Enden Venter De, Som Bedrager Sig Selv
I starten af denne bog sagde vi, at Profeten Abraham (as) indså Allahs eksistens og storhed og med det samme forstod nødvendigheden af at tjene Ham ved at bruge sin egen samvittighed, og uden at skulle belæres om det. Du burde vide, at alle har den samme samvittighed. Det, der skiller folk, der betragtes som ikke at have nogen samvittighed, fra de, hvis samvittighed er stærkt udviklet, er at de førstnævnte lukker deres øjne og ører mod det, de ved, er sandt, mens de sidstnævnte ikke gør.
Folk som følger deres samvittigheds stemme i ethvert øjeblik ligesom Profeten Abraham (as), en profet, som Allah priser i Koranen, følger smukke og rolige liv, fordi sådanne folk besidder den åndelige lethed, som kommer med at handle i overensstemmelse med, hvad der er rigtigt, og håbe på en god belønning i det Hinsides. Det præcis modsatte er sandt for folk, som ikke følger deres samvittighed. Disse folk lider under den hemmelige smerte, deres samvittigheds skjulte pinsel, i at vide, at deres manglende evne til at følge, hvad der er rigtigt og sandt, vil bringe dem seriøs afstraffelse i det Hinsides. Hvor end de går, hvad end de laver, lader denne smerte dem aldrig være i fred. Selv om de ejer den største formue i verden og rejser fra et land til et andet, slipper de aldrig for dette åndelige pres.
Sandheden er, at denne lidende samvittighed er en advarsel fra Allah til disse folk om, at de bør vende sig væk fra deres forseelser. Af denne grund er det for de troende en stor velsignelse, da det opfordrer folk til at komme til fornuft, angre og korrigere deres adfærd. Men for folk, som har forladt religion og oprigtighed, er det tortur i ordets fulde forstand. Selvom de kender grunden til den lidelse, de oplever, ignorerer de dens årsag i stedet for at handle for at råde bod på den. Som resultat af den spænding, der skabes af denne modsigelse i deres liv, kan de aldrig i sandhed være lykkelige og fredfyldte.
Så som vi sagde i starten af denne bog, lever de folk, som bedrager sig selv ved at ignorere og nægte at forstå sandheden, selvom de kender den, hele deres liv i åndelig lidelse. Mens deres samvittigheder er under dette åndelige pres og lider denne pinsel, prøver de at lette deres ubehag med kunstige glæder, men de vil aldrig lykkedes, for den eneste måde, hvorpå en lidelse i samvittigheden kan lettes, er ved at angre og underkaste sig Allah.
Hvis du i stedet for at lytte til din samvittighed også bedrager dig selv med diverse undskyldninger og følger dine selviske begærer og passioner, vil du også opleve en indre lidelse, som du aldrig kan beskytte dig selv mod. Men den største konsekvens af denne slags selvbedrag er, at de smerter, du lider under, ikke kun er begrænset til livet i denne verden, for Allah fortæller os, at folk, som bedrager sig selv i livet i denne verden og ignorerer Dommedag, vil blive mødt med stor smerte og sorg i det Hinsides. Faktisk refererer Koranen til Dommedag som ”dagen for det gensidige bedrag”:
På den dag, hvor Han samler jer til forsamlingens dag. Dette er dagen for det gensidige bedrag. Den, der tror på Gud og handler ret, ham vil Han eftergive hans onde handlinger. Han lader ham træde ind i haver med rindende floder; dér skal han forblive til evig tid. Det er den vældige sejr. Men de, der er vantro og kalder Vore tegn for løgn, de hører til i Ilden; dér skal de forblive. Hvilket ulykkeligt endeligt! (Sura at-Taghabun: 9-10)
”Bedraget”, som beskrives i verset, begynder med den vantros død og fortsætter med deres opstandelse og redegørelse, hvorefter de finder deres sande hjem ved at blive sendt til Helvede. Koranen fortæller os om nogle af de ting, som folk, der bedrages af Satans løfter, og som bedrager sig selv med undskyldninger i livet her i verden, vil møde i Helvede:
Dødens rus bringer sandheden frem: "Dette er, hvad du undveg!" Der blæses i Hornet: "Dette er truslens dag!" Enhver møder frem, med én til at drive på og et vidne: "Du gav ikke agt på dette. Nu har vi fjernet dit dække fra dig, så dit blik i dag er skarpt." Og hans fælle siger: "Dette er, hvad jeg er beredt til." "Kast I to ind i Helvede hver en hårdnakket vantro, som hindrer det gode, begår overgreb og vækker tvivl som satte en anden gud hos Gud; kast I to ham ind i den strenge straf!" Hans fælle siger: "Herre! Jeg forledte ham ikke til overmod. Han befandt sig i den yderste vildfarelse." Han siger: "I skal ikke strides hos Mig! Jeg har på forhånd bragt jer truslen. Ordet kan ikke ændres hos Mig; Jeg gør ikke tjenerne uret." På den dag, hvor Vi siger til Helvede: "Er du fuld?" og det siger: "Er der flere endnu?" (Sura Qaf: 19-30)
