Introduktion
Livsstilen og livsmålene hos de millioner af mennesker, som lever i irreligiøse samfund, er meget lig hinanden. Selv hvis de virker forskellige ved første øjekast, er de stadig i virkeligheden i bund og grund ens, for selvom de forhold, de lever i, er forskellige, er deres ønsker, lidenskab, ambitioner, planer, idealer og forhåbninger for livet i verdens praktisk taget identiske.
De år, hvor en persons karakter begynder at tage form, er i barndommen. I disse år lever børn meget bekymringsløse liv i verdens uvidenhed. Så møder de skolelivet og teenageårene. I disse år begrænses ambition til det typiske ønske om at have en bred vennekreds, at være populær i skolen, at have mærkevaretøj på og at opsætte en facade for folk. Så bliver skolen færdig og karrieren begynder. Gennem arbejdslivet prøver en person at forbedre sig selv i sin egen profession, tjene flere penge og opnå en forfremmelse. Han bruger al sin tid og energi på dette. Samtidig prøver han at finde og gifte sig med en god kone og producere en familie. I hans egne øjne er det eneste vigtige i verden at etablere et lykkeligt hjem. Kort sagt bliver han født, uddannet, går ind i arbejdslivet, gør sit bedste for at tjene penge og respekt, og senere gifter han sine børn væk og bliver bedstefar… Og han lever med så begrænsede verdslige mål og idealer.
Årene går hurtigt forbi og pludselig møder han livets største og mest uundgåelige sandhed. Dødstidspunktet kommer. Hvad end hans alder er på det tidspunkt, forlader han verden.
Indtil det øjeblik har han tænkt meget lidt eller slet ikke på død. Han har set en række folk omkring ham dø, men han har altid betragtet sin egen død som noget fjernt. Gennem sit liv har han ikke klaret at forstå ideen om død, fordi han i sit hoved har været så optaget med verdslige ting, at tanken om død ikke har strejfet ham. Af denne grund er han langt væk fra essentielle overvejelser som Allahs gode glæde og Paradis og Helvede. Han har ikke været i stand til at forstå livets sande formål ved at reflektere over sådanne realiteter. Gennem sin tid i verden har han stræbet efter mål, planer og idealer, der er meget forskellige fra dem, som faktisk er meget vigtige. Han har arbejdet meget hårdt for verdslige ting men er totalt uforberedt for det hinsides.
Mens han er i denne tilstand, møder han døden, når han mindst venter den, uforberedt og forvirret ligesom en, der pludselig vågner fra en søvn. Han føler til sidst fortrydelse og vil vende tilbage, men nu er det for sent. Allah beskriver situationen for denne person og andre som ham i Sura as-Sajda:
Sig: "Den dødsengel, der har fået jer betroet, vil kalde jer bort. Siden bliver I bragt tilbage til jeres Herre." Kunne du blot se, når de, der forbrød sig, hænger med hovedet hos deres Herre! "Herre! Vi har set og hørt. Lad os vende tilbage, så vi kan handle ret! Vi er nu faste i troen." (Sura as-Sajda: 11-12)
Så hvordan ender en person i denne position? Hvordan klarer han at undgå virkeligheden indtil tiden kommer, hvor han føler en stor fortrydelse, som der ingen kur findes for? Hvordan kan han ignorere formålet, hvormed han er placeret i verden?
Der er forskellige forsvarsmekanismer, som folk bruger til at ignorere livets sandheder og til at trøste sig selv, når de gør dette. En af disse, måske den mest effektive, er selvbedrag. En person, som bedrager sig selv, tror, han kan undgå alle realiteter, inklusiv død og alle ansvar. Faktisk er selvbedrag ikke en løsning. Modsat sender manglen på evne til at forstå det sande formål med eksistens i denne verden en person på en sti, der fører direkte til Helvede. Det, en person i sandhed må opnå, er at undgå at bedrage sig selv ved at undgå sandheden og drage den maksimale udnytte af den periode, Allah har skænket ham i verden.
Tænk nu på alt dette i forhold til dig selv. Indtil nu har du måske levet i stil med det, der beskrives ovenfor. Du har måske ikke tænkt på livets sande formål, du har måske tilsidesat dit ansvar over for Allah, Som skabte dig, og du har måske bedraget dig selv. Hvis du ikke pludselig vil møde døden, mens du er i dette stadie og dermed mødes med evig fortrydelse, burde du læse, hvad denne bog har at sige og tænke meget seriøst over det, for i denne bog udpeger vi de punkter, hvor folk bedrager sig selv, og de sandheder de ignorerer.
Glem ikke, at det ikke gør noget godt for nogen at vågne op og se sandheden i dødsøjeblikket. Allah har givet os en klar advarsel om dette:
Giv bort af det, som Vi har forsørget jer med, førend døden indhenter en af jer, og han så må sige: "Herre! Kunne du ikke give mig en kortfristet henstand? Så ville jeg give almisse og være en af dem, der handler ret." Men Gud giver ikke henstand til nogen, når hans frist er udløbet. Gud er fuldt vidende om, hvad I gør. (Sura al-Munafiqun: 10-11)
