Kapitel 3: Fiktive evolutionsmekanismerd

Den neodarwinistiske model, som vi vil se som den almene evolutionsteori i dag, påstår, at livet er udviklet gennem to naturlige mekanismer: ” naturlig selektion” og ”mutation”. Teorien hævder dybest set, at naturlig selektion og mutation er to komplementære mekanismer. Oprindelsen for evolutionære ændringer ligger i tilfældige mutationer, som finder sted i levende væsners genetiske struktur. Trækkene dannet ved mutation udvælges af den naturlige selektions mekanisme, og på denne måde udvikler levende ting sig.

Når vi kigger nærmere på denne teori finder vi ud af, at der ikke findes en sådan evolutionær mekanisme. Hverken naturlig selektion eller mutationer gør noget bidrag overhovedet til omdannelsen af forskellige arter til hinanden, og påstanden, at de gør det, er helt ubegrundet.

Naturlig selektion

Som en proces i naturen var naturlig selektion kendt for biologer før Darwin, som definerede det som en ”mekanisme, som beholder arter uforanderlige uden at blive ødelagt”. Darwin var den første til at fremsige påstanden om, at denne proces havde evolutionær kraft og rejste så hele sin teori på grundlaget af denne påstand. Navnet han gav til sin bog indikerer, at naturlig selektion var basis for Darwins teori: The Origin of Species, by means of Natural Selection...

Men siden Darwins tid har der ikke været en eneste tråd af bevis fremsat for at vise, at naturlig selektion får levende ting til at udvikle sig. Colin Patterson, den øverste palæontolog på the British Museum of Natural History i London og en bredt kendt evolutionist, understreger, at naturlig selektion aldrig er blevet observeret til at have evnen til at få ting til at udvikle sig:

Ingen har nogensinde produceret en art med naturlige selektions mekanismer. Ingen er nogensinde kommet tæt på, og de fleste af de nuværende argumenter mod neodarwinisme går på dette spørgsmål.15

Naturlig selektion vedholder, at de levende ting, der er bedst tilpasset til de naturlige forhold i deres habitat, vil sejre ved at få afkom, der vil overleve, hvor imod de, som er uegnede, vil forsvinde. For eksempel i en hjorte flok under trussel af vilde dyr vil de, der kan løbe hurtigst, naturligvis overleve. Dette er sandt. Men uanset hvor længe denne proces fortsætter, vil det ikke lave de hjorte om til en anden levende art. Hjorten vil altid forblive hjort.

Når vi ser på de få tilfælde, evolutionister har fremsat som observerede eksempler på naturlig selektion, ser vi, at disse ikke er andet end et simpelt forsøg på at snyde.

"Industriel Melanisme"

I 1986 udgav Douglas Futuyma en bog, The Biology of Evolution, som er accepteret som en af de kilder, der forklarer evolutionsteorien ved naturlig selektion på den mest udtrykkelige måde. Det mest kendte af disse eksempler på emnet handler om farven på møl befolkningen, som så ud til at mørknes under den industrielle revolution i England. Det kan lade sig gøre at finde historien om den industrielle melanisme i næsten alle evolutionist biologi bøger, ikke bare i Futuyamas bog. Historien er baseret på en serie eksperimenter udført af den britiske fysiker og biolog Bernard Kettlewell i 1950’erne og kan opsummeres på følgende måde:

Ifølge opgørelsen var farven på barken omkring Manchester ganske lys ved udbruddet af den industrielle revolution i England. På grund af dette var mørk-farvede (melaniske) møl, der sad på de træer, lette at opdage for fuglene, der spiste dem, og derfor havde de meget lille chance for overlevelse. Halvtreds år senere i skovområder, hvor industriel forurening havde dræbt laverne, var træernes bark blevet mørkere, og nu blev de lyse møl mest jaget, fordi de var lettest at få øje på. Som resultat faldt andelen af lyse møl i forhold til mørke møl. Evolutionister anser dette som et stort bevis for deres teori. De søger tilflugt og trøst i at udstille deres fund, og vise hvordan lyse møl ”udviklede” sig til mørke møl.

Men selv hvis vi går ud fra, at dette er korrekt, burde det være ganske klart, at det ikke kan blive brugt som bevis for evolutionsteorien, siden ingen ny form opstod, som ikke eksisterede før. Mørke møl havde eksisteret i møl befolkningen før den industrielle revolution. Kun det relative forhold mellem lyse og mørke varianter i befolkningen blev forandret. Møllene havde ikke fået et nyt træk eller organ, som ville skabe ”artsdannelse”. For at en møl art kunne blive til en anden levende art, en fugl for eksempel, ville nye tilføjelser skulle laves til dens gener. Det vil sige, et helt separat genetisk program ville skulle indlæses, så det inkluderede information om fuglens fysiske træk.

Dette er svaret, der skal gives til den evolutionistiske historie om industriel melanisme. Men der er en mere interessant side til historien: ikke bare dens fortolkning men selve historien er forkert. Som molekylære biolog Jonathan Wells forklarer i sin bog Icons of Evolution, reflekterer historien om de spættede møl, som er inkluderet i enhver evolutionistisk biologi bog og derefter er blevet et ”ikon” på denne måde, ikke sandheden. Wells diskuterer i sin bog, hvordan Bernard Kettlewells eksperiment, som er kendt som det ”eksperimentelle bevis” for historien, faktisk er en videnskabelig skandale. Nogle grundlæggende elementer af denne skandale er:

• Mange eksperimenter udført efter Kettlewells afslørede, at kun en type af disse møl sad på træstammer, og alle andre typer foretrak at sidde under små, horisontale grene. Siden 1980 er det blevet tydeligt, at spættede møl ikke normalt sidder på træstammer. I 25 års feltarbejde konkluderede mange videnskabsmænd som Cyril Clarke, Rory Howlett, Michael Majerus, Tony Liebert og Paul Brakefield at møl “i Kettlewells eksperiment blev tvunget til at opføre sig atypisk, og derfor kunne test resultaterne ikke accepteres som videnskabelige.”
• Videnskabsmænd, som testede Kettlewells konklusion, kom frem med et endnu mere interessant resultat: selvom antallet af lyse møl ville forventes at være større i de mindre forurenede regioner af England, talte de mørke møl der fire gange så mange som de lyse. Dette betød, at der ikke var nogen sammenhæng mellem møl befolkningen og træstammerne, som påstået af Kettlewell og gentaget af næsten alle evolutionistiske kilder.

• Som researchen uddybedes, ændrede skandalen dimensioner: ”møllene på træstammerne” fotograferet af Kettlewell, var faktisk døde møl. Kettlewell brugte døde prøver limet eller hæftet fast på træstammer og fotograferede dem så. I virkeligheden var der næsten ingen mulighed for at tage sådan et billede, da de fleste møl ikke hvilede på træstammer men under bladene.16

Disse fakta blev først opdaget af det videnskabelige samfund i de sene 1990’ere. Kollapset af myten om industriel melanisme, som havde været et af de mest skattede emner i ”Introduktion til evolution” kurser på universiteter i årtier, skuffede evolutionister dybt. En af dem, Jerry Coyne, bemærkede:

Min egen reaktion ligner den fortvivlelse, der kom, da jeg i en alder af seks opdagede, at det var min far og ikke julemanden, der bragte gaverne juleaften.17

Således blev “det mest kendte eksempel på naturlig selektion” forvist til historiens skraldebunke som en videnskabelig skandale, som var uundgåelig, fordi naturlig selektion ikke er en ”evolutionær mekanisme” i modsætning til, hvad evolutionister påstår. Den er hverken i stand til at tilføje et nyt organ til en levende organisme, fjerne et eller forandre en organisme af en art til en anden art.

Hvorfor naturlig selektion ikke kan forklare kompleksitet?

Der er ikke noget, naturlig selektion bidrager med til evolutionsteorien, fordi mekanismen aldrig kan forøge eller forbedre en arts genetiske information. Den kan heller ikke lave en art om til en anden: en søstjerne til en fisk, en fisk til en frø, en frø til en krokodille, eller en krokodille til en fugl. Den største forsvarer af afbrudt ligevægt, Stephen Gay Gould, referer til dette dødvande for naturlig selektion som følgende:

Essensen af darwinisme ligger i en enkelt sætning: naturlig selektion er den kreative kraft i evolutionær forandring. Ingen benægter, at selektion vil spille en negativ rolle ved at eliminere de svage. Darwinistiske teorier kræver, at den også skaber de egnede.18

En anden af de misledende metoder, som evolutionister bruger på spørgsmålet om naturlig selektion, er deres indsats for at præsentere denne mekanisme som bevidst. Men naturlig selektion har ingen bevidsthed. Den besidder ikke en vilje, som kan bestemme, hvad der er godt og skidt for levende ting. Som resultat kan man ikke forklare biologiske systemer og organer, der besidder egenskaben ”irreducibel kompleksitet” med naturlig selektion. Disse systemer og organer er sammensat af et stort antal dele, der arbejder sammen, og som ikke er til nogen brug, hvis bare en af disse dele mangler eller er defekte. (For eksempel fungerer det menneskelige øje ikke, med mindre det eksisterer med alle dets dele intakt). Derfor burde viljen, der bringer alle disse parter sammen, være i stand til at forudse fremtiden og sigte direkte efter fordelene, som fås på det sidste niveau. Siden naturlig selektion ikke har en bevidsthed eller vilje, kan den ikke gøre det.

Dette faktum, som ødelægger fundamentet for evolutionsteorien, bekymrede også Darwin, som skrev: ”Hvis det kunne demonstreres at noget komplekst organ eksisterede, som ikke kunne være blevet skabt af talrige, efterfølgende, små modifikationer, ville min teori fuldstændige falde sammen.”.19

Gennem naturlig selektion bliver kun de vansirede, svage eller uegnede individer af en art valgt ud. Nye arter, ny genetisk information eller nye organer kan ikke produceres. Det vil sige, levende ting kan ikke udvikle sig gennem naturlig selektion. Darwin accepterede denne realitet ved at sige: ”naturlig selektion kan ikke gøre noget, indtil gunstige variationer tilfældigvis forekommer”.20Dette er hvorfor neodarwinisme har måttet ophøje mutationer ved af siden naturlig selektion som ”grunden til fordelagtige forandringer”. Men som vi skal se, kan mutationer kun være ”grunden til skadelige forandringer”.

Mutationer

Mutationer er defineret som huller eller udskiftninger, der finder sted i DNA molekylet, som findes i cellekernen i en levende organisme, og som indeholder al genetisk information. Disse huller eller udskiftninger er resultatet af ydre effekter som radiation eller kemisk handling. Hver mutation er en ”ulykke” og skader enten nukleotiderne, der danner DNA, eller ændrer dets placering. For det meste forårsager de så meget skade og modifikation, at cellen ikke kan reparere det.

Mutation, som evolutionister ofte gemmer sig bag, er ikke en tryllestav, der laver levende organismer om til en mere avanceret og perfekt form. Den direkte effekt af mutation er skadelig. De forandringer, der skabes af mutationer, kan kun være som de oplevet af folk i Hiroshima, Nagasaki og Tjernobyl: det vil sige død, handicap og sygdom…

Grunden til dette er meget simpel: DNA har en meget kompleks struktur, og tilfældige effekter kan kun skade organismen. B. G. Ranganathan erklærer:

For det første er ægte mutationer meget sjældne i naturen. For det andet er de fleste mutationer skadelige, fordi de er tilfældige hellere end velordnede forandringer i genernes struktur: enhver tilfældig forandring i et velordret system vil være negativ, ikke positiv. For eksempel hvis et jordskælv rystede en velordret struktur som en bygning, ville der være en tilfældig forandring i bygningens ramme, som - efter al sandsynlighed - ikke ville være en forbedring.21

Ikke overraskende er ingen brugbar mutation blevet observeret indtil videre. Alle mutationer har vist sig at være skadelige. Den evolutionære videnskabsmand Warren Weaver kommenterede på rapporten lavet af the Committee on Genetic Effects of Atomic Radiation, som var blevet lavet for at undersøge mutationer, som måske er blevet forårsaget af atomvåben brug i anden verdenskrig:

Mange vil blive forvirrede over erklæringen, at praktisk talt alle kendte muterede gener er skadelige. For mutationer er en nødvendig del af evolutionsprocessen. Hvordan kan en god effekt - udvikling til højere former for liv - resultere fra mutationer, hvor praktisk talt alle er skadelige?22

Enhver indsats for at ”generere en brugbar mutation” er mislykkedes. I årtier udførte evolutionister mange eksperimenter for at producere mutationer i frugt fluer, da disse insekter reproducerer sig meget hurtigt, så mutationer ville vise sig hurtigt. Generation efter generation af disse fluer blev muteret, og alligevel blev ingen brugbar mutation nogensinde observeret. Den evolutionistiske genetiker Gordon Taylor skriver således:

Det er et slående men ikke ofte nævnt faktum, at selvom genetikere har avlet frugt fluer i tres år eller mere i laboratorier over hele verden - fluer, der producerer en ny generation hver ellevte dag - har de aldrig set fremkomsten af en ny art eller endda et nyt enzym.23

En anden forsker, Michael Pitman, kommenterer på fiaskoen af eksperimenter ne udført på frugt fluer:

Morgan, Goldschmidt, Muller og andre genetikere har udsat generationer af frugt fluer for ekstreme forhold af varme, kulde, lys, mørke og behandling med kemikalier og radiation. Alle slags mutationer, praktisk talt alle trivielle eller positivt skadelige, er blevet produceret. Menneskeskabt evolution? Ikke rigtig: få af genetikernes monstre kunne have overlevet udenfor de flasker, de blev avlet i. I praksis dør mutanter, er sterile eller har tendens til at vende tilbage til vildtype.24

Det samme passer for mennesket. Alle mutationer, der er blevet observeret i mennesker har haft skadelige resultater. Når det gælder dette spørgsmål, kaster evolutionister et røgslør op og prøver at hverve eksempler på selv meget skadelig mutationer som ”bevis for evolution”. Alle mutationer, der finder sted i mennesker resulterer i fysiske deformiteter, skrøbeligheder som mongolisme, Downs Syndrom, albinisme, dværgvækst eller kræft. Disse mutationer præsenteres i evolutionistiske fagbøger som ”den evolutionære mekanisme i arbejde”. Unødvendigt at sige, at en proces, der efterlader folk handicappede eller syge, ikke kan være ”en evolutionær mekanisme” - evolution forventes at producerer former, der er bedre egnet til at overleve.

For at opsummere er der tre hovedgrunde til, hvorfor mutationer ikke kan presses ind og bruges til at støtte evolutionistiske påstande:

1) den direkte effekt af mutationer er skadelig: Siden de forekommer tilfældigt, skader de næsten altid den levende organisme, der udsættes for dem. Fornuft fortæller os, at ubevidst indgriben i en perfekt og kompleks struktur ikke vil forbedre den struktur men hellere forringe den. Faktisk er ingen ”brugbar mutation” nogen sinde blevet set.

2) mutationer tilføjer ingen ny information til en organismes DNA: som et resultat af mutationer, rives partiklerne, der danner den genetiske information, enten fra deres pladser, bliver ødelagt eller bragt til andre steder. Mutationer kan ikke få levende ting til at få et nyt organ eller et nyt træk. De skaber kun anormaliteter som et ben, der stikker ud af ryggen eller et øre fra maven.

3) For at en mutation skal overføres til den følgende generation, skal den have fundet sted i de reproduktive celler i organismen: en tilfældig forandring, der sker i en celle eller et organ i kroppen, kan ikke overføres til den næste generation. For eksempel vil et øje, der ændres på grund af effekterne fra radiation, ikke blive ført videre til følgende generationer.

Det er umuligt, at levende væsner har udviklet sig, fordi der ikke eksisterer en mekanisme i naturen, der kan forårsage evolution. Endvidere stemmer denne konklusion overens med beviserne fra den fossile optegnelse, som ikke viser eksistensen af en evolutionsproces men hellere bare det modsatte.