Materialismen Er Brudt Sammen Og Forsvundet

Materialisme: En Tidsalders Overtro

Oldgræske tænkere forestillede sig, at alle kroppe bestod af små partikler kaldet atomer. De insisterede på, at disse atomer formede universet og alle levende ting uden intention eller retning og uden at være udsat for nogen bevidst intervention. Ifølge denne trosretning var materie tidløst og evigt, og intet andet end materie kunne eksistere. Overnaturlige hændelser, som påvirkede entiteters adfærd og ændrede deres struktur var ren overtro, uacceptabelt. Alle aksiomer og principper var baseret på formodningen om, at materie var en absolut virkelighed.

Eftersom materie var evigt, så må universet også være evigt, og den idé udgjorde grundlag for ateismen. Hvis hele universet havde eksisteret i al tid, så var det ifølge den materialistiske trosretning umuligt, at materie og universet var blevet skabt.

Ifølge materialister var universet evigt, og derfor var der ingen formål eller speciel skabelse i det. Materialister forestillede sig, at al balance, ligevægt, harmoni og orden i universet simpelthen var resultatet af tilfælde. De påstod, at alt blev dannet som resultat af, at ubevidste atomer satte sig tilfældigt sammen. Og uanset hvor meget kompleksitet, balance og storslået regelmæssighed den eksterne verden udviste, så var dette stadig resultatet af meningsløse tilfælde.

Materialistiske sind har haft denne fordom eller idée fixe lige siden Oldtidens Grækenland. Da materialismen afvise koncepterne ”formål” og ”skabelse” i forbindelse med universet, afviste den også eksistensen af en Skaber. For at være helt præcis, så var materialismen en filosofi, som var blevet formuleret for at benægte Allah. Mange bevægelser, ideologier og intellektuelle systemer, som benægtede tro på Allah, var ligeledes baseret på materialismen. Med andre ord var materialismen ateismens mest indflydelsesrige religion.

Stanley Sobottka, en professor i fysik fra Virginia University, beskriver materialismens perversion med disse ord:

Stanley Sobottka

Hvis vi tror på denne måde [tror på materialisme], så må vi konkludere, at alt, inklusiv os selv og alt i livet, er styret fuldstændig af fysikkens love. Fysikkens love er de eneste love, der styrer vores begær, vores håb, vores etik, vores mål og vores skæbner. Materie og energi må være vores primære fokus, målet for alle vores begær og ambitioner. Dette betyder specifikt, at vores liv skal være fokuserede på at opnå materielle goder (inklusiv kroppe), eller hvert fald omarrangere eller udveksle dem, for at producere den maksimale materielle tilfredsstillelse og glæde. Vi skal bruge al vores energi på denne søgen, for der kan ikke være noget andet mål. Og i alt dette har vi ikke noget valg, fordi vi styres fuldstændig af fysikkens love. Vi kan føle os fanget i denne tro og disse begær, men vi kan ikke ryste dem af. De dominerer os fuldstændig.

En kortfattet, personlig, opsummerende erklæring i den materialistiske filosofi er, “Jeg er en krop”.1

I Oldtidens Grækenland påstod materialister, at religiøse tilhængere var en ulogisk modsætning til videnskab. Af den grund har materialister gennem historien forsøgt at give det indtryk, at tro på Allah og videnskab er uforenelige. Men faktisk har videnskaben i stigende grad vist evidens for Hans eksistens, og de opdagelser arbejdede mod den materialistiske tankegang, som kæmpede mod tro på Allah.

Dette inkluderede selvfølgelig darwinisme. Kampen mod darwinisme er i princippet et angreb på dens materialistiske oprindelse. Gennem historien har materialister påstået, at entiteter udelukkende bestod af ansamlinger af atomer, og at den menneskelige hjerne ikke var andet end et netværk af neuroner. De var ikke i stand til at redegøre for det menneskelige sind og forsøgte at forklare det som den elektrokemiske interaktion mellem neuroner.

Materialister havde ingen kvaler ved at beskrive sig selv som dyr eller maskiner. De benægtede, at de havde status af entiteter med bevidsthed og påstod, at de var blevet dannet ved tilfælde. Men dette var en stor misforståelse og en løgn, som blev fabrikeret for at kunne benægte Allah.

Med ordene fra kvantefysikeren, Stephen M. Barner fra Bartol Research Institute ved University of Delaware, var disse folk, som troede på materies absolutte virkelighed, næsten ikke anderledes end hedningene fra fortiden. Ligesom de gamle hedninge beskriver materialister mennesker som egentlige undermennesker. Hedninge guddommeliggjorde materie – materialister gjorde det samme ved at benægte sjælen og reducere alt til materie. Hedninge erklærede, at hændelser blev bestemt af planeternes og stjernernes kredsløb – materialister påstod, at de blev styret af hormonernes udsving i deres hjerner. Hedninge tilbad falske, guddommelige dyr – materialister påstod, at de ikke selv var mere end dyr. 2

Amit Goswami, en professor i fysik ved the University of Oregon’s Institute for Theoretical Science, beskriver den grundlæggende logik, som materialister forsøgte at indoktrinere folk med:

Vi konditioneres til at tro, at vi er maskiner – at alle vores handlinger bestemmes af de stimuli, vi modtager, og af vores forudgående konditionering. Som landflygtige har vi intet ansvar, ingen valg. Vores frie vilje er en luftspejling. 3

Amit Goswami

Faktum er dog, at Allah skabte mennesket. Og mennesket er ikke en entitet blottet for formål og ansvar. Modsat materialisternes påstande, så er mennesket ikke en tankeløs maskine. Mennesket er en entitet med ansvar over for Allah, og han vil blive holdt ansvarlig for alle sine gerninger i det Hinsides.

Den materialistiske logik, som forsøger at aflede folk fra dette faktum, har været tydeligt på alle tidspunkter i historien, lige siden Oldtidens Grækenland. Men det var først i det 19. århundrede, at denne tro spredte sig og blev etableret som et afgjort, intellektuelt system. I det 19. århundrede troede langt størstedelen af de klassiske fysikere, at materies fundamentale komponenter var ikkelevende og udelelige atomer, ligesom bittesmå billardkugler, og at universets perfekte regelmæssighed og kompleksitet var resultat af disse atomers tilfældige bevægelser og komponenter. Ifølge dem blev alt på Jorden, inklusiv liv, dannet ved tilfælde gennem en række blinde, ubevidst processer. Atomer etablerede tankeløse foreninger og gav ophav til den verden, vi ser i dag med alle sine perfekte egenskaber, samt til os selv med vores sind og bevidsthed.

Ved at fremsætte disse påstande forsøgte materialister at indoktrinere fok med den idé, at mennesket ikke var skabt af en Skaber, og at der ikke eksisterede andet end materie. Faktum er dog, at mennesket åbenlyst blev skabt med perfekte systemer og mekanismer gennem et enestående sind og intelligens. Der var ingen sådanne ubevidste processer på Jorden, som materialisterne foreslog, og ingen tankeløse strukturer og systemer opstod som en konsekvens. Alt udviser en kompleksitet og ophøjethed, som ofte overgår det menneskelige sinds evne til at forstå, og så perfekte er disse detaljer, at de udelukker enhver mulighed for tilfælde. Jorden afslører i sig selv beviser på skabelsen.

På trods af disse fakta insisterede materialisterne dog på deres påstande om, at ubevidste atomer var basis for alle ting. Så hvad, ifølge materialisterne, var disse atomer, kilden til alt, der eksisterer?

I én henseende ved vi nu, at et atom er et næsten komplet tomrum, og at det er et bevist faktum. Vi kan forklare dette som følger: Hvis du forestiller dig atomets kerne, bestående af neutroner og protoner, som et nålehoved med blot 1 millimeter (0,039 inch) diameter, så kredser et elektron om den kerne med en afstand på 100 meter (328 feet)!4

I dette betragtelige volumen mellem kernen og elektronerne, eksisterer kun et tomrum. Dette 100 meter store tomrum er bogstaveligt talt ”tomt”. Det er grunden til, at eksperter på én måde er berettiget i at betragte atomet som et tomt vakuum. Med ordene fra den britiske fysiker, Sir Arthur Eddington, er materie mest ”spøgelsesagtigt tomt rum”. 5 For at være mere præcist, så er det 99,9999999% tomt.

Fred Alan Wolf, en parikelfysiker ved University of California, beskriver dette faktum om atomet:

Hvis du stopper op og tænker over det, så vil du måske indse, at det liv på planeten, som vi lever, virkelig er en overraskelse, når man ser på, hvor tomt universet egentlig er. Faktisk er universet mere end 99 procent ingenting! Og når man tænker over, at universet stadig udviser sig med alarmerende hastighed, så bliver det endnu mere ingenting, end det nogensinde har været! Så mens vi føler ærefrygt ved at se på det, så er det endnu værre, når vi tænker over subatomart materies mikroverden. Der eksisterer ingenting, så at sige. 6

I starten af det 20. århundrede vidste man, at der var et kæmpestort tomrum inde i atomet, som blev betragtet som den mindste komponent af alle ting, og at dette tomrum indeholdt en kerne og elektroner, som kredsede om den. Men man forstod kun de generelle elementer bag materie – atomet og dets fundamentale dele. Så hvad var der i atomets kerne, i et rum på kun 10-18 kilometer i størrelse, eller en milliontedel af en milliontedel af en milliontedel af en kilometer? Det var noget, forskerne ikke vidste.

I 1960’erne gjorde man en meget væsentlig, videnskabelig opdagelse. Man indså, at der dybt inde i protonen var partikler kendt som kvarker. Disse enestående små partikler gjorde, at protoner havde en positiv elektrisk ladning, og at neutroner ikke havde nogen ladning. Forskning afslørede efterhånden tilstedeværelsen af en glorværdig, kompleks verden i det, der kun udgjorde 0,0000001% af atomet.

Jo mere materialisterne gik i dybden med atomet, og jo mere enestående detaljer de så i materies mindste byggesten, jo mere ledte de efter en løsning ved at udvikle deres teori i en anden retning. For at hele universet skulle dannes ubevidst og tilfældigt, måtte de forklare, hvordan ikke bare atomet, men også hele verdenen indeni atomet – altså subatomiske partiklers bevægelser – var blevet til. Ideen om, at materie var det eneste, der eksisterede, overlevede i det materialistiske sind, indtil kvantefysikken blev opdaget.

Allah originates creation, then will regenerate it, then you will be returned to Him. (Surat ar-Rum, 11)

Kvantefysik: Opdagelsen, Som Videnskabeligt Knuste Materialismen

Isaac Newton

… Der er nok i den måde, hvorpå det fysiske univers er konstrueret, til at indikere tilstedeværelsen af noget kaldet sjæl. Der, jeg begynder at lede efter denne sjæl, er i kvantemekanikkens eller kvantefysikkens natur, som siger, at der kan være et åndeligt fundament i den fysiske verden.7 (Fred Alan Wolf, den velkendte partikelfysiker ved University of California)

Ifølge Isaac Newton var lys en strøm af substans kaldet ”korpuskler”. Grundlaget for den traditionelle Newtonske fysik – som var accepteret indtil opdagelsen af kvantefysikken – var, at lys bestod udelukkende af en samling partikler. Men James Clerk Maxwell, en fysiker fra det 19. århundrede, foreslog, at lys udviste bølgeadfærd. Kvanteteorien forenede denne største debat i fysikken.

I 1905 påstod Albert Einstein, at lys besad kvanter, eller små energipakker. Disse energipakker fik navnet fotoner. Selvom de blev beskrevet som partikler, så kunne man se, at fotoner havde den bølgeadfærd, som Maxwell foreslog i 1860’erne. Derfor var lys et overgangsfænomen mellem bølge og partikel8 – en situation, som udgjorde en stor modsigelse til den Newtonske fysik.

Max Planck

Kort efter Einstein undersøgte Max Planck, en tysk fysiker, lys og forbløffede hele den videnskabelige verden ved at bestemme, at det både var en bølge og en partikel. Ifølge denne idé, som han fremsatte under navnet kvanteteori, var energi spredt ud i form af afbrudte og diskrete pakker frem for at være lige og konstant.

I en kvantehændelse udvise lys både partikellignende og bølgelignende egenskaber. Partiklen kendt som fotonen blev ledsaget af en bølge i rummet. Med andre ord bevægede lys sig gennem rummet som en bølge, men opførte sig som en aktiv partikel, når det mødte en forhindring. For at sige det på en anden måde, så tog lys form af energi, indtil det mødte en forhindring, hvor den så tog form af partikler, som om det var udgjort af bittesmå materielle legemer, som minder om sandkorn.

Efter Planck blev denne teori videre udvidet af forskere som Albert Einstein, Niels Bohr, Louis de Broglie, Erwin Schrödinger, Werner Heisenberg, Paul Adrian Maurice Dirac og Wolfgang Pauli. Hver af dem blev tildelt Nobelprisen for sine opdagelser.

Omkring denne nye opdagelse af lysets natur siger Amit Goswami:

Når lys betragtes som en bølge, synes det i stand til at være på to (eller flere) steder på samme tid, som når det går gennem spalterne i en paraply og producerer et diffraktionsmønster. Men når vi fanger det på fotografisk film, så viser det sig diskret, plet for plet, som en stråle af partikler. Så lys må både være en bølge og en partikel. Paradoksalt, ikke? På spil er en af bærestenene i den gamle fysik: entydig beskrivelse i sprog. På spil er også idéen om objektivitet: Afhænger lysets naturen – hvad lys er – af, hvordan vi observerer det? 9

Forskere troede nu ikke længere på, at materie bestod af ikkelevende, tilfældige partikler. Kvantefysikken havde ingen materialistisk signifikans, fordi der var ikkematerielle ting i materies essens. Mens Einstein, Philipp Lenard og Arthur Holly Compton undersøgte lysets partikelstruktur, så begyndte Louis de Broglie at se på dets bølgestruktur.

De Broglies opdagelse var en enestående én: I sin forskning observerede han, at subatomiske partikler også havde udvist bølgelignende egenskaber. Partikler som elektronen og protonen havde også bølgelængder. Med andre ord var der indeni atomet – som materialismen beskrev som absolut materie – ikkematerielle energibølger, modsat materialistisk tro. Ligesom lys opførte disse små partikler indeni atomet sig som bølger på visse tidspunkter og udviste partikelegenskaber på andre tidspunkter. Modsat materialisternes forventninger, så kunne det ”absolutte materie” i atomet ses på visse tidspunkter men forsvandt på andre.

Denne store opdagelse viste, at det, vi troede var den virkelige verden, faktisk var skygger. Materie var helt forsvundet fra fysikken og havde bevæget sig over mod metafysikken. 10

1. Hot objects, such as the filament of a lightbulb, give out light. 2. Light sometimes behaves as a stream of particles. 3. Light sometimes behaves as a wave.

Max Planck proposed “quantum theory” in the early 20th century, announcing that light had both wave-like and particle-like properties.

Fysikeren Richard Feynman beskriver dette interessante faktum om subatomiske partikler og lys:

Nu ved vi, hvordan elektroner og lys opfører sig. Men hvad kan jeg kalde det? Hvis jeg siger, de opfører sig som partikler, så giver jeg det forkerte indtryk. Det samme gør jeg, hvis jeg siger, de opfører sig som bølger. De opfører sig på sin egen uforlignelige måde, som teknisk set kunne kaldes en kvantemekanisk måde. De opfører sig på en måde, som ikke ligner noget, du har set før… Et atom opfører sig ikke som en vægt, der hænger på en fjeder og oscillerer. Det opfører sig heller ikke som en bittelille repræsentation af solsystemet med små planeter, der kredser om det. Det ligner heller ikke en sky eller en tåge af en art, der ligger omkring kernen. Det opfører sig som noget, du aldrig har set før.

Der er hvert fald en simplificering. Elektroner opfører sig i denne henseende på præcis samme måde som fotoner. Det er begge forskruede, men på præcis samme måde.

Hvordan de opfører sig kræver derfor en stor del fantasi at forstå, fordi vi kommer til at beskrive noget, som er anderledes fra alt andet, du kender til… Ingen ved, hvordan det kan være sådan. 11

For at opsummere siger kvantefysikken, at den objektive verden er en illusion.12 Professor Hans-Peter Dürr, formand for Max Planck Institute of Physics, opsummerer dette faktum:

Hvad end materie er, så er det ikke lavet af materie. 13

Alle de mest berømte fysikere i 1920’erne, alle fra Paul Dirac til Niels Bohr, og fra Albert Einstein til Werner Heisenberg, forsøgte at forklare disse resultater fra kvanteeksperimenter. Til slut indgik én gruppe af fysikere ved the Fifth Solvay Conference on Physics, afholdt i Bruxelles i 1927 – Bohr, Max Born, Paul Dirac, Werner Heisenberg og Wolfgang Pauli – en aftale kendt som the Copenhagen Interpretation of Quantum Mechanics. Den fik sit navn fra arbejdsstedet for gruppens leder, Bohr, som foreslog, at den fysiske virkelighed, som kvanteteorien foreslog, var den information, vi har om et system og de estimater, vi laver på basis af den information. Ifølge ham havde disse ”gæt” indeni vores hjerner intet at gøre med virkeligheden ”udenfor”.

Kort sagt havde vores ”interne verden” intet at gøre med den ”ydre ægte” verden, som havde været det største interesseemne hos fysikere fra Aristoteles til nutiden. Fysikere forlod deres gamle idéer på dette område og blev enige om, at kvanteforståelsen kun repræsenterede ”vores viden” om det fysiske system.14 Den materielle verden, som vi kan opfatte, eksisterer kun som information i vores hjerner. Med andre ord kan vi aldrig opnå direkte at opleve materie i verden udenfor.

Your Lord is Allah, Who created the heavens and the earth in six days and then settled Himself firmly on the Throne. He covers the day with the night, each pursuing the other urgently; and the Sun and Moon and stars are subservient to His command. Both creation and command belong to Him. Blessed be Allah, the Lord of all the worlds. (Surat al-A‘raf, 54)

Jeffrey M. Schwartz, en neuroforsker og professor i psykiatri fra University of California, beskrev denne konklusion, som opstod fra the Copenhagen Interpretation:

Som John Archibald udtalte, ”Intet fænomen er et fænomen, indtil det er et observeret fænomen.” 15

According to quantum physics, the existence of matter is dependent on the existence of a “perceiver.” For example, when we are looking at the Moon, the possibility wave of the body we perceive as the Moon collapses and the wave no longer exists in space-time. According to quantum physics, the Moon is not in the sky so long as there is no observer!

Kort sagt afhænger alle kvantemekanikkens konventionelle fortolkninger af eksistensen af et ”opfattende væsen.” 16

Amit Goswami uddybede denne indsigt:

Antag at vi spørger: er månen der, når vi ikke kigger på den? I den grad, at månen ultimativt er et kvanteobjekt (som fuldstændig udgøres af kvanteobjekter), så må vi sige nej – sådan siger fysikeren David Mermin…

ThenMind The Brain

Den måske vigtigste, og den mest snigende, formodning, vi absorberer i vores barndom er, at vores materielle verden af objekter eksisterer derude – uafhængig af subjekter, som er observatørerne. Der er indicer for en sådan formodning. Når vi ser på månen, for eksempel, så finder vi månen, hvor vi forventer det, langs sin klassisk beregnede bane. Selvfølgelig forventer vi, at månen altid er der i rum-tid, selv når vi ikke kigger. Kvantefysikken siger nej. Når vi ikke kigger, så spredes månens bølger, om end med en minimal mængde. Når vi kigger, så kollapser bølgerne øjeblikkeligt. Så bølgen kunne altså ikke være i rum-tid. Det giver mere mening at have en idealistisk metafysisk formodning: Der er intet objekt i rum-tid uden, at et bevidst subjekt kigger på det. 17

Dette gælder selvfølgelig for vores perceptuelle verden. Månens eksistens er selvfølgelig åbenlys i den ydre verden. Men når vi ser på den, så er alt, vi møder, vores egen opfattelse af Månen.

Jeffrey M. Schwartz inkluderede disse linjer om det faktum, kvantefysikken havde demonstreret, i sin bog The Mind and the Brain:

Observationens rolle i kvantefysikken kan ikke understreges nok. I klassisk fysik [Newtons fysik] har observerede systemer en eksistens, som er uafhængig af det sind, der observerer og undersøger dem. I kvantefysikken kommer en fysisk kvantitet dog først til at have en egentlig værdi gennem en observation. 18

The Ascent of Man

Schwartz opsummerede også synspunkter fra diverse fysikere på området:

Som Jacob Bronowski skrev i The Ascent of Man,

”Et mål for fysikkens videnskab har været at give et eksakt billede af den materielle verden. En af fysikkens præstationer i det tyvende århundrede har været at bevise, at det mål er uopnåeligt.” … Heisenberg sagde, at begrebet om objektiv realitet ”således er forduftet”. I 1958 indrømmede han på skrift, at ”naturens love, som vi formulerer matematisk i kvanteteorien, beskæftiger sig ikke længere med selve partiklerne men med vores viden om de elementære partikler”. ”Det er forkert”, sagde Bohr engang, ”at tro, at fysikkens opgave er at finde ud af, hvordan naturen er. Fysikken handler om, hvad vi kan sige om natur.” 19

Fred Alan Wolf, en af gæstefysikerne i dokumentarfilmen ”What the Bleep Do We Know?” beskriver dette samme faktum:

Det, der udgør ting, er ikke flere ting. Men det, der udgør ting, er idéer, koncepter, information… 20

Efter de mest fascinerende og følsomme forsøg, som den menneskelige hjerne kunne finde på gennem 80 år, er der nu ingen synspunkter imod kvantefysikken, som er blevet bestemt og videnskabeligt bevist. Man kan ikke komme med nogen indvendinger mod de konklusioner, som de udførte forsøg er nået frem til. Kvanteteorien er blevet afprøvet på hundredvis af forskellige måder af forskere.21 Den har opnået Nobelprisen for en række forskere, og den fortsætter med at gøre det.

Materie, den newtonske fysiks mest fundamentale koncept og tidligere betragtet uforbeholdent som den absolutte sandhed, er blevet elimineret. Materialister, tilhængere af den gamle tro på, at materie var eksistensens eneste og definitive byggesten, var meget forvirrede over, at ”manglen på materie” blev foreslået af kvantefysikken. De skal nu forklare alle fysikkens love inden for metafysikkens sfære.

Det chok, som dette påførte materialisterne i det tidlige 20. århundrede, var langt større, end man kan udtrykke i disse linjer. Men kvantefysikerne Bryce DeWitt og Neill Graham beskriver det:

Ingen udvikling af den moderne videnskab har haft en større indflydelse på menneskets tankegang end kvanteteoriens indtog. Revet ud fra århundreder gamle tankemønstre, fandt den tidligere generations fysikere sig tvunget til at omfavne en ny metafysik. Den uro, som denne nyorientering forårsagede, fortsætter stadig i dag. Kort sagt har fysikere lidt et stort tab; deres greb om virkeligheden.22

Elektronens Bølgelignende Egenskaber Og Det Videnskabelige Bevis

Det mest væsentlige forsøg, som afslørede denne interessante natur hos de subatomiske partikler, var dobbelt-spalte forsøget. Dette blev udført for at se, hvordan lys og elektroner begge bevæger sig som bølger, og hvordan de begge udviser denne overraskende egenskab i samme grad.

1. Detector 2. Detected Interference Pattern 3. Filtered 4. Polarized Light 5. Detected Pattern

Thomas Young’s double-slit experiment was conducted in order to show that light and electrons behave in a wave form. If grains of sand are blown from a source and passed through two slits, then two equal patterns will form on the screen on the other side. We expect the same result when we do this with electrons. But this is not what happens! Electrons produce a pattern on the screen similar to that formed by waves. This is proof that the electrons comprising atoms are not particles.

For at kunne opnå en bedre forståelse af emnet, så forestil dig, at dette forsøg blev udført med sandkorn i stedet for elektroner.

Først stiller du en kilde til sandkorn, såsom en sandblæser, bag en væg. Lad der være to spalter i væggen. Og lad der så på den anden side af væggen være en skærm, som kan opfange de partikler, der går gennem disse spalter. Hvert sandkorn, som udsendes af blæseren, rejser gennem en spalte og rammer skærmen.

Fred Alan Wolf

Når et stort antal sandkorn er kommet gennem spalterne og har ramt skærmen, så ser vi, at to klynger af punkter er opstået på skærmen; en med sandkorn, der er gået gennem den første spalte, og en med korn, der er gået gennem den anden. Tingene er sket, som vi forventede.

Forestil dig så, at vi havde udført et lignende forsøg på en anderledes måde. Lad os fylde det eksperimentelle miljø mellem kilden og skærmen med et vandbassin, og lad os bruge et vibrerende objekt i stedet for kilden til sandpartikler. Dette objekt sætter vandet i bevægelse og genererer hele tiden bølger, som spreder sig i alle retninger.

I modsætning til sandkorn, så er disse bølger ikke lokaliseret i rummet. De er spredt over hele bassinet. Som resultat spreder de bølger, som går gennem begge spalter, sig simultant ud, møder hinanden og interagerer med hinanden.

Når toppen af en bølge rammer bunden af en anden, så neutraliserer de hinanden. Bølgeeffekten forsvinder og efterlader ingenting. Denne interferens er en grundlæggende egenskab hos bølger.

Da forsøget blev udført med elektroner, i stedet for en klynge af partikler, som ramte skærmen, så kunne man se, at elektronerne – ligesom sandkornene – interfererede med hinanden. Det forventede resultat skete ikke, hvis elektronerne udelukkende blev betragtet som partikler. Så fordi elektronerne udviste de bølgelignende egenskaber af at interferere med hinanden, så kan de ikke være partikler. Men de kan heller ikke være bølger, fordi de, ligesom partikler, ramte skærmen i diskrete grupper.

I dette eksempel tyder observationerne på, at elektronerne er lokaliserede partikler, når de forlader kilden og når de rammer skærmen, men at de opfører sig som bølger imellem disse to punkter. Dette er egentlig meget ulogisk. 23

Dette eksperimentelle bevis afkræftede materialismen, som påstår, at alle partikler må besidde en objektiv eksistens et sted i rummet. Ifølge materialismen må en elektron følge én vej gennem rummet og kan ikke bevæge sig gennem spalter som en bølge, som ikke er lokaliseret. Men materialisternes forventninger svarede ikke til den eksperimentelle virkelighed.

Den bølge, vi taler om her, er anderledes fra en fysisk bølge, som optræder i vand. Elektronbølger eksisterer ikke i det tredimensionelle rum i vores fysiske verden.

Fred Alan Wolfs beskriver det pågældende bølgekoncept:

Når kvantefysikere bestemmer sandsynligheden for en begivenhed, så beregner de et tal. Dette tal opstår fra multiplikationen af to matematiske funktioner kaldet quantum wave functions – eller, som jeg kalder dem, qwiffs. Qwiffs anses som værende sande bølger, som bevæger sig gennem tid og rum. Men de er ikke ægte bølger. De er rent opdigtede. De er ikke felter som magnetiske felter eller tyngdefelter. De kan ikke måles. De har hverken masse eller energi. De eksisterer i vores sind og fantasi. Det vil sige, de eksisterer ikke, som vi observerer, at sande materielle ting eksisterer… De dynamiske love, som bestemmer tid loops, bringer en historie frem. Med andre ord, når en tids loop skabes, så opstår den verden, vi almindeligt og ualmindeligt opfatter som ”værende derude”, både i vores sind og i det, vi betragter som en objektivt delt virkelighed.24

Ifølge Wolf kan den definitive videnskabelige sandhed om elektroner umuligt forstås via kendte fysiske eller matematiske koncepter. Vi er i hvert fald aldrig i direkte kontakt med den ydre verdens virkeligheder. Det er umuligt for os at træde ud over vores egne opfattelser.

Dobbelt-spalte forsøget kan gentages med alle subatomiske partikler. Resultaterne vil altid være de samme, fordi kvantemekanikken regerer hele universet. Ja, når milliarder af atomer kombineres og danner ethvert stort objekt eller et menneske, så falder sandsynligheden for, at denne interferens kan observeres, betydeligt. Men dette betyder ikke, at kvantefysikkens love er stoppet med at eksistere. Denne proces er nu blot ikke observerbar. Derfor gælder dette faktum for alt materie.

Ifølge matematikeren Thomas McFarlane fra Washington University er de store objekter, vi møder i vores daglige liv, heller ikke objektivt eksisterende materie. Ifølge ham, ”er forekomsten af en objektivt eksisterende verden uafhængig af observation en illusion.” 25

Det, som kvantemekanikken har videnskabeligt bevist, er, at den objektive verden eksisterer i en koncentreret bølgeform. Ifølge fysikere er det problem, som vildleder folk, at den verden, som observeres gennem vores opfattelser, er enormt overbevisende i sin detalje, skarphed og klarhed. Men den ydre verden når os faktisk aldrig. Vi kan aldrig se den ydre virkelighed, den originale materielle verden, som findes ”derude”.

Vores daglige liv præsenterer et billede, som er i stor uoverensstemmelse med den ydre virkelighed. Derfor opstår spørgsmålet om, hvilken verden – den fysiske virkelighed eller det, som står så skarpt og klart for os – der skal betragtes som gyldig.

Thomas J. McFarlane siger, at svaret kan findes ved at lave en sammenligning.

Ifølge ham kan vi forestille os, at nutidens forskere gik 3000 år tilbage i tiden og mødtes med folk, som troede, at Jorden var flad. Forskerne fortæller dem høfligt, at de tager fejl på det område, og at Jorden faktisk er rund.

Disse folk vil så spørge forskerne, ”hvordan kan du komme på så absurd en idé?” Forskerne vil ikke kunne give et eneste bevis for deres tese under de forhold og den viden, som eksisterede på den tid. De vil modsat være fint i stand til at forklare, at Jorden er flad, baseret på alle deres forsøg og den evidens, de har samlet. De bruger konceptet om plan geometri til at opmåle land og tegne vejkort, og de finder ikke, at noget af dette er i konflikt med deres daglige oplevelser. På samme måde siger de, når de kigger på en stor åben mark eller et hav, at de ikke kan se nogen kurvaturer og påstår derfor, at der ikke er noget bevis for, at Jorden er rund. Ideen om, at ”Jorden er rund” forbliver dermed en vrangforestilling. Forskerne vender tilbage til deres tidsmaskine og til nutiden uden at have bevist noget som helst. 26

Ifølge McFarlane er årsagen til, at disse tidsrejsende ikke var i stand til at overbevise nogen om, at Jorden er rund, at vi mennesker er så små i forhold til Jorden. Da vores forsøg er begrænset til et meget lille geografisk område, ser Jorden ud til at være flad, selvom den egentlig ikke er det. Med andre ord er den fladhed, som observeres på Jorden, ikke en sand fladhed, fordi Jorden ikke er flad. Dette er kun en illusorisk fladhed, som forårsages af Jordens utrolige størrelse.

For at bevise, at Jorden er rund, må vi gå ud over vores daglige begrænsninger. For eksempel kunne vi flyve rundt om jorden i et fly, eller vi kunne flyve ud i rummet i en raket. Men når vi er begrænset til vores daglige oplevelser, så har vi ikke noget bevis for, at den fladhed, vi opfatter, er en illusion. Ligeledes har vi ikke nogen grund til ikke at tro, at Jorden er flad.

Efter dette eksempel fortsætter McFarlane til at sige:

Hvis folk har været så vildledt om sandheden i fortiden, hvordan kan vi så være så sikre på, at vi ikke er vildledte nu? Bare fordi vores nuværende opfattelse af virkeligheden er i overensstemmelse med vores almindelige oplevelser, så gør det dem ikke sande. Da vores oplevelser bestemt har sine begrænsninger, så er vores idé om den objektive verden måske i virkeligheden en illusion, lige så meget en illusion som ideen om en flad Jord. 27

What the double-slit experiment proved is that electrons cannot be understood in terms of known mathematical and physical concepts. In any case, however, we are never in direct contact with the external reality. It is impossible for us to step outside our perceptions and reach the external world.

Ideen Om Absolut Materie Er Forsvundet Sammen Med Materialismen

Stephen M. Barr

Den konklusion, som kvantemekanikken afslørede, er, at materie ikke er absolut og evigt, som materialisterne påstår. Ligesom materie ikke er tidløst eller evigt, så er entiteterne omkring os ikke blot simple samlinger af atomer. Ifølge kvantefysikken har materie ændret sin natur på en måde, som materialisterne aldrig kunne have drømt om, og det er blevet videnskabeligt bevist, at materies grundlag blot er en form for energi. Over for de fakta, som kvantefysikken har afsløret, er materialismen kollapset videnskabeligt.

Paul Davies og John Gribbin opsummerer den måde, hvorpå den nye fysik fuldstændig har elimineret materialismen:

Det er passende, at fysik – videnskaben, som gav ophav til materialisme – også skulle signalere materialismens afvikling. I dette århundrede har den nye fysik knust det materialistiske doktrins centrale principper med en sekvens af slående udviklinger. Først kom relativitetsteorien, som knuste Newtons formodninger om rum og tid… Så kom kvanteteorien, som fuldstændig ændrede vores syn på materie. 28

Fred Alan Wolf beskriver, hvordan forskere nu har opgivet materialismen:

Nogle af os, inklusiv mange forskere, er ikke enige i den nye objektive materialismen. Vi tror, ligesom alkymisterne som kom før os, af hele vores hjerter på, at noget meget større end materialismen er ansvarlige for universet. 29

Hvad er resultatet af materialismens kollaps? Den stædige holdning, at materie er den eneste absolutte virkelighed, er et af de største bedrag, som forhindrer folk i at tro på Allah. I stedet for at betragte den ydre verden som en sammensætning af deres opfattelser, så opfører de sig som om, de havde direkte oplevelser med alt, de opfatter. De anvender den mangel på formål, som materialismen tilskriver materie, på sig selv, forestiller sig, at der ikke er nogen grund til deres eksistens på – og afgang fra – Jorden. Da de ikke er i stand til at se og tro på beviserne på Allahs eksistens, forventer de, at Han skal stå foran dem som en legemlig enhed (Allah er bestemt større end det). De tror, at entiteter aldrig er blevet skabt, hvorfor de nægter at acceptere eksistensen af en Skaber.

Ved at bruge materialisme som et påskud forsøger de at nægte Allahs absolutte eksistens og Hans skabelse. Materialismens kollaps har elimineret det påskud og afsløret fuldt bevis for Allahs eksistens.

Partikelfysikeren Stephen M. Barr udtrykker dette:

Videnskaben har taget os på lige netop sådan et eventyr. Bevæbnet ikke med våben men med teleskoper og partikelacceleratorer, og ved at tale med tegn og symboler fra indviklet matematik, har den bragt os til mange mærkelige havne og vist os fremmede og fantastiske landskaber. Men når vi spejder ud over horisonten, nær rejsens ende, er vi begyndt at genkende først ét og så et andet af de gamle, velkendte landemærker og omrids af vores forfædres hjem. Vores søgen efter sandheden fører os altid, i sidste ende, tilbage til Gud. 30

At tro, at man kan opleve materie direkte, som det eksisterer, er i sig selv en formodning. Der er intet bevis på det i denne verden, som vi oplever gennem vores opfattelser. Vi kan kun se og røre verden gennem vores opfattelser. Det er umuligt for os nogensinde at komme i direkte kontakt med den faktiske materielle verden udenfor. Universet er ikke tidløst og evigt, men havde en begyndelse og vil få en afslutning. Der er ingen ”formålsløshed” på noget punkt i hele universet, som materialister påstår. Hele universet og alle entiteterne i det er blevet skabt af en årsag.

Alt dette peger på én eneste konklusion: Skabelse regerer overalt i universet. De værker, der er blevet skabt, demonstrerer eksistensen af en sublim magt, en Skaber. Den Skaber er Almægtige Allah, Som omfavner hele verden.

Det er meningsløst for materialister at kæmpe imod denne sandhed, fordi moderne fysik har produceret resultater, som går fuldstændig imod dem. I vers har Allah fortalt os, at:

One of the main reasons why many people are deceived is their conviction that matter is all that exists. With this perspective, they apply the supposed purposelessness in the creation of matter proposed by materialism to themselves and imagine that there is no reason behind their coming into the world. They are unable to see the proofs of Allah's existence and are completely taken in by the spell of materialism. The fact, however, is that the entire universe and every entity within it have been created with a purpose. Our Almighty Lord, Allah, is He Who creates everything that exists out of nothing and Who pervades all of existence.

Og Vi har ikke skabt himlen og jorden og alt det, som er mellem dem, for sjov. Hvis Vi havde ønsket en leg, havde Vi taget den fra noget nær Os selv – hvis Vi skulle gøre noget sådant. Nej, derimod kaster Vi sandheden (ned) over falskheden, så sandheden knuser den, og den (i.e. falskheden) bliver udslettet. Og for jer er der fordærv på grund af det (falske), I hævder (om Allah). Og dem, der er i himlene og på jorden, tilhører Ham alene. Og dem, som er i Hans nærhed, bliver ikke hovmodige over at tilbede Ham, og ej heller bliver de trætte. (Koranen, 21:16-19)

Samtaler med Adnan Oktar Alle mennesker ser fjernsyn inde i deres hjerner

ADNAN OKTAR: … Nogle folk er ikke i stand til at forstå tid eller rum. Mange folk kan ikke. Alle, som kigger, ser et billede inde i sin hjerne. For eksempel ser alle vores brødre, som nu ser mig i fjernsynet, egentlig fjernsyn inde i deres hjerner og ikke på fjernsynet i deres værelse. Fjernsynene i deres værelser er helt sorte og gennemsigtige, fordi der ikke er noget lys på ydersiden, kun bølgelængder, bølger. Og der er ingen farve udenpå. Så hvad kan folk se på fjernsyn, når de er sorte og gennemsigtige? Og apparatet i sig selv er gennemsigtigt. Materie er gennemsigtigt på grund af sin atomiske struktur, altså der er afstand mellem elektronerne, neutronerne, protonerne og kernerne. Af tekniske årsager. Men vores hjerner opfatter det ikke som gennemsigtigt, de opfatter det som helt og bølgelængderne som farver; rød, grøn, blå, lilla. De er alle bølgelængder. Det er det samme med lyd. Der er ingen lyd uden for, ikke en lyd udenpå fjernsynet. Ved du, hvem der siger dette? Alle irreligiøse folk siger, hvad jeg siger. Og alle islamiske lærde siger det. Det er et faktum, et videnskabeligt faktum. Ingen kan påstå noget andet. Det er klare fakta, som videnskaben har vist. Forskere siger, ”Mennesker var rædselsslagne for at lære rammerne for deres følelser, materies virkelighed.” Med andre ord lærte folk sandheden om verden med den moderne fysiks udvikling. De mødte en helt anden virkelighed. De indså, at materie overhovedet ikke var, som de havde forestillet sig. Materie er gennemsigtigt og kulsort. De forestiller sig, at Solen er meget lys. Solen er kulsort, og ikke varm som de siger. Det taler om, at den er så og så mange millioner grader varm, men det stammer fra opfattelsen. Andre kan opfatte den som iskold. Den ville virke ganske kølig for dem. Varm, kold, sød og bitter, disse koncepter stammer alle fra opfattelser i hjernen. De er opfattelser, som kommer til gennem Allahs skabelse. For eksempel kan det, som er bittert for én person, være surt for en anden. Syge mennesker smager ikke mad på samme måde, som vi gør. Sukker kan virke bittert for dem, mens vi opfatter det som sødt. Det er, hvordan deres hjerner opfatter det. Men ganske få folk ved dette. De er bange og uvillige til at indse det af en eller anden grund. Interview fra 3. november 2010 - www.a9.com.tr / en.harunyahya.tv

Samtaler med Adnan Oktar Sandheden om materie er, hvad darwinister og materialister frygter mest

ADNAN OKTAR: … Materies sande natur er et af de stærkeste beviser mod materialismen. Lenin var rædselsslagen, da han hørte om det. ”Tal aldrig om emnet med en kreationist. Hvis du gør, vil du synke uden et spor. Diskuter aldrig med dem om dette.” Sandheden om materie er, hvad Lenin frygtede mest, hvad materialister frygter mest, hvordan materie opfattes i hjernen. Fordi vi ser og opfatter en uendelig verden i et rum på størrelse med en linse. Noget som marxismen og leninismen aldrig kan redegøre for – sjælen. Hvem ser den? Hvem ser billedet i fuld farve og hører lydene? Hvem oplevelser sensationen af berøring og smag? Dette er en af hovedårsagerne til den marxismens og leninismens lidelser og kollaps. Den første er Big Bang teorien, nummer to er dette, og den tredje er darwinismens kollaps. Big Bang afslørede, at tid og materie havde en begyndelse. Det kom som et stort shock for dem. For det andet, sandheden om materie og sjælen, fordi de ikke kan redegøre for sjælen. Fordi der er nogen, som ser, som opfatter lys og farve. Lys og farve dannes inde i hjernen, men der er ingen lys eller farver udenfor. Dette kan ikke forklares videnskabeligt, fordi det er supermetafysisk. Det er ikke et emne, man kan studere i laboratoriet. Fordi man ikke kan gå ind i hjernen. Tag for eksempel lyd: vi kan høre det langt tydeligere end selv det bedste musikudstyr. Der er et billede i vores hjerner, som er langt bedre end de bedste kvalitetsfjernsyn eller biografskærmer. Denne maskine består af blot to gram kød. Du køber det bedste kvalitetsfjernsyn, men det er stadig sløret og todimensionelt. De har ikke været i stand til at bygge tredimensionelle modeller. Hvis de gjorde, så ville det stadig bestå af tusindvis af komponenter, og det ville kræve tusindvis af ingeniører at lave det. Men de kan stadig ikke lave det. Og det består kun af et billede. Hvem vil se det billede? Det er et separat spørgsmål. Det er umuligt at lave den person, som vil se billedet, altså sjælen. Allah har skabt både personen, som ser billedet, og har produceret billedet i tre dimensioner og i langt bedre kvalitet end selv de bedste fjernsyn eller biografskærme. Det er i så høj kvalitet, at man ikke kan se, om det er ægte eller en illusion. Hvem kan sige, at billedet på vores fjernsynsskærme er en illusion? Hvor langt væk ville du sige, fjernsynet er? To meter. Men vi er ikke klar over, at vi ser fjernsyn inde i vores hjerner. Nogle folk har en delvis forståelse for denne vigtige sandhed, nogen forstår den detaljeret, og andre ignorerer den bare. Den har en enorm betydning for dem, som forstår den. Det er en glorværdig ting, et kæmpe fænomen. Folk vil begynde at forstå denne hemmelighed efter 2012. Sandheden om materie vil blive kendt, og folk vil se sandheden om materie, insha’Allah. Interview fra 29. september 2011 - www.a9.com.tr / en.harunyahya.tv

Darwinister og materialister lader som om, de ikke forstår de videnskabelige fakta om materies sande natur

ADNAN OKTAR: … Darwinister og materialister er ikke klar over, hvem der ser og hører. De udelukker det fra ligningen og betragter det som uvæsentligt. Elektriciteten går til hjernen, og nogen ser det. Det er, hvad der ser. Nogen hører. Men uden øjne eller ører. Og der er nogen, som tænker. Det er den sande person. Darwinister bekymrer sig aldrig om dette emne. De lader som om, de ikke forstår materies sande natur, at billedet dannes i hjernen. En person, som læser på nettet, på computeren, læser en tekst i sin hjerne. Folk, der ser os online nu, ser et billede i deres hjerner. Vi kan aldrig se selve computeren. Computeren er i den ydre verden, men den er mørk og gennemsigtig. Personen ser den farvede computer i sin hjerne. Computeren uden for har ingen farve. For det andet er den gennemsigtig. For det tredje har den intet lys. Den er helt mørk. Så computeren udenfor er sådan set funktionsløs på den måde. Den sande computer er den, som Allah danner i vores hjerner. Ved evolutionister dette? Ja. Tænker de over det? Nej. For de tænker og undersøger videnskabeligt. Ingen af dem benægter noget af dette. Find en evolutionist, som siger ”dette er ikke tilfældet”. De indrømmer det alle sammen. Men de er ikke villige til at tænke over det. Hvis man skal være evolutionist, så skal man aldrig tænke over noget, som ikke passer én. Evolution er kunsten at lyve. Men det er også kunsten at ikke tænke. Kunsten at ikke reflektere og lyve er det, vi kender som darwinisme. Se, ikke reflektere men lyve med stor ekspertise. Folk burde ændre deres ordbøger. Alle burde sætte denne nye definition i deres ordbøger, når de bliver spurgt om, hvad darwinisme er. De burde indskrive de to følgende pointer: darwinismen er kunsten at lyve omfattende og kunsten at nægte at reflektere. Så kan de fortsætte med deres udtalelser. Men dette er den klare og præcise betydning. Alle ved, at det er tilfældet. Hvis de spørger mig, hvad darwinismen lyver om, så vil jeg nævne mindst 3000 ting. Darwinisme er den hedenske religion, som gør mest brug af løgne. Hedenskab involverer tre eller maksimalt fem løgne. ”Vores idol gjorde det”, sagde de, og det er alt. Men darwinisters idoler har brug for tusindvis af løgne. Darwinismen er en afgud, som lever af løgne. Løgne er dens mad. De må blive ved med at lyve for deres afgud. Den kan aldrig få nok løgne. Darwinismens afgud kan ikke overleve uden løgne. Det er grunden til, at de, som besøger dens tempel, konstant lyver for den. Og afguden sluger dem alle. Interview fra 14. august 2010 - www.a9.com.tr / en.harunyahya.tv