Kapitel 3: Fanatikernes Had Til Kvinder

Kvinder Er En Af De Fineste Velsignelser I Denne Verden

Et af de mest slående eksempler på den kærlighedsløshed og hårdhed, som findes i fanatikernes tankegang, er disse folks attitude over for kvinder. På grund af al den overtro de fabrikerer, ekskluderer fanatikerne, som betragter kvinder som underlegne væsner, kvinder fra samfundet og kan ikke engang tåle synet af dem på gaderne. På de følgende sider skal vi fremvise fanatikernes attitude over for kvinder, citere diverse opdigtede hadith om emnet og se, hvordan deres falske perspektiv går diametralt imod Koranen og vores Profets (ﷺ) sande ord. De omtalte opdigtede hadith vil give en meget bedre ide om den totalt umoralske måde, hvorpå kvinder undertrykkes i mange muslimske lande.

Bag det fanatiske perspektiv mod kvinder, ligger ideen, at kvinder er mangelfulde i troen og sindet. Ideen om, at kvinder er halvmennesker og skal styres og kontrolleres, hersker derfor. For mennesker, som tænker på den måde, er kvinders blotte eksistens en trussel og grund til vrede. De føler derfor behov for at holde dem tildækkede, ekskluderet fra samfundet, berøvet alle rettigheder og betragtet som umennesker i så høj grad som muligt. De gør kvinder til andenrangs borgere og forhindrer dem i at træffe valg og involvere sig i sociale anliggender, og de forsøger at samle dem i et samfund under deres herredømme, fordi de meget vel ved, at kvinder er fuldstændig i stand til at tænke detaljeret, træffe rationelle beslutninger og drage præcise konklusioner ved at analysere fine detaljer. At ekskludere kvinder, med falske midler, har også gjort det muligt for nogle fanatiske typer, let at sprede deres egne usandheder.

Men Gud har åbenbaret, at der ikke er nogen forskel mellem mænd og kvinder, når det gælder fromhed, og at mænd og kvinder har lige ansvar, når det kommer til at gøre gode gerninger, stræbe efter at udbrede moralske værdier og føre en intellektuel kamp på Hans vej. Ifølge Koranen er mænd og kvinder lige, når det gælder ansvar; men Koranen betragter også kvinder som værende mænd overlegne, når det gælder omsorg og værd, og tager sig godt af dem. Nogle vers, som diverse fanatikere og fjender af islam altid forsøger at fremstille som beviser mod kvinder, er faktisk vers, som åbenbarer kvinders overlegenhed og den vigtighed og værdi, som vores Herre knytter til dem. Vi skal se nærmere på disse vers senere hen.

En sammenligning, som vores Herre kommer med om kvinder i Koranen viser, hvor meget Han værdsætter dem; Han sammenligner kvinder med en delikat plante, eller en blomst. Denne beskrivelse af Maria (ﷺ) er en udtrykkelig bekræftelse af den vigtighed og værdi, der knyttes til kvinder:

Da tog hendes Herre imod hende med velvilje og gav hende en skøn opvækst.... (Sura Al ‘lmran, 37)

At passe en dejlig blomst kræver den største følsomhed. En dejlig plante er delikat og værdifuld og kræver stor omsorg og opmærksomhed.

En blomsts skønhed, sarthed, den omsorg den behøver og dens værdi og vigtighed beskriver godt kvindens placering i Koranen. Det er et faktum, at Gud har skabt alle planterne og blomsterne i verden som elementer af skønhed, som glædelige velsignelser, som symboler på renhed og skønhed og som vidundere i skabelsen. Brugen af et sådant udtryk til at omtale kvinder, den måde hvorpå Gud sammenligner kvinder med et symbol på renlighed og skønhed, er en fremragende repræsentation af den værdi, der pålægges kvinder.

Kvinder I Koranen

En fantastisk værdi tilegnes kvinder i disse vers i Koranen, som omtaler hende, og kvinder placeres under alle omstændigheder under specialbeskyttelse. Når det gælder ansvar, betragtes hun dog som værende lige med mænd. En kvinde sættes under beskyttelse, ikke fordi hun har behov for den beskyttelse, men fordi hun besidder en særlig værdi.

I Koranen må en kvinde arbejde, hvis hun vil, men hun er ikke tvunget til at arbejde. Som vi ser i Dronningen af Sheba kan kvinder endda regere stater. Som vi ser i Maria (ﷺ), en model for alle andre kvinder, er en kvinde i Koranen overlegen, når det gælder fatning og beslutsomhed i vanskelige tider. En kvinde i Koranen er en dronning, et individ, som altid gives en vigtig position. Når det gælder synet på kvinder, er Koranen derfor den bedste vejledning for hele verden.

På vores Profets (ﷺ) tid var kvinder involveret i alle livets aspekter på lige fod med mænd. Det faktum, at vores Profets (ﷺ) velsignede kone, Khadija (ra), var en velkendt og respekteret forretningskvinde i regionen, er en vigtig information, til at vise den aktive rolle, som kvinder kunne spille i samfundet. På vores Profets (ﷺ) tid nød kvindelige og mandlige ledsagere lige ansvar for at instruere folk, som for nylig var kommet til islam, for at etablere social orden og endda i krig. Den venlighed, kærlighed, varme og godhed, som vores Profet (ﷺ) viste sine koner, er den fineste model for hele verden. Det er tydeligt, at vores dejlige Profet (ﷺ), som løb om kap med sine koner, som bøjede sig ned for at hjælpe dem med at klatre op på æslers rygge, som lovpriste kvinders overlegenhed ved enhver mulighed, og som hvilede sit hoved på sin kones skulder, mens de så på underholdning, ville aldrig tillade fanatikernes forfærdelige praksisser. Der er heller ingen tvivl om, at fanatikerne, ved at kaste tvivl over Ledsagerne ved at opdigte falske hadith i Guds Budbringers (ﷺ) navn, bagvasker både ham og Ledsagerne, og pålægger sig selv et meget tungt ansvar.

Grunden til, at kvinder i fanatikernes religion er så forskellige fra kvinder beskrevet i Koranen, bliver med det samme tydelig, når vi undersøger nogle opdigtede hadith. Et klart og tydeligt svar til enhver opdigtet hadith gives også fra Koranen.

Måder Hvorpå Fanatikerne Bagvasker Kvinder

Ideen Om, At Kvinder Er Underlegne I Intelligens Og Tro

John William Godwards oliemaleri ”Rich Gifts Wax Poor When Lovers Prove Unkind,” 1916

O kvinder! I bander ofte og er utaknemmelige overfor jeres mænd. Jeg har ikke set nogen mere underlegen i intelligens og religion end jer(Sahih Bukhari, Chapter 24, Hadith 541)

Gud sagde: …Jeg gør hende også dum, selvom jeg havde skabt hende intelligent, og hun må lide graviditet og fødsel med vanskelighed… (The History of Al-Tabari: General Introduction and From the Creation to the Flood, translated by Franz Rosenthal [State University of New York Press, Albany], Vol. 1, pp. 280-281)

I Koranen nævnes der ikke i noget vers, at kvinder er svagere end mænd, når det gælder intelligens. Modsat fortæller Gud os at "troende kvinder og troende mænd" har lige ansvar i Hans Syn – med andre ord, at de er lige i intelligens og bevidsthed. Endvidere kan kvinder, som i eksemplet med Dronningen af Sheba, endda regere stater og træffe beslutninger om de vigtigste ting. Derudover er det ikke en anderledes anatomi, som gør en person mere intelligent, men deres frygt for Gud, kærlighed til Gud, dybden af deres tro og samvittighed. Gud inspirerer altid sandheden i ethvert menneskes samvittighed, mand eller kvinde. Derfor er det, der gør folk intelligente og hengivne, ikke om de er mand eller kvinde, men om de adlyder, hvad der åbenbares for deres samvittighed og, som det åbenbares i verset "O I troende! Hvis I viser gudsfrygt overfor Allah, giver Han jer et kriterium (som vil adskille sandhed fra falskhed)" (Sura al-Anfal, 29) deres frygt for Gud: Det er det eneste mål for intelligens i Koranen. Derfor er en kvinde ikke underlegen af intelligens og tro, blot fordi hun er en kvinde, ligesom en mand ikke er overlegen, udelukkende fordi han er en mand. Men som vi har sagt mange gange, er fanatikernes religion totalt forskellig fra Koranen og er fuld af bagvaskelse.

Den måde, hvorpå de bagvasker Selv Gud med de opdigtede hadith, viser hvilke ekstremer, fanatikerne vil gå til. Intet langs linjerne "… Jeg gør hende dum, og hun må lide graviditet og fødsel med vanskelighed" optræder i Koranen, så hvad er status af disse ord, som påstås at være Guds ord? Hvor er denne åbenbaring, som angiveligt stammer fra Gud, hvis den ikke optræder i Koranen? Den største fare ved fanatikernes religion er, at de fortæller løgne i Guds navn og derfor er i stand til den slags bagvaskelse.

Graviditet betragtes som et helligt stadie i Koranen, hvorfor moderen også betragtes som hellig i den. Vores Herres vers om emnet lyder:

Sassoferratos oliemaleri ”The Virgin in Prayer.”

Maria (pbuh) blev gravid på en mirakuløs måde ved Guds vilje. Gennem sin graviditet bar hun alle sine vanskeligheder med fatning, og hun blev sat højere end alle verdens kvinder på grund af den fatning og hendes hengivenhed for Gud.

Og Vi tilskyndede mennesket til at være god mod sine forældre. Hans moder bar ham med besvær efter besvær, og hans afvænning tager to år. "Vis Mig og dine forældre taknemmelighed. Til Mig er din endelige tilbagevenden." (Sura Luqman, 14)

Og Vi har befalet mennesket at behandle sine forældre godt. Hans moder bar ham med smerte og fødte ham med smerte. Og hun bærer ham indtil afvænningen i tredive måneder. Når han når sin stærkeste alder og når sine fyrre år, siger han: "Min Herre! Gør mig i stand til at vise taknemmelighed for Din gunst, som Du viste mig og mine forældre og til at udføre retskafne handlinger, som Du bliver tilfreds med. Og gør mit afkom af de fromme. Sandelig, jeg er en af de underkastede." (Sura al-Ahqaf, 15)

Maria (ﷺ) blev gravid ved Guds vilje og var tålmodig over for alle de vanskeligheder, hun mødte under den graviditet. På grund af den udholdenhed og hendes hengivenhed til Gud er hun blevet gjort alle verdens kvinder overlegen:

Og da englene sagde: "O Maryam! Sandelig, Allah har udvalgt dig, og gjort dig ren, og udvalgt dig frem for alle universets kvinder." (Sura Al ‘Imran, 42)

Messias, søn af Maryam, er ikke andet end et sendebud. Sandelig, der har været mange sendebude før ham. Hans moder var en sanddru person. (Sura al-Ma’ida, 75)

Ved at fremvise deres egne, skræmmende tanker om kvinder ved at tale om "dumhed" og henføre til graviditet og fødsler som straffe fra Gud, fornærmer fanatikerne på samme tid Maria (ﷺ), Ledsagerne og alle andre hengivne kvinder for deres overlegne dyder.

William-Adolphe Bouguereau's oliemaleri “Mother and Children.” 1879

Ideen om, at kvinder er ”mangelfulde i sind og i tro” er en bagvaskelse fra fanatikernes religion. Gud tiltaler mænd og kvinder ligeligt, når det gælder ansvar. Dette er en af årsagerne til, at mange vers er adresseret til mandlige og kvindelige troende på samme tid.

En vanskelig graviditet og en smertefuld fødsel er en af prøvelserne i denne verden, og en der kræver stor udholdenhed, styrke og viljestyrke at bære. Gud åbenbarer, at en mor, som udviser udholdenhed over for denne vanskelighed, er meget værdifuld i Hans Syn. Af den grund er en mor, som underkaster sig Gud og elsker Ham på trods af alle sådanne vanskeligheder, et meget overlegent individ. Den værdi, som knyttes til mødre, er en af Koranens moralske værdier.

Som vi har set er der måder, hvorpå kvinder endda er mænd overlegne i Koranen, og derfor er ideen om, at de er "underlegne i intelligens og tro" en grotesk bagvaskelse opfundet af fanatikerne. Gud taler ligeligt til mænd og kvinder, når det gælder ansvar. Det er en af årsagerne til, at mandlige og kvindelige troende tiltales på samme tid i adskillige vers. Et sådan vers lyder:

Sandelig, muslimske mænd og muslimske kvinder, troende mænd og troende kvinder, underdanige mænd og underdanige kvinder, sandfærdige mænd og sandfærdige kvinder, tålmodige mænd og tålmodige kvinder, ydmyge mænd og ydmyge kvinder, mænd og kvinder, som giver velgørenhedsgaver, fastende mænd og fastende kvinder, mænd og kvinder, som vogter deres kønsdele, og mænd og kvinder, som husker Allah, for dem har Allah forberedt tilgivelse og en stor belønning. (Sura al-Ahzab, 35)

Som det ses i dette vers, skelnes der ikke mellem mænd og kvinder, når det gælder så grundlæggende elementer af at være muslim, som at frygte Gud, huske Gud, være loyal til Gud, have udholdenhed og at give almisse. Der er ikke den mindste antydning i Koranen af, at kvinder besidder færre af en troendes egenskaber. Om end man er mand eller kvinde har man ansvar for at frygte Gud med al sin magt, elske Ham med en dyb lidenskab og tjene Hans anerkendelse.

Ideen Om, At Kvinder Er Skæve

Frederic Leightons oliemaleri ”Light of the Harem,” 1880

Ifølge Koranen burde folk rådgives om deres fejl med et venligt og blidt sprog, og disse skal rettes ved at adressere personens samvittighed og vise dem rigtig og forkert.

Menneskenes skabelse beskrives detaljeret i Koranen:

Og sandelig, Vi skabte mennesket af et udtræk af ler. Så gjorde Vi det til en sæddråbe på et sikkert opholdssted. Derefter omdannede Vi sæddråben til en klistret masse. Så gjorde Vi den klistrede masse til en kødklump. Derefter dannede Vi fra kødklumpen et skelet, så beklædte Vi skelettet med kød. Derefter lod Vi ham vokse til en anden skabning. Altophøjet er Allah, Den bedste Skaber. (Sura al-Muminun, 12-14)

Intet vers i Koranen siger noget om, at kvinder skabes fra et ribben og er skæve. I kontrast til disse udtryk anvendt af fanatikerne, åbenbarer vores Almægtige Herre, at mænd og kvinder blev skabt "i smukke former":

Allah er den, som gjorde jorden til et opholdssted og himlen til et tag for jer. Han gav jer form, og så fuldkommengjorde Han jeres form og forsynede jer med rene ting. Dette er Allah, jeres Herre! Allah er velsignelsesfuld, alle verdnernes Herre.(Sura Ghafir, 64)

Ordene "hvis du forsøger at udrette hende, vil du brække hende" i den falske hadith antyder, at hun er skæv i både krop og sind og aldrig kan retledes. Men ingen sådanne ord optræder i Koranen. Dette viser grundlaget for fanatikernes vrede attitude over for kvinder.

Det, vi lærer fra Koranen, er: alle, mand eller kvinde, har mangler og kan begå fejl. Ifølge Koranen skal disse mangler rettes ved at udpege dem med et venligt sprog og ved at vise personen, hvad der er rigtigt og forkert, og adressere personens samvittighed. Ingen har retten til at kaste nogen bort og sige, "Denne person kan aldrig retledes." En person, som gør det og betragter sig selv som overlegen, kan opleve, at den person, han betragtede som "uforbederlig", faktisk er i en bedre position end ham i efterlivet. Kun Gud ved, hvem der er på den rette vej.

Fanatikernes falske tro på, at kvinder er mangelfulde og underlegne lige fra starten, er blevet bestyrket af den ide, at det også er umuligt for dem at ændre sig efterfølgende. Mange opdigtede hadith indeholder derfor falske informationer om, at der findes meget få gode kvinder, og at de fleste kvinder ikke er værdige til paradis.

Hadith Og Påstande, Opdigtet For At Nedværdige Kvinder

De ovenstående opdigtede hadith gør det tydeligt, hvordan kvinder nedgøres og betragtes som andenrangs borgere i fanatikernes samfund. Efter forfalskningen af disse hadith blev nogle islamiske samfund til samfund af frygt og fanatisme, som foragtede og nedgjorde kvinder og lukkede dem inde. At kvinder blev betragtet som andenrangs borgere førte til, at samfund udviklede en forfærdelig mangel på civilisation, kulturelle deformiteter, mangel på smag og tomhed; repræsentanterne for den fanatiske mentalitet voksede eller udviklede sig aldrig. Mange lande i Mellemøsten i dag befinder sig midt i den kulturelle deformitet og mangel på kvalitet, som produceres af det forfærdelige perspektiv. Men Koranens religion er dejlig, simpel, fredelig og af høj kvalitet.

Fanatikerne har fuldstændig misforstået det faktum, at Gud knytter stor værdi til kvinder, paradisets juveler, både i denne verden og det hinsides. Vigtigst af alt søgte de aldrig vejledning fra Koranen.

Ingen af udtrykkene i de falske hadith ovenfor optræder noget sted i Koranen. Gud beskrev folk med svækket moral, som gør ondt og begår forbudte gerninger, detaljeret i Koranen, og ingen af de beskrivelser siger noget om, at de særligt henviser til kvinder.

For eksempel afslører Gud i Koranen, at mange folk ikke vil tro, og at mange af de, som gør, vil tilskrive Ham ligeværdige:

Alif, Lam, Mim, Ra’. Dette er Bogens tegn. Denne(Koran), som er åbenbaret for dig fra din Herre, er sandheden. Men de fleste folk tror ikke. (Sura ar-Ra’d, 1)

De fleste af dem tror ikke på Allah alene, men sætter (afguder) ved Hans side. (Sura Yusuf, 106)

I et andet vers åbenbarer Gud, at størstedelen – på trods af at Han har skabt alle mulige midler, de kan lære fra – stadig ikke lærer, men fortsætter med den samme moralske degeneration:

Og visselig, Vi har tydeliggjort dette på forskellige måder for dem, så de må tænke efter. Men de fleste mennesker holder stædigt ved deres utaknemmelighed. (Sura al-Furqan, 50)

Som vi har set, siger hverken disse eller nogen andre vers i Koranen noget om, at folk med dårlig moral og adfærd er kvinder, som fanatikerne påstår. Folk, som opfører sig umoralsk, klassificeres ikke på baggrund af deres køn i noget vers. Der er ingenting i noget vers, der siger, at kvinder er mere umoralske eller at færre kvinder vil komme i paradis. Informationen i de falske hadith er bedragerisk og opdigtet for at sprede fjendtlighed over for kvinder. Koranen benægter absolut og fuldstændig de pågældende falske hadith.

Ideen Om, At Kvinder Er En Hindring For, At Folk Kan Følge Troen

Lad os først huske en meget vigtig pointe; den kvindefjendske tankegang beskrevet i de falske hadith optræder absolut ingen steder i Koranen.

Går man videre til indholdet i de opdigtede hadith ovenfor, er det ikke kvinder eller andre velsignelser i denne verden, som forhindrer folk, der er svage i, eller fuldstændig mangler troen, i at leve efter religiøse moralske værdier, men deres svage samvittighed, sind og vilje. Gud har skabt denne verden som en test. På samme måde, som folk testes gennem deres liv med bekymringer, vanskeligheder, sygdom og svaghed, testes de også ved velsignelser og gode ting. Kvinder er en af velsignelserne og juvelerne i denne verden. Ligesom enhver velsignelse afhænger måden, hvorpå den velsignelse evalueres, dog af de moralske værdier hos den person, der besidder velsignelsen. Gud åbenbarer i Koranen, at velsignelserne i denne verden skabes som en prøvelse:

Der er tillokkende for mennesket at elske alt attråværdigt: kvinder, børn, hobevis af guld og sølv, fine heste, husdyr og afgrøder. Disse er (midlertidige) glæder i det jordiske liv. Men den herligste endelige bolig er hos Allah. (Sura Al ‘Imran, 14)

Ligesom kvinder er børn, guld, sølv, pragtfulde dyr, landbrugsjord og rigdom alle velsignelser i denne verden og tilgængelige for mennesker til at nyde. Men en person, som har tro, vil også være klar over, at alle disse velsignelser virkelig tilhører Gud, at alle velsignelser i denne verden er flygtige, og at de fineste former af alle velsignelser findes i paradis. Ingen af disse velsignelser vender derfor sådanne mennesker væk fra Gud eller forhindrer dem i at stræbe efter Hans vej. Hvis en person bliver tankeløs på grund af nogen af disse velsignelser og ikke længere søger Guds anerkendelse i alle ting, så stammer dette fra deres egen svage tro – det er ikke velsignelsens fejl, men personens. Det er derfor personen selv, som må tage konsekvenserne, så længe han ikke retter sig selv. Det vil ikke nytte for den person at prøve at skyde skylden på nogen anden i det hinsides.

Derfor bedrager en mand, som på basis af disse falske hadith forsøger at holde kvinder ansvarlige for sine egne fejl, synder og onde gerninger, blot sig selv. Ifølge Koranen betyder tro, at en person må tjene Gud korrekt, uanset forholdene eller omstændighederne. Ingen vil være i stand til at bruge ideen, at "de ikke var i stand til at tilbede korrekt på grund af kvinder" som en undskyldning i det hinsides. Som vi hører i et vers, i virkeligheden er mennesket sit eget vidne "Selvom det vil fremføre alle sine undskyldninger." (Sura al-Qiyama, 14-15) Med andre ord er en person, uanset hvilken undskyldning han finder på, stadig fuldstændig klar over sandheden. Nogle folk, som bebrejder kvinder for deres egne fejl på basis af disse falske hadith, er selvfølgelig meget vel klar over, at de er hykleriske og finder på hele ideen. At ignorere det faktum i denne verden vil ikke ændre noget i Guds Tilstedeværelse, hvor "... og enhver vil få fuld betaling for, hvad han har fortjent? De skal ikke lide uret." (Sura Al ’Imran, 25)

Ideen Om, At Man Aldrig Burde Blive Vejledt Af Kvinder

John William Godwards oliemaleri “The Peacock Fan,” 1912

Som vi har set, er en af de vigtigste refleksioner af den måde, hvorpå fanatikerne ringeagter kvinder, deres glødende ønske om aldrig at se dem i en stilling af autoritet. De er derfor modstandere af kvindelige regenter; de er endda imod, at kvinder overhovedet konsulteres. De har denne ide om, at alt hvad kvinder tænker og gør, er forkert. Dette er en del af deres ubehagelige plan om at ekskludere kvinder fra samfundet. De opdigtede hadith ovenfor har også tjent det formål, og i mange lande er der blevet dannet fanatiske samfund, hvori sådanne perverse ideer hersker, og hvor man er fjendtlige over for kvinder. Men den mentalitet er en diametral modsætning til vores Profets (ﷺ) handlinger i Koranen og er i total konflikt med islam.

For eksempel spreder fortalerne for overtro den dumme ide, at "en nation aldrig vil opnå succes, hvis den gør en kvinde til dens hersker." Gud citerer Dronningen af Sheba, en kvindelig hersker, i Koranen.

På trods af al den overtro om "ikke at konsultere kvinder", var Dronningen af Sheba eneherskeren, som traf alle de endelige beslutninger. Vers fortæller om dronningen af Shebas egenskaber som leder, som følger:

Inden længe kom han (hærfuglen) og sagde: "Jeg har opnået viden om noget, som du ikke er vidende om, og jeg er kommet til dig med en sikker (og vigtig) nyhed fra Saba. Jeg fandt der en kvinde, som regerer over dem. Alle ting er blevet hende skænket. Og hun har en stor trone." (Sura an-Naml, 22-23)

Det er måden, hvorpå Dronningen af Sheba, en kvindelig hersker, som regerede sit folk, blev beskrevet for Profeten Salomon (ﷺ). Efter Profeten Salomon (ﷺ) havde sendt Dronningen af Sheba en invitation, konsulterede hun de førende medlemmer af hendes folk, som sendte det følgende svar:

De sagde: "Vi besidder stor magt, og vi besidder stort mod, men befalingen er din, så overvej, hvad du vil befale." (Sura an-Naml, 33)

Som vi har set, kan kvinder i Koranen regere stater og være herskere og få deres beslutninger og befalinger håndhævet. Opfattelserne af kvinder i fanatikernes religion og Koranen er i total modsætning til hinanden.

Ordet raina var en udtryksform, anvendt blandt den jødiske befolkning i Medina. Ordet blev anvendt nedsættende i betydningen "Vent et øjeblik" eller "Intet hastværk Koranen påbyder i stedet at anvende ordet uzurna med samme betydningsindhold, men med en positiv konnotation."

John William Godwards oliemaleri “The Bouquet,” 1899

And to rehearse the Qur'an: and if any accept guidance, they do it for the good of their own souls, and if any stray, say: "I am only a Warner". (Sura an-Naml, 92)

En kvinde i Koranen kan være en statsleder, hersker, kan træffe beslutninger og udstede befalinger omkring forretning. Kvinder i fanatikernes religion er det totalt modsatte af Koranens kvinder.

Når fanatikerne skamløst fornærmer kvinder gennem disse falkse hadith, er de ikke klar over, at de over fornærmer Maria (ﷺ), den hengivne kvindelige troende i Koranen, vores Profets (ﷺ) velsignede koner og hans kvindelige Ledsagere. Man må ikke glemme, at en mentalitet, der afskyr kvinder så meget, retter denne foragt mod alle kvinder.

Vi kan tydeligt se, hvor forskellige fanatikernes liv er fra Koranen, når vi ser på kvindernes position på vores Profets (ﷺ) tid:

John William Godwards oliemaleri “Autumn,” 1900

Kvinder på Profetens (pbuh) tid tog sig af deres husstand og havde en stemme i familielivet. Vores Profet (pbuh) lovpriste disse aktiviteter.

For eksempel var Profetens (ﷺ) kone, Khadija (ra) en af Mekkas rigeste købmænd. Hun sendte handels karavaner til Damaskus og ansatte folk til det formål. I Medina perioden arbejdede kvinder som læderarbejdere, producenter af tråd, vævere, farmaceuter, skræddere og parfumesælgere og tog aktiv del i alle livets facetter. Kvinder deltog i krige på lige fod med mænd og tjente endda på frontlinjen, når det var nødvendigt.

Raita bint Abdillah siger til Profeten (ﷺ): "O Guds Budbringer, jeg er en kunsthåndværker. Min mand (Abdullah ibn Masud) og mit barn har intet; jeg sælger de produkter, jeg laver med mit eget håndværk" og spørger, om hendes udgifter til hendes familie vil have værdi. Profeten (ﷺ) svarede, "Selvfølgelig vil dine udgifter til dem have værdi." (Ibn Sa’d, Kitab al-Tabaqat, VIII, 290; Abu Nu’aym, Hilya, II, 69; Ibn al-Asir, Usd al-Gaba, VII, 121.)

Som vi har set, sørgede kvinderne på vores Profets (ﷺ) tid for deres husstand og havde autoritet i familielivet; vores Profet (ﷺ) lovpriser deres indsats.

Quayba bint Sa’d, af folkene i Aslam stammen, siges at have behandlet de syge og skadede på vores Profets (ﷺ) tid – med andre ord arbejdede kvinder på Profetens (ﷺ) tid som læger. Faktisk ved man, at Asma bint Umais, en meget intelligent, uddannet og erfaren kvinde, som migrerede til Abessinien (nutidens Etiopien), var en meget dygtig læge. Ummu Salama siger, at Asma bint Umais lavede medicin til Profeten (ﷺ) fra "planter og olivenolie bragt fra Indien og Yemen." Den redegørelse siger også, at Asma lærte at lave denne medicin i Abessinien. (Ibn Sa’d, Kitab al-Tabaqat, II, 236.)

Navnene på nogle af de kvinder, som solgte blomsterværker i Medina på vores Profets (ﷺ) tid, kendes. En af disse, Mulayka Ummu as-Saib al-Saqafiyya, kom i Profetens (ﷺ) nærvær for at sælge dufte; dette viser os tydeligt, at kvinder på Profetens (ﷺ) tid arbejde som salgspersoner.

Positionen af de kvindelige ledsagere, som tog del i kampene sammen med alle andre muslimer, beskrives som følger i en af de redegørelser, som beskriver emnet ganske perfekt:

"Polyteister, som udnyttede de troendes forsømmelighed, deltog på en sådan måde, at en gruppe på 10-12 folk, som skulle beskytte Guds Ledsager, også måtte deltage i kampen. På et tispunkt blev vores Profet (ﷺ) efterladt alene, kun med Nasiba ved sig. Den isolation varede 40-50 sekunder. En af polyteisterne udnyttede øjeblikket og angreb, men Nasiba dræbte ham med sit sværd. En anden polyteist angreb Guds Budbringer. Den polyteist var dobbeltpansret. Lige meget, hvor meget hun slog, kunne hun ikke dræbe ham. Hun fik et snitsår fra sin skulder til sin nedre ryg. Andre troende kom så til og neutraliserede den vantro. De få sekunder var så vigtige! Nasiba fik 11 sår ved Uhud. Hun tog aldrig hjem, før kampen var slut."

Som vi har set var kvinder, i stærk kontrast til de falske hadith, på Profetens (ﷺ) tid, til stede på selv de mest kritiske steder, såsom slagmarken. Kvindelige ledsagere havde så eminente stillinger som at beskytte Profeten (ﷺ) i kamp. Den måde, hvorpå vores Profet (ﷺ) betragtede det som passende, for kvinder at påtage sig den rolle, at beskytte ham i en så farlig og livstruende situation, er en vigtig indikator for, hvor meget han stolede på de kvindelige ledsageres intelligens og samvittighed.

Ikke kun mandlige, men også kvindelige troende tiltales i verset: "O I, som tror! Sig ikke raina, men sig unzurna." (Sura al-Baqara, 104). I dette vers rådes kvinder såvel som mænd til ikke at sige "Hold øje med os". Dette betyder, at kvinder i Koranen ikke betragtes som individer, der skal holdes øje med og styres af mænd på grund af deres svage sind, men i stedet ses som stærke, intelligente mennesker, som er i stand til at stå på egne ben, og hvis samvittighed man kan stole på. Men mange folk i nogle islamiske lande, som er blevet formet af disse falske hadith, som er blevet indført over århundreder, mangler den opfattelse. Når vi siger "mænd og kvinder har de samme rettigheder i Koranen", begår de, som standhaftigt benægter det, vidende eller uvidende oprør mod Guds vers.

I Koranen betragtes en kvinde som en person, som kan stå på sine egne ben, som er stærk, fornuftig og intelligent, og hvis samvittighed, man kan stole på.

Den Ærekrænkende Ide Om, At Kvinder Er Andenrangs Borgere, Og At Gud Har Ladet Dem Bagude

John William Godwards oliemaleri “The Belvedere,” 1913

Da Gud har efterladt kvinder bagude, må også du efterlade dem bagude.

Hvis jeg skulle befale nogen at knæle for en anden, ville jeg befale kvinder at knæle for deres mænd, for Gud har givet den sidstnævnte rettigheder over den førstnævnte. (Nahj al-Fasahah, p. 119)

Hadet til kvinder, som har varet ved i hundredvis af år i den fanatiske mentalitet har gjort, at en masse folk har bagvasket Gud og vores Profet (ﷺ). Læg mærke til, at der ikke findes nogen referencer, i disse falske hadith, til at kvinder ifølge Koranen har de samme rettigheder som mænd, og at overlegenhed ikke ligger i køn men i sindet og i frygten for Gud. Ej heller nævnes det, at der eksisterer vers i Koranen, hvori kvindernes rettigheder beskyttes.

Disse befalinger og redegørelser undgås bevidst, og det nævnes aldrig, at kvinder hædres i Koranen. Derfor har disse ord, som har bedraget muslimer i hundredvis af år, og som påstår at være vores Profets (ﷺ) egne ord, ført til en pervers mentalitet, som er blevet tilskrevet islam. På denne måde har de ærekrænket islam og vores Profet (ﷺ) i flere hundrede år.

Men ideen om, at kvinder er blevet efterladt af Gud, må Han forbyde det, optræder ikke i et eneste vers i Koranen. Modsat åbenbarer Gud i Koranen, gennem ord som "troende, de som tror, enhver der handler rigtigt, mand eller kvinde, er en troende …" at alle troende, mænd og kvinder, har samme ansvar, uden forskelsbehandling mellem køn. I vers 95 i Sura an-Nisa’ siger Gud:

De af muslimerne, som bliver hjemme uden nogen hindrene grund, og de, som kæmper for Allahs sag med deres ejendom og liv, er ikke ligestillede. I rang har Allah stillet dem, som kæmper med deres ejendom og liv, over dem, som bliver hjemme. Allah har lovet alle godhed. (Men) hvad angår belønning, har Allah ophøjet dem, der kæmper, i forhold til dem, som bliver siddende hjemme. (Sura an-Nisa’, 95)

Som vi har set taler verset om, at troende har et ansvar for at føre en intellektuel kamp på Guds vej gennem hele deres liv. Men det ansvar pålægges kvinder og mænd ligeligt. Ved at tiltale alle "troende", gør Gud alle muslimer, mænd og kvinder, ansvarlige for at udføre den religiøse pligt. Hvis en muslimsk kvinde udfører den pligt bedre end mænd, så vil denne kvinde være alle mænd overlegne i Guds Syn. Hvis en muslimsk mand gør det, så vil han være overlegen i Guds Syn på grund af sin fromhed – der er ingen forskelsbehandling mellem kønnene her. Overlegenhed ligger i stedet i samvittighed, intelligens og oprigtighed.

Derfor er disse hadith, ligesom alle de andre, også fuldstændig i strid med de udtalelser, som findes i Koranen, og med den værdi, der tilknyttes kvinder i Koranen. For det første tilbeder muslimer ikke andre end Gud. Den eneste magt, en muslim vil bøje sit hoved for og adlyde, er Gud og Hans Profet.

For en muslimsk kvinde er hendes mand en hjælpeløs tjener, som hun elsker for Guds skyld, og som hun føler respekt og medfølelse for så meget, som man skal som muslim. Hendes kærlighed og respekt er direkte proportionel med hendes mands oprigtige hengivenhed til Gud, styrken af hans tro og hans iver og beslutsomhed på Hans vej. Det handler slet ikke om, at hun har respekt for sin mand, blot fordi han er en mand, som det beskrives i fanatikernes rådne mentalitet. For en muslimsk mand og kvinde er ægteskabet også et løfte, som gælder i det hinsides. En muslimsk kvinde kan derfor kun føle respekt, kærlighed og hengivenhed for en mand, som er dydig, og som hun håber Gud vil være tilfreds med i det hinsides. Hun ville aldrig føle den kærlighed og hengivenhed, hvis det modsatte gjaldt. Bare det at forestille sig en sådan kærlighed eller bruge det i en sætning til sammenligning er absurd for en muslim.

Påstande, Der Forbyder Kvinder At Pynte Sig Selv

Grundtankerne bag den fanatiske tankegang, som forsøger at fremstille kvinder som frastødende, grimme, urene og andenrangs borgere stammer fra disse falske hadith. Denne fremtoning, som fanatikerne har pålagt kvinder i religionens navn, har gjort, at de bliver betragtet som urene, ikke længere menneskelige og blottet for skønhed, renlighed og fin tale.

Det billede på en muslimsk kvinde, som tegnes af de falske hadith ovenfor, er et, der gør det umuligt for en kvinde at have nogen plads i det sociale liv. Under den model er det uacceptabelt for en kvinde at være attraktiv, ren og velplejet, hvis hun er muslim. Den fanatiske tankegang, som skildrer den fremtoning, som et tegn på fromhed, gør en kvinde til et individ, som ikke kan deltage i samfundet på grund af hendes udseende, og blotter hende af samme grund for muligheden for at tale om tro.

Tænk bare; hvilken kvinde ville ønske at leve efter en model, hvor muslimske kvinder repræsenteres af en kvinde, som ikke går op i personlig pleje, som ikke knytter nogen vigtighed til renlighed, som aldrig tænker over at ordne hårene på sit ansigt, men som ikke er flov over at gå ud blandt andre? Eller hvem ville have, at en sådan person skulle tale om religion? Så hvordan kan en kvinde, som tror, at religionen forbyder hende at se attraktiv, ren og velplejet ud, og at hun vil blive straffet af Gud, hvis hun gør det, ønske at have noget at gøre med en sådan tro?

Dette er en af hovedårsagerne til, at islam alt for ofte ses som en skummel tro, man hellere må holde sig fra, især i vestlige samfund. Fanatikerne har fængslet muslimske kvinder i en fuldstændig opdigtet model, som absolut ingen plads har i Koranen, og forsøger derved at forhindre dem i at leve efter og prædike islam. Men på samme måde, som en muslimsk kvinde har en pligt til at tale om Koranens moralske dyder og kærlighed, har hun også et ansvar for at vise disse dyder gennem sin adfærd og attitude – altså at leve efter dem. Når hun taler om at være muslim, må hun se ordentlig ud, og når hun forklarer, at islam betyder kærlighed, må hun oprigtigt omfavne den kærlighed. På den måde skal en, som virkelig skal kende til troens skønheder, vide, at denne tro vil bringe alle disser glæder med sig, og må kunne se det med sine egne øjne. Dette er også den måde, hvorpå det beskrives i Koranen. Koranen taler om muslimer, der har fint og pletfrit rent tøj på, og som bruger det fineste tøj og tilbehør, når de mødes.

I tillæg beskriver Koranen med herlige detaljer paradisets folks renlighed, fine pleje, skønhed og elegante tøj, og i særdeleshed kvindernes.

Som det tydeligt kan ses fra de få vers, der citeres her, bruger Gud kvindernes skønhed, deres huds glatte overflade, hvorfra alle hår er blevet fjernet, som et mål på skønhed, og åbenbarer, at det er sådan paradisets kvinder vil være. Dette betyder, at Gud betragter glat og ren hud som smuk. Gud elsker skønhed, renlighed, elegance, pynt og behageligt tøj, og han ønsker at se Sine tjenere på den måde. Der er ingen tvivl om, at vores Profet (ﷺ) også ville betragte de ting, som Gud ser som attraktive, som smukke, og ville opfordre og råde muslimske kvinder langs de samme linjer.

Man må ikke glemme, at der findes kvinder, som må ty til sådanne plejemetoder af andre grunde end æstetiske. For eksempel kan kvinder være nødt til at have paryk på efter vanskelige medicinske behandlinger som kemoterapi. Dette er helt normalt og endda nødvendigt, og dette er en udmærket måde at tage vare på sig selv for de pågældende kvinder. Fanatikerne prøver dog at gøre op med denne skønhed og lettelse af livet ved hjælp af disse falske hadith.

På samme måde findes der intet forbud i Koranen mod tatoveringer med diverse mønstre, for eksempel rettelsen af asymmetriske øjebryn, eller mod at fjerne ansigtsbehåring – det ville være i strid med Koranens ånd. Fanatikere, som ville tvinge en smuk ung pige til at gå udenfor med overdreven ansigtsbehåring, hvilket ville gøre hende flov i selskab med andre, og som ville stræbe efter at gøre sig grim frem for tiltrækkende, er derfor ikke i stand til at repræsentere skønhed på nogen måde. Men Gud opfordrer troende til at være velplejede, tiltrækkende, elegante og renlige i Koranens vers.

At muslimer altid skal være velplejede, rene, elegante og tiltrækkende er egenskaber, som særligt understreges i vers.

Fanatikernes Ide Om, Hvordan Muslimske Kvinder Skal Behandle Deres Mænd

Hvis vi ser på disse hadith en efter en;

O kvindfolk, hvis i kendte de rettigheder, jeres mænd har over jer, ville i alle tørre støvet af jeres mænds fødder med jeres ansigt. (Berettet som sahih af Ibn Hibban, og med en jayyid isnad af al-Bazzar. Se Ibn al-Jawzi, Ahkam al-nisa’, p. 311.)

Ved Ham i Hvis Hånd min sjæl ligger, hvis der fra hans fod til hans isse var et sår, som strømmede med pus, og hun (konen) kom og slikkede det, så ville hun (stadig) ikke have opfyldt hans rettighed. (Ibn Hajar al-Haytami 2/121 Ahmad ibn Hanbal, Musnad, V, 239)

John William Godwards oliemaleri “A Souvenir,” 1920

I fanatikernes mentalitet har kvinder pligt til at adlyde den uvidende ide om at udføre ’hustrupligter’ for deres mænd, selvom de ikke er tilfredse med deres behandling og moralske værdier.

Når vi ser på disse to falske hadith, ser vi, at islam fremstilles som en religion, der afbilleder kvinder som andenrangs borgere, der er dømt til at underkaste sig ethvert af deres mands indfald (vores Herre, Koranen og islam er bestemt større end det). Ifølge den djævelske tankegang, har manden så stor magt over en kvinde, at hun aldrig vil kunne give nok igen, selv hvis hun tørrer støvet af hans fødder med sit ansigt, eller slikker hans krop ren for pus. På trods af denne mærkelige mentalitet har ingen i hundredvis af år haft behov for at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor en mand skal have de rettigheder over en kvinde, og det har ført til denne blinde, overtro med dybe rødder – så dybe, at de fleste muslimer har betragtet den slags fordrejede logik som legitim.

John William Godwards oliemaleri “A Tryst,” 1912

Under denne fejlagtige tankegang er kvinder blevet tvunget til at udfylde det uvidende begreb kendt som "en kvindes pligter "over for deres mænd, selvom de er dybt ulykkelige over deres mænds frastødende adfærd og mangel på moralske værdier. De er blevet foragtet og dårligt behandlet, og de få rettigheder, de har haft, har været begrænset til det irrelevante. Den ide, at de er andenrangs borgere og svage individer dømt til undertrykkelse, er blevet pålagt dem ved tvang, og det perspektiv er blevet institutionaliseret i islamiske samfund.

I århundreder er der ingen der er stået frem og har sagt, "Der er ingen sådan tankegang eller tro i Koranen. Mænd og kvinder er lige. Gud skænker kvinder mange rettigheder og friheder i Koranen. " I stedet har den overtroiske mentalitet i århundreder pålagt ikke-koranske praksisser på nogle uvidende muslimer gennem en række løgne, angiveligt udtalt i Guds og troens navn, såsom "dette er, hvad troen befaler. Gud og englene vil forbande de, som ikke gør det. Sådanne folk vil være syndere. De kan ikke tjene Guds anerkendelse eller komme i paradis." De fleste muslimske kvinders karakterer er blevet tilintetgjort af mænd, der er opdraget med den fanatiske tankegang, for i fanatikernes religion har kvinderne intet andet valg, end at adlyde deres mænd og gøre, hvad de vil have. Flertallet må hverken læse, arbejde, deltage i sociallivet eller bare kigge ud af et vindue. Da de gøres fysisk og psykisk afhængige af deres mænd, og fordi de normer og traditioner, som hersker i det segment af samfundet, også nærer den fanatiske tankegang, er det nærmest umuligt for kvinder at frigøre sig selv fra den undertrykkelse.

Her må vi spørge, hvad det er med mænd i disse fanatiske samfund, regeret af overtro, som gør, at de ser sig selv som overlegne og har den holdning, at kvinder ikke er til meget nytte? Fra Koranens synspunkt ligger overlegenhed udelukkende i fromhed, og belønningen for dette, kan man håbe på fra Gud. Hvordan kan en mand have så meget mere værdi end en kvinde, at hun aldrig kan takke ham nok, selv hvis hun slikker pus af hans krop? Hvem skabte de rettigheder, som aldrig kan tilbagebetales, og hvorfor? Hvad kan skænke ham nogen rettigheder, ud over denne overlegenhed fra fromhed? Gud skænker ham bestemt intet sådan privilegium, og det privilegium optræder ingen steder i Koranen: så hvorfra kom denne påståede overlegenhed? Hvordan kom "enhver mand", uden undtagelse, til at nyde denne ophøjede position, uanset om han er from eller irreligiøs, en troende eller en polyteist, en synder eller en tyran?

Det er de omtalte falske hadith, som har skænket denne falske ophøjelse til mænd, og som er blevet gjort til en del af islam af den fanatiske tankegang. De har udbredt og indført den tankegang, som ikke er i Koranen, og som forbandes af Gud, i troens navn. De fleste islamiske samfund, og endda de fleste kvinder, der er blevet indoktrineret i disse islamiske samfund, kan simpelthen ikke forstå nogen anden tankegang. Det er en af de værste plager, som fanatikernes religion har påført verden.

De Rettigheder Og Den Overlegenhed, Der Skænkes Til Kvinder I Koranen, Findes Ingen Steder I Fanatikernes Religion

I samfund under fanatismens påvirkning kan kvinder ikke nyde de mange rettigheder og autoriteter, som Koranen anerkender. Kvinder, der lever i disse samfund, er faktisk slet ikke klar over eksistensen af de rettigheder og friheder. De pågældende kvinder opdrages langt fra Koranens moralske værdier. En konsekvens af den udelukkelse er, at de fleste af dem ikke engang kan læse eller skrive. Der er derfor ingen måde, hvorpå de kan vide, at det, de lever efter, ikke er islam, men fanatikernes pseudoreligion. Men ikke kun disse ulykkelige kvinder, men også mange lande i verden, forestiller sig, at disse fanatiske normer, som er blevet bevaret gennem århundreder, faktisk stammer fra Koranen. De forestiller sig, må Gud forbyde det, at Koranen beskriver en tro, hvori kvinder er værdiløse, uvidende, undertrykt, blottet for karakter, berøvet for alle rettigheder og tvunget til at underkaste sig deres mænd uden undtagelse. Men ingen af disse bagvaskelser optræder nogen steder i Koranen.

Lad os fortsætte med at besvare de bagvaskelser mod kvinder, som ikke optræder nogen steder i Koranen, men som betragtes som en del af islam på grund af falske hadith:

Situationen For En Kvinde, Som Lader Sig Skille Fra Sin Mand

Frederic Leightons oliemaleri “Wedded,” 1882

Enhver kvinde, som beder sin mand om en skilsmisse uden en god grund, vil blive frataget selv lugten af paradis. (Berettet af Tirmidhi, 2/329, abwab al-talaq, 11; Ibn Hibban, 9/490, Kitab al-nikah, bab ma’ashirah al-zawjayn)

For det første beskriver Koranen udtrykkeligt de betingelser og regler, som gælder, når ægtefæller vil skilles (Dette vil blive diskuteret nærmere senere hen). Gud anerkender retten til skilsmisse for begge parter. Men der er ingen udtalelser om, at en kvinde, som skiller sig fra sin mand, ikke kan komme i paradis, som i den ovenstående falske hadith. Dette er et tydeligt bevis på, at denne hadith er fuldstændig opdigtet. Vores Profet (ﷺ) kunne aldrig gøre noget forbudt, som Gud har gjort lovligt, og indføre et bud, som er i total modsætning til Guds befalinger. Hvis en kvinde ønsker en skilsmisse, skænker Gud hende den frihed i Koranen. Betingelserne for skilsmisse åbenbares i vers, som indeholder utallige forbehold, som skal beskytte kvinden, materielt og psykologisk, både før og efter skilsmisse. Derfor er den udtalelse, at en kvinde, som beder sin mand om en skilsmisse "vil blive frataget selv lugten af paradis" totalt falsk og ærekrænkende. Det er produktet af en djævelsk logik, som ikke har noget at gøre med islam.

Det er meget vigtigt at huske, at islam består af guddommelige udtalelser, Guds ord, som fuldstændig tiltaler den menneskelige natur, sind og sjæl. Alle vers i Koranen indeholder udtalelser, som løfter vanskeligheder fra folk, forhindrer undertrykkende praksisser, sikrer at en persons frie vilje og sind er involveret og er i fuldstændig overensstemmelse med menneskelig natur. Ingen af disse udtalelser pålægger mænd eller kvinder nogen vanskeligheder. Modsat løser de uoverensstemmelser, uretfærdigheder og uligheder blandt folk. De løfter tunge kæder fra dem. De letter folks sjæle. De etablerer bånd af kærlighed og venskab frem for fjendskab og had. Vigtigst af alt tillader de fremkomsten af en nobel og dydig menneskelig model, bundet til Gud i komplet underkastelse til Ham.

Men den ægteskabsmodel, som optræder i de falske hadith, reflekterer en opfattelse langt fra Koranens moralske værdier. Ifølge Koranen kan der ikke være nogen tvang mellem ægtefolk. Hvis en uoverensstemmelse opstår, skal den rettes gennem Koranens bud. Det vigtigste er, at begge parter i ægteskabet fuldstændig adlyder Koranens moralske værdier og stræber efter at løse deres uoverensstemmelser så meget som mulig. Hvis uoverensstemmelser skulle vare ved, så har begge parter dog ret til skilsmisse.

Det åbenbares også i et vers, at begge parter i tilfælde af en skilsmisse vil være under Guds beskyttelse:

Hvis de skal skilles, så vil Allah sørge for dem begge. Allah omfatter alt, (Han er) alvis. (Sura an-Nisa’, 130)

Som vi har set i Koranen, vil en mand og en kvinde, efter de beslutter at skilles, af egen fri vilje, fortsætte med at leve frit. Der er ikke et eneste vers i Koranen, der antyder, at en kvinde ikke kan komme i paradis, hvis hun skilles fra sin mand.

En Kvinde Betragtes Som En Synder, Indtil Hendes Mand Er Tilfreds Med Hende

John William Godwards oliemaleri “Dolce Far Niente” 1889

Ifølge Koranen skal både manden og kvinden i et ægteskab være udvalgt, ædle og dydige folk, som frygter Gud. Det er grundlaget for ægteskabet i Koranen.

Referencerne i de ovenstående opdigtede hadith til kvinder "… som ikke tilfredsstiller deres mænd eller opfylder deres rettigheder" er igen fuldstændig i strid med Koranens vers. Hvis en muslimsk kvinde udviser en adfærd over for sin mand, som ikke er i overensstemmelse med Koranens moralske værdier, så mister hun Guds anerkendelse, ikke sin mands. Det, der virkelig betyder noget for en muslim, er at miste Guds anerkendelse. Af den grund er det vigtige for en muslim, ikke ægtefællens anerkendelse, men Guds. Så ifølge Koranen er det ikke vigtigt, om en kvindes mand eller nogen andre accepterer hende, hvis hun har rettet op på sin fejl og tjent Guds anerkendelse. Faktisk vil den person, hvis han har en muslimsk natur, helt naturligt være tilfreds med denne situation, da den vil være tilfredsstillende for Gud.

Perspektivet i disse falske hadith minder meget om ægteskaberne på Uvidenhedens Tid, baseret fuldstændig på polyteisme, i stedet for Gud og Koranens befalinger. Som vi allerede har sagt, er en gift mand og kvinde i Koranen udvalgte folk, som frygter Gud, og som besidder ædle og overlegne moralske værdier. Det er, hvad ægteskab er baseret på i Koranen. Så længe de forbliver gift, vokser deres kærlighed, hengivenhed, respekt, medfølelse og loyalitet til hinanden sig stærkere hele tiden. Gud åbenbarer i Koranen, at kærlighed, medfølelse, ydmyghed og ro alt sammen må være til stede i ægteskabet:

Og blandt Hans tegn er, at Han skabte ægtefæller til jer af jeres egen slags, for at I skulle få sjælero derved, og Han frembragte kærlighed og omsorg mellem jer. Sandelig, i dette er der tegn for et folk, som tænker efter. (Sura ar-Rum, 21)

Der er altså enorme forskelle mellem den model for ægteskab, der beskrives i de falske hadith, med dens konflikter, intense uenigheder, nedgørende og ydmygende behandling, og så Koranens ægteskabsmodel.

Man må ikke glemme, at godhed i islam ikke vises, fordi man håber på belønning fra andre folk, men håber på Guds anerkendelse, og muslimer håber på en belønning for deres gode handlinger fra Gud alene. Gud beskriver denne moral som følger i et vers:

(Det gælder) den, som giver ud for Allahs sag og bliver renset. Han giver ud, uden at vente nogen belønning, kun søger han sin Herres tilfredshed. Og sandelig, snart vil han blive gjort tilfreds. (Sura al-Layl, 18-21)

Derfor vil en kvinde ifølge Koranen kun forsøge at tilfredsstille Gud og takke Ham og vil begære Hans anerkendelse. Hendes eneste Herre er vores Almægtige Gud, ikke hendes mand. En mentalitet, som fortæller kvinder, at de skal begå alle mulige forfærdelige handlinger for at takke deres mænd, er derfor i strid med Koranen.

At Kvinder Ikke Er I Stand Til At Gå Udenfor, Og Den Ide At De Er Tilbøjelige Til At Blive Bedraget Af Satan

Kvinder er samfundets grundpille, skønhed og finhed. Kvinders tilstedeværelse er en stor velsignelse for et samfund, at de har ret til at tale og bestemme, være involveret i beslutninger og få deres holdninger hørt. Kvinder blev skabt særligt af Gud, for at kunne udføre detaljerede analyser, træffe komplekse valg, tænke på alle forbeholdene inden og være betænksomme og intelligente. Det er grunden til, at kvinders værdi i islam er så høj. Når først det forstås fuldt ud, vil islam kunne forstås rigtigt i hele verden.

Det er af disse årsager, at interne og eksterne kræfter, i hundredvis af år har stræbt efter at skade islam, specielt når det gælder kvinder. Ved at bruge opdigtede hadith og overtroiske praksisser, såvel som diverse normer og traditioner omtalt som "regler", som faktisk ikke har nogen plads i islam, som et skjold, har de prøvet at give det indtryk, at en kvinde er andenrangs og et foragtet, frastødende og farligt individ, som er tilbøjelig til at lede folk til at synde.

I de ovenstående hadith beskrives en kvinde for eksempel som værende forudbestemt til at være uden moral, ude af stand til at kontrollere sig selv, viljesvag, upålidelig i tro og tilbøjelig til djævelske gerninger. Det er grunden til al den snak om, at kvinder skal gå udenfor så lidt som muligt, holdes under overvågning, og at de har umoralske tendenser, hvis de går uden for, hvilket betyder, at deres handlinger skal overvåges.

Men det er meget tydeligt, at disse opdigtede ord aldrig blev sagt af vores Profet (ﷺ). Det er fanatikerne med deres dybe fjendtlighed over for kvinder, som tuder tåbelige usandheder og tilskriver dem vores Profet (ﷺ), som faktisk betroede kvinder i krig sit liv, gjorde plads til kvinder i forsamlinger, og som følte en dyb kærlighed til og respekt for dem. På vores Profets (ﷺ) tid tog kvinder, som vi allerede har set detaljeret på, del i krig, var til stede ved alle slags sociale miljøer, deltog i handelslivet og var blandt de førende fortalere for tro. Koranens vers indeholder ikke den mindste antydning af, at kvinder er for farlige eller dumme til at komme uden for. Modsat åbenbarer Gud i Koranen den psykopatiske natur bag fanatikernes attitude over for kvinder, og hvordan den mentalitet indgik i djævelske aktiviteter på vores Profets (ﷺ) tid:

Når en af dem modtager den glædelige nyhed om det, som han har tilskrevet Den Nådigste, formørkes hans ansigt, og han fyldes med sorg og vrede. (Sura az-Zuhruf, 17)

Og den levende begravede pige bliver spurgt, hvilken synd hun blev dræbt for, (Sura at-Takwir, 8-9)

Og når nogen overbringer en af dem den glædelige nyhed om et pigebarn(s fødsel), da bliver hans ansigt formørket, mens han er fuld af vrede.

Han gemmer sig for folk på grund af den dårlige nyhed, han har fået. Skal han beholde det (pigebarnet) i vanære eller begrave det i jorden? Vid! Elendigt er det, som de afgør.(Sura an-Nahl, 58-59)

De pågældende vers giver en meget oplysende beskrivelse af den frygtelige natur bag fanatikernes attitude over for kvinder og viser, hvor meget denne attitude forbandes af Gud. En mentalitet, hvor mænd blev fyldt med vrede og blev sorte i ansigtet, når de fandt ud af, at barnet var en datter, og som gik endnu videre og begik barnemord ved at begrave barnet levende, eksisterede i fortiden, og de vil skulle stå til regnskab for deres handlinger i det hinsides, som beskrevet i vers 8 og 9 af Sura at-Takwir. Denne fjendtlighed over for kvinder er en kilde til stor vrede i Guds Syn.

Den djævelske attitude over for kvinder i den fanatiske mentalitet, som er fyldt til overflod med fjendskab mod kvinder og had, er forblevet uændret i hundredvis af år.

Som vi har set har den fanatiske tankegang, som er opfyldt af fjendtlighed over for og had til kvinder, ikke ændret sin kvindefjendske attitude over for dem i hundredvis af år. Siden disse folk vidste, at Koranens vers ikke støttede deres ondskabsfulde tankegang, forsøgte de i stedet at forårsage skade gennem disse opdigtede hadith: Det er hovedårsagen til eksistensen af disse forfærdelige falske hadith om især kvinder.

I et andet opdigtet vers om dette emne forsøger fanatikerne at træne kvinder ved næsten at sulte dem ihjel og ikke lade dem have flot tøj på. Ifølge den syge mentalitet vil en kvinde, hvis hun sultes og kun får gammelt og slidt tøj, have mindre lyst til at gå udenfor. Den falske hadith lyder:

Beskrivelsen af kvinden i de falske hadith er som et unormalt væsen, bogstaveligt talt som et dyr, der ikke kan kontrollere sig selv, når det kommer uden for, som handler på sine instinkter i stedet for tro på og frygt for Gud, og som derfor må kontrolleres gennem diverse forbehold. Sådan en beskrivelse er præcis den, fanatikerne har af kvinderne.

Det, der vedkommer os, er Koranens perspektiv, ikke fanatikernes. Den muslimske kvinde beskrevet i Koranen frygter Gud. Hun ved derfor meget vel, hvordan hun skal klæde sig i hvilke miljøer, hvordan hun skal beskytte sin ærbarhed og ærlighed, og hvordan hun skal opføre sig i butikkerne, på markedet og under festligheder. Koranen er alt, hun skal kende. Hun behøver ingen mand, der skal fortælle hende det, eller hvad hun skal have på eller spise. Det er Gud, Som skal bestemme, ikke en dødelig mand. Mænd får ingen sådan autoritet eller tilladelse i Koranen. Mænd får ingen privilegier eller egenskaber, som tillader dem at påstå, at de besidder sådanne rettigheder i Koranen. Da Gud tiltaler kvindelige troende i Koranen på samme måde Som han tiltaler mandlige, vil en kvinde se og forstå, hvad vores Herre siger til hende i Koranen og stræbe efter at handle efter det, på den mest perfekte måde.

Alt en kvinde behøver for at kunne handle på den moral, der beskrives i Koranen, er at frygte Gud. De folk, som vedholder, at fromhed kun kan etableres ved at blive pålagt af en mand, er fanatikere, som bogstaveligt talt er fanget i disse forfærdelige falske hadith.

I tillæg afslører Gud i Koranen, at muslimer, mænd eller kvinder, burde spise og drikke alt, der er tilladt – uden at være ekstravagante selvfølgelig – komme til moskeerne i det fineste tøj, have smykker på og være rene og velplejede.

O Adams børn! Tag jeres anstændige klæder på ved ethvert bønnested. Spis og drik, men ødsl ikke. For Han kan ikke lide dem, som ødsler (bort). (Sura al-A’raf, 31)

Der er ingen vers om, at kvinder ikke skal gå udenfor. Modsat ses det tydeligt fra versene, at de sociale ansvar, som Gud pålægger kvinder, kræver, at de spiller en væsentlig rolle i sociallivet. De opdigtede hadith er derfor fuldstændig i strid med Koranen.

John William Godwards oliemaleri “On the Balcony,” 1911

En kvinde må lære, hvordan man skal leve, ikke fra en mand, men fra Koranen.

Ideen Om, At En Kvinde Er Ulykke Og Annullerer Bøn

John William Godwards oliemaleri “Nerissa,” 1906

At foragte kvinder, som Gud siger, Han har skabt på den fineste måde, og sammenligne dem med hunde, æsler og svin, og at beskrive dem som en ulykke, er totalt i uoverensstemmelse med Koranens moralske værdier. Muslimske kvinder er hellige folk, som lovprises i Koranen, citeret som modeller, som er elsket og respekteret, og som er velsignelser.

Guds Apostel (ﷺ) sagde: Når en af jer beder uden en sutrah, en hund, et æsel, en gris, en jøde, en troldmand, og en kvinde afbryder hans bøn… (Sunan Abu Dawud, Book 2, Hadith 704)

Vi må betragte disse opdigtede hadith i lyset af de ovenstående bemærkninger. At nedgøre kvinder, som Gud siger, Han har skabt i den fineste form, ved at sammenligne dem med hunde, æsler og grise, og at beskrive dem som "onde varsler", er ikke i overensstemmelse med Koranens værdier. Muslimske kvinder er velsignede, lovprist og fremvist som rollemodeller, og elsket og respekteret i Koranen, og beskrives som velsignelser i hele Koranen.

Oven i købet er, den måde, hvorpå dyr, såsom hunde og heste, som er gode husdyr og hjælper mennesker meget, beskrives som væsner der er ildevarslende og som annullerer tilbedelseshandlinger, også et tegn på den forfærdelige manifestation af den pågældende tankegang.

Endvidere er der ikke noget sådan koncept som lykke eller ulykke i islam; disse koncepter er del af polyteismen. Godt og ondt kommer begge fra Gud. Intet skabt har sin egen magt og ingen kan være lykke eller ulykke for mennesker. At tro på ulykke er simpelthen en del af den polyteistiske karakter, og Gud fortæller os, at det i virkeligheden er dem, som vil have ulykke:

"...Sandelig, deres ulykke er fra Allah alene, men de fleste af dem ved det ikke." (Sura al-A’raf, 131)

Nogle af de tydeligste eksempler på ændringer i betydning, beskrevet detaljeret i de tidligere sektioner, optræder i disse hadith.

I tillæg har det, at man ikke hører starten og slutningen på den enkelte hadith, som vi allerede har set, ført til seriøse forvrængninger af budskabet. Dette problem er også opstået i en hadith om kvinders såkaldte ildevarslende natur. Lad os påminde os selv om denne hadith: to folk kom til Aisha (ra) og sagde til hende, at Abu Hurayrah beretter, at Profeten (ﷺ) plejede at sige, at ulykke findes kun i kvinder, heste og huse. Til dette svarede Aisha (ra): "Ved Gud, Som åbenbarede Koranen til Profeten! Profeten sagde aldrig dette. Det, han sagde, var, at de Uvidende Folk havde denne holdning."

Eksempler På Den Fanatiske Tankegang, Som Sammenligner Kvinder Med Dyr

John William Godwards oliemaleri “Idleness,” 1900

Hvordan kan en, der lever ifølge den fanatiske tankegang, føle noget andet end had for sin kone, den person, som burde være ham tættest af alle i verden?

Kvinderacen består af ti arter, og hver (af disses) karakter svarer til og er relateret til et af dyrenes distinkte kvaliteter. En (art) ligner grisen, en anden aben, en anden hunden, en anden slangen, en anden muldyret, en anden skorpionen, en anden musen, en anden duen, en anden ræven og en anden fåret. (Fra Counsel for Kings by Imam Ghazali)

Her må vi spørge; hvilken slags holdning til kvinder kunne en mand, som tror på den slags sludder, have? Hvordan kan han elske og respektere sin kone? Hvordan kan sådan en person føle andet end had til den person, som burde være det tætteste på ham i denne verden? Hvordan kan han opnå den kærlighed, som er så vigtig i Koranen, hvis han bogstavelig talt betragter sin egen kone som et dyr?

Det kan han selvfølgelig ikke. Men i Koranen taler Gud om det vigtige ved en speciel slags kærlighed og hengivenmed mellem ægtefæller:

Og blandt Hans tegn er, at Han skabte ægtefæller til jer af jeres egen slags, for at I skulle få sjælero derved, og Han frembragte kærlighed og omsorg mellem jer. Sandelig, i dette er der tegn for et folk, som tænker efter. (Sura ar-Rum, 21)

På det grundlag kan vi udvide vores diskussion lidt: Generelt set ville en person, hvis holdning til sin kone er dannet ud fra så forfærdelige detaljer, uden tvivl tænke på sin egen mor, søster eller datter på samme måde. Hans kærlighed og respekt over for dem vil være en refleksion af det syge perspektiv i de falske ord, og hans forhold til dem vil utvivlsomt være baseret på foragt.

Beskrivelsen af kvinder i de falske hadith opfordrer helt tydeligt til had frem for kærlighed. Det er umuligt at føle respekt for den kvinde, der beskrives i de falske hadith, og ikke et ord siges om kærlighed. Denne store følelse, som Gud beskriver som essentiel i Koranen, den kærlighed som er hele formålet bag Guds skabelse af universet, er fuldstændig blevet udeladt. Hvilken slags tro er det, som har så mange fjender, og især kvinder?

John William Godwards oliemaleri “The Love Letter,” 1913

Opdigtede hadith opfordrer til had frem for kærlighed.

Sådan en tro er bestemt ikke den sande tro i Koranen. Desuden er en af de vigtigste ting i Koranen at have positive holdninger om andre. Det er en synd at drage forhastede konklusioner uden beviser og vidner. Derfor er det i Koranens syn forkert at tænke på folk som, "troløse, ivrige efter fint tøj, disponeret til at stjæle, snedige, arrogante og snu" blot fordi de er kvinder. Det er en skandaløs løgn, og en synd. For at kunne sige, at nogen er en snyder, skal vi bruge vidner på deres svindel og uærlighed. For at kunne anklage nogen for tyveri, må vi bevise, at de har stjålet en andens ejende. I Koranens syn er det bagvaskelse at komme med sådanne anklager uden beviser eller vidner, udelukkende på det grundlag, at personen er en kvinde. Men fanatikerne er ikke klar over buddene i Koranen, og er derfor ikke i stand til at se den perverse logik i de opdigtede hadith, fordi de lever efter en helt anderledes og falsk tro.

Det næste afsnit indeholder modargumenter til påstandene fra dem, som søger beviser fra Koranen til uklogt at begrænse og nedværdige kvinder.

Vers Der Omtaler Profetens (ﷺ) Koner

Vi må nu gøre en vigtig pointe meget klar: Koranen indeholder vers, der omhandler Profetens (ﷺ) koner. For at forhindre stridigheder og mulige misforståelser, holdt Gud Profetens (ﷺ) koner separat fra andre kvinder på hans tid. Som det åbenbares i Koranen:

O I profetens hustruer! I er ikke lig andre kvinder. Hvis i er gudfrygtige, så vær ikke smigrende i jeres tale, så han, som har en sygdom i hjertet, bevæges til lyst. Og tal ærefuldt. Bliv i jeres hjem. Stil ikke jeres forskønnelser til skue, som man gjorde tidligere i uvidenhedens tid. Udfør bønnen, og giv den obligatoriske almisse, og adlyd Allah og Hans sendebud. O I (Sendebuddets) familiemedlemmer! Allah ønsker kun at fjerne synden fra jer og gøre jer fuldstændig rene. (Sura al-Ahzab, 32-33)

I disse vers har Profetens (ﷺ) koner separate ansvar, når det gælder livsstil, tale, beklædning og lignende. Folk, der ser på disse vers, fortolker dem nogle gange, som om de generelt rettes til alle muslimske kvinder. Men disse vers er ikke rettet til alle muslimske kvinder, og Profetens (ﷺ) koner adskilles specifikt fra andre kvinder.

Konklusion: Koranen Knytter Den Største Værdi Til Kvinder

Hovedårsagen til vores diskussion om de opdigtede hadith, som omhandler kvinder, i dette kapitel, er at vise den falske tro, der er udbredt i nogle islamiske samfund, og hvad dennes sande oprindelse er. På denne måde vil de, som adlyder disse synspunkter i Islams navn, og de som er imod islam på grund af dem, kunne se, at denne undertrykkelse af kvinder absolut ikke har nogen plads i Koranen.

Men nogle folk forsøger at finde beviser i Koranen for nedgørelsen af kvinder. Det stammer fra mistolkningen af diverse vers i Koranen, mistolkningen af diverse personlige anmærkninger i parentes og fra sådanne mistolkninger, der generelt laves i lyset af de opdigtede hadith citeret ovenfor.

Men når man ser på Koranen alene, er det umuligt at finde nogen af de ideer, som fanatikerne fandt på i lyset af deres egne begær. For bedre at kunne forstå dette, skal vi se på vers, som de i årevis har forsøgt at fremstille som bevis for deres tvungne indelukning og bankning af kvinder, og for at kvinder behandles som andenrangs borgere.

Når man ser på disse gennem en muslims øjne, som adlyder Koranen, og ikke gennem en fanatikers, når disse vers fortolkes ifølge deres sande betydning, når fanatikernes falske tro udelukkes, så vil alle tydeligt se, at det system, der tilegner kvinderne den største værdi, er det system der findes i Koranen.

Svar Til Dem, Som Leder Efter Beviser Fra Koranen For At Kunne Begrænse Og Nedværdige Kvinder

Tilføjelsen Af Ordet "Hovedtørklæde" Til Oversættelsen Af Koranen For At Kunne Begrænse Kvinder

Et af de emner, fanatikerne oftest bringer på banen er, at kvinder burde tildække sig. Opfattelsen af religion og tro hos nogle folk, som næsten ikke udviser nogen sensitivitet over for mange af troens bud, som ikke evner at observere selv de mest fundamentale krav, men som er skruppelløse, når det gælder at adlyde Sunna – med andre ord hadith – tager generelt den form, at "hovedtørklædet = religion". Men optræder hovedtørklædet, som nogle folk bogstaveligt talt betragter som det eneste symbol på troen, i Koranen?

Mange lærde siger, at de får deres bemærkninger om hovedtørklædet og tildækning fra Koranen, og peger på diverse vers om emnet. Faktum er dog, at ordet "hovedtørklæde" ikke optræder i et eneste vers. Derfor må vi først se, hvordan Koranen fortolkes i oversættelser og kommentarer, og hvad den præcise forklaring er.

Sura An-Nur Vers 31, Første Del

I næsten alle oversættelser optræder verset som "… og lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring, " men ordet "hovedtørklæde" optræder faktisk ikke i det originale arabiske vers. Verset taler om "slør". Vi kan se dette tydeligere ved at se på betydningen af de originale arabiske ord:

"…Og de skal trække deres hovedslør sammen over deres bryst" (Sura an-Nur, 31)

"Waqul lilmu/minati yaghdudna min absarihinna wayahfathna furoojahunna wala yubdeena zeenatahunna illa ma thahara minha walyadribna bikhumurihinna AAala juyoobihinna wala yubdeena zeenatahunna illa libuAAoolatihinna aw aba-ihinna aw aba-i buAAoolatihinna aw abna-ihinna aw abna-i buAAoolatihinna aw ikhwanihinna aw banee ikhwanihinna aw banee akhawatihinna aw nisa-ihinna aw ma malakat aymanuhunna awi alttabiAAeena ghayri olee al-irbati mina alrrijali a"Waqul lilmu/minati yaghdudna min absarihinna wayahfathna furoojahunna wala yubdeena zeenatahunna illa ma thahara minha walyadribna bikhumurihinna AAala juyoobihinna wala yubdeena zeenatahunna illa libuAAoolatihinna aw aba-ihinna aw aba-i buAAoolatihinna aw abna-ihinna aw abna-i buAAoolatihinna aw ikhwanihinna aw banee ikhwanihinna aw banee akhawatihinna aw nisa-ihinna aw ma malakat aymanuhunna awi alttabiAAeena ghayri olee al-irbati mina alrrijali awi alttifli allatheena lam yathharoo AAala AAawrati alnnisa-i wala yadribna bi-arjulihinna liyuAAlama ma yukhfeena min zeenatihinna watooboo ila Allahi jameeAAan ayyuha almu/minoona laAAallakum tuflihoona"wi alttifli allatheena lam yathharoo AAala AAawrati alnnisa-i wala yadribna bi-arjulihinna liyuAAlama ma yukhfeena min zeenatihinna watooboo ila Allahi jameeAAan ayyuha almu/minoona laAAallakum tuflihoona.

ya-dribna: : kommer fra verbet “daraba,” betyder “at strejfe, slå, forlade (noget), dække, lukke."

khumuri-hin-na: kommer fra "khamara." "Khamra" betyder "vin, berusende." I dette vers betyder ordet "dække. " Det bruges generelt til at betyde "alle slags dække, gardiner, skærme, ly, påskud. "

Cuyubihinne: Flertal af ordet "juyub. " Det betyder bryst, lomme, brystområde, udhulning, krave.

Lad os nu ord for ord se på den del af verset, der lyder "wal-ya-dribna bi-khumuri-hin-na ‘ala juyoobi-hin-na," oversat som "...trække deres hovedslør sammen over deres bryst."

"Khimar" / Dække

Ordet "khumur, " brugt som bevis for hovedtørklædet, dækker over en lang række betydninger, og er flertalsform at ordet "khimar, " som betyder "dække" og kommer fra ordet "khamara, " som betyder "at dække. "

Ordbøger oversætter generelt ordet "khimar" som "dække, " hvilket vil sige "alt der dækker noget. "

Derfor betyder det ord, som oversættes til "hovedslør" i verset, faktisk bare "dække", og ordet "hoved" optræder ingen steder i verset.

"Yadribna" / At Strejfe

Dette verbum i verset oversættes af de, som ønsker at fremstille hovedtørklædet som værende et bud i Koranen, som "at de skulle lægge, at de skulle frigive". Grunden til det er for at kunne bruge ordene "trække deres hovedslør sammen over deres bryst" for at kunne retfærdiggøre den fordom, at verset henfører til, at et hovedtørklæde allerede eksisterer på hovedet. Faktum er dog, at verbet ikke betyder noget sådant, og korrekt bruges som følger:

Verbet "yadribna" stammer fra ordet "daraba." Daraba betyder "at strejfe, at slå, at forlade, at dække, at lukke." Verset henfører til tildækningen af brystområdet med et dække, når det siger, at "de skal trække (walyadribna) deres hovedslør (bikhumurhinna) sammen over deres bryst (juyubihinna)."

I Koranen bruges verbet "yudnina, " når den ønskede betydning er "at de skal forlænge, frigive eller svigte. " Dette verbum optræder dog ingen steder i dette vers.

"Juyub" / Kraveåbning

Ordet "juyub" er flertalsformen af ordet "jayb" som betyder "lomme" (det bruges i forklaringer som "at åbne en lomme i en skjorte" "at lægge i en lomme" eller "at fjerne fra en lomme.) "

Det bruges også med betydningen bryst, barm, hjerte, lomme, pung, åbning.

Ordet "juyub" optræder tre gange i Koranen. "Juyub" bruges i vers 31 i Sura an-Nur, mens entalsformen af ordet, "jayb " optræder to steder i historien om Profeten Moses (ﷺ). Det bruges som følger i de to vers:

Entalsformen af ordet "juyub", "jayb", optræder to gange i historien om Profeten Moses (ﷺ):

Ordet "juyub" i disse to vers anvendes om Profetens Moses’ (ﷺ) "kraveåbning. " Når man ser samlet på disse fakta, er det tydeligt, at "juyub" når det bruges sammen med "khimar" betyder at tildække kraveåbningen. Verset indeholder ingen reference til at "tildække hovedet. "

Derfor er den sande betydning af passagen, som generelt fortolkes som, "de skal trække deres hovedslør sammen over deres bryst…" faktisk "at de skal dække deres bryster med deres dække. " Buddet i verset henfører til tildækningen af brysterne, ikke hovedet.

Ordet ”juyub” i vers 31 i Sura an-Nur betyder ”bryst” og ordet ”khumur” betyder at dække. Verset henviser til at dække brysterne. Der er ikke noget i verset om at tildække hovedet.

Misledende Eller Forkerte Oversættelser Baseret På Opdigtede Hadith

For at kunne producere en befaling, der henfører til "hovedtørklædet" fra vers 31 i Sura an-Nur, er diverse misledende fortolkninger nogle gange blevet taget i brug af kommentatorer, mens de har oversat verset. Formålet bag det, er at være i stand til at tilpasse verset i lyset af opdigtede hadith, som vi senere vil analysere (verset er bestemt mere end det). Den største misledende fortolkning blev til ved fejloversættelsen af "… at de skal lægge deres hovedslør…"

En Falsk Fortolkning: "At De Skal Lægge Deres Hovedslør"

Der findes ingen reference i Koranen til et hovedtørklæde. Ikke desto mindre har nogen kommentatorer forsøgt at producere et tvungent bud fra Koranen, omkring at tildække hovedet for at få det til at passe med opdigtede hadith.

Som vi har set ved at undersøge den arabiske tekst, indeholder denne passage, fortolket i nogle oversættelser til at betyde, "… de skal trække deres hovedslør sammen over deres bryst" hverken en reference til et "hovedslør" eller at "lægge hen over". Ikke desto mindre kommer nogle folk, som ønsker at fortolke verset langs disse linjer, ud i seriøse modsigelser og fejl omkring betydningen, fordi deres fortolkninger er i strid med Koranen. Mange af dem kommer med overraskende kommentarer langs linjerne "De lagde de hovedtørklæder, de allerede havde på hovedet, over deres bryst" og vedholder derved, at kvinderne allerede havde et tørklæde på hovedet. For at muslimske kvinder på den tid "allerede havde et tørklæde på hovedet" skulle der have været et bud med det budskab i Koranen: Men ingen steder i Koranen står der noget om det hovedtørklæde. Det er derfor umuligt, at kvinder på den tid havde tørklæder på deres hoveder som en religiøs befaling. Ideen om, at "tørklædet allerede er på deres hoved" i nogle kommentarer, er derfor en seriøs logisk fejl. Lad os nu se på disse fejl i logikken:

1- For at kunne bakke op om ideen om "et tørklæde, der allerede var på hovedet," foreslår nogle kommentarer, at referencen til "julbab," altså burkaen, i vers 59 i Sura al-Ahzab blev åbenbaret før vers 31 af Sura an-Nur, og at muslimske kvinder derfor allerede havde tørklæder på deres hoveder. Som vi skal se nærmere på, er jilbab et klædestykke, som dækker hele kroppen, fra hoved til tå. Dens formål er essentielt at dække hele kroppen. Hvis vi husker, at vers 31 i Sura an-Nur befaler kvinder at tildække deres bryster, kan vi se, at der ikke er nogen mulighed for, at brystet hos en kvinde, som har jilbab på, er udækket på nogen måde, så verset omhandler ikke kvinder, som dækker hele deres hoved og krop. De folk, der kommer med den påstand, lader til at have glemt denne meget vigtige og fundamentale pointe.

2- Kvinder i arabiske samfund på den tid gik rundt uden tøj på, og det er grunden til, at verset blev nedsendt. Efter det vers begyndte muslimske kvinder at tildække deres tidligere eksponerede bryster. Lad os huske, at ordet "juyub" i verset betyder barm, og at den sande mening af den pågældende passage er "at de skal tildække deres bryster med deres dække."

3- Ifølge nogen kommentatorer, som insisterer på ideen om et "allerede eksisterende hoveddække", har de pågældende kvinder "allerede" dækket deres hoveder med tørklæder, men ifølge deres tankegang er deres barm på en eller anden måde totalt udækket! Ifølge denne mærkværdige tankegang kunne kvinder formå at tænke på at dække deres hoveder, men ikke deres bryster (muslimer er bestemt større end det). De var angiveligt omhyggelige, når de gjaldt at dække deres hoveder, men gik nøgne rundt. Det er den uundgåelige konklusion på disse kommentatorers ide om "det allerede eksisterende hovedtørklæde. " Med denne fortolkning vedholder disse folk, at kvinder "med deres bryster eksponeret, men deres hoveder tildækket" rådes til at trække deres hoveddække ned for at dække deres bryster. Denne forfærdelige fejl i logik er resultatet af at forsøge at inkludere ideen om hovedtørklædet i Koranen.

4- Ifølge denne mærkelige ide, må "det allerede eksisterende hovedtørklæde" være så langt, at det kan trækkes ned, på en sådan måde, at det fuldstændig dækker brystet fra begge sider. Derfor må alle de kvinder, som åbenbart vandrede topløse rundt på den tid, "allerede" have haft hovedtørklædet på, som var så langt som et helkropsdække. Fejlfortolkningen af verset langs linjerne af "at de skulle lægge deres hovedtørklæder" har derfor ført modstanderne af denne ide ud i en logisk fejl. Det er konsekvensen af at prøve at pålægge dette tydelige vers anden betydning.

Falske hadith, fabrikeret for at tilføje hovedtørklædet til dette vers, resulterer i endnu værre logiske fordrejninger. Dette vil blive beskrevet i senere afsnit.

Det, Der Skal Vides Om Betydningen Af De Arabiske Udgaver Af Versene Og Nøjagtigheden Af Fortolkninger

Man må være omhyggelig med diverse elementer, hvis en arabisk tekst skal forstås rigtigt eller oversættes nøjagtigt til andre sprog:

1 – Omhyggelighed Med Brugen Af Ord På Arabisk

Et emne, der kræver opmærksomhed, hvis kriteriet om, at kvinder dækker deres kropsdele, skal forstås rigtigt, er hvordan ordet "dække" bruges på arabisk.

Ordet "dække" bruges generelt på arabisk sammen med vægt på det objekt, der skal tildækkes. For eksempel, når ordet "bord" bruges sammen med ordet "dække", så er resultatet en dug. På samme måde giver "at dække" ("khimar") sammen med ordet "hoved" ("ra’as") til sammen ordet "khimaru-ra’as" som betyder "hoveddække". Hvis Koranen befalede kvinder at dække deres hoveder, ville et af de udtryk, der skulle bruges, skulle være "khimaru-ra’as." Men intet sådan udtryk optræder.

I vers 6 i Sura al-Ma’ida, som handler om rituel rensning før bøn, udtrykkes ordet hoved med ordet "ra’s".

O I troende! Når I stiller op til bøn, så vask ansigtet og hænderne op til albuen, og stryg jer over hovedet, og vask fødderne op til anklerne. (Sura al-Ma’ida, 6)

Arabisk translitteration: ya ayyuha allatheena amanoo itha qumtum ila alssalati faighsiloo wujoohakum waaydiyakum ila almarafiqi waimsahoo biruoosikum.

Det er tydeligt, at hvis Gud havde befalet kvinder at tildække deres hoveder, så ville den befaling være tydeligt og utvetydigt beskrevet i Koranen. Men undersøgelse af de vers, der handler om kvinders påklædning, indeholder intet sådant fokus på hovedet.

2 – Undersøgelse Af Ord I Koranen Gennem Andre Vers

Når man undersøger Koranen, må man se på, hvordan et specifikt ord bruges sammen med andre ord i verset og i andre vers.

Ordet brugt sammen med "khimar"("dække") i vers 31 af Sura an-Nur og som understreger emnet er "juyub". Som vi har set ovenfor, bruges dette ord til at henføre til barmområdet i alle andre vers, hvor det optræder. Det område, som skal tildækkes ifølge verset, er derfor barmen, ikke hovedet.

3 – Omhyggelighed Med At Tilskrive Arabiske Ord I Parentes Betydning

Arabisk har et meget større ordforråd end mange andre sprog, og det er overordentligt rigt med betydninger. Meget kan siges med få ord, og et ord kan bruges mange forskellige steder og derfor have mange forskellige betydninger. Derfor tilføjes mange fortolkninger i parentes, selvom betydningen af verset er ganske tydelig. Tilføjelser laves og betydninger formes ifølge oversætterens individuelle fortolkninger.

Lad os her huske, at siden de folk, som oversætter Koranen, generelt har en traditionel opfattelse af islam, som betragter hadith som grundlaget for troen, og siden disse folks oversættelser generelt er højt anset, er de individuelle fortolkninger, som opstår i oversættelser af versene, generelt traditionelle og formet i lyset af opdigtede hadith. Sådanne oversættere, som tilføjer bemærkninger i parenteser har en tendens til, bevidst eller ubevidst, at ændre betydningen af versene til at passe med de falske hadith.

Når vi ser på oversættelserne af vers 31 af Sura an-Nur, ser vi, at selvom ordet "hoveddække" ikke optræder nogen steder, bruges ordet af kommentatorer enten direkte i teksten eller i parenteser. Selvom ordet "hoved" eller "ra’as" ikke optræder nogen steder i verset, og ordet "barm" bruges i kombination med ordet "dække", hvilket vil sige, at det område, der skal tildækkes, tydeligvis er barmen, oversættes ordet "khimar", som betyder "ethvert dække", som "hoveddække". Instruktionen i verset er altså ændret. Denne ændrede betydning er blevet meget udbredt og er blevet den traditionelle fortolkning, og konklusionen drages, at kvinder skal dække deres hoveder.

Når denne fortolkning, som først senere blev tilføjet af kommentatorer, fjernes, er det dog tydeligt, at verset eksplicit henviser til tildækningen af barmen. Enhver, der læser verset, vil nå frem til den mening.

Nogle folk, som oversætter Koranen ud fra et traditionelt syn på Islam, laver ændringer i betydningen, enten gennem brugen af parenteser eller direkte i selve teksten. Selvom vers 31 i Sura an-Nur ikke siger noget om et hovedtørklæde, har disse folk ikke tøvet med at henvise til hovedtørklædet, enten i parenteser eller i selve teksten. Men når denne fortolkning fjernes, så henviser verset tydeligt til at tildække brystet.

Sura An-Nur Vers 31, Anden Del

Fejltolkninger Omkring "Kvinders Udsmykning"

Et andet emne, som Gud leder vores opmærksomhed hen på i vers 31 i Sura an-Nur, er kvinders "udsmykning." Passagen i verset, som lyder "…sådan at andre får noget at vide om den forskønnelse, som de skjuler" betyder, at de ikke skal vise deres bryster frem, og er ikke en reference til deres hoveder.

Men dette kommer meget anderledes til udtryk i nogle hadith og i nogle kommentarer af Koranen gennem tilføjelser i parenteser eller fordrejelsen af ordenes betydning. Lad os se på disse:

Ideen Om, At Kvinder Er Midler Til Prøvelse

Den sande betydning af den første del af ordet "zeenatahunna" i dette vers er "udsmykning eller pynt", og endelsen "hunna" indikerer, at dette omtaler kvinder.

Nogle lærde siger, "Kvinders kroppe er dekorative og tiltrækkende, hvorfor verset henfører til hele deres krop." Fra det udgangspunkt påstår de, at kvinder skal tildække hele deres krop. I sandhed siger verset intet sådant.

Nogle folk finder på en meget anderledes fortolkning af, hvad Koranen siger, og siger, "Dette henviser til de dele af kroppen, hvor perler og dekorationer fremvises, hvorfor det er forbudt at kigge på de regioner, hvor disse fremvises."Andre går endnu videre og siger, "Det er forbudt at se på en kvindes klippede hår eller afklippede negle". De går så videre til at producere meget mærkelige ideer såsom, "Bare det at se på en lille del fører normalt til at se på det hele." (Ibn Hajar, al-Zawajir)

Selvom verset er meget tydeligt, er utallige meget forskellige og mærkelige fortolkninger blevet produceret fra udtrykket "… sådan at andre får noget at vide om den forskønnelse, som de skjuler". Disse fortolkninger varierer ifølge folks tankegange og afhænger nogle gange af deres syn på kvinder. Tankegange, som forsøger at lukke kvinder ude, pacificere dem, gøre dem grimme og holde dem væk fra samfundet og menneskeheden, at gøre dem til andenrangs borgere og – må Gud forbyde det – gøre dem til individer, som kun lever for at tjene mænd og ikke Gud, har haft en tendens til at ville eliminere kvinder fuldstændig ved hjælp af et eneste ord – "forskønnelse". Gennem disse falske fortolkninger af Koranens vers, er mange mennesker gået væk fra troens essens og har opfattet Koranen som en uforståelig bog, og når disse tilføjelser er blevet taget sammen med opdigtede hadith, er resultatet blevet en fortolkning af troen, som er meget anderledes end den, der findes i Koranen.

Men udtrykket "skjulte forskønnelser" i verset er meget klar og henviser til to områder, som holdes skjult – kønsorganerne og brysterne.

Fejlen I At Gøre Udsmykning Og Tilbehør Forbudt

Nogle folk vedholder, at "forskønnelser" i verset er ting som "perler, juveler og andet tilbehør". Dette er væsentligt, når man skal forstå det forkerte og mærkelige i diverse fortolkninger baseret på falske hadith. Ifølge denne forbløffende påstand er en mands instinkter så primitive, at synet af en eneste perle er nok til at få ham ud af kontrol. Så ifølge den tankegang skal perler forbydes med det samme for at holde "mænd", angiveligt barbariske individer, under kontrol!

Denne skræmmende tankegang er faktisk meget afslørende om fanatikernes syn på den muslimske mand. Men en muslimsk mand er et individ, som frygter Gud, og grunden til, at han vil holde sig fra forbudte handlinger, er ikke at nogle ting er blevet forbudt, men fordi de vil være utiltalende for Gud. En muslimsk mand er ikke et væsen, som vil miste al kontrol, når han ser en utildækket kvinde eller en håndfuld perler, eller som lever efter animalske instinkter. At påstå, at han er det, repræsenterer en slem bagvaskelse af den muslimske mand.

De pågældende fortolkninger er faktisk meget væsentlige, når det gælder at afsløre fanatikernes barbariske mentalitet. Når vi tilsidesætter fanatikernes fortolkninger og begrænser os til Koranen, kan vi tydeligt se, hvad ordet "forskønnelse" betyder.

Hvordan Bruges Ordet "Forskønnelse" I Koranen?

I total kontrast til fanatikernes ide om at bandlyse pryd og objekter såsom halskæder og øreringe, åbenbarer Gud i Koranen, at Han skaber sådanne udsmykninger til troende, og at de bestemt skal gå til moskeen velplejede og velklædte:

O Adams børn! Tag jeres anstændige klæder på ved ethvert bønnested. (Sura al-A’raf, 31)

I verset, Sig: "Hvem har forbudt pyntede klæder og de rene (madvarer), som Han har frembragt for Sine tjenere, til underhold?" (Sura al-Araf, 32) åbenbarer Gud eksistensen af en tankegang, som ville forbyde de ting, Han har gjorde tilladt. I næste del af verset, Sig: "Disse (ting) er for de troende i det jordiske liv, og på Genopstandelsens Dag er de udelukkende forbeholdt dem. Sådan gør Vi vore åbenbaringer tydelige for folk, som forstår." (Sura al-Araf, 32) understreger Han, at pynt er dejlige velsignelser, som skænkes til muslimer i denne verden, og at de vil tilhøre de troende alene i det hinsides, og gør det derved klart, at troende er de, som er værdige til sådanne glæder. Det faktum, at fanatikere forsøger at forhindre muslimer i at nyde disse glæder, selvom Gud betragter dem som værdige til troende, viser hvor direkte de modsiger Koranens tankegang.

Et andet vers, hvori pynt omtales, lyder:

O Adams børn! Sandelig, Vi har sendt klæder, som skjuler jeres skamfuldhed, også pyntede klæder, ned til jer. Men gudfrygtighedens klæde er bedre. Dette er et af Allahs tegn, så I må komme til eftertanke. (Sura al-A’raf, 26)

Den Region, Der Omtales I Vers 31 I Sura An-Nur

I verset ovenfor omtaler Gud brugen af pryd og udsmykning. Men som forklaret detaljeret har ordet "forskønnelse" i vers 31 i Sura an-Nur ikke noget at gøre med perler eller noget lignende. Verset citerer kvinders familie som et eksempel og viser den slags frihed, kvinder får i familien. Lad os nu undersøge det relevante afsnit af verset ord for ord:

..og de må ikke vise deres forskønnelse til nogen andre end deres ægtemand, deres fædre, deres ægtemænds fædre, deres sønner, deres ægtemands sønner, deres brødre, deres brødres sønner, deres søsters sønner, deres kvinder, deres slavinder, de mandlige tjenere, som ikke har seksuelt begær, og børn, som endnu ikke forstår sig på kvinders tildækning. Og de må ikke trampe med føddderne, sådan at andre får noget at vide om den forskønnelse, som de skjuler. O I troende! Vend jer i anger til Allah alle sammen, sådan at I må opnå den sikre sejr. (Sura an-Nur, 31)

Ordet "forskønnelser" henviser her ikke til perler eller tilbehør, men meget åbenlyst til de private dele, og de folk til hvem denne "forskønnelse" må fremvises opremses så. Disse inkluderer tjenere, som ikke har noget behov for kvinder (som ikke har seksuelt begær eller er impotente) og børn, som endnu ikke har nogen bevidsthed om kvinders private dele. Det faktum, at specielt børnene, som ikke har nogen bevidsthed om kvinders private dele, nævnes, viser at ordet "forskønnelser" henviser til de dele.

Det sprog, der bruges i Koranen er meget rent og perfekt. Ordene bruges med stor omhyggelighed, de er delikate og dette kan øjeblikkeligt forstås, når de undersøges nærmere. De private dele beskrives i overensstemmelse med Koranens taktfuldhed og litterære kunst og beskrives som udsmykning.

Et af de påskud, som oftest rejses af kommentarer, for at kunne producere deres fortolkning af hovedtørklædet i vers 31 i Sura an-Nur, er diverse opdigtede hadith. Disse falske hadith modsiger så dybt og åbenlyst verset, at det let kan ses med en klar analyse. Lad os nu undersøge, hvordan de pågældende falske hadith er i strid med Koranen, hvordan de misleder Islams samfund, når det gælder hovedtildækning og den svage logik, de besidder:

Opdigtede Hadith Omkring Hoveddækket Og Deres Interne Uoverensstemmelser

Nogle kommentatorer har forsøgt at få vers 31 i Sura an-Nur til at være i overensstemmelse med opdigtede hadith ved at komme med tilføjelser, eller gennem misledende oversættelser i et forsøg på at inkludere konceptet om hovedtørklædet. Disse falske hadith insisterer på, at da verset blev afsløret, skar muslimske kvinder deres skørter op og dækkede deres hoveder med dem. Ifølge denne ulogiske påstand forblev en kvindes bryster og ben utildækkede, men hendes hoved var dækket.

Som vi har set i al tydelighed, indeholder vers 31 i Sura an-Nur, som nogle folk forsøger at fremstille som bevis for hovedtørklædet, faktisk ingen reference til ordet "hovedtørklæde" overhovedet. Men med inklusionen af nogle falske hadith i Islams litteratur er denne misforståelse blevet udbredt og findes stadig i dag. De falske hadith opdigtet af fanatikere er fyldt med væsentlige fejl i logikken og indeholder mange uoverensstemmelser. Lad os nu se på nogle eksempler:

Som vi har set, påstår alle disse hadith, at da vers 31 af Sura an-Nur blev åbenbaret, rev muslimske kvinder øjeblikkelig tøjstykker fra deres nederdele og viklede dem om deres hoveder. Det er der det første brud på logikken findes. Lad os nu så på de logiske fejl i disse hadith, og hvordan de er i konflikt med Koranen:

• Som vi allerede har set nærmere på, henviser udtrykket i verset "… de skal lægge deres slør over deres barm" til, at kvinder skal dække deres bryster. De pågældende hadith siger dog, at da dette vers blev nedsendt, skar muslimske kvinder øjeblikkelig stykker fra deres klæder og dækkede deres hoveder med dem, ikke deres bryster. Men verset siger ingenting om at tildække hovedet. Ingen af de pågældende hadith siger noget om, at muslimske kvinder adlød det faktiske bud i verset og tildækkede deres bryster.

• Ifølge beskrivelsen her rev kvinder stykker fra deres egne nederdele, men i stedet for at tildække deres bryster, som befalet i verset, viklede de dem om deres hoveder. For at kunne være enig i den fejlagtige fortolkning af "lægge deres hovedslør ned over" må de tøjstykker, de skar fra deres nederdele, have været så store, at de kunne dække deres hoveder og også gå ned over deres bryst.

• Det første, der falder en ind her, er tilstanden af disse iturevne nederdele. Siden stykkerne var store nok til at dække deres hoveder og bryster, må deres nederdele være blevet til moderne miniskørter og deres ben have været blottet. Ifølge denne beskrivelse er kvindernes bryster og ben blottede, men de har tildækket deres hoveder. Men som vi har set med al tydelighed, blev vers 31 i Sura an-Nur "kun" åbenbaret for at befale kvinder at dække deres bryster.

• Vi har allerede set, hvordan nogle kommentatorer fortolker udtrykket "lægge deres hovedslør ned" på en måde, så deres ide om en "allerede eksisterende hovedtildækning" kan retfærdiggøres. De kommer med den påstand for at kunne retfærdiggøre ideen, at verset indeholder ordet "hoveddække" og vedholde, at kvinderne omtalt i verset allerede havde hoveddækker på. Faktum er dog, at de pågældende falske hadith påstår, at kvinderne lavede hovedtørklæder til sig selv ved at skære deres nederdele op, da verset blev åbenbaret. Hvordan kan disse falske hadith, som de pågældende kommentatorer betragter som deres hovedstøtte, være så meget i uoverensstemmelse med deres egne redegørelser?

De er i strid med deres egne redegørelser, fordi troen hos de, som ønsker at tilføje falske befalinger til islam ud over de sande bud, som findes i Koranen, er fuld af dybe logiske fejl. Alle overtroiske redegørelser er i konflikt med Koranen og de involverer alle store modsigelser. De bedrageriske fortolkninger er lavet udelukkende for at retfærdiggøre ideen om hovedtørklædet i vers 31 i Sura an-Nur, selvom verset er meget tydeligt og nemt at forstå. Fortolkninger lavet i lyset af de falske hadith og de konklusioner, der drages fra dem, er alle ganske skræmmende:

I Sha’afi og Hanbali skolerne er hele kvindekroppen uden undtagelse noget, som skal tildækkes (inklusiv ansigtet og hænderne). I Hanafi og Maliki skolerne kan hænderne og ansigtet forblive utildækket, så længe det ikke tilskynder til oprør (Sabuni, Tafsirul Ayatil Ahkam 2/154,155). AS-Suddi: "Kvinden skal tilsløre et af hendes øjne og den del af hendes ansigt, der svarer til den del af det udækkede øje. Kun et øje må være åbent. "Abu Hayyan: "Det havde været normen i Andalusien. Kun et øje på kvinden var set." (Abu Hayyan, al-Bahr al-Muhit). Sha’afi imamer forbød blot at kigge på en kvindes afklippede negle (Ibn Hajar al-Haytami, What Is Lawful and Unlawful in Islam 2). Ifølge en udbredt redegørelse var tildækningen en bindende pligt for en kvinde i islam, også at tildække hendes ansigt (Fiqh us-Seerah). En anden kilde beskrev, hvordan en kvinde skulle se på en mand, som følger: "Det er ikke tilladt for en kvinde at se på en fremmed mands bryst, ryg eller ben, selv hvis hun ikke frygter fristelse. Fristelse forårsaget af ansigtet er større end den, der forårsages af fødderne, håret eller benene. Da der er enighed om, at det er forbudt at se på disse dele, så må det, a fortiori, være forbudt at se på ansigtet." (Sabuni, Rewai 2/156).

Fanatikernes skræmmende sind kan kun finde ro, når kvinder er helt tildækket: For nogle folk er selv det dog ikke nok, og en kvinde, som tildækker enhver del af sin krop, skal så også fængsle sig selv derhjemme. Det er umuligt at finde så radikale og skræmmende fortolkninger fra Koranens vers, som giver frihed til kvinder og beskriver, hvem de kan opføre sig frit foran, og hvem de skal tildække deres private dele for. Men de falske hadith, vi har set på, har gjort det muligt, og disse folk har været i stand til at gå så langt, at de har tilføjet deres egne ting til verset og gjort kvinder til fantomer, dækket fra hoved til tå, og hvis afklippede negle det endda er forbudt at se på. Dette eksempel er meget illustrativt til at vise omfanget af den fanatiske tankegang.

Lad os også huske her, at samlingen af hadith henviser til, at mænd og kvinder renser sig selv fra samme skål på vores Profets (ﷺ) tid. (Se Sahih Bukhari, Wudu 43; Sunan Abu Dawud, Kitab al-Taharah 39; Sunan ibn Majah, Taharah 36; an-Nasai, Taharah 56) Siden disse rensede områder er fødderne, armende indtil albuerne, ansigtet og hovedet, fremgår det ifølge disse hadith, at kvinder stod sammen med mænd og havde deres hoveder utildækket. Men den ene forenende egenskab hos de ellers splittede fanatikere er, at de fuldstændig ignorerer de hadith, som ikke passer dem.

Da vores eneste vejledning er Koranen, og redegørelserne i Koranen er så tydelige, som de kan være, er situationen, hvor kvinder står sammen med mænd med utildækkede hoveder, fuldstændig i overensstemmelse med Koranen.

Forbudte Ting Er Ikke Uklare I Koranen

Når man ser på den fanatiske tankegang, som producerer ideen, at "selv en kvindes afklippede negle er forbudte", er det vigtigt at klargøre en vigtig pointe: Gud har åbenbaret, hvad der er forbudt med meget klare og utvetydige beskrivelser i Koranen. For eksempel lærer muslimer, at det er forbudt at spise svin i verset

Han har forbudt jer det selvdøde (dyr), blod og svinekød og det, som er ofret til andre end Allah (Sura al-Baqara, 173). Der kan ikke være tale om, at en muslim bliver usikker, i tvivl eller har brug for en fortolkning og kommentar til buddet "Han forbyder jer…" Et andet eksempel omhandler renter. Dette forbydes tydeligt muslimer i verset, Men Allah har erklæret handel lovlig og åger ulovlig (Sura al-Baqara, 275). Ingen kan begive sig ud i en debat om emnet på baggrund af verset eller prøve at påstå, at "rente kan ikke skelnes fra handel. "

Derfor lærer vi, hvad der er forbudt, direkte fra verset selv, ikke fra udledningerne af diverse kommentarer tilføjet i parentes eller opdigtede hadith. Vers 31 i Sura an-Nur er krystalklar på den måde. Men kommentatorernes fejl i at tilføje fortolkninger af versene i parentes er sket mange gange, især når det gælder dette vers. For eksempel føjer nogle kommentatorer, som er påvirket af imamer og som finder på deres egne bestemmelser, ordene: "… ud over så synlige områder som ansigtet og hænderne" til dette vers i parentes. Men i islam, hvis alle områder "… ud over hænderne og ansigtet" skulle tildækkes, er der ingen tvivl om, at et så vigtigt emne ville have optrådt i Koranen med de mest utvetydige udtryk, og vores Almægtige Herre ville have gjort det overordentligt klart med tydelige ord. På samme måde, som vi ikke har nogen tvivl om, at svinekød, renter eller utroskab er forbudt, så ville vi også have set dette i Koranen. Men ingen sådan måde at klæde sig på beskrives i Koranen. Det optræder kun i nogle kommentatorers redegørelser.

Ønsket Om At Lukke Kvinder Og Deres Kroppe Væk

Af en eller anden grund, har fanatikernes fortolkninger, under påvirkning af de opdigtede hadith, altid været langs linjerne af at lukke kvinderne væk indenfor og tildække deres kroppe. Den hovedbegrundelse, de citerer, er deres ophidsende natur. Men faktum er, at mandekroppen er lige så tiltrækkende for kvinder, som kvinders kroppe er for mænd. Da der ifølge Koranen ikke er nogen skelnen mellem kønnene, er der ingen logik i at tildække kvinder i frygt for, at mænd bliver ophidset af dem. Hvis problemet var ophidselse af mænd, ville det så ikke være meget mere logisk, at mænd lukkede sig selv inde eller gik uden for med en tildækning, der forhindrede dem i at se, hvad der var omkring dem? Givet sandsynligheden for deres egne ophidselse, skulle de forsøge at eliminere risikoen fuldstændig i stedet for at tildække kvinder.

Alle slags detaljer kunne anvendes på dette område. For eksempel, hvis nogen folk synes, at en kvindes stemme er ophidsende, og at hun skal forhindres i at tale, så skulle det samme gælde for mænd. Hvis en kvindes ord eller sange ikke skal lyttes til, så burde den restriktion også gælde for mænd, når man husker på, at en kvinde også kan blive tændt af en mands stemme. Hvis fanatikernes mentalitet ønsker at erklære, at falske regler er gyldige, og hvis de ønsker at overbevise folk om dem, så burde de samme regler gælde for mænd.

Men den logik, som gælder i islam, er selvfølgelig Koranens, og der findes ingen sådanne restriktioner i Koranens logik. Disse restriktioner, som fanatikerne ønsker at indføre, er uden tvivl blevet opdigtet for at indføre kontrol og begrænse frihed, og simpelthen tjene til at skabe stort besvær for samfundet og ultimativt føre til katastrofer i de samfund, hvor de selv lever.

Som på alle andre områder, er mænd og kvinder lige, når det gælder ærbarhed. Utroskab er forbudt for kvinder og mænd. Som Gud åbenbarer i vers 35 i Sura al-Ahzab: mænd og kvinder, som vogter deres kønsdele, har mænd samme pligt som kvinder til at være kyske og rene. Men måden, hvorpå man kan opnå dette, er ikke ved at lukke folk inde og ikke lade dem komme ud og ikke lade dem mødes eller tale. Måden at gøre det på, er at de skal vedtage sig Koranens moralske værdier. Mennesker er ikke vilde væsner, som handler ud fra instinkt og går, hvor begæret fører dem hen. Mennesker er individer med evne til at skelne mellem rigtigt og forkert gennem deres intelligens, deres bevidsthed og, vigtigst af alt, de moralske værdier, de har lært af Gud og deres kærlighed til og frygt for Ham.

Derfor er det, der bestemmer, om en person vil opføre sig ærbart eller ej, ikke hvor meget andre afslører af deres krop, eller hvor meget han kan se af deres hår, men hans frygt for Gud og moralske værdier. For at synliggøre dem, som frygter Allah uden at have set Ham åbenbarer Gud i et vers, (Sura al-Ma’ida, 94) at Han vil teste folk, selv hvor ingen kan se dem. Derfor vil brugen af tvang eller indelukning af folk og generel brug af vold ikke sikre det. Tro, moralske værdier og tilbedelse er spørgsmål for hjertet alene.

Mænd og kvinder er lige, når det gælder kyskhed i Koranen, ligesom på alle andre områder. Kriteriet for kysk adfærd er dog ikke, hvordan man klæder sig, eller hvor meget hår der kan ses, men i stedet frygt for Gud og moralske værdier.

Koranen Henviser Til Jilbab, Ikke Hovedtørklædet

Som det kan ses fra alle de detaljerede analyser ovenfor, bruges vers 31 i Sura an-Nur, under påvirkning af besnærende udsagn og tvungne redegørelser fra diverse kommentatorer, som angiveligt bevis ideen om hovedtørklædet, som bogstaveligt talt er blevet et tabu. Det er utroligt, hvordan et vers, som ikke siger noget om hovedtørklædet, ikke giver nogen information om hovedet, men udtrykkeligt beskriver tildækningen af barmen, alligevel kan blive fortolket på en så anderledes måde.

Noget andet, som er meget forbløffende er, at mange folk, som betragter hovedtørklædet, som aldrig nævnes i Koranen, som troens eneste pligt, aldrig taler om vers 59 i Sura al-Ahzab, som faktisk taler om overtøj. De har gjort hovedtørklædet, som ikke optræder i Koranen, til et bud og ignorerer befalingen om overtøj, som faktisk optræder i Koranen.

Lad os nu se på, hvordan overtøjet optræder i Sura al-Ahzab, og hvorfor modstanderne af hovedtørklædet vælger at ignorere det:

O profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og de troende kvinder, at de skal trække deres kåbe om sig. Dette er mere passende, for at de skal kunne genkendes og ikke udsættes for fornærmelser. Allah er tilgivende, barmhjertig. (Sura al-Ahzab, 59)

Betydningen af det arabiske ord i verset, "jilbab" er et lagen eller en klædning, som dækker kroppen fra top til tå. Dette vers fra Sura al-Ahzab beskriver derfor meget tydeligt en klædning, som dækker hovedet og hele kroppen. Der er beskrevet én grund til, at man skal have en sådan klædning på, og det er for at muslimske kvinder skal genkendes som frie og ærbare.

Dette betyder, at nogle miljøer ikke er passende til, at kvinder skal bevæge sig frit rundt eller klæde sig frit. Strukturen af et samfund og det moralske niveau hos folkene i det, er nogle gange ikke på højde med civilisationen. Nogle samfund fordømmer kvinder, som går rundt uden at være helt tildækkede, og kan endda gå så langt, som at påføre dem verbale eller fysiske overgreb. Under normale forhold vil muslimske kvinder ikke gå sådanne steder, med mindre de ikke har et valg. Men når de er nødt til det, er det essentielt for muslimske kvinder at vise, at de er muslimer og ærbare, hvis de vil undgå uvelkomne konsekvenser. Den jilbab, muslimske kvinder har på i sådanne miljøer, er blot et middel.

Dette er selvfølgelig noget, en kvinde selv må bestemme. De demokratiske og moderne samfund i dag lever generelt ikke op til denne beskrivelse af "usikre steder". Derfor føler kvinder i vestlige samfund generelt ikke behovet for at tildække sig selv. Når det er sagt, kan der dog også være folk i sådanne samfund, som faktisk udgør en trussel over for kvinder. Så hvis en kvinde ikke tror, hun er sikker, kan hun vælge at dække sig selv til, selv i et vestligt samfund, fordi det essentielle forhold, nævnt i verset, er til for at forhindre muslimske kvinder i at blive fejlbedømt og undertrykt på baggrund af den måde, de klæder sig på.

At Gå Ind For Hovedtørklædet Men Aldrig Nævne "Jilbab"

For at gå videre til at tale om hovedtørklædet, kan en kvinde sige, "hovedtørklædet optræder i Koranen og jeg ser det i vers 59 i Sura al-Ahzab", og have et på, hvis hun vil. Ved at gøre dette, foretrækker hun hovedtørklædet frem for en fuld tildækning og fortolker tildækning på den måde. Men en, der siger "hovedtørklædet optræder i Koranen, og jeg ser det i vers 31 i Sura al-Nur" taler ikke sandt. Dette er en fare, fordi vores Herre taler til de, som betragter tilladte ting som forbudte og forvrænger Koranens vers. Det kan være en stor forbrydelse i Guds Syn at påstå, at et bud, som ikke optræder i Koranen, faktisk findes i den, selvom man meget vel er klar over sandheden.

Det overraskende er, at nogle mennesker, som betragter hovedtørklædet som et bogstaveligt symbol på troen og forsvarer det fuldt ud, næsten aldrig nævner referencen til den fulde tildækning i Koranen.

Faktisk nævner nogle folk, som måler religiøs hengivenhed i forhold til hovedtørklædet, og som måler overlegenhed gennem hovedtørklædet – selvom Gud siger, at overlegenhed ligger i fromhed – aldrig det sande bud om jilbab i Koranen. Selvom Koranen ikke siger noget om hovedtørklædet og indeholder et udtrykkeligt bud om en jilbab, foretrækker de at fremhæve noget, som ikke findes i Koranen. Det er ganske forbløffende, hvordan hovedtørklædet kan betyde så meget for folk, mens der slet ikke siges noget om jilbab.

Hvis hun ønsker det, kan en kvinde sige ”Praksissen om hovedtildækning optræder i Koranen, og jeg kan se det i vers 59 i Sura al-Ahzab, ” og vælge at dække sit hoved til. Hun foretrækker måske hovedtørklædet frem for at tildække hele kroppen og fortolker tildækning på den måde. Men det er usandt at sige, at dette er, hvad vers 31 i Sura al-Ahzab bebuder, for Koranen siger ingenting om hovedtørklædet. Henvisningen til at have ”jilbab” på i vers 59 i Sura al-Ahzab er helt op til den enkelte muslimske kvindes skøn. Siden kvinder føler sig trygge i demokratiske og civiliserede samfund, føler de generelt ikke behovet for at have en jilbab på og tildække sig fuldstændigt. Nogle kvinder føler sig dog måske ikke så tilpas, selv i sådanne samfund, og foretrækker måske at tildække sig fuldstændig. Det vigtige er at forhindre en kvinde i at blive misforstået eller chikaneret på grund af den måde, hun klæder sig på.

En Muslimsk Kvinde Ved, Hvordan Hun Skal Klæde Sig I Overensstemmelse Med Koranen

En kvinde kan tildække sig fuldstændigt eller have afslørende tøj på. Når hun siger, ”Jeg er en muslim”, har ingen ret til at dømme hende. I Koranens øjne ligger overlegenhed ikke i ens tøj, men i ens gudfrygtighed.

En vigtig pointe, som må understreges her, er, at en muslimsk kvinde meget vel ved, hvordan hun skal klæde sig i overensstemmelse Koranen, så der er ingen grund til, at en mand skal fortælle en kvinde, hvad hun skal have på. En mand har ingen ret overhovedet til at blande sig i, hvad en kvinde har på, og slet ikke fortælle hende, hvordan hun skal klæde sig eller dømme hende. Gud har ikke givet en mand den ret. I dag er det en meget vigtig pointe, som må tages op og understreges, især i muslimske samfund.

En kvinde må have hovedtørklædet på, dække sig helt til, vise håret frem eller have nedringet tøj på. Når hun har sagt, "jeg er en muslim, " har ingen ret til at dømme hende. Kun i Guds Syn vides det, hvem der er mest dydig. Det er oprigtighed, der tæller i troen, ikke påklædning. På samme måde som en, der tildækker sig fuldstændig, kan være uoprigtig og komme i helvede, kan en kvinde, som har nedringet tøj på også fortjene paradis. Det er Gud alene, Som bestemmer.

Når folk bruger andre vejledninger en Koranen opstår problemer, som ikke passer til den menneskelige natur og som uvægerligt vil skabe en slags problemer. Disse ophører med at være individuelle problemer og kan blive til sociale konflikter eller problemer. De distinktioner, der er baseret på påklædning – såsom med eller uden hovedtørklæde, eller nedringet versus total tildækning – er en falsk opfattelse, som ikke har nogen plads i Koranen, og som fører til spænding i et samfund. Gud åbenbarer i et vers, at overlegenhed ifølge Koranen ikke ligger i påklædning og ydre fremtoning, men i fromhed eller taqwa (at handle ud fra frygt for Gud):

O Adams børn! Sandelig, Vi har sendt klæder, som skjuler jeres skamfuldhed, også pyntede klæder, ned til jer. Men gudfrygtighedens klæde er bedre. Dette er et af Allahs tegn, så I må komme til eftertanke. (Sura al-A’raf, 26)

Tro leves og gøres ægte i hjertet. Tro manifesterer sig gennem moralske værdier, en persons varme, affektion, generøsitet, tilgivende natur, kvalitet, kultur, manerer og opfattelse af kunst og videnskab – kort sagt, i alt. Det er derfor vigtigt at evaluere folk gennem deres moralske værdier, ikke deres udseende.

Ligegyldigt, hvordan de ser ud, er folk, som siger "jeg er en muslim", alle værdifulde muslimer. Det er forkert at diskriminere mellem dem. Ingen har retten til at diskriminere.

“To Kvinder = En Mand" Fejlen

Et af de misforståede spørgsmål, som folk forsøger at bruge som bevis imod islam, er den ide, at "en kvinde er værd en halv mand." Nogle modstandere af islam har fortolket, at "en mands vidnesbyrd og rettigheder er dobbelt så meget værd som kvinders." Fanatikere har også gjort brug af denne mistolkning og har sat dette i praksis og mærket kvinder som værd "halvdelen" af mænd. Men, som på så mange andre områder, tager modstanderne af islam og fanatikerne også fuldstændig fejl her.

Gud ligestiller en mands vidnesbyrd med en kvindes i Koranen. Koranen siger ikke noget om, at "en mands vidnesbyrd er værd det dobbelte af kvinders." For eksempel skal man bruge fire vidner til at bestemme utroskab, og Koranen siger ikke noget om, at disse fire skal være fire kvinder eller to mænd, eller fire mænd eller otte kvinder. Den taler blot om fire vidner. Med andre ord er fire vidner nok, uanset om de er mænd eller kvinder, og der skelnes ikke mellem dem.

Som i alle tilfælde, når vidneudsagn er i strid med hinanden, betragtes kvinden som overlegen i Koranen, og hendes ord skal stoles på. For eksempel når kvinder anklages for utroskab, og der er en uoverensstemmelse mellem kvindens udsagn og mandens, så foretrækkes kvindens vidneudsagn. En kvinde betragtes endda som uskyldig på baggrund af sit eget udsagn. Relevante vers i Koranen lyder som følger:

Det faktum, at kvinder ses som værende mænd overlegne, når det gælder vidnesbyrd, er et meget væsentligt et, som ikke er velkendt. Det beskriver essensen af Koranen og dennes perspektiv over for kvinder. Fanatikerne og modstanderne af Islams forkerte ideer er dog meget anderledes. Lad os nu se på den sande betydning af de vers, som fanatikere, der betragter kvinder som værd halvdelen af mænd, bruger som bevis, når det gælder kvinders vidnesbyrd og arveret:

John William Godwards oliemaleri ”Endymion,” 1893

Kvinder Og Vidnesbyrd I Lån

Den eneste undtagelse i Koranen omkring kvinders vidnesbyrd er, når det gælder lån. For at kunne forstå undtagelsen her må vi se på vers 282 i Sura al-Baqara, hvori lån beskrives:

Dette vers beskriver reglerne om lån, og siger at "… hvis I låner penge fra hinanden med en bestemt tidsfrist, så skriv det ned," og at "ingen skriver må nægte at skrive". Slutningen af verset siger også, at "… hverken skriver eller vidne må forulempes." At være et vidne på ting såsom lån, hvor materielle interesser står på spil, er noget folk foretrækker at undgå. Men Gud ønsker, at mænd skal påtage sig hele ansvaret for denne uvelkomne pligt og ønsker "… to af jeres mænd som vidner." Bemærk, at verset ikke siger noget om, at "finde to mandlige eller fire kvindelige vidner." Det taler blot om, at to mænd skal fungere som vidner. Dette risikable og besværlige ansvar pålægges mænd direkte. På denne måde beskyttes kvinder, som er mere modtagelige for pres, fra denne uvelkomne pligt.

Ifølge dette vers er betingelsen, hvis to mænd ikke kan findes, men en mand er tilgængelig, at det skal være "en mand og to kvinder". På denne måde stilles en kvinde ikke alene over for en risikabel situation, som involverer finansielle interesser og beregninger, såsom lån. Muligheden for, at en mand og en kvinde står over for hinanden i tilfælde af, at en ugunstig situation opstår, undgås dermed.

Ansvar omkring penge er et risikabelt forhold, især i nutidens samfund, som let kan resultere i, at en person bagvaskes, anklages for forseelser eller bliver mistænkeliggjort.

Lad os for eksempel forestille os, at der er en misforståelse omkring størrelsen af lånet eller tilbagebetalingsmetoden. Hvis de to vidner gav forskellige udsagn, så ville kvinden ende med at stå op mod manden, og i den situation, hvor en af de to lyver, vil hun komme under intens stress og pres. Gud har forhindret kvinder, som Han beskytter mod alt eksternt pres, i at blive udsat for sådan en situation. Tilstedeværelsen af et andet kvindeligt vidne, for at støtte hende, vil eliminere det pres. I det tilfælde, at en mand og to kvinder er vidner, vil ansvaret, når tallet stiger til tre, være spredt mere ud og stresset ved at være vidne vil blive mindsket. Så folk med skjulte motiver, som ønsker at stresse vidnerne, vil skulle bedrage to ud af tre personer, ikke en ud af to parter, og det vil gøre deres skadelige opgave meget vanskeligere.

Det er et velkendt faktum, at ansvar omkring penge, specielt i nutidens samfund, er spørgsmål, hvor en person let kan bagvaske en anden, ubekymret kaste anklager mod den anden side og efterlade den anden part under en sky af mistanke. Det forbehold, der tages for dette, repræsenterer en garanti for kvinder på mange måder. Nogle folk finder det let at betragte kvinder som svage og ærekrænke dem. Sådanne situationer, hvor kvinder er involveret, repræsenterer et af de steder, hvori sådanne folk meget vel kan beskylde kvinder for kriminalitet og bagvaske dem. Men hvis lånet bevidnes af to kvinder, så eliminerer det faren ved sådanne falske anklager.

Dette repræsenterer også en kilde til sikkerhed for en kvinde på det psykologiske område. Det kan være meget risikabelt at glemme detaljer såsom størrelsen på lånet eller tilbagebetalingsmetoden, når man bevidner sådan en transaktion. Da muslimer har ansvar for at være upartiske vidner, har de også ansvar for at være fuldt klar over, og ikke glemme, detaljerne om lånet. På denne måde deles dette ansvar, som en kvinde ellers skulle bære, mellem to. Selv hvis en kvinde har en meget god hukommelse og forsøger ikke at glemme – og kvinder er meget mere nøjagtige end mænd på det område – vil tilstedeværelsen af en anden part stadig frigøre hende fra den psykologiske byrde.

Den psykologiske byrde og muligheden for at glemme gælder selvfølgelig også mænd. Men det er altid kvinder, som beskyttes på den psykologiske og materielle måde i Koranen. Vores Herre har skabt kvinder som individer, som knytter stor vigtighed til detaljer, som tager selv små ansvar meget alvorligt, og som generelt er punktlige og meget ansvarlige. Derfor vil den byrde, som en kvinde vil føle, specielt under materielle lån, være meget tung på grund af den måde, hvorpå hun er skabt. Almægtige Gud har tilvejebragt sådan en lettelse for at beskytte hende og forhindre hende i at komme under psykologisk pres. Dette er en anden manifestation af den høje værdi, vores Herre tilknytter kvinder.

Man må ikke glemme, at en kvinde, Dronningen af Sheba, beskrives som et statsoverhoved i Koranen, og hun understreges som en magtfuld beslutningstager. Dette betyder, at kvinder i Koranens syn er intelligente nok og har tilstrækkeligt med karakterstyrke til at regere en stat. Derfor ignorerer de personer, som fortolker det ovenstående vers, som udtrykkeligt beskytter kvinder, når det gælder lån, buddet i Koranen. Og det at de mener, at kvinder mangler intelligens, er et udtryk for deres egne ønsker. Men for os er det eneste mål Koranen.

Gud betragter mænd og kvinder som at have samme status som vidner i Koranen. Ingen steder i Koranen står der, ”Et mandligt vidne er lig med to kvindelige vidner.”

Kvinders Arveret

Den måde, hvorpå kvinder får halvdelen af mænd under arveret er et andet emne, der ofte mistolkes af mange folk. Nogle folk, som ikke formår at forstå Koranens ånd, det basale i islam og vores Herres beskyttelse og hengivenhed, forsøger at føre bevis for deres egne påstande ved at analysere vers, der beskriver fordelingen af arv, separat i stedet for som en samlet enhed. Men arveret er faktisk endnu et tegn på, hvordan kvinder beskyttes i Koranen.

Versene om kvinders andel af arv er som følger: