I vers 88 i Sura Bani Isra’il omtaler Allah Koranens guddommelige natur: “Sig: Hvis mennesker og djinner samledes for at bringe denne Korans lige, så kunne de ikke bringe dens lige, selv om de også hjalp hinanden.” (Sura al-Isra: 88)
Allah gav Koranen til menneskene for 1400 år siden. Visse kendsgerninger, som kunne opdages med det 19. århundredes teknologi, blev slået fast af Allah i Koranen for 1400 år siden. Dette viser os helt enkelt, at Koranen er et af de vigtigste beviser for erkendelse af Allahs eksistens.
I Koranen er der mange beviser på, at Koranen er fra Allah og at menneskene aldrig kan skabe noget, der ligner den. Et af disse beviser er, at det, der beskrives i Koranens vers, eksisterer i vort univers:
“Vi vil vise dem Vore tegn i Universet og i dem selv, indtil det står dem klart, at dette er sandheden. Er det ikke tilstrækkeligt, at din Herre er Vidne til alle ting.” (Sura Fussilat: 53). I overensstemmelse med verset svarer meget af den information, der gives i Koranen, til forhold i den ydre verden. Allah har skabt alt i universet og besidder derfor komplet viden om det. Han har også åbenbaret Koranen. Som følge heraf vil en stor del af informationen og analyserne i Koranen blive forstået og anerkendt af vise, samvittighedsfulde troende, som har indsigt.
Det skal imidlertid ikke glemmes, at Koranen ikke er en videnskabelig bog. Formålet med åbenbaringen af Koranen fastslås i disse vers:
“Alif Lam Ra. (Dette er) en Bog, som Vi har åbenbaret dig (Muhammad), så du kan føre menneskene ud af mørke (vildledelse og troen på flere guder) ind i lyset (troen på Guds Enhed), på deres Herres befaling, til den rette vej. Den vej den Almægtige og Prisværdige viser.” (Sura Ibrahim: 1)
“En retledning og en påmindelse for de forstandige.” (Sura Ghafir: 54)
Kort sagt, Allah sender Koranen som en vejledning til de troende. Den forklarer dem, hvordan de gør sig til tjenere af Allah og hvordan de søger Hans velbehag.
Koranen giver imidlertid også visse fundamentale oplysninger om bestemte emner som for eksempel skabelsen af universet, menneskets fødsel, atmosfærens opbygning og balancen i himlene og på jorden. At disse oplysninger stemmer overens med de nyeste videnskabelige opdagelser er vigtigt af den grund, at det igen bekræfter, at Koranen er Allahs ord: “Vil de da ikke tænke omhyggeligt over Qur’anen? Havde den været fra nogen anden end Allah, ville de visselig havde fundet mangen modsigelse i den.” (Sura al-Nisa: 82). I overensstemmelse med verset er der fuldstændig harmoni mellem Koranens fremstillinger og den ydre verden.
På de følgende sider vil vi fæstne os ved de ekstraordinære paralleller mellem Koranens oplysninger om universet og de videnskabelige oplysninger.
Spørgsmålene om hvordan det kantløse univers opstod, hvor langt det rækker og hvordan lovene, der opretholder dets orden og balance, fungerer, har altid været interessante.
Den generelle materialistiske holdning har gennem flere århundreder, indtil tidligt i det 20. århundrede været, at universet havde uendelige dimensioner, at det havde eksisteret i al evighed og at det ville fortsætte med at eksistere evigt. Ifølge dette synspunkt, en statiske model af universet, havde universet hverken begyndelse eller ende.
Denne holdning, som udgjorde fundamentet for den materialistiske filosofi, benægtede Skaberens eksistens og fastholdt at universet er en konstant, stabil og uforanderlig samling af stof. Det 20. århundredes videnskabelige udvikling og teknologi væltede imidlertid sådanne primitive opfattelser som en statiske model af universet. I dag, ved begyndelsen af det 21. århundrede, er moderne fysik, på grundlag af mange eksperimenter, iagttagelser og beregninger, kommet til den konklusion, at universet havde en begyndelse og at det var skabt af ingenting og begyndte med en eksplosion.
Endvidere er det fastslået, at universet, i modsætning til den materialistiske påstand, ikke er stabilt og konstant, men at det er i konstant bevægelse, forandring og udvidelse. I dag tilslutter den videnskabelige verden sig disse kendsgerninger. Lad os nu se, hvordan disse meget vigtige kendsgerninger er bragt til syne af den videnskabelige verden.
 |
| Edwin Hubble |
I 1929, på California Mount Wilson Observatoriet, gjorde en amerikansk astronom ved navn Edwin Hubble en af de største opdagelser i astronomiens historie. Mens han iagttog stjernerne i et kæmpe teleskop, fandt han ud af, at det lys, der udsendtes af dem bevægede sig i den røde ende af farveskalaen og at dette farveskifte var mere udtalt, jo længere en stjerne bevægede sig væk fra jorden. Denne opdagelse havde en opildnende effekt på den videnskabelige verden, fordi farveskalaen hos de lysstråler, der bevæger sig hen imod observationspunktet, ifølge de fysiske love, går mod violet, mens farveskalaen hos lysstråler, der bevæger sig væk fra observationspunktet går mod den røde ende af farveskalaen. Hubble’s observationer viste, at stjernernes lys går mod den røde ende af skalaen. Dette betyder, at de konstant bevæger sig væk fra os.
Inden længe gjorde Hubble en anden meget vigtig opdagelse: stjerner og mælkeveje bevæger sig ikke kun væk fra os, men også væk fra hinanden. Den eneste konklusion der kan drages om et univers, hvor alt bevæger sig væk fra alt er, at det univers konstant “udvider” sig.
For bedre at forstå dette, kan man sammenligne universet med overfladen på en ballon, der blæses op. Ligesom punkterne på overfladen af ballonen bevæger sig væk fra hinanden, efterhånden som ballonen fyldes med luft, således bevæger genstandene i rummet sig væk fra hinanden, efterhånden som universet fortsætter med at udvide sig. Faktisk var dette i teorien blevet opdaget langt tidligere. Albert Einstein, der betragtes som en af de navnkundigste videnskabsmænd i dette århundrede, konkluderede oprindeligt, på baggrund af sit arbejde med Relativitetsteorien, at hans ligninger viste, at universet ikke var statisk.
For at kunne frembringe en statisk model af universet, da dette var den dominerende opfattelse, ændrede han sine ligninger ved at tilføje en “konstant”. Senere kaldte Einstein denne handling for “den største fejltagelse i sin karriere”.
Hvilken betydning har det faktum at universet udvider sig for dets eksistens?
At universet udvider sig indebærer, at det er muligt, at det er opstået i et enkelt punkt. Beregninger viser, at dette enkelte punkt, som indeholdt alt universets materiale, må have været “uden masse” og af “uendelig tæthed”. Universet blev skabt ved en eksplosion i dette enkelte punkt uden masse. Denne store eksplosion, som markerer begyndelsen på universet, kaldtes “The Big Bang” og teorien blev opkaldt efter den.
Det må tilføjes, at “uden masse” er et teoretisk udtryk, som benyttes til at beskrive dette forhold. Videnskaben kan kun definere begrebet om “intethed”, som ligger udenfor den menneskelige fatteevne, ved at udtrykke det som “et punkt uden masse”.
Faktisk betyder et punkt uden masse “intethed”. Universet blev til ud af intethed. Med andre ord: det blev skabt.
Denne vigtige kendsgerning, som først mod slutningen af dette århundrede blev opdaget af den moderne fysik, blev forkyndt os i Koranen for 1400 år siden:
“Himlenes og jordens Skaber.” (Sura al-An’am: 101). Når vi sammenligner udtalelsen i strofen med Big Bang teorien, ser vi at der er slående overensstemmelse. Big Bang var imidlertid først lanceret som en videnskabelig teori i det 20. århundrede
Universets udvidelse er et af de vigtigste beviser for, at det er skabt af ingenting. Skønt dette ikke blev videnskabeligt opdaget førend i det 20. århundrede, har Allah oplyst os om denne kendsgerning i Koranen, som blev åbenbaret for 1400 år siden.
“Med kraft har Vi konstrueret himlen. Sandelig, Vi er i stand til at udvide Rummet i uendelighed.” (Sura al-Dharijat: 47)
I 1948 fremsatte George Gamov en anden idé vedrørende Big Bang. Han fastslog, at efter universet blev dannet af en stor eksplosion, må der fra denne eksplosion have eksisteret et overskud af stråling, som forblev i universet. Desuden måtte denne stråling have bredt sig jævnt ud i universet.
Beviset for at denne stråling “må have eksisteret” blev snart fundet. I 1965 opdagede to forskere, Arno Penzias og Robert Wilson, disse bølger ved en tilfældighed. Denne stråling, som kaldes en “kosmiske baggrundsstråling”, syntes ikke at komme fra en bestemt kilde, men snarere at gennemstrømme hele rummet. Således indså man, at varmebølgerne, som strømmede ensartet i hele rummet, var rester af det oprindelige stadium af Big Bang. Penzias og Wilson modtog Nobelprisen for deres opdagelse.
I 1989 sendte NASA Cosmic Background Explorer satellitten (COBE) ud i rummet for at undersøge den kosmiske baggrundsstråling. Det tog kun otte minutter for de følsomme scannere på denne satellit at bekræfte Penzias og Wilsons målinger. COBE havde fundet resterne af den store eksplosion, der fandt sted ved universets begyndelse.
Et andet vigtigt bevis for Big Bang var mængden af brint og helium i rummet. Ved de senere beregninger viste det sig, at brint-helium koncentrationen i universet stemte overens med de teoretiske beregninger af brint-helium koncentrationen, som måtte være tilbage efter Big Bang. Hvis universet ikke havde nogen begyndelse og hvis det havde eksisteret evigt, skulle dets hydrogen forekomster være blevet fuldstændig opsuget og omdannet til helium.
Alle disse uomgængelige beviser medførte at Big Bang teorien blev accepteret i den videnskabelige verden. Big Bang modellen blev det standpunkt, som kosmologer nåede til vedrørende oprindelsen og dannelsen af universet. Efter at have forsvaret steady-state teorien sammen med Fred Hoyle i mange år, beskrev Dennis Sciama det standpunkt, de til sidst havde nået, da alle beviserne for Big Bang teorien var samlet. Sciama fortalte at han havde deltaget i den hede debat mellem dem, der forsvarede steady-state teorien og de, som havde afprøvet denne teori i håb om at kunne modbevise den. Han tilføjede, at han havde forsvaret steady-state teorien, ikke fordi hen mente, den var gyldig, men fordi han håbede, den var det. Fred Hoyle stod fast trods alle hindringer, efterhånden som beviser mod denne teori udviklede sig. Sciama fortsatte med at beskrive, at han i begyndelsen havde delt standpunkt med Hoyle, men da beviserne begyndte at hobe sig op, måtte han indrømme at spillet var ovre og at steady-state teorien måtte opgives.
Professor George Abel fra University of California har også sagt, at nye beviser viser, at universet formedes billioner af år tilbage, ved Big Bang. Han indrømmer, at han ikke har andet valg end at acceptere Big Bang teorien.
Med Big Bang teoriens sejr blev begrebet om “den evige materie”, som udgjorde grundlaget for den materialistiske filosofi, kastet på historiens mødding. Hvad var der så før Big Bang og hvilken kraft skabte universet ved hjælp af denne eksplosion, når det ikke eksisterede før? Dette spørgsmål indebærer, med Arthur Eddington’s ord, “den (for materialisterne) filosofisk utilfredsstillende kendsgerning”, at der eksisterer en Skaber. Den berømte ateistiske filosof Anthony Flew siger hertil:
“Erfaringsmæssigt er bekendelser gode for sjælen. Jeg vil derfor begynde med at bekende, at den stratonicianske ateist må føle sig forlegen ved den nuværende kosmologiske enighed. For det ser ud som om kosmologerne leverer videnskabeligt bevis for det, som Skt. Thomas hævdede ikke kunne bevises filosofisk; nemlig, at universet havde en begyndelse. Så længe universet bekvemt kan opfattes som værende ikke kun uden afslutning men også uden begyndelse, er det let at hævde at dets blotte eksistens og dets mest fundamentale egenskaber, skal accepteres som forklarende grundprincip. Skønt jeg mener, at dette stadig er korrekt, er det hverken let eller behageligt at fastholde denne holdning i lyset af Big Bang teorien”.
Mange videnskabsmænd, som ikke er blinde ateister, har indrømmet den Almægtige Skabers rolle i dannelsen af universet. Denne Skaber må være et væsen, som har skabt både materien og tid og sted, men som dog er uafhængig af disse. Den velkendte astrofysiker Hugh Ross siger:
“Hvis tidens begyndelse er samtidig med universets begyndelse, som tidslæren siger, så må frembringelsen af universet skyldes et væsen, der virker i en komplet uafhængig tidsdimension, som er fuldstændig uafhængig af og eksisterende før tidsdimensionen i kosmos. Denne konklusion er overordentlig vigtig for vor forståelse af, hvem Gud er og hvem eller hvad Gud ikke er. Den siger os, at Gud ikke er universet og at Gud heller ikke er indeholdt i universet”.
Materien, tid og sted er skabt af den Almægtige Skaber, Som er uafhængig af alle disse begreber. Denne Skaber er Allah, som er Herren over himlene og jorden. Allah har ladet os kende det videnskabelige bevis for dette i Sin Bog, som Han har givet os for 1400 år siden som det konkrete bevis på Hans eksistens.
“Hvem har skabte de syv himle, den ene over den anden: Du kan ikke se nogen mangel i den Perfektes skaberværk. Se igen – finder du nogen fejl? Se igen og igen. Dit blik vil vende tilbage til dig, ydmyget og opslidt.” (Sura al-Mulk: 3-4)
Utallige billioner af stjerner og mælkeveje bevæger sig i uafhængige baner og dog i total harmoni. Stjerner, planeter og satellitter drejer både om deres egen akse og omkring det system, de tilhører. Endvidere flyder mælkeveje, som består af 200-300 billioner af stjerner, gennem hinanden. I løbet af denne overgangsfase, hvoraf nogle meget berømte eksempler er iagttaget af astronomer, sker der ingen sammenstød, som kunne virke ødelæggende på universets store orden.
Hastighederne i universet er vanskelige at begribe, når de sammenlignes med vor jordiske målestok. Størrelsesforholdene i rummet er enorme, når de sammenlignes med den målestok, vi bruger på jorden. Stjerner og planeter med masser på billioner eller trillioner af tons, mælkeveje og mælkevejsklynger, hvis størrelser i numeriske værdier kun kan udtrykkes af matematikere, bevæger sig i rummet med kolossale hastigheder.
Jorden, for eksempel, roterer om sin egen akse med en hastighed på “bare” 1670 km/t. Hvis vi husker, at den hurtigste hastighed, hvormed man kan sende en kugle af sted, er ca. 1800 km/t, bliver det tydeligt, hvor hurtigt jorden bevæger sig, trods sin kæmpemæssige størrelse.
Jordens hastighed i dens bane omkring solen er omkring 60 gange kuglens: 108.000 km/t. (Hvis det var muligt at fremstille et køretøj, der kunne bevæge sig så hurtigt, ville det bevæge sig rundt om jorden på 22 minutter.)
Disse tal angår imidlertid kun jorden. Solsystemet er endnu mere forbavsende. Hastigheden for dette system befinder sig på et niveau, der overskrider forstanden. Når systemer i universet vokser i størrelse, vokser også deres hastigheder. Solsystemet bevæger sig rundt om mælkevejens kerne med en hastighed af 720.000 km/t. Hastigheden på selve Mælkevejen, der omfatter omkring 200 billioner stjerner, er (i rummet) på 950.000 km/t.
Disse overvældende hastigheder viser os, at vort liv på jorden leves på en knivsæg. Normalt ville det være ret sandsynligt med store ulykker i et så komplekst system. Men Allah siger i verset, at i dette system er der ingen “mangler” eller “fejl”. Universet, med alt, hvad der findes i det, er ikke “ladt i stikken” og det fungerer i overensstemmelse med den balance Allah har etableret.
 |
En af de vigtigste grunde til den storartede balance i universet er utvivlsomt, at himmellegemerne følger bestemte baner eller “kredse”. Skønt de indtil for nylig var ukendte, omtales disse baner i Koranen:
“Og Han er Den, der skabte natten og dagen og solen og månen. Hver flydende i deres baner.” (Sura al-Anbiya: 33)
Stjerner, planeter og satellitter drejer sig både om deres egen akse og indenfor det system, de tilhører, og det store univers fungerer i en hårfin balance, som tandhjulene i en maskine.
Banerne i universet er ikke begrænset til at omfatte visse himmellegemers bevægelse. Vort solsystem og dets mælkeveje udfolder lige så livlig aktivitet omkring andre centre. Hvert år bevæger jorden og solsystemet sig 500 millioner kilometer væk fra den placering, de havde året før. Det er blevet beregnet på computer, at selv små afvigelser i himmellegemernes baner ville vende op og ned på hele systemet. Lad os for eksempel se på, hvad en 3 millimeters afvigelse over eller under jordens normale bane ville medføre:
“Når den roterer omkring solen, følger jorden en sådan bane, at den for hver 18 miles kun afviger 2.8 millimeter fra sin lige kurs. Jordens bane ændres aldrig, for selv en afvigelse på 3 millimeter ville medføre katastrofale ødelæggelser: Hvis afvigelsen var 2.5 mm i stedet for 2.8 mm, ville banen blive meget stor og alt ville fryse. Hvis afvigelsen var på 3.1 mm ville vi blive brændt ihjel.” (Bilim ve Teknik, juli 1983)
150 millioner km væk fra jorden, leverer solen uforstyrret den energi, vi behøver.
I dette himmellegeme med dets umådelige kræfter omdannes brintatomer konstant til helium. Hvert sekund omdannes 616 billioner tons brint til 612 billioner tons helium. Den energi, der frigøres under denne proces, svarer til sprængningen af 500 millioner hydrogen bomber.
Livet på jorden er muligt på grund af energien fra solen. Den konstante balance på jorden og 99% af den energi, der er nødvendig for livets beståen, leveres af solen. Halvdelen af denne energi er synlig og kommer i form af lys. Resten af energien findes i form af ultraviolette stråler, som er usynlige, og i form af varme.
En anden af solens egenskaber er dens periodiske udvidelse, som en klokke. Dette gentages hver fem minutter og solens overflade bevæger sig 3 km nærmere jorden og væk fra den med en hastighed af 1.080 km/t.
Solen er kun en af de 200 billioner stjerner, som udgør Mælkevejen. Skønt den er 325.500 gange større end jorden, betragtes den som en af de små stjerner i universet. Den befinder sig i en afstand af 30.000 lysår fra midten af Mælkevejen, som har en diameter på 125.000 lysår. (1 lysår = 9.460.800.000.000 km.)
“Og solen løber i sin bestemte bane: dette er den Almægtiges, den Alvidendes forordning.” (Sura Ya Sin: 38)
Ifølge astronomers beregninger bevæger solen sig, på grund af vor mælkevejs aktivitet, med en hastighed på 720.000 km/t mod solsystemets toppunkt, et sted på den himmelske bane i nærheden af stjernen Vega. (Dette betyder at den bevæger sig omkring 720.000 x 24 = 17.280.000 km om dagen. Det samme gør vor jord, som er afhængig af den).
“Det er Allah, som har skabt de syv himle og af jorden det samme antal.” (Sura al-Talaq: 12)
I Koranen omtaler Allah de syv himle. Når vi undersøger sammensætningen af jordens atmosfære, opdager vi, at den er sammensat af syv lag. I atmosfæren deler grænseflader disse lag fra hinanden. Ifølge Encyclopedia Americana (9/188) befinder følgende lag sig, afhængigt af temperaturen, ovenover hinanden.
Første lag er TROPOSFÆREN: Dets tykkelse når 8 km ved polerne og 17 p. 214 km ved ækvator. Dette lag indeholder store mængder skyer. Afhængigt af højden falder temperaturen 6,5 grader C pr. km. I en del af dette lag, som kaldes “tropopause”, findes der hurtige luftstrømme og temperaturen er konstant på –57 grader C.
Andet lag er STRATOSFÆREN: Det når en højde af 50 km. Her opsuges ultraviolet lys, hvilket frigiver varme, som får temperaturen til at stige til 0 grader C. Under denne opsugning af de ultraviolette stråler dannes ozonlaget, som er af vital betydning for jorden.
Tredje lag er MESOSFÆREN: Det når en højde af 85 km. Her falder temperaturen til –100 grader C.
Fjerde lag er THERMOSFÆREN: Temperaturen stiger, men noget langsommere.
Femte lag er IONOSFÆREN: Luftarter i dette lag findes i ionisk form. Da radiobølger kastes tilbage af ionosfæren er kommunikation på jorden mulig.
Sjette lag er EXOSFÆREN: Da det befinder sig i en højde af 500 til 1000 km, ændrer dets egenskaber sig i forhold til solens aktivitet.
Syvende lag er MAGNETOSFÆREN: I dette område ligger jordens magnetiske felt og det ligner et stort tomrum. Kraftigt ladede sub-atomare partikler holdes tilbage i de områder, der kaldes Van Allens strålingsbælter.
“Det er Allah, der har skabt himlene og jorden uden støtter, som I kan se, og Han har anbragt bjerge solidt i jorden, så den ikke skælver med jer, og Han har udbredt alle slags dyr på den.” (Sura Luqman: 10)
“Har Vi ikke gjort jorden til et leje Og bjergene til pløkke?” (Sura al-Naba: 6-7)
De informationer, som geologiske undersøgelser af bjergene har frembragt, stemmer fuldt overens med stroferne i Koranen. En af de mest karakteristiske egenskaber ved bjergene er deres opståen på de steder, hvor jordpladerne, som presses tæt mod hinanden, mødes og måden som bjergene derved reparerer disse. Bjergene kan sammenlignes med søm, der holder træstykker sammen.
Desuden forhindrer det pres, som bjergene udøver på jordskorpen, at presset fra magma aktiviteten i jordens centrum når jordoverfladen og derved knuser jordskorpen.
“Han har ladet de to have strømme (salt og ferskt), som mødes. Mellem dem er der en barrierer, som de ikke kan overskride.” (Sura al-Rahman: 19-20)
I ovenstående vers understreges det, at to have mødes, men på grund af en barriere, blandes de alligevel ikke. Hvordan er det muligt? Normalt kan det forventes, at vandet fra de to have blander sig, når de mødes og at forholdet mellem salt og temperatur hos hvert af dem ville søge mod udjævning. Virkeligheden er imidlertid en anden. Skønt for eksempel Middelhavet og Atlanterhavet, det Røde Hav og det Indiske Ocean mødes fysisk, blandes deres vand ikke. Grunden hertil er, at der er en barriere mellem dem. Denne barriere kendes som “overflade spænding”.
Jern er en af de rigeste forekomster på jorden, og i årevis har det været det metal med den største betydning for mennesket. Følgende vers refererer til jernet:
“...Og Vi har sendt jernet ned, hvori der er en mægtig kraft og andre former for nytte for menneskeheden,...” (Sura al-Hadid: 25)
Dette vers omfatter to meget interessante matematiske regler.
“Al-Hadid” (Jern) er Koranens 57. Sura. Den numerologiske værdi af bogstaverne i ordet “Al-Hadid” er (ifølge det arabiske “Abjad”-system, hvori hvert bogstav har en talværdi) den samme: 57.
Den numerologiske værdi (Abjad) af ordet “Hadid” (jern) alene, uden den bestemte artikel “al”, er 26, og 26 er det kemiske grundstofnummer for jern.
De sagde: "Højlovet være Du!
Vi ved kun, hvad Du har lært os.
Du er Den Vidende og Den Vise."
(Sura al-Baqara, 32)
