Til det formål begynder de med at skubbe tykke grene ned i vandløbets bund. Derefter slæber de tyndere grene op ovenpå de kraftigere. De står overfor det problem, at de strømmende vandmasser kan rive disse grene med sig. Med mindre dæmningen er fæstnet grundigt til vandløbets bund, vil det strømmende vand hurtigt ødelægge den. For at undgå at dæmningen ødelægges af vandet, vil det bedste være at drive pæle ned i vandløbets bund og at bygge dæmningen på disse pæle. Til dette formål bruger bæverne lange pæle som bærende støttepiller. De bekymrer sig imidlertid ikke om at drive disse pæle ned i vandløbets bund, men får dem til at ligge fast i vandet ved at holde dem nede med sten. Til sidst fæstner de de grene, de har stablet op, med en speciel mørtel, som de har lavet af ler og visne blade. Denne mørtel er vandafvisende og meget modstandsdygtig overfor vandets nedbrydende virkning.

Bæverens dæmning standser vandet ved en vinkel på præcis 45o. Dette betyder, at bæveren ikke bygger sin dæmning ved at smide grene tilfældigt ned i vandet, men på en omhyggelig planlagt måde. Særlig opmærksomhed fortjener det faktum, at alle moderne hydroelektriske kraftværker i dag bygges med nøjagtig samme vinkel. Bæveren begår imidlertid ikke den fejl at lukke fuldstændigt af for vandet. De bygger dæmningen således, at den holder vandet på det ønskede niveau og med specielle kanaler, som overskydende vand kan løbe igennem.

1. Ventilationsåbning 2. Sove- og spiseområde 3. Soigneringsområde (tørring og pleje af pelsen)	4. Nødudgang 5. Indgang under vandet

Termitternes Tårne

Termitternes plads blandt naturens arkitekter er indiskutabel. Termitter, som ligner myrer meget, lever i imponerende reder, som de bygger af jord. Højden af et bo kan være helt op til 6 meter og diameteren helt op til 12 meter. Det mest interessante er, at disse dyr er blinde.

Boets byggemateriale består af en modstandsdygtig mørtel, som arbejdertermitterne laver ved at blande deres spyt med jord. Det mest fantastiske ved termitternes byggekunst er, at luftforsyningen til boet holdes konstant og at de holder fugtigheden og varmen forbløffende konstant. De hårde og tykke vægge på de tårne, som de bygger af jord, isolerer boets indre fra varmen udenfor. Luftcirkulationen foregår gennem kanaler, som de har bygget langs boets indre vægge, mens huller i væggene filtrerer luften.

Et middelstort bo har brug for 1500 liter luft om dagen for at få den ilt, termitterne behøver. Hvis denne luftmængde blev trukket direkte ind i boet, ville boets temperatur stige til et niveau, der ville være yderst farligt for termitterne. De har imidlertid truffet forholdsregler mod dette, som om de vidste, hvad der ellers kunne tilstøde dem.

De bygger fugtige kælderrum under boet som en beskyttelse mod alt for megen varme. Visse arter, der lever i Sahara, graver en vandingskanal 40 meter under jorden og sørger for, at vandet når reden ved fordampning. Tårnets tykke vægge hjælper med til at vedligeholde fugtigheden.

Temperaturkontrollen fungerer, ligesom fugtighedskontrollen, meget fornuftigt og fintmærkende. Luften udefra passerer gennem tynde kanaler på boets overflade. Herfra løber den ned i de fugtige kælderrum og videre op i et rum øverst i boet. Her opvarmes luften ved insekternes kropsvarme og stiger til vejrs. På denne måde, ved hjælp af simple fysiske principper, skabes der et luftcirkulationssystem, som konstant overvåges af arbejdertermitter.

På ydersiden af boet ses de iøjnefaldende tagrender og taget, – som er skråt for at beskytte mod oversvømmelse.

Hvorledes udfører disse levende væsner, med en hjerne, der er mindre end en kubikmillimeter og uden synsevne, en så kompleks konstruktion?

Selvom de kun er få centimeter store, kan termitter rejse tårne, der er mange meter høje uden at bruge værktøj. Dette beundringsværdige bo beskytter termitkolonien, der består af mere end en million individer, mod deres fjender og mod ugunstige ydre livsomstændigheder.

Termitternes byggeri er sandelig resultatet af et kollektivt samarbejde. At sige, at “insekterne graver uafhængige tunneler og disse er tilfældigvis i harmoni med hinanden” ville være rent nonsens. Vi står imidlertid overfor et spørgsmål: Hvorledes er disse dyr i stand til at arbejde i harmoni for at udføre dette komplicerede arbejde?

Vi ved alle, at når et sådant bygningsværk laves af mennesker, er det, før det påbegyndes, tegnet af en arkitekt, derefter er tegningen givet videre til arbejderne og hele byggeriet organiseres som en byggeplads. Hvorledes kan termitter, som ikke har en sådan indbyrdes kommunikation og som desuden er blinde, udføre dette gigantiske byggeri i harmoni?

Et eksperiment vil hjælpe os med at finde svaret på dette spørgsmål.

Det første skridt i eksperimentet består i at dele et termitbo, der allerede er under opbygning, i to. Under hele byggeriet er de to termitgrupper forhindret i at have kontakt med hinanden. Resultatet er overraskende. Hvad der til sidst kan ses, er ikke to adskilte termitboer, men to dele af samme bo. når delene bliver sat sammen, viser det sig, at alle gange og kanaler passer sammen.

Hvorledes kan dette forklares? For det første er det indlysende, at ikke alle termitter besidder den nødvendige information for at kunne bygge boet som en helhed. En termit har kun viden om den del af processen, som den selv er involveret i. Vi kan da konkludere, at det sted, hvor al informationen opbevares, er i termitsamfundet som helhed. Vi kan derfor her tale om en overordnet viden. En sådan viden kan kun siges at eksistere på samfundsplan i forbindelse med individer af samme art. Dette er ikke det eneste eksempel. Når f.eks. græshopper sværmer i flok, sværmer de som regel i en bestemt retning. Hvis man tager en græshoppe ud af dens gruppe og anbringer den i en æske, mister den straks retningssansen og prøver panikslagent at flyve i alle retninger. Hvis vi anbringer den i den sværmende flok igen, finder græshoppen straks den rigtige retning og begynder at flyve i samme retning som hele flokken sværmer i!

1. Den centrale skorsten 2. Hjælpeskorstene 3. Fødevarelager 4. Svampehaver	5. Gange, der fører op over jorden 6. Dronningens kammer 7. Kamre, hvor larver anbringes 8. Grundpille hvorpå det underjordiske bo er bygget

Kort sagt, den information der tilhører den kollektive helhed og de enkelte individers arbejde røbes kun på et fælles niveau. Den eksisterer ikke på det individuelle plan. Med andre ord, dyr, der udfører kollektivt byggeri, som f.eks. bien og termitten, er ikke som individer bevidste om, hvad de gør. Hævet over dem alle, kontrollerer en anden visdom helheden og skaber det perfekte resultat ved at bringe alles arbejde sammen i en helhed.

Vi har tidligere i bogen påvist, at Allah i Koranen fastslår, at biernes produktion af honning indgives dem som en “inspiration”. Dette gælder også arbejdet hos termitter og andre dyr.

Det er helt sikkert, at dyrene blev “lært” disse fortræffelige processer og at de er programmerede til at udføre dette arbejde. Vi mennesker er kun i stand til at opføre de utrolige bygninger, vi konstruerer, efter mange års arkitektuddannelse og ved hjælp af tekniske redskaber. Det er indlysende, at disse dyr, der ikke besidder visdom og bevidsthed som mennesket, blev skabt specifikt til at udføre dette arbejde og derved til at være et redskab for synliggørelsen af deres Skabers uendelige viden og magtfuldhed.

Den, som fortjener hyldest og beundring for de store arkitektoniske vidundere, som de udfører, er ikke dette lille dyr, men Allah, som med Sine evner skabte dem.

Landbrug I Termitboet Visse termitter dyrker svampe i de haver, de bygger i boet. Disse svampe udsender imidlertid varme, som resultat af deres livsprocesser. En varme, som ødelægger termitternes temperaturregulering. Termitterne må derfor regulere denne betydelige temperaturstigning. Termitterne anvender interessante metoder til at slippe af med den varme, de selv udskiller og som opstår ved stofskifteprocessen hos de svampe, de dyrker i deres have. Den udviklede varme stiger op i boets centrale skorsten. Luften cirkulerer og bevæger sig videre til hjælpeskorstene ad smalle kanaler nær ved væggene. Her tilbageholdes oxygen. Den kuldioxid, som frigives af termitterne og svampene, udskilles. På denne måde virker boet som en kæmpe lunge for hele kolonien. Luften køles efterhånden som den bevæger sig gennem systemet af fine kanaler. Resultatet er, at konstant kold og iltrig luft strømmer ind med en hastighed på 12 cm i minuttet og at temperaturen inde i boet konstant ligger på 30oC. Et billede fra termitternes svampehave.

“Og alt, hvad der er i himlene og alt hvad der er på jorden tilhører Allah. Og Allah omfatter alle ting.” (Sura al-Nisa: 126)

Mysterierne Ved Dyrenes Reproduktion

At levende væsner kan opretholde deres udvikling kan kun lade sig gøre gennem deres reproduktive systemers perfekte funktion. Det er imidlertid ikke nok for mennesker og dyr at have reproduktionssystemer; de har også brug for et specielt instinkt, parringsdriften, som gør reproduktionen tiltrækkende. Ellers ville de fleste dyr, trods muligheden for reproduktion, ikke forsøge det. Oven i det kommer, at hvis først de blev opmærksomme på vanskelighederne ved fødsel, æglægning og den efterfølgende udklækningstid, ville de undgå at involvere sig i parringsakten, som er årsagen til alt, hvad der følger efter.

Denne parringsdrift er i sig selv heller ikke nok. Selvom levende væsner parrer sig og bringer nyt liv til verden, ville deres art stadig kunne uddø, hvis ikke de var skabt med et instinkt for at beskytte og pleje deres afkom. Hvis forældrekærlighed, som de fleste levende væsner besidder, ikke eksisterede, ville arterne uddø. De, som er fortalere for evolutionen, taler her om “bevidstheden om at opfostre yngel”. Ifølge dem må ethvert individ, som bruger temmelig meget tid på at beskytte sig selv, også gøre en indsats for at avle sin art. Det er imidlertid indlysende, at et dyr ikke kan tænke: “Udviklingen må fortsætte efter mig, så jeg bliver nødt til at gøre, hvad jeg kan”. Dyret beskytter og plejer sit afkom, ikke fordi det håber på noget eller forventer fordele i fremtiden, men fordi det er skabt til det.

Der er dog også levende væsner, som mangler sådanne følelser og som forlader deres afkom så snart, de har bragt dem til verden. Disse dyr avler mange unger på samme tid og nogle af dem overlever uden beskyttelse. Hvis de var skabt med en trang til at beskytte deres afkom, ville væksten i artens bestand eksplodere og naturens balance ville blive forstyrret.

Borehvepsen

Denne hvepseart fodrer sit yngel med larven fra en anden hvepseart, sirex hvepsen. Men den har et problem: sirex hvepsen tilbringer sit larvestadium 4 centimeter under træbarken. Moderhvepsen må derfor først finde sirex larven, som den ikke kan se. For at finde sirex larven bruger hvepsen de meget følsomme sensorer, den har i kroppen. På denne måde løser den sit første problem, nemlig det at finde sirex larven. Hvad med det næste problem?... Det løser den ved at bore sig igennem træbarken. Det organ, som hvepsen bruger til at bore sig igennem træbarken, kaldes en læggebrod (Ovipositor). Dette specielle organ er længere end hvepsens samlede kropslængde. Det er formet af to vedhæng, som kommer ud af halen, og det har en skarp afslutning, som en kniv. “Knivens” ende har en hakket æg, i overensstemmelse med dens formål. Så snart borehvepsen lokaliserer sirex larven under barken, retter den sit borende vedhæng lige direkte mod den. De to vedhæng gennemborer barken ved at bevæge sig frem og tilbage som en sav. Så snart hvepsen når sirex larven, lægger den gennem boretunnelen sine egne æg i larven. Den unge hveps starter sit liv med at vokse op i den larve, som dens mor har fundet til den og efterladt den i. Sirex larven er både dens fødekilde og beskyttelse. Er det stadig nødvendigt at understrege, at en så perfekt form aldrig kan være resultatet af en tilfældighed? Tværtimod er den forarbejdet af en Skaber, af Allah, Besidderen af evig visdom og indsigt.

Gravehvepsen Hvepsen på billedet fodrer sin larve i sit bo, som den med stor dygtighed har lavet af mudder. Først finder den en velnæret kålorm, som den stikker ni steder, der svarer til ormens bevægelsescentre. Kålormen dør ikke, men er lammet og kan ikke længere bevæge sig. Hvepsen slæber derefter omhyggeligt kålormen, som er så ubevægelig, som om den var død, hen til sit bo. Den lammede kålorm dækker hvepselarvens behov for kød, indtil denne er gammel nok til at forlade boet.

Kort sagt, reproduktion, forudsætningen for livets fortsættelse, er et system, der er skabt af Allah, Som vil at livet skal fortsætte. Allah er “Livgiveren”. Han er den, Som har givet alle levende væsner eksistens og Han er den Eneste, Som frembringer nye levende væsner af dem, Han har skabt. Takket være Ham lever alle levende væsner. De skylder ikke deres forældre livet, som det ofte antages, men Allah, Som skabte både deres forældre og dem selv. I Koranen siger Allah:

“Og det er Ham, der har skabt jer på jorden, og til Ham skal I vende tilbage.” (Sura al-Mu’minûn: 79)

På de følgende sider vil vi gennemgå nogle reproduktions systemer, som Allah har skænket visse levende væsner. Disse levende væsner står overfor store vanskeligheder i forbindelse med at sikre artens fortsættelse. De gør, hvad de gør, ikke fordi de betjener sig af nogen logik, som f.eks. “vi er nødt til at sikre vore arters overlevelse”, men på grund af den omsorg og medfølelse, som Allah har skænket dem.

Disse dyr, som har påfaldende reproduktionssystemer, udgør kun nogle få eksempler. Faktisk er hver levende arts reproduktions system i sig selv et mirakel.

Pingvinen: Et Dyr, Der Er Skabt Til Polarklimaet

Temperaturen ved den sydlige polarcirkel, hvor pingvinerne lever, kan sommetider blive helt ned til –40oC. Pingvinerne har et tykt fedtlag, så de kan overleve i så kolde omgivelser. Desuden har de et højt udviklet fordøjelsessystem, der nedbryder føden meget hurtigt. Disse to faktorer giver pingvinen en kropstemperatur på +40oC, som gør dem ufølsomme overfor kulde.

Hvis naturen virkelig var, som Darwin sagde, det vil sige, hvis hvert individ kun var optaget af at sikre sit eget liv, ville intet levende væsen bruge så megen tid og energi, og sulte så meget, for at beskytte og føde sit yngel.

Alt Gøres For Den Unge Pingvin

Pingviner ruger i polarvinteren. Det er desuden ikke hunnen, men han pingvinen, der ruger. På denne årstid udsættes pingvinparret ikke kun for temperaturfaldet ned til –40oC, men også for gletschere. Vinteren over vokser gletscherne og afstanden mellem rugestedet og kysten, der er pingvinernes nærmeste fødested, øges. Denne afstand kan blive helt op til 100 km.

Hun pingviner lægger kun et æg. De overlader udrugningen til hannerne og vender tilbage til havet. I løbet af den fire måneder lange rugetid må han pingvinen modstå de voldsomme polarstorme, hvor hastigheden kan nå op på 100 km/t. Da hannen vogter ægget, har han ingen mulighed for at jage. Desuden befinder den nærmeste fødekilde sig et par dagsrejser væk. Mens han ligger på ægget i alle fire måneder, taber han pingvinen halvdelen af sin vægt, men han forlader aldrig ægget. Skønt han ikke spiser i flere måneder, undlader han at gå på jagt og modstår sulten.

Efter slutningen af de fire måneder, når æggene begynder at åbne sig, dukker hun pingvinen pludseligt op. Hun har ikke spildt tiden, men arbejdet for at samle føde til sin unge.

For at beskytte sig mod polarklimaet, som er ekstremt koldt, flokkes pingvinerne tæt. På denne måde får flokkens unge pingviner mulighed for at mødes, samtidig med at de er beskyttede mod effekten af de kolde vinde.

Blandt hundredvis af pingviner, finder moderen let sin mage og sin unge. Da moderen hele tiden har jaget, er hendes mave fuld. Den gylper maveindholdet op og overtager pasningen af ungen.

Om foråret smelter gletscherne og der opstår huller i isen, hvorved havet kommer til syne. Pingvinforældrene begynder snart at jage fisk i disse huller og at føde deres unge.

At skaffe føde til ungen er en barsk opgave; I lange perioder spiser forældrene intet for at fodre deres unge. Det er ikke muligt at bygge rede, når alt er dækket af is. Alt hvad forældrene kan gøre for at beskytte deres unge mod den isnende kulde er, at sætte den ovenpå deres fødder og varme den med deres mave.

At æggene lægges på det rigtige tidspunkt er meget vigtigt.

Hvorfor lægger pingvinerne æg om vinteren og ikke om sommeren? Der er én grund til dette: hvis de lagde æg om sommeren, ville ungens udvikling finde sted om vinteren når havet er frossent. I det tilfælde ville forældrene, på grund af de besværlige vejrforhold og fordi havet, deres fødekilde, befinder sig længere væk, have problemer med at finde føde til ungen.

Helten I En Usædvanlig Fødselshistorie

Kænguruens reproduktionssystem er helt forskelligt fra andre dyrs. Kængurufostrets udvikling gennemløber visse stadier, i moderens pung. Stadier som normalt finder sted inde i livmoderen.

Cirka en måned efter befrugtningen fødes den blinde kænguruunge, som kun er et par centimer lang. Der fødes som regel kun én unge ad gangen. Dette stadium kaldes for det neonatale stadie. Ungen er endnu ikke fuldt udviklet: dens forben er utydelige og dens bagben består kun af små udspring.

Der er ingen tvivl om, at i den tilstand kan ungen ikke forlade sin mor. Når fostret kommer ud af livmoderen, begynder det ved hjælp af sine forben at bevæge sig op igennem moderens pels, hvor det efter en tre minutters lang rejse når hendes pung. For den lille kænguru betyder pungen det samme som livmoderen betyder for andre pattedyr. Der er dog en vigtig forskel. Mens andre kommer til verden som unger, er kænguruen blot et foster, når den kommer ud af livmoderen. Dens fødder, hoved og mange andre organer har endnu ikke fået deres endelige form.

No female becomes pregnant or gives birth except with His knowledge. And no living thing lives long or has its life cut short without that being in a Book. That is easy for Allah. (Surah Fatir: 11)

Når ungen når moderens pung, fæstner den sig til en af de fire dievorter dér og begynder at die.

På dette stadium gennemgår moderen endnu en ægløsningsperiode og et nyt æg dannes i livmoderen. Hunnen parrer sig endnu engang og det nye æg befrugtes.

Denne gang begynder ægget ikke straks at udvikle sig. Hvis tørken hærger i Midtaustralien, som det ofte er tilfældet, forbliver det befrugtede æg uudviklet indtil tørken er ovre. Modsat begynder udviklingen af ægget, hvis regnen falder kraftigt og der er rigelige græsgange.

På dette stadium står vi overfor spørgsmålet: hvem beregner dette? Hvem arrangerer æggets udvikling i overensstemmelse med de ydre omstændigheder? Ægget kan på ingen måde selv sørge for dette arrangement; Det er ikke et fuldstændigt levende væsen, det har ingen bevidsthed og det er helt ubevidst om vejrforholdene udenfor livmoderen. Moderen kan ikke sørge for dette arrangement, da hun, ligesom alle andre levende væsner, ikke har nogen kontrol over den udvikling, der finder sted i hendes krop. Denne ekstraordinære begivenhed er helt sikkert kontrolleret af Allah, Som har skabt både ægget og moderen.

Hvis vejrforholdene er passende, kryber den nye unge, der ikke er større end en bønne, 33 dage efter æggets befrugtning, ud af livmoderens åbning og når pungen ligesom den anden unge gjorde.

I mellemtiden er den første unge i pungen vokset betragteligt. Den lever sit liv uden at skade den nye unge, der kun er en centimeter lang.

Når ungen er 190 dage gammel, er den vokset stor nok til at foretage sin første rejse udenfor pungen. Derefter begynder den at tilbringe det meste af tiden udenfor pungen og den forlader pungen fuldstændigt, når den er 235 dage gammel.

Kort efter den anden unges fødsel parrer hunnen sig igen. Resultatet er, at hun har tre unger, som alle er afhængige af hende. Den første lever af græs, men kommer ind imellem tilbage til sin moder for at die; den anden unge udvikler sig endnu kun ved at die; den tredje er stadig i fosterstadiet.

Endnu mere forbavsende end at alle tre unger, på hvert sit stadium, stadig er afhængige af moderen er, at alle tre unger fodres med forskellig type mælk, i overensstemmelse med deres behov.

Medens den mælk, som fostret drikker, så snart den når dievorten i pungen, er transparent og farveløs, ændrer mælken sig i stigende grad og begynder at se ud som rigtig mælk. Mængden af fedt og andre stoffer i mælken øges i sammenhæng med ungens udvikling.

Medens den første unge fortsætter med at drikke den mælk, som er sammensat efter dens behov, kommer der en lettere fordøjelig mælk fra den dievorte, som den anden unge bruger. Moderens krop producerer således samtidigt to typer mælk med forskelligt indhold. Når den tredje unge fødes, er antallet af mælketyper med forskelligt indhold oppe på tre: mælk med højt næringsindhold til den ældste unge og mælketyper med relativt lavere fedt- og næringsindhold til de yngre unger. En anden vigtig pointe er, at hver unge finder den vorte, som er specielt velegnet for den. Ellers ville den drikke mælk med et indhold, der sandsynligvis ville være skadeligt for dens krop.

Dette fodringssystem er temmelig bemærkelsesværdigt og det er tydeligvis et resultat af skabelsesværket. Moderen kan på ingen måde bevidst arrangere alt dette. Hvordan kan et dyr bestemme de eksakte ingredienser i den mælk, som dens unger af forskellig størrelse behøver? Selvom den kunne dette, hvordan skulle den så kunne producere den i sin egen krop? hvordan kan den sende disse mælketyper gennem tre forskellige kanaler?

Det er udenfor al tvivl at kænguruen ikke er i stand til at gøre noget af dette. Den ved ikke engang, at den mælk, som dens krop giver, består af tre forskellige slags. Denne forunderlige proces er utvivlsomt resultatet af dette dyrs medfødte natur.

Hvilken Slags Moder Er Krokodillen?

Den omsorg, som krokodillen, et af flodens vilde dyr, giver sit yngel, er ret forbløffende.

Trods sit kæmpemæssige og vilde udseende yder moderkrokodillen sine unger den yderste omsorg. Den yder sine ubeskyttede nyfødte sikker beskyttelse i en speciel pung i munden.

Først graver dyret et hul til udrugningen af sine æg. Hullets temperatur må aldrig overstige 30oC. Blot en lille temperaturstigning vil være livstruende for ynglet i æggene. Krokodillen sørger for, at hullet, hvori den placerer sine æg, anbringes på skyggefulde steder. Dette er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt. Derfor gør hun krokodillen sig ekstraordinære anstrengelser for at holde æggene på en konstant temperatur.

Visse krokodillearter bygger reder af ukrudt på koldt vand i stedet for at grave huller (som det ses i billedet til venstre). Hvis redens temperatur trods disse forholdsregler stiger, afkøler krokodillen reden ved at sprøjte urin på den. Når æggene er ved at klækkes, lyder der høje lyde fra reden. Disse lyde fortæller moderen, at det kritiske øjeblik er indtrådt. Krokodillemoderen tager æggene og hjælper ungerne ud ved at bruge sine tænder som en pincet. Det sikreste sted for de nyfødte er den beskyttende pung i moderens mund, der er specielt udviklet til at beskytte et halvt dusin nyfødte krokodiller.

Som det ses, er der stor samarbejdsvillighed og selvopofrelse blandt dyrene. For et fornuftigt menneske afslører naturens perfekte harmoni klart tegnene på tilstedeværelsen af en overlegen Skaber. Det betyder, tegnene på Allahs tilstedeværelse, Han som er Skaberen af alt i himlene og på jorden.

Varmeteknologien Hos Megapode Fuglen

Megapode fuglen, som lever på Stillehavsøerne, laver en interessant “udrugningsmaskine” til sine unger.

I løbet af sommeren lægger hun megapoden et æg hver sjette dag. Megapodens æg er imidlertid relativt store i forhold til fuglens størrelse, næsten så store som strudseæg. Derfor kan hunnen kun udruge et æg ad gangen. Derved er de nylagte æg i fare for at dø hver sjette dag på grund af manglen på varme. Dette er imidlertid ikke noget problem for megapoden, da han megapoden er skabt med evnen til at bygge en udrugningsmaskine ved at bruge det materiale, som der er overflod af i naturen: sand og jord.

Med dette formål begynder han megapoden med sine kæmpeklør, seks måneder før yngletiden, at grave et hul, der er 5 meter i diameter og 1 meter dybt. Derefter fylder han hullet med vådt ukrudt og blade. Formålet hermed er at bruge den varme, der produceres når bakterier nedbryder plantedelene, til at opvarme æggene.

Det er imidlertid nødvendigt med andre arrangementer for at dette kan ske. Den egentlige grund til at planterne rådner og udskiller varme skyldes det tragtformede hul, som megapoden laver ned i bunken af planter. Dette hul lader regnvand sive ind i reden og holder det organiske materiale vådt. På grund af fugten rådner planterne under sandet og varme udskilles. Kort før foråret begynder tørketiden i Australien og hannen begynder at lufte det rådne plantelag. Dette gøres for at holde varmebalancen. Hunnen kontrollerer jævnligt hullet og undersøger, om hannen arbejder eller ej. Til sidst lægger hun æg i sandet ovenpå de forrådnede planter.

Medens han megapoden graver et hul til æggene, overvåger hunnen arbejdet uden overhovedet at blande sig. Når tiden for klækningen er inde, tages æggene ud af sandet.

Han-Megapoden: Et Følsomt Termometer

For at udvikle ynglen i Udrugningsmaskinen” skal temperaturen holdes på +33oC. For at opnå dette, måler han megapoden jævnligt temperaturen i sandet med sit næb, der er lige så følsomt som et termometer. Hvis det er nødvendigt, åbner den ventilationshuller for at sænke temperaturen. Det er endda således, at hvis nogle få håndfulde jord kastes på sandet, fjerner han megapoden det straks med sine fødder for at forhindre selv den mindste temperaturændring. Ungerne kommer til verden under sådanne forholdsregler. De nyfødte er så udviklede, at de kan flyve blot et par timer efter, at de er kommet ud af ægget.

Hvorledes har disse dyr kunnet udrette et sådant arbejde i millioner af år, som ikke engang mennesket har kunnet udføre? Da vi ved, at dyr ikke besidder et bevidst, rationelt intellekt som menneskets, er den eneste forklaring på dette, at dyret er specielt “programmeret” til denne opgave, og fra begyndelsen skabt til at kunne udføre den. Ellers er det umuligt at forklare, hvordan den kan forberede dette arbejde seks måneder forud, eller hvordan den kan kende beskaffenheden i denne komplekse kemiske proces. Hvorfor den indlader sig på en så vanskelig opgave, er et andet spørgsmål. Svaret kan kun ligge i ønsket om at reproducere sig og beskytte afkommet.

Gøgen

Vidste I, at gøgen lægger sine æg i andre fugles reder og narrer disse fugle til at passe dens unger?

Hun gøgen lægger sine æg ved siden af æggene fra andre fugle. Så snart redens ejer flyver væk, lægger gøgen i al hemmelighed et æg i reden. Samtidig smider den et af æggene i reden ud, så intet opdages.

Når tiden for æglægningen indtræffer, arbejder hun gøgen om kap med tiden. Årvågen og vagtsom gemmer hun sig mellem bladene og udspionerer andre fugle, der bygger rede. Når den ser en egnet fugl (en, der ligner den) bygge rede, beslutter den, hvornår dens egne æg skal lægges. Fuglen, som skal passe gøgens unger, er nu valgt.

Hvilken Unge Er Det? Selvom der går seks uger og ungen vokser sig flere gange større, end den var, udfører plejefuglen omhyggeligt sine moderpligter. Det første gøgeungen gør, når den kommer ud af ægget, er at smide de andre æg ud af reden. Således fodrer plejeforældrene kun gøgeungen.

Når gøgen ser, at den anden fugl lægger sine æg, går den i gang. Så snart den anden fugl forlader reden, flyver gøgen øjeblikkeligt hen til reden og lægger sit eget æg i den. Derpå gør den noget yderst intelligent: den fjerner et af de æg, der allerede lå i reden. Dette forhindrer redens ejer i at undre sig.

Hun gøgen gennemfører med perfekt timing en bemærkelsesværdig strategi for at sikre, at dens unge får en sikker start på livet. Hun gøgen lægger ikke kun et æg, men tyve æg i løbet af sæsonen. Derfor må den finde mange plejeforældre, udspionere dem og finde den rette tid til at lægge sine æg. Da hun gøgen lægger et æg hver anden dag og det tager fem dage for et æg at udvikle sig i æggestokkene, har hun ingen tid at spilde.

Efter tolv dages udrugningstid kommer gøgeungen ud af ægget. Når den efter fire dage åbner øjnene, møder den sine meget hengivne (pleje-)forældre. Det første den gør, så snart den kommer ud af ægget, er at smide de andre æg ud af reden, når forældrene er væk. Plejeforældrene fodrer omhyggeligt ungen, som de tror er deres egen. I sjette uge, når ungen forlader reden, ser vi det interessante syn: en gøg, en stor fugl, der fodres af to små fugle.

Lad os undersøge, hvorfor gøgen overlader sin unge til andre fugles omsorg. Søger hun gøgen en sådan praksis fordi den er for doven til at bygge en rede, eller fordi den ikke er dygtig nok til det? Eller er det fordi den engang plejede at bygge reder og selv passede sine unger at den gjorde sig klart, at dette er en meget besværlig opgave, hvorpå den opdagede denne metode? Tror I at en fugl selv kan udtænke sådan en plan?

Pepsishvepsens Krig Med Tarantellen

I forplantningsperioden bekymrer den kæmpestore pepsishveps sig ikke om at bygge rede eller om udklækning. Den er fra fødslen udstyret med en helt anderledes forplantningsmekanisme. Denne hveps fodrer og beskytter sine æg ved at bruge verdens største og mest giftige edderkop, tarantellen.

Normalt gemmer taranteller sig i underjordiske gange, som de har gravet. Denne hveps er imidlertid udstyret med specielle sanseorganer, der gør at den kan spore lugten af tarantellen. Derfor er det ikke så vanskeligt for den at finde sit bytte. Tarantellen er imidlertid et ret sjældent dyr.

Derfor må hvepsen sommetider gå i flere timer på jorden for at finde en enkelt tarantel. Under denne tur forsømmer den ikke at rense sine sanseorganer regelmæssigt, så den bibeholder deres følsomhed.

Hvepsen bider tarantellen i den øverste venstre del af maven. Dette er det bedst egnede sted at lamme tarantellen.

Når hvepsen finder tarantellen bryder en krig ud. Tarantellens vigtigste våben er dens dødbringende gift. Når kampen begynder, bider tarantellen øjeblikkeligt hvepsen. Disse pepsishvepse er beskyttet mod tarantellens gift ved et specielt antistof og på grund af dette specielle sekret i kroppen, påvirkes de ikke af tarantellens stærke gift.

I denne fase kan tarantellen ikke gøre mere mod hvepsen. Det er nu hvepsens tur til at bide. Hvepsen bider tarantellen i den øverste venstre del af maven og afgiver sin gift dér. Det er interessant, at hvepsen specielt vælger denne del af tarantellens krop, da dette er tarantellens mest følsomme område. Den mest interessante del af forløbet begynder herefter: hvepsens gift afgives ikke i kroppen for at dræbe tarantellen, men for at lamme den.

Hvepsen slæber tarantellen til et passende sted, den graver et hul der og lægger tarantellen ned i hullet. Derefter laver hvepsen et hul i tarantellens mave og lægger et enkelt æg i den.

I løbet af få dage klækkes pepsishvepsens unge. Ungen lever af tarantellens kød og finder beskyttelse i dens krop, indtil den i puppestadiet forvandles.

Pepsishvepsen må finde en tarantel til hvert enkelt af de tyve æg, den lægger i løbet af forplantningsperioden.

Denne utrolige metode viser os, at forplantningssystemet hos denne hveps er skabt i overensstemmelse med tarantellens natur. I modsat fald er det på ingen måde muligt at forklare tilstedeværelsen af antistoffet mod tarantellens gift eller hvepsens udskillelse af en væske, der lammer tarantellen.

Fuglene På Træk

I Koranen gør Allah os opmærksom på fuglene i følgende vers: “Har de ikke set fuglene over dem, der breder deres vinger ud og trækker (dem) til sig? Ingen anden end den Barmhjertige holder dem tilbage. Sandelig, Han ser alle ting.” (Sura al-Mulk: 19)

I dette afsnit vil vi specielt undersøge trækfugle; Vi vil beskrive de perfekte balancer de etablerer, når de flyver i luften, og beskrive de systemer, deres krop er begavet med og fokusere på den forunderlige måde, hvorpå de er skabt til at færdes i luften.

Hvordan Fastlægger Fugle Tidspunktet For Trækket?

Hvorfor og hvordan fugle begyndte at trække og hvad der fik dem til at træffe beslutningen har længe været interessante emner. Nogle videnskabsmænd mener, at årsagen til fugletrækket har at gøre med årstidernes skiften, mens andre mener, at søgen efter føde er grunden. Det, som bør overvejes er, hvordan disse fugle, som er uden beskyttelse, teknisk udstyr eller sikkerhed, men kun har deres krop, kan foretage disse langdistance flyvninger. At foretage trækket kræver specielle færdigheder, som f.eks. orienteringsevne, lagring af føde og evnen til at flyve i lange perioder. Det er umuligt for en fugl, som ikke besidder disse karakteristiske træk, at ændre sig til en trækfugl.

Følgende eksperiment blev lavet: Nattergale blev valgt til eksperimentet i et laboratorium, hvor temperatur- og lysforholdene kunne varieres. De interne forhold blev arrangeret helt forskelligt fra de ydre forhold. F.eks. hvis det var vinter udenfor, blev der i laboratoriet arrangeret et forårsklima og fuglene indrettede sig kropsligt efter det. Fuglene lagrede fedt, som bruges til brændstof, ligesom de vil gøre, når tiden for trækket nærmer sig. Selvom fuglene arrangerede sig i overensstemmelse med den kunstigt skabte årstid og forberedte sig som om de skulle flyve væk, startede de ikke fugletrækket før tiden var inde. De iagttog årstiden udenfor. Dette beviste at fugle ikke træffer beslutningen om at begynde trækket på grund af årstidsforholdene.

Hvorledes da, bestemmer fuglene tiden for trækket? Videnskabsmænd har endnu ikke fundet svar på dette spørgsmål. De mener, at levende væsner har “krops-ure”, der hjælper dem til at kende tiden i et lukket miljø og til at skelne mellem årstidernes vekslen. Imidlertid er det et uvidenskabeligt svar, at “fugle har krops-ure, med hvilke de kender tiden for trækket”. Hvad slags ur er det, hvilket organ i kroppen fungerer det med og hvordan kom det til at eksistere? Hvad ville der ske, hvis dette ur gik i stykker eller gik for langsomt?

Da det samme system virker ens for alle trækfugle, må disse spørgsmål tillægges stor betydning.

Det er velkendt, at trækfugle ikke påbegynder trækket fra det samme sted, da fuglene lever spredt, når tidspunktet for trækket er inde. De fleste arter mødes først på et bestemt sted hvorefter de begynder trækket sammen. Hvordan arrangerer de en sådan timing? Hvad gør disse “krops-ure”, som fuglene angiveligt har, så harmoniske? Er det muligt, at en så systematisk orden kan opstå spontant?

Det er umuligt for en planlagt handling at opstå spontant. Desuden er der hverken i fugle eller andre vandrende dyr nogen slags ur. Alle vandrende levende væsner gør dette hvert år på tidspunkter, som de fastsætter, men de gør det ikke ved at se på et kropsur. Det, som nogle mennesker kalder et kropsur, er Allahs kontrol over disse levende væsner. Trækfugle følger Allahs ordrer, ligesom alt andet i universet gør.

"Do you not see that everyone in the heavens and earth glorifies Allah, as do the birds with their outspread wings? Each one knows its prayer and glorification. Allah knows what they do". (Surat an-Nur: 41)

Energiforbrug

Tusindvis Af Kilometerlange Trækruter

Fugle bruger en masse energi under flyvning. Derfor har de brug for mere brændstof end alle hav- og landdyr. For eksempel må kolibrien, som kun vejer nogle få gram, bevæge sine vinger 2,5 millioner gange for at flyve de 3000 km mellem Hawaii og Alaska. Til trods for dette kan den blive i luften helt op til 36 timer ad gangen. Dens gennemsnits-hastighed ligger på ca. 80 km/t. Under en så vanskelig flyvning som denne, stiger syreindholdet i fuglens blod betragteligt og fuglen risikerer at besvime på grund af stigningen i kropstemperatur. Nogle fugle klarer denne risiko ved at lande. Hvordan kan de, der flyver over enorme oceaner redde sig? Ornitologer har observeret, at under sådanne betingelser spreder fuglene deres vinger så meget som muligt og på denne måde nedkøles de ved at hvile.

Stofskiftet hos trækfugle er stærkt nok til at klare denne opgave. For eksempel er stofskifte-aktiviteten hos en kolibri, den mindste trækfugl, 20 gange kraftigere end hos en elefant. Fuglens kropstemperatur kan nå +62 grader celsius.

Flyveteknik

Udover at være blevet skabt til at klare så anstrengende flyvninger er fuglene også udstyret med egenskaber, der gør dem i stand til at udnytte gunstige vinde.

For eksempel stiger storken helt op til 2000 meters højde med opadgående varme vindstrømme. Derefter svæver de hurtigt til den næste opadgående varme vind, uden at bruge vingerne.

Fugle i flok bruger også en anden flyveteknik, V-formationen. I denne teknik fungerer store stærke fugle forrest i flokken, som værn mod modsatrettede vindstrømme og baner vej for de svagere fugle. Den aeronautiske ingeniør Dietrich Hummel har bevist, at ved en sådan organisation, sparer flokken generelt 23% energi.

Flyvning i Store Højder

Visse trækfugle flyver i meget store højder. For eksempel kan gæs flyve i en højde af 8000 m. Dette er en utrolig højde, når man husker det faktum, at allerede ved 5000 meters højde er luften 63% tyndere end ved havoverfladen. For at flyve i en sådan højde, hvor luften er så tynd, må fuglen bruge sine vinger hurtigere og den har derfor brug for mere ilt.

V-formationen.

Lungerne hos disse fugle er imidlertid skabt således, at de kan udnytte den ilt, der er i disse højder, optimalt. Deres lunger, som fungerer anderledes end pattedyrenes, hjælper dem til at få mere energi ud af utilstrækkelige luftmængder.

Perfekt Høresans

Under trækket tager fuglene også de vejrmæssige forhold i betragtning. For eksempel skifter de retning for at undgå en kommende storm. Melvin I. Kreithen, en ornitolog, der har forsket i fugles høresans, har iagttaget, at visse fugle kan høre lyde på enormt lave frekvenser, som over store afstande spredes i atmosfæren. En trækfugl kan derfor høre en storm, der er under opsejling over et fjernt beliggende bjerg, eller torden, der befinder sig over havet, flere hundrede kilometer væk. Det er desuden en kendt sag, at trækfugle er omhyggelige med at lægge deres ruter udenfor områder med risikable vejrmæssige forhold.

Retningssanse

Hvorledes finder fuglene retningen uden hjælp af kort, kompas eller andre lignende retningsvisere på deres tusindvis af kilometer lange flyvning?

Ifølge den første teori om dette spørgsmål lærte fuglene kendetegnene på jorden udenad og de kunne derfor nå deres mål uden at blive forvirrede. Eksperimenter har imidlertid vist, at denne teori ikke er rigtig.

Illustrationen viser de tolv faktorer, der kan være af betydning for fuglene under flyvning. 1. Solen 2. Tidsfornemmelsen 3. Stjernernes placering 4. Ultraviolette stråler 5. Polariseret lys 6. Lyde på meget lave frekvenser 7. Lyde fra f.eks. bølger eller torden, der kommer meget langt væk fra 8. Jordens magnetfelt 9. Tyngdekraften 10. Meteorologiske fordele 11. Gunstige vinde 12. Kendetegn på jordoverfladen

I et eksperiment med duer, brugte man uigennemsigtige linser til at sløre duernes syn. På denne måde blev de forhindret i at navigere efter landmærker på jorden. Alligevel kunne duerne stadig finde vej, også selvom de blev anbragt flere kilometer væk fra deres flok.

Efterfølgende forskning har vist, at jordens magnetfelt synes at påvirke fuglene. Forskellige studier har vist, at fugle tilsyneladende har avancerede magnetiske modtagesystemer, der gør det muligt for dem at finde vej ved hjælp af jordens magnetfelt. Dette system gør det muligt for fuglene at bestemme retningen ved at sanse ændringer i jordens magnetfelt under flyvningen. Eksperimenter har vist, at trækfugle endda kan opfatte helt ned til 2% variation i jordens magnetfelt.

Kun fem centimeter stor.

Nogle mener, at de kan bortforklare emnet ved at hævde, at fugle har en slags kompas i kroppen. Hovedspørgsmålet ligger imidlertid lige her.

Spørgsmålet er: Hvordan er fuglene blevet udrustet med et “naturligt kompas”? Vi ved, at kompasset er en opfindelse og et resultat af den menneskelige intelligens. Så hvorledes kan et kompas – et apparat, der er produceret af mennesket med dets kollektive viden – eksistere i fuglenes krop? Er det muligt, at en fugleart for år tilbage, da den skulle finde retning, tænkte på at bruge jordens magnetfelt og opfandt en magnetisk modtager til sin krop? Eller blev en fugleart, for år tilbage, “tilfældigt” udstyret med en sådan mekanisme? Absolut ikke...

Hverken den selv eller tilfældet kan tilføje et ekstremt avanceret kompas til fuglens krop. Fuglens kropsstruktur, dens lunger, vinger, stofskifte og dens evne til at finde retning er eksempler på Allahs perfekte skaberværk:

“Han er Allah, Skaberen, Frembringeren. Den, der giver alle ting form. Ham tilkommer de smukkeste navne. (Alt) hvad der er i himlene og på jorden lovpriser Ham, og Han er den Almægtige, den Alvise.” (Sura al-Hasjr: 24)

Monark Sommerfuglens Fantastiske Rejse

Monark sommerfuglen, som lever i Sydøstcanada, har en trækhistorie, der er mere kompliceret end fuglenes. Der fødes fire generationer Monark sommerfugle om året. Tre af disse fire generationer lever om foråret og sommeren.

Når efteråret begynder, ændres situationen. Trækket starter i august og den generation, der tager på træk lever meget længere end de andre generationer fra samme år. De Monark sommerfugle der tager på træk består af årets fjerde generation.

Udvandringen starter præcist på natten for efterårs jævndøgnet. De sommerfugle, der flyver mod Syden, lever seks måneder længere end de foregående tre generationer. Det er nødvendigt, at de lever præcis så længe for at de kan gennemføre deres rejse og vende tilbage. I en periode på fire måneder, fra december til og med marts, spiser de intet. Da de får næring fra fedtdepoterne i deres krop, drikker de kun vand.

De sommerfugle, der flyver sydpå, spreder sig ikke efter at have passeret krebsens vendekreds og ladt det kolde vejr bag sig. Efter at have fløjet hen over halvdelen af det amerikanske kontinent, slår millioner af sommerfugle sig ned i midten af Mexico. Her er de vulkanske bjerges højderygge dækket med en rigt varieret flora. Beliggende i en højde af 3000 m er dette sted varmt nok til, at sommerfuglene kan overleve.

Blomster, der blomstrer om foråret, er ret vigtige for Monark sommerfuglene. For første gang efter fire måneders faste, får de et festmåltid af nektar. De oplagrer nu energi nok til et vende tilbage til Nordamerika. Denne generation af Monark sommerfugle, adskiller sig på ingen andre måder fra de tre tidligere generationer. De parrer sig i slutningen af marts, før de starter deres rejse. På forårsjævndøgnet begynder flokken at flyve tilbage til Nordamerika. Kort efter at de har afsluttet deres rejse og er vendt hjem til Canada, dør de. Før de dør, har de født en ny generation, hvilket er nødvendigt for at deres art kan fortsætte.

Når tusindvis af Monark sommerfugle slår sig ned i et træ, er træet ikke længere synligt.

Den nyfødte generation er årets første generation og lever i ca. halvanden måned. Derefter kommer den anden og den tredje generation.

Når tiden for den fjerde generation er inde, starter trækket igen. Denne generation vil leve seks måneder længere end de andre og kæden vil fortsættes på samme måde.

Dette interessante system fremkalder mange spørgsmål: Hvordan kan det være, at den fjerde af hver generation lever seks måneder længere? Hvordan er denne generation af sommerfugle blevet i stand til at klare vinteren? Hvordan starter disse sommerfugle deres rejse på jævndøgnet og hvordan afstemmer de sig så fint? Bruger de en kalender?

Det er sikkert, at der ikke findes svar på disse spørgsmål i evolutionsteorien eller varianter af denne. Sommerfuglene må have været i besiddelse af disse interessante egenskaber fra det øjeblik, de blev skabt. Hvis den fjerde generation for første gang på jorden ikke havde haft evnen til at leve længere, ville alle sommerfuglene dø i løbet af vinteren og dette insekt ville uddø.

Monark sommerfuglene må have haft denne ekstraordinære egenskab fra det øjeblik, de blev skabt. “Tilfældigheder” har helt sikkert ikke evnen til at kunne arrangere sommerfuglenes generationer i forhold til trækket. På den anden side er det også usandsynligt, at sommerfuglene besluttede at få deres fjerde generation til at leve længere og arrangerede deres stofskifte, DNA og gener i overensstemmelse hermed.

Det er helt klart, at Monark sommerfuglene blev skabt med sådanne egenskaber.

Naturen Og Teknologi

Hver eneste dag gør mennesket nye teknologiske fremskridt og skaber underværker i design og produktion. Mennesker kan designe og producere nye produkter med de evner, Allah har givet dem. Denne pointe fortjener særlig opmærksomhed. Da Allah giver dem disse evner, har mennesker ingen ret til at puste sig op af stolthed og arrogance.

Naturen er et bevis på dette. Enhver, som ser sig ordentligt omkring, kan se, at Allah har overøst naturen med utallige undere. Alle vegne er hvert levende væsen, fra planter til dyr, til lands og til vands, udstyret med forbløffende egenskaber. I dette kapitel, hvor levende væsner indgår som eksempel på teknologiske opfindelser, er formålet at vise, at de ting, som mennesker tror, de har opnået gennem deres egne færdigheder, allerede eksisterer i naturen og for at minde os om, hvor forkert det er for mennesket at blive skrydende.

Visse konstruktioner, som er produceret af mennesket efter års forskning, anstrengelser og teknologiske opfindelser, har eksisteret i naturen i millioner af år. Videnskabsmænd, som forstår dette, har iagttaget naturen i meget lang tid og bruger den i deres opfindelser. De er begyndt at udvikle nye modeller ved at se på eksemplerne i naturen. De har med forbavselse indset at der er stor forskel på de teknikker, som de bruger, og de perfekte teknikker, som bruges i naturen. Dette har ført dem til at acceptere eksistensen af en højere Besidder af Visdom, Som regulerer naturen. De indser, at alle disse undere ikke kan være skabt ved en tilfældighed. Besidderen af denne højere visdom, hvis eksistens de har opdaget gennem videnskaben, er uden tvivl Allah, Opretholderen af himlene og jorden.

Skibsstævnen Og Delfinen Delfinsnuden er blevet brugt som model for stævnen på moderne skibe. I stedet for den Vformede stævn, bruges på store skibe, som bygges i dag, en form, der ligner delfinsnuden. Denne type stævn skærer mere effektivt gennem havoverfladen og bidrager til hurtigere sejlads med mindre energiforbrug. Delfinsnude-stævnen sparer op til 25% brændstof.

Concorden Og Delfinen Delfinsnuder blev også brugt som model for udformningen af Concorden. I en undersøgelse, ledet af ingeniører, om reduktion af luftmodstanden på ydersiden af Concorden, blev de inspireret af delfinens ten-formede snude. Delfinens halefinne arbejder i vandet som en maskine. På samme måde blev Concordens motorer placeret bagest, ligesom den fremaddrivende finne, der virker som en motor hos delfinen, og vældig gode resultater blev opnået.

For eksempel efter studier af delfiner, fik skibene på deres stævn, der oprindeligt var V-formet, monteret et fremspring, en “delfinsnude”. Designerne forstod, at delfinnæsens form er ideel til den hydrodynamiske gennemskæring af vand. Det er indiskutabelt, at ikke kun næsens form, men alle delfinens egenskaber er ideelle, da hver eneste af dem er Allahs værk, Han som er “Skaberen” (Sura al-Hasjr: 24).

I dette kapitel vil vi, som i eksemplet med delfinen, gennemgå modeller, som designere har skabt ved at efterligne naturen. Vi vil henlede opmærksomheden på fortrinligheden ved Allahs skaberværk. Disse levende væsners egenskaber, som hver især er et under af formgivning, er meget vigtige i forbindelse med påskønnelsen af Allahs evner. De egenskaber hos levende væsner, som vi her kommer ind på, har eksisteret i millioner af år, det vil sige, siden de blev skabt. Mennesket har imidlertid kun været i stand til at efterligne nogle af disse egenskaber indenfor de sidste århundreder. For de, som kan indse det indlysende i Allahs evner, er alt i naturen begavet med sådanne egenskaber. Dette fastslås i et vers:

“(Dette er) en indsigt og en påmindelse for enhver af Allahs tjenere (der angrende vender sig mod Ham).” (Sura Qaf: 8)

Delfinens Sonar Fra et specielt organ på forsiden af hovedet udsender delfiner lydbølger på 200.000 hertz (vibrationer pr. sekund). Ved hjælp af disse vibrationer opdager de ikke kun hindringer foran sig. De kan også, fra ekkoets kvalitet, bedømme retning, afstand, hastighed, størrelse og form på genstanden. Sonaren arbejder efter samme principper som denne egenskab hos delfiner.		Ubåde Og Delfinen Delfinens skyttel-formede krop giver den evnen til at bevæge sig meget hurtigt i vandet. Forskere opdagede endnu en egenskab, der spiller en stor rolle for dens evne til at bevæge sig hurtigt: Delfinens hud består af tre lag. Det yderste lag er meget tyndt og smidigt. Det inderste lag er tykt og består af smidige hår, der får dette lag til at ligne en kam med plastichår. Det tredje lag i midten er lavet af et svampelignende materiale. Et pludseligt tryk, som kan påvirke den hurtigt svømmende delfin, afbødes, mens det overføres til de indre lag. Efter fire års studier lykkedes det tyske ingeniører at skabe et syntetisk lag med de samme egenskaber til undervandsbåde. Dette lag består af to gummilag og mellem dem er der bobler, som ligner delfinens hudceller. En forbedring af hastigheden med 250% kan iagttages hos ubåde med dette lag.
1. Ved at sende lydbølger 2. De reflekterede lydbølger	3. Får 4. Brain