Den Eksterne Verden Bag Kvantefysik
Lys: En Energiform
 |
Max Plancks opdagelse viser, at lys udviser både bølge- og partikelegenskaber. Siden Plancks tid har utallige forsøg og observationer afsløret, at dette er et unægteligt faktum. For bedre at kunne forstå denne definition, kan vi tale om en anden slags bølger, nemlig dem som findes i vandet. De bølger består ikke af vand, men af den energi, som transmitteres gennem vandet. Hvis en bølge bevæger sig fra én ende af et bassin til en anden, så betyder det ikke, at vandet i den ene side flyttes til den anden. Det forbliver, hvor det var. Kun bølgen selv bevæger sig og flytter energi. Når du bevæger din hånd i et badekar med vand, så producerer du en lille bølge i form af krusninger, fordi du tilfører vandet energi. Den energi manifesterer sig i vandet som en bølge.
Alle bølger er energi, som bevæger sig, og generelt ved brug af et medium – som vand i dette eksempel.
Lysbølger er helt forståeligt mere komplicerede end bølger i vand og kræver ikke et medium for at bevæge sig. De kan bevæge sig gennem et tomt vakuum.31 Lys er kun afhængigt af materie helt i begyndelsen. Når lys er blevet udsendt, så kan det bevæge sig uafhængigt uden noget materielt element. Lysenergi kan findes selv der, hvor der ikke er noget materie overhovedet.
Lys og varme er forskellige former af den energi, som kendes som elektromagnetisk stråling. Alle slags elektromagnetisk stråling opfører sig som energibølger i rummet. Igen kan dette – dog simplificeret – sammenlignes med de krusninger, som dannes, når en sten kastes i en sø. På samme måde som de krusninger kan have forskellig bredde og højde, så kan den elektromagnetiske stråling have forskellige bølgelængder.
Der er meget store forskelle mellem bølgelængderne for elektromagnetisk stråling. Nogle kan være flere kilometer lange, mens andre bølgelængder er mindre end en trilliondel af en centimeter. Forskere inddeler disse forskellige bølgelængder i navngivne kategorier, som lader til at antyde, at de er helt forskellige former for energi. For eksempel kaldes bølgelængderne ned til en trilliondel af en centimeter for ”gammastråler”. Disse udsender meget høj energi. Stråler med kilometer lange bølgelængder kendes som ”radiobølger” og udsender meget svag energi. Derfor er gammastråler dødelige for os, mens radiobølger ikke har nogen effekt overhovedet, når de går igennem vores kroppe.
 |
|
Radio frequency and measurement device. |
Spektret for bølgelængder er enormt bredt. Den korteste bølge er 1025 gange mindre end den længste. Numerisk udtrykkes dette med tallet 1 efterfulgt af 25 nuller. For at kunne forstå dette tal – som kan skrives som 10.000.000.000.000.000.000.000.000 – kommer der nogle sammenligninger. For eksempel er det antal sekunder, som er passeret i de 4 milliarder år, som Jorden har eksisteret, kun 107. Hvis vi skulle tælle til 1025, og vi talte dag og nat, så ville det tage os 100 millioner gange længere tid end Jordens alder. Hvis vi prøvede at placere 1025 spillekort ovenpå hinanden, så ville vi nå langt længere ud end Mælkevejen, og vi skulle rejse gennem den halve længde af det observerbare univers.
 |
|
This is the true account: there is no other god besides Allah. |
 |
Selvom de forskellige bølgelængder i universet er blevet fordelt på så bredt et spektrum, så er det interessant, at vores Sols lys er blevet begrænset til et meget snævert interval inden for det spektrum. Halvfjerds procent af de bølgelængder, som udsendes af Solen, falder inden for et smalt interval på 0,3 til 1,5 mikroner (1 mikron er en tusindedel af en millimeter).
 |
|
Light is an energy that behaves in the form of a wave. Light waves resemble waves in water. But unlike the energy in water, this energy here has no need of a medium to travel through. It can move within a total vacuum. Thus light energy can be found where there is no matter. |
Inden for det interval er der tre slags lys: synligt lys, infrarøde stråler og ultraviolette stråler.
Men disse tre typer lys repræsenterer blot én enhed i det elektromagnetiske spektrum! Med andre ord, så udgør alt Solens lys til sammen kun ét ud af de 1025 spillekort. At Solens stråler er begrænset til et så snævert interval er vigtigt, fordi kun disse stråler kan understøtte liv på Jorden.
Det lys, som stimulerer det menneskelige øje for at danne et billede, repræsenterer et snævert bånd i dette brede interval af frekvenser – et område, der er mindre end en oktav i sin bredde. De bølgelængder, som stimulerer nethinden, varierer mellem 39 og 75 milliontedele af en centimeter. Ifølge professor i neuropsykologi, Richard L. Gregory: ”Når vi ser på det på denne måde, så er vi næsten blinde!” 32
 |
|
A six-mirror, giant gamma-ray telescope on Mount Hopkins. |
Når du husker på dette, så kan du indse, hvordan det lys, du ser, kun udgør en meget lille del af de lys, som du opfatter derude. Din nethinde opfatter billeder, som dannes af lys, der består af et ganske smalt bånd. De andre frekvensbånd derude er en uudforsket verden for os.
Lyset i det snævre interval af frekvenser, som vi kan se, formidler alt det, som vi kan opleve i den ydre verden.
Den vigtigste egenskab ved lys er den effekt, det har på materie. Generelt besidder materie inerti og modstår alt det tryk, det modtager ved at skubbe eller trække. Og når vi skubber eller trækker et objekt, så føler vi en skubbende eller trækkende kraft på os selv. Newton kaldte dette aktion og reaktion. Lys virker også på materie, men lyspartikler besidder ingen inerti. Vi kan se lys reagere med objekter, som når en laserstråle skærer gennem metal eller reparerer en ødelagt nethinde. Men vi kan aldrig opfatte de aktioner og reaktioner, som materie har på lys. Fysikere taler om lysets manglende evne til at blive skubbet eller trukket som ”dens mangel på hvilemasse.” 33
Hvilemasse er et legemes masse, når det er i hvile – altså når det er fikseret. Men når det gælder lys, så er det aldrig i hvile: det bevæger sig konstant. Derfor er lys en energitype, som mangler masse, og af den grund udviser det ikke ”materies” grundlæggende egenskaber.
 |
|
The visible light, the near infrared and ultraviolet rays that reach us from the Sun occupy the space of a single unit on the electromagnetic spectrum. In other words, the light reaching us from the Sun is the equivalent of just one out of 1025 playing cards laid one atop the other. It is only these rays that support life on Earth. |
Fred Alan Wolf beskriver denne situation:
Når vi ser lys, så ser vi egentlig slet ikke lys: vi ser en effekt, som optræder som et resultat af, at lys skubber og trækker i det materie, som udgør vores sensoriske organer. Vi ser materie bevæge sig. Lys i sig selv er virkelig ude af denne verden…34
 |
|||
|
1. OpticNerve |
4. Lens |
7. Cornea |
10. Retina |
|
Like sounds, light is made up of octaves. The light octave is determined by the frequency of the light waves. For example, 48th octave represents infrared light, 49th octave visible light, and 50th octave ultraviolet light. Every light wave, from infrasound and ultrasound vibrations to radio waves and microwaves, infrared, visible light, ultraviolet light, gamma rays and solar rays, is a different octave in the electromagnetic spectrum. |
|||
 |
Hvor er lys Egentlig?
Er det lys, som gør den ydre verden synlig for os, og som sikrer, at vores hjerner kan danne billeder af den ydre verden? Sørger lyset for, at alle legemlige entiteter kommer til, når vi træder udenfor, og gør, at de forsvinder for os i et helt mørklagt rum? Var det ikke for lys, ville hele verden omkring os så stoppe med at eksistere?
 |
Ideen om, at den ydre verden, vi opfatter, kun eksisterer ved hjælp af synligt lys, er faktisk vores eget indtryk. Der er faktisk ikke noget lys i den ydre verden, hvor komplet mørke regerer. Hverken lamper, billygter eller Solen udsender noget lys på den måde, vi forstår det. Lys opstår og oplyser den verden, vi lever i, kun som en opfattelse i vores hjerner.
 |
|
X-ray machines take photographs by converting the effect of radio waves into visible light on photographic film. |
Solen og andre lyskilder udsender elektromagnetiske partikler (fotoner) ved forskellige bølgelængder. Disse partikler spredes ud gennem universet som følge af deres strukturer. For eksempel går mange radioaktive partikler direkte igennem vores krop. Kun et blyskjold kan standse dem. Nogle af disse partikler er så tunge og så ladede med energi, at de generelt ødelægger alle molekyler, de møder, og fortsætter på deres vej uden at ændre retning. Dette er den underliggende grund til, at stråling forårsager kræft. Røntgenmaskiner bruger en svagere form for stråling. Via fotosensitiv film kan disse maskiner konvertere effekten fra radiobølger til synligt lys og omdanne dem til en form, som vores nethinder kan opfatte. Med andre ord eksisterer lys så længe, det opfattes af øjet og fortolkes af hjernen. Men lys og oplysning eksisterer ikke udenfor på den måde, vi kender det.
 |
|
In essence, there are no heat and light outside. The perception center in the brain converts particles traveling at different frequencies into a visible and perceptible form. |
Radiobølger skader ikke menneskevæv, når det går igennem det. Disse bølger kan ikke detekteres af vores sanser, men radioerne i vores hjem eller biler omdanner dem til lydbølger, som vores ører kan opfatte. Den knitrende lyd, du hører mellem kanaler, eller når der ikke sendes noget radioprogram, er faktisk ”lyden” af den kosmiske baggrundsstråling, som siden universets begyndelse er blevet udsendt af alle stjernerne, inklusiv vores Sol. Det, som vi kalder ”lyd” her, er faktisk vores opfattelse af, at vores radioer processerer disse bølger og gør dem hørbare for vores øer – efterfulgt af de signaler, vores hørenerver sender til vores hjerner.
Med andre ord eksisterer bølgerne i sig selv faktisk ikke, fordi de ikke har nogen materiel eksistens i den fysiske forstand. De må omdannes til en form, som ørerne kan høre, og som hjernen kan fortolke. Det samme gælder for et fjernsyn. Diverse lysbølger, som er usynlige for os, omdannes af skærmen til en form, vi kan opfatte.
Fotonerne, som er kilden til den opfattelse, vi kalder ”lys”, er lyspartikler og hopper af det atom, vi først kolliderer med. Når de gør det, så påfører de næsten ingen skade ved kollisionen. På grund af den højere frekvens, som de vibrerer med, bærer ultraviolette stråler en større energiladning, som kan påvirke vores hud og nogle gange skade vores cellers genetiske koder. Det er grunden til, at overdreven soleksponering kan føre til kræft.
 |
|
Under normal circumstances, radio waves cannot be detected by any of our senses. Radios convert these into sound waves that can be detected by our ears. |
På grund af deres frekvenser, forlader de fotoner, som er kendt som infrarøde, noget af deres energi på de molekyler, de kolliderer med, og øger dermed deres vibrationsrate – og derved deres temperatur. Det er grunden til, at infrarøde bølger også kendes som varmebølger. Et varmt komfur eller en radiator udsender store mængder infrarøde stråler, som opfattes som varme på din hud. Men faktisk eksisterer der ikke noget ”varmt” udenfor. Det, som vi kalder ”varme”, består af energi genereret af lysbølger, som rammer materie. Det er umuligt at påstå, at noget som ”varme” eksisterer i fraværet af en bevidst entitet, som opfatter det.
Nogle fotoner har frekvenser, som ligger imellem de ultraviolette og de infrarøde. Når disse bølger rammer nethinden bagest i vores øjne, så omdannes de til et elektrisk signal af cellerne der. Altså opfatter vi fotoner, som egentlig er fysiske partikler, som ”lys”. Hvis cellerne i vores øjne opfattede fotoner som ”varme” partikler, så ville vi ikke have koncepter som lys, farve eller mørke – og når vi så på fysiske objekter, så ville vi blot mærke, om de var ”varme” eller ”kolde”. Den måde, hvorpå den ydre verden fremstår for os, afhænger af den måde, hvorpå vores sanser opfatter det. Der er faktisk intet lys eller varme der, objektivt set.
Vi er omringet af partikler med forskellige frekvenser og bølgelængder. Kun vores opfattelse i hjernen gør disse ”synlige” og ”påviselige” for os.
Fotonerne, som rammer nethinden, omdannes til elektriske strømme af cellerne på dette sted. Disse strømme sendes så af nerverne til synscentret i hjernen. Synscentret danner så et billede ved at fortolke disse elektriske strømme. Denne egenskab ved lys udtrykkes således i fysikbøger:
 |
|
Ultraviolet rays, which carry higher energy due to their frequencies, can sometimes cause defects in the genetic code of living cells. |
Ordet lys blev brugt på en fysisk eller objektiv måde om elektromagnetiske stråler eller fotoner. Det samme ord bruges også på en psykologisk måde om den følelse, som opstår, når elektromagnetiske bølger og fotoner rammer øjets nethinde. Lad os udtrykke både de objektive og subjektive koncepter ved ordet lys: Lys er en form for energi, som manifesterer sig selv med de visuelle effekter, som stammer fra stimuleringen af nethinden i det menneskelige øje. 35
 |
|
The living, vivid world that we imagine exists outside our eyes is actually an illusion arising in the form of perceptions. The seascape we watch on a sunny day is merely an image formed by electrical signals transmitted to the brain. We can never have direct experience of the external original of the images we perceive. |
Den lyse og dynamiske verden, som vi forestiller os eksisterer udenfor, har faktisk en materiel eksistens – men dens opfattelse er faktisk et slags fantom, som produceres indeni os, hvoraf vi aldrig kan se originalen. Det landskab, vi ser på en solrig dag, består faktisk udelukkende af mørke. Der er ingen refleksion i vandet, havblå farve, luftens renhed eller iøjnefaldende hvide skyer overhovedet. Det, som gør os i stand til at opfatte dette billede, så lyst og levende for os, er blot de elektriske signaler, som sendes til vores hjerner. Ud over at igangsætte en opfattelse i vores hjerner, så eksisterer lys udenfor kun som en energiform. Af den grund er lys – som vi kan betragte som årsagen til vores opfattelse af materie – faktisk ikke andet end en illusion.
 |
|
It is He Who appointed the Sun to give radiance, and the Moon to give light, assigning it phases so you would know the number of years and the reckoning of time. Allah did not create these things except with truth. We make the signs clear for people who know. |
Når man overvejer dette faktum, så når man frem til en meget slående konklusion: dine øjne har faktisk ingen egenskab til at ”se” overhovedet. Øjet er blot en underordnet enhed, som omdanner fotoner til elektriske signaler. Det har ingen evne til at opfatte. Det er ikke øjet, som ser den lyse verden, som vi forestiller os omgiver os. Opfattelsen af lys eller farve kommer ikke fra øjet selv – som vi vil forklare nærmere i afsnittet om syn.
Er Farver Kun I Vores Hjerner?
 |
Det, som vi opfatter som lys, består udelukkende af signaler, som fortolkes i vores visuelle cortex. Derfor er farver, som stammer fra lys og gennemsyrer hele vores liv, ikke andet end hjernens fortolkninger.
Navnene på de forskellige farver tilskrives fotoner med forskellige frekvenser. Vi er i stand til at skelne farver som rød og gul afhængig af fotonens vibrationsgrab. Altså har de forskellige farver en forskellig vibrationsgrad. Papir og sne ser hvidt ud, fordi de reflekterer alle frekvenser, og kombinationen af disse giver ophav til hvid. Blade er grønne, fordi de kun reflekterer fotoner ved en frekvens, som giver ophav til grøn, mens de absorberer alle andre. Glas er gennemsigtigt, fordi fotoner kan rejse gennem det og nå vores øjne uden at møde nogen forhindring. Et sort stykke stof reflekterer meget lidt lys, fordi det absorberer næsten alle de fotoner, som rammer det. Som resultat når kun få fotoner vores øjne, og vi opfatter stoffet som mørkt eller sort.
Et spejl kopierer et billede, fordi det har en glat, reflekterende overflade, og i det øjeblik, lysstråler rammer det, hopper næsten alle af, og deres parallelle natur forvrænges ikke.
Farveopfattelse begynder i tapcellerne i øjets nethinde. I nethinden er der tre hovedgrupper af tappe, som hver især reagerer på specifikke lysbølger. Den første af disse tre grupper er sensitiv over for rød, den anden for blå og den sidste for grøn. Som resultat af, at disse tre forskellige grupper stimuleres i forskellig grad, opfattes millioner af forskellige farvenuancer. Men det er ikke nok, at lys når tappene, hvis vi skal kunne se farver.
Jeremy Nathans, en forsker fra Johns Hopkins University School og Medicine, forklarer, hvordan tapcellerne i nethinden ikke faktisk giver ophav til farve:
Alt, en enkelt tap kan gøre, er at indfange lys og fortælle dig noget om dens intensitet... den fortæller dig ikke noget om farve. 36
Disse farvedate, som opfattes af tapcellerne, omdannes til elektriske signaler, takket være de varierende pigmenter, de besidder. Nervecellerne, som er forbundet med disse celler, overfører så disse signaler til en speciel region i hjernen, som danner den levende verden, vi ser foran vores øjne.
 |
Er der nogen farver i denne region?
Dette specielle synscenter i hjernen er fuldstændig mørkt, ligesom alle andre dele af hjernen. Der er ikke noget lys her, og ingen farver. Der er ingen rød, grøn eller gul i denne del af hjernen. Der er ikke noget hvid. Der er ingen refleksioner af lyse blomsterhaver eller blændende sollys, ingen blå himmel eller grønne træer. Indersiden af kraniet et kulsort. Vi forestiller os, at lys kommer ind direkte gennem vores øjne. Men der er faktisk ikke det mindste spor af lys noget sted bag øjnene.
 |
|
1. Rod cells |
|
Color is perceived first in the retinal layer in the eye. The three main types of cone cells in the retina react to different wavelengths. Millions of different shades of color emerge as the result of the cone cells being stimulated in different proportions. These colors, converted into electrical signals in the cone cells, are transmitted to the optic nerve. As a result, the brightly colored world we see is formed. In fact, however, there is no color in any part of the brain. The colored world is merely what we perceive. |
Dannelsen af farver stammer fra objekters lysreflekterende egenskaber. Da der ikke er noget lys i den ydre verden, kan der ikke være tale om eksistensen af farve. Så hvor er den farverige verden, som vi opfatter ”uden for” vores øjne? Denne verden kan ikke nå os direkte udefra, og den udgør heller ikke indersiden af vores hjerner. Den farverige verden er noget, vi opfatter. Den antager denne form, fordi vi fortolker den sådan.
Peter Russell fra Afdelingen for matematik og teoretisk fysik fra Cambridge University beskriver denne situation:
Til manges overraskelse har verden “udenfor” vist sig at være ganske anderledes fra vores oplevelse af den. Overvej vores oplevelse af farven grøn. I den fysiske verden er der lys af en bestemt frekvens, men lyset i sig selv er ikke grønt. Det er de elektriske impulser, som sendes fra øjet til hjernen heller ikke. Ingen farve eksisterer der. Det grønne, vi ser, er en kvalitet, som opstår i sindet som respons på denne lysfrekvens. Det eksisterer kun som en subjektiv oplevelse i sindet. 37
Farver er, ligesom lys, en fortolkning af hjernen. Billedets lyshed og den farverige verden dannes udelukkende af den slags stråling, vi opfatter på denne måde. Fortolkning er fuldstændig subjektiv.
Richard L. Gregory, emeritusprofessor i neurofysiologi ved University of Bristol, opsummerer situationen i sin bog, Eye and Brain:
Strengt tal, så er lys i sig selv ikke farvet: det giver ophav til opfattelsen af lyshed og farve, men kun sammenholdt med et passende øje og et nervesystem. 38
Enhver skade eller strukturel ændring i øjet kan gøre, at det samme objekt opfattes på helt forskellige måder, selvom signalenerne fra fotonerne og synscentret i hjernen stadig har de præcis samme egenskaber. Det er grunden til, at farveblinde folk opfatter specifikke farver så anderledes end folk med almindeligt syn.
 |
|
There is actually no color in the space we perceive as “the outside.” The movements of photons we perceive as light and color are nothing more than perceptual phenomena created in a pitch-black environment. |
Konklusionen på hele denne redegørelse er, at det, vi opfatter som ”den ydre verden”, er mørk. Faktisk er selv konceptet mørke måske vildledende. Der er ingen farve der overhovedet. Den tredimensionelle, lyse verden, vi ser i levende farver, er et rent bedrag. De reflekterede fotoner, vi fortolker som lys eller farve, er ikke andet end fysiske hændelser, der finder sted i totalt mørke. Hele vores krop, inklusiv vores øjne, og hele den materielle verden, vi ser som en tredimensionel, farverig sfære, eksisterer faktisk inde i hjernen, som alene fortolker, hvad vi ser på denne måde. Men det interessante er, at øjet, som opfatter alt dette, og hjernen, som fortolker det, også er i komplet mørke. Lys og farve eksisterer ikke i hjernen, som fortolker det.
Daniel C. Dennettt, en professor i filosofi fra Tufts University, har udført utallige forsøg om bevidstheden og hjernen. Han opsummerer situationen:
Den generelle viden er, at moderne videnskab har fjernet farve fra den fysiske verden og erstattet den med farveløs, elektromagnetisk stråling i forskellige bølgelængder. 39
I samme bog citerer Dennett en indledende bog om hjernen af Ornstein og Thompson:
”Farve” som sådan eksisterer ikke i denne verden. Det eksisterer kun i beskuerens øjne og hjerne. Objekter reflekterer mange forskellige bølgelængder af lys, men disse lysbølger har i sig selv ingen farve. 40
 |
|
Since color is related to the individual’s mode of perception, it is impossible for us to know whether or not the world we perceive looks the same to other people. An object we perceive as red may be a completely different shade for someone else. There is no way of comparing their perceptions of “red” with our own. |
Fordi farve drejer sig om den måde, hvorpå en person opfatter eksternt lys, så kan vi på ingen måde vide, om den verden, vi opfatter, er den samme for en anden person eller ej. Du kan aldrig vide, om farven, som en anden ser som ”rød”, er den samme rød, som du ser. For os kan konceptet ”farverig” faktisk udtrykke millioner af helt forskellige nuancer. Men en anden kan måske se et meget mere begrænset udvalg af farver og stadig opfatte dette som et fuldt spektrum. Vi kan på ingen måde sammenligne vores opfattelse med nogen andens, når vi ser på det samme objekt.
Vi forestiller os, at vi ser på den samme ting. Men måske er den ting, som vi opfatter, og dent ting, som en anden person ser, fuldstændig forskellige fra hinanden. Fordi vores opfattelse af den eksterne verden er begrænset til vores fem sanser, så kan vi ikke vide, om ”blå” betyder det samme for andre, eller om kaffe smager på samme måde. Vi kan heller ikke beskrive disse opfattelser.
Farveblindhed er et af de væsentlige beviser på, at farver udelukkende dannes i hjernen. En mindre, arvelig genetisk variation, som opstår i nethinden, forårsager farveblindhed. Mange folk i denne situation er ikke i stand til at se forskellen mellem rød og grøn. Den eneste grund til dette at vores forskellige måder at opfatte farver på. At noget, som vi bestemt ser som ”grøn”, af andre opfattes som ”grå”, betyder ikke, at nogen af os tager fejl. Vi kan aldrig vide, hvem som har ret, og hvem som tager fejl, fordi begge individer har individuelle opfattelser, og vi kan på ingen måde sammenligne og teste den sande virkelighed. Grøn opfattelse og grå opfattelse er begge individets personlige oplevelse, og gyldigheden er igen baseret på de individers fortolkninger.
Vi må indse, at alle de egenskaber, vi tilskriver objekter og andre mennesker, faktisk tilhører billederne i vores hjerner og ikke de ”originale” i den ydre verden. Da vi aldrig kan træde uden for vores egne opfattelser og nå den ydre virkelighed, så kan vi aldrig opfatte den sande eksistens af materie, farver, og slet ikke af universet som helhed.
Den kendte filosof Bishop George Berkeley fra det 18. århundrede talte om dette faktum:
Hvis den samme ting kan være rød og varm for nogen og det modsatte for andre, så betyder dette, at vi påvirkes af fejlopfattelser, og at “ting” faktisk kun eksisterer i vores hjerner. 41
 |
Oxford Universitys Gerard O’Brien, som arbejder på the University of Adelaide i Australien, sagde dette i et radioprogram:
Når vi ser ud på verden, så ser vi objekter som farvede. Vi tror, at de farver faktisk tilhører alle de objekter, som vi ser. Men nu er der et meget interessant spørgsmål om, om dette faktisk er tilfældet… Det kan vise sig – og der er en række filosoffer, som hævder – at de farver, vi oplever, at de farveegenskaber faktisk kun er egenskaber af vores interne fremstilling af verden, at der ikke er nogen tilsvarende farver i verden selv. Og så er verden uden for vores hoveder, den verden, som er uafhængig af vores oplevelse, faktisk farveløs… Er æblet rødt, når du ikke ser på det? Og når vi tænker over det, så er det ret chauvinistisk af os at tro, at verden faktisk indeholder de slags farver, som vi ser i den. For vi ved nu nok om de andre dyr, som vi deler denne planet med, og de har et andet slags farvesystem, og de diskriminerer i nogle tilfælde mindre blandt farver, end vi gør. Og som resultat, så ser de faktisk verden i andre farver, end vi gør. Så vi ser den med bestemte farver, og andre dyr ser den måske i et andet sæt farver.
 |
Hvorfor skulle vi tro, at vores syn er det rigtige? At de farver, vi ser, faktisk er de farver, som verden har? Måske er dette blot to forskellige, interne måder at afkode verden på. 42
O’Briens analyse på dette område er meget vigtigt, når det gælder at sætte spørgsmålstegn ved, hvad den ”eksterne virkelighed” er. Der er ikke noget bevis for, at andre levende ting ser lys eller opfatter farve på samme måde, som vi gør. Det er umuligt for os at indsamle noget videnskabeligt bevis for at vise sandheden. Når det er tilfældet, kan vi kun gætte og formode om den eksterne verden, fordi vores opfattelse af den ydre verden – på den måde, vi kender den – afhænger af vores fem sanser.
 |
|
|
An image of flowers seen through the human eye |
Bees see the same flowers like this |
Alle tilbringer deres liv foran skærmen i deres hjernen, og ingen er nogensinde trådt uden for sin hjerne |
|
ADNAN OKTAR: ... Folk indser ikke, at de lever inde i deres hjerner. De forestiller sig, at de lever udenfor. Folk har ikke kroppe udenfor, men på grund af materies og atomers struktur, så er materie gennemsigtigt. Dette er noget, om alle forskere – religiøse eller ej – er enige om. Der er ikke noget lys udenfor. Ingen ved det. Folk taler om et lyst, farverigt miljø, at gå rundt i solskinsvejr. Men enhver, som ser Solen i solskin, kan aldrig se den ægte Sol. Fordi den ægte Sol er mørk. Solen udsender bølger, og menneskehjernen opfatter dem som lys. Der er ikke noget lys udenfor. Spørg enhver forsker. De ved alle dette, og at på grund af rummene mellem kernen, neutronen og protonen, er materie gennemsigtigt. Det er gennemsigtigt som glas. Så der er hverken lys eller farve udenfor, blot materie af den slags, jeg har beskrevet. Det eneste materie udenfor er gennemsigtigt. Der er ikke noget farve udenfor, fordi hjernen opfatter bølgelængder som farve. Der er bølger udenfor, og når de når hjernen, så fortolkes de som røde eller grønne eller blå. Men der er ingen farve udenfor, og dette er det vigtigste. Folk tror, at de ser en grøn skov, men der eksistere ikke noget sådan udenfor. Det er en fortolkning i hjernen. Så alle disse ting opstår på et lille område i hjernen, ikke større end det (en linse). På et meget lille område. En person kan sige, ”Jeg har en vidunderlig yacht”. Og så går de, og yachten er meget vidunderlig. Men hvis du lukker et øje og forsigtigt presser på det andet fra siden, så vil yachten komme og gå. Hvorfor det? Fordi vi ikke har en direkte oplevelse af yachten udenfor, kun med dens billede. Det er grunden. Den er inde i hjernen med andre ord… Der er en yacht udenfor, men den er mørk og gennemsigtigt. Billedet af yachten dannes i hjernen, og det er hvad vi ser. Alle lever deres liv foran en skærm. På samme måde, som folk sidder foran computerskærme på arbejdet og aldrig rejser sig. Eller ligesom sikkerhedsvagten, som sidder foran deres skærme hele dagen… Folk lever i deres hjerner på præcis samme måde. Der er en skærm lavet af elektricitet, og folk lever foran den. Det er ikke blot en holdning eller en filosofi. Det er et videnskabeligt faktum. Et faktum, som ingen kan benægte. Interview fra 30. december 2009 - www.a9.com.tr / en.harunyahya.tv |
De Fem Sanser Som Præsenterer Den Ydre Verden
 |
|
We learn everything about the outside world by means of our sense organs. When the electrical signals reaching us by way of our sense organs are interrupted, the world that exists on the outside will disappear for us alone. |
Hvis alt, vi nogensinde vil kende, er de sensoriske billeder, som optræder i vores sind, hvordan kan vi så være sikre på, at der er en fysisk virkelighed bag vores opfattelser? Er det ikke blot en formodning? Mit svar er: Ja, det er en formodning, men ikke desto mindre en ganske sandsynlig en. 43—Peter Russell
Det, som vi kalder ”den eksterne verden”, består faktisk af udvekslingen af atomer mellem bittesmå atomer, bevægelsen af radiobølger i luften og molekylers umærkelige oscillation. Men eksisterer de energikilder, som omdanner atomerne og molekylerne og generer radiobølger egentlig? Hvad beviser deres eksistens? De materielle objekter, som de påvirker? De legemer vi ser, lugter eller føler? Eller de radiobølger, vi hører eller ser? Eller er det blot elektriske signaler, som når vores hjerner gennem vores fem sanser?
Hvad ville der ske, hvis disse elektriske signaler forsvandt? Ville verden udenfor forsvinde øjeblikkeligt?
Den ydre verden eksisterer i en koncentreret bølgeform. Men den verden, vi opfatter, er ikke den egentlige verden udenfor. Så hvis de elektriske signaler, som når vores hjerner, blev elimineret, så ville den ydre verden stoppe med at eksistere for os. Det er, fordi vi lærer om alt i den ydre verden ved hjælp af vores sanser. Den information, vi får fra den ydre verden, kommer kun i den form, som vores sanseorganer transmitterer dem. Denne information, som når os, omdannes til elektriske signaler, som fortolkes i de relevante områder i hjernen. Af den grund er det vand, vi drikker, den film, vi ser, eller den blomst, vi dufter, alle resultater af fortolkninger i hjernen.
 |
Husk dog på, at der faktisk hverken er farver, lyde eller billeder i vores hjerner. Alt, der sker i vores hjerner, er elektriske signaler. De grænseløse landskaber, du forestiller dig, at du ser foran dig, en farverig blomst, som du nyder synet af, høj musik eller et måltid, som smager så vidunderligt – alt består udelukkende af elektriske signaler, der når hjernen. Dette betyder dog ikke, at den ydre verden ikke eksisterer. Den vil ikke stoppe med at eksistere, hvis de elektriske signaler, som sendes til dig fra dine sanseorganer, fjernes. Den ydre verden vil kun stoppe med at eksistere ”for dig”, fordi for dig består den ydre verden kun af hjernens fortolkning af elektriske signaler.
I sin bog Mapping the Mind beskriver videnskabsforfatteren Rita Carter, hvordan vi opfatter verden:
Hvert [af sanseorganerne] er kompliceret tilpasset til at håndtere sin egen type stimulus: molekyler, bølger eller vibrationer. Men svaret ligger ikke her, for på trods af deres vidunderlige variation, så udfører hvert organ essentielt set det samme job: det oversætter sin særlige type stimulus til elektriske impulser. En impuls er en impuls er en impuls. Det er ikke farven rød, den første tone i Beethovens Femte – det er en smule elektrisk energi. Faktisk diskriminerer sanseorganerne ikke én type sensorisk input fra et andet, de gør dem mere ens.
 |
Alle sensoriske stimuli kommer så ind i hjernen i en mere eller mindre udifferentieret form som en strøm af elektriske impulser, dannet af neuroner, som i dominostil fyrer afsted langs en bestemt rute. Dette er alt, der sker. Der er ikke nogen omvendt transformer, som på et tidspunkt igen omdanner denne elektriske aktivitet tilbage til lysbølger eller molekyler. Det, der gør én strøm til syn og en anden til lugt, afhænger i stedet af, hvilket neuron, der stimuleres.44
Dette er i sandhed forbløffende og væsentligt. Alle de sensationer, billeder, smage og lyde, som vi modtager om verden, består faktisk af det samme materiale: elektriske signaler. Det område i hjernen, som påvirkes af disse signaler, omdanner dem til lækker mad, et smukt landskab eller levende musik. Men den bevidste entitet, som føler eller opfatter dem, er noget andet. Hjernen og de elektriske signaler i sig selv kan ikke nyde smagen af mad eller farven og duften af en blomst. Materialistiske forskere nægter at indse, at det er sjælen – og ikke hjernen – som opfatter og evaluerer.
 |
Jeffrey M. Schwartz beskriver, hvordan opfattelser opstår uafhængigt af hjernen:
Ethvert bevidst stadie har en vis følelse, og muligvis en unik én: når du bider i en hamburger, så føles det anderledes end oplevelsen af at tygge i en bøf. Og enhver smagsoplevelse føles anderledes end lydes af en Chopin etude eller synet af en tordenstorm… At identificere det område, hvor rød genereres, i synsbarken, er langt fra et forklare vores opfattelse af rød, eller hvorfor det føles anderledes at se rød end at smage fettuccine Alfredo eller høre ”Für Elise”, specielt fordi alle disse oplevelser reflekterer neuronale fyringer i et eller andet sensorisk center. Ikke engang den mest detaljerede MR giver os mere end det fysiske grundlag for sansning eller bevidsthed. Det kommer ikke tæt på at forklare, hvordan det føles indefra. Det forklarer ikke førstehåndsoplevelsen af rød. Hvordan ved vi, at den er den samme for forskellige personer? Og hvorfor skulle studiet af hjernemekanismer, selv ned til det molekylære niveau, nogensinde give et svar på de spørgsmål? 45
Peter Russell har beskrevet problemet med disse ord:
 |
Hver gang vi prøver at kortlægge det fysiske aspekt, kommer vi tomhændede ud. Enhver idé vi har haft om det fysiske har vist sig at være forkert, og begrebet om materialitet lader til at fordampe for øjnene af os. Men vores tro på den materielle verden er så dybt indgroet – og så kraftigt forstærket af vores oplevelser – at vi klamrer os til vores formodninger om, at der må være en form for fysisk essens. Ligesom middelalderens astronomer, som aldrig tvivlede på deres formodning om, at Jorden var universets centrum, så tvivler vi aldrig på vores formodning om, at den ydre verden er fysisk i sin natur. Faktisk var det ganske forbløffende for mig, da jeg indså, at svaret måske stirrede os lige i ansigtet. Måske er der virkelig ikke noget der. Ingen ”ting” altså. Intet fysisk aspekt. Måske er der kun et mentalt aspekt til alt. 46
Forskning i hjernen kan aldrig besvare spørgsmålet om, hvem eller hvad, der opfatter, fordi det, som forskere søger i hjernen, er faktisk noget helt andet end menneskers fysiske legemer – noget, som eksisterer i deres egen identitet.
Amerikanske forfatter Marilyn Ferguson noterer denne vigtige søgen i videnskabens og filosofiens verden efter, hvem eller hvad, der udfører opfattelse:
Filosoffer har siden grækerne spekuleret over ”spøgelset i maskinen”, den ”lille mand indeni den lille mand” osv. Hvor er jeget – entiteten, som bruger hjernen?
Hvem tænker egentlig? Eller som Saint Francis fra Assisi engang sagde det, ”Det, vi ser efter, er, hvad der ser.”47
 |
|
There is no little man sitting in the brain observing what is going on. Research into the brain can never answer the question of who really does the perceiving. Because it is the “soul” that perceives, independently of any person’s physical identity. |
Bevidsthed er en egenskab, som udelukkende tilhører den sjæl, som Allah har skænket menneskene. Det er gennem sjælen, at mennesket bliver en entitet, som er i stand til at tænke, opfatte og beslutte. Sindet og bevidstheden, som mennesker besidder, er egenskaber, som sjælen har skænket dem. I et vers fortæller Allah os:
Sådan har Vi for dig åbenbaret ånd (i.e. Koranen) ved Vor befaling. Og du vidste ikke, hvad Bogen var, ej heller troen. Men Vi gjorde den til lys. Vi retleder ved den, hvem Vi vil af Vore tjenere. Sandelig, du retleder til den rette vej. (Koranen, 42:52)
Dette emne vil blive uddybet senere.
Hvem Observerer de Visuelle Billeder I Hjernen?
Efter at lyset fra et ydre objekt falder på nethinden, sendes signaler op til 30 forskellige synscentre i hjernen til processering. Lyset passerer gennem linsen forrest i øjet og efterlader et todimensionelt billede, som vender på hovedet, på nethindens celler bagest i øjet. Efter diverse kemiske processer konverterer tappene og stavene der billedet til elektriske impulser, hvis signaler så sendes af synsnerven til synscentret bagest i hjernen. Hjernen samler så disse til meningsfulde, tredimensionelle billeder.
Med Craig Hamiltons ord:
Hvordan det sker, er et eksempel på det, som kendes som ”det bindende problem”, og er i sig selv et mysterium, som ingen endnu har løst. I øjeblikket er det, som er vigtigt at forstå, at hvert af dine øjne ser en forskellig del af billedet, og din hjerne sætter det sammen til en samlet enhed. 48
Disse redegørelser giver en generel beskrivelse af, hvordan øjet ser. Øjnene repræsenterer det første trin i dannelsen af et billede, hvoraf vi aldrig kan se originalen i den ydre verden. Den verden, der eksisterer uden for os, gengives inde i os på et meget småt område i hjernen, takket være det lys, der går gennem vores øjne og ved hjælp af elektriske signaler. Når vi ser omkring os, bliver ethvert billede, vi ser, selv hvis det er af de grænseløse himle, faktisk dannet på dette lillebitte område i hjernen. Vi kan aldrig vide, om originalen af dette grænseløse billede faktisk svarer til det, vi ser.
 |
|
Light passing through the lens produces a reversed and upside-down image on retina at the back of the eye. The rod and cone cells there convert that image into electric currents, which are forwarded to the visual center at the rear of the brain. The brain then converts the signal into meaningful, three-dimensional images. |
Peter Russell opsummerer situationen:
Når jeg ser et træ, virker det som om, jeg ser træet direkte. Men videnskab fortæller os, at noget helt andet sker. Lys, som rammer øjet, igangsætter kemiske reaktioner i nethinden, [og] disse producerer elektrokemiske impulser, som rejser langs nervefibrene til hjernen. Hjernen analyserer de data, den modtager, og skaber så sit eget billede af, hvad der er derude. Jeg oplever så, at jeg ser et træ. Men det, jeg oplever, er ikke selve træet, kun det billede, som opstår i sindet. Dette er sandt for alt, jeg oplever. Alt, vi ved, opfatter og forstiller os, enhver farve, lyd, sensation, enhver tanke og enhver følelse, er en form, som opstår i sindet. Det er alt sammen en information fra bevidstheden. 49
Alt dette fører til en vigtig erkendelse af, at vi gennem vores liv forestiller os, at verden ligger uden for os. Faktum er dog, at vi faktisk opfatter den verden, som vi forestiller os, findes udenfor, inde i et meget småt område i vores hjerner.
 |
Da vi ikke direkte kan se den originale version af verden udenfor, og da alt er en opfattelse, som opstår inde i hjernen, er det så faktisk øjet, der ser?
Gennem vores liv forestiller vi os, at vi ser den verden, som ligger udenfor, med vores øjne. Men den videnskabelige beskrivelse af de visuelle funktioner, som udføres af hjernen, viser, at det ikke er øjet, som ser. Øjet og dets millioner af nerver tjener til at videresende beskeden til hjernen for, at synet kan finde sted. Nethinden opfatter de fotoner, der rammer den, og videresender dem til hjernen ved at omdanne dem til elektriske signaler. Med andre ord, så ser vi lysbølger fra det ydre, som rammer nethindens celler, som består af fedt, protein og vand, samt de elektriske signaler, de videresender. I hjernen er der ingen børn, der løber i haven, ingen solrig himmel, ingen skibe, der sejler gennem bølgerne. Det eneste, der eksisterer, er elektriske signaler.
Er der et sted inde i hjernen, hvor alle disse opfattelser opstår, hvor billeder får liv, hvor lyde høres, og hvor dufte dannes? Hvis vi undersøger hjernen meget grundigt, så finder vi neuroner, der interagerer med hinanden, og de forskellige kemiske og elektriske udvekslinger blandt dem. Men inde i hjernen kan vi ikke finde farver, former, tekster er noget, der tilhører den ydre verden. Der er ingen grønne blade, shoppende mennesker, huse, biler eller møbler inde i hjernen.
På intet sted i hjernen er der en ven, vores mor eller far, der smiler til os. Billedet af denne bog, som du læser, eksisterer intet sted i hjernen. Kort sagt er den verden, vi forestiller os, at vi ser omkring os, hverken uden for os eller inde i hjernen. Forskere som påstår, at billedet eksisterer inde i hjernen, må besvare dette spørgsmål: hvis et billede dannes inde i hjernen, hvem er det så, som opfatter det billede?
 |
|
Inside the brain, there are no scampering children, blue cloudless sky or ships floating on the sea. All there is in the brain is electrical signals. |
Vilayanur S. Ramachandran er direktør for the Center for Brain and Cognition og professor ved Psykologiafdelingen og Neurovidenskabsprogrammet ved University of California, San Diego. Han dramatiserer dette spørgsmål i sin bog Phantoms in the Brain:
Han kiggede ned på glasset… i sin hånd. ”Der er et omvendt billede af dette glas, som rammer mit øjeæble. Spillet af lyse og mørke billeder aktiverer fotoreceptorer på min nethinde, og mønstrene transmitteres pixel for pixel gennem et kabel – min synsnerve – og vises på en skærm i min hjerne. Er det ikke, hvordan jeg ser dette glas…? Selvfølgelig ville min hjerne være nødt til at vende billedet om igen.”
Selvom hans kendskab til fotoreceptorer og optik var imponerende, så indeholder hans forklaring – at der er en skærm et sted inde i hjernen, hvor billeder vises – en seriøs, logisk fejl. For hvis du skulle vise et billede af et… glas på en indvendig neural skærm, så ville du skulle bruge en anden lille person inde i hjernen, som skulle se det billede. Og det vil ikke løse problemet, for så ville du skulle bruge endnu en endnu mindre person inde i hans hoved for at se det billede, og så videre i al evighed. Du ville ende med en evig række af øjne, billeder og små folk uden egentlig at løse problemet med opfattelse…50
Her kommer Ramachandran ind på et meget vigtigt punkt. Hvis vi formoder, at der er et billede inde i hjernen, så er eksistensen af en person, som ser det billede, essentiel. Rækken af små personer inde i hjernen, som ser disse billeder, og de endnu mindre personer i deres hjerner, som ser på de billeder, vil fortsætte for evigt. (For detaljer, se The Little Man in the Tower af Harun Yahya.)
Da ingen entitet ser billederne inde i hjernen, så er det både urealistisk og ulogisk at påstå, at der er et billede i hjernen. Hjernens inderside er fuldstændig mørk uden lys eller lyd. I hjernen er der ingen lyse farver, dejlige blomster, varme pejse eller kvidrende fugle.
 |
|
|
Brain |
Neurons |
Så hvad er det, der udgør hjernens inderside? Ramachandrans tekniske forklaring lyder som følger:
Så første trin til at forstå opfattelse er at afskaffe ideen om billeder i hjernen og begynde at tænke over symbolske beskrivelser af objekter og begivenheder i den eksterne verden. Et godt eksempel på en symbolsk beskrivelse er et skrevet afsnit som på denne side. Hvis du for en ven i Kina skulle formidle, hvordan din lejlighed ser ud, så ville du ikke skulle teletransportere den til Kina. Du ville blot skulle skrive et brev, som beskrev din lejlighed. Men de egentlige kruseduller af blæk – ordene og sætningerne i brevet – ligner på ingen måde dit soveværelse. Brevet er en symbolsk beskrivelse af dit soveværelse.
Hvad menes der med en symbolsk beskrivelse i hjernen? Selvfølgelig ikke kruseduller af blæk, men nerveimpulsernes sprog. Den menneskelige hjerne indeholder flere områder til processering af billeder, hvor hvert af dem udgøres af et indviklet netværk af neuroner, som er specialiserede i at udlede specifikke informationer fra billedet. Ethvert objekt fremkalder et aktivitetsmønster – unikt for hvert objekt – i et udsnit af disse områder. Når du for eksempel ser på en blyant, en bog eller et ansigt, så fremkaldes forskellige mønstre af nerveaktivitet i hvert tilfælde og ”informerer” højere hjernecentre om, hvad du ser på. Aktivitetsmønstrene symboliserer eller repræsenterer visuelle objekter på samme måde, som krusedullerne på papiret symboliserer eller repræsenterer dit soveværelse. Som forskere, der prøver at forstå visuelle processer, er vores mål at afkode den kode, hjernen bruger til at skabe disse symbolske bedrag, ligesom en kryptograf forsøger at knække en fremmed skrift. 51
Men den blotte eksistens af dette kort forklarer ikke at se, for som jeg noterede tidligere, så er der ingen lille mand indeni, som ser, hvad der vises på den primære synsbark. 52
 |
|||
|
1. Synaptic ending |
5. Mitochondrion |
9. Neurotransmitters |
12. Presynaptic Membrane |
|
When we look at a book, a pencil or a human being, a different nervous activity goes into operation for each object perceived. The higher brain centers are informed about what we are looking at. However, the countless chemical processes involved here are not by themselves sufficient to account for sight, because there is no little person observing the images in the brain. It is the human soul that observes the external world and draws significance from it |
|||
Richard L. Gregory kommer med sin beskrivelse:
Det er vigtigt at undgå fristelsen af at tro, at øjnene producerer billeder i hjernen, som er opfattelser af objekter. Billedet-i-hjernen begrebet foreslår, at et internt øje ser dem. Men dette vil kræve endnu et øje til at se billedet – endnu et billede, endnu et øje – i alt evighed uden at komme videre. 53
 |
Professor Antonio Damasio, formand for Iowa Universitys Neurologiafdeling, siger: ”Helt oprigtigt, det først problem med bevidsthed er problemet i, hvordan vi får en ”film-i-hjernen”” 54 og indrømmer dermed åbent den knibe, som forskerne finder sig selv i på dette område. Det er tydeligt, at videnskaben i det 21. århundrede ikke kan besvare spørgsmålet, ”Hvem er det, som ser?” Forskere har forladt hypotesen om, at der er en beskuer i hjernen. Men for forskere har dette gjort konceptet om, at billedet dannes i hjernen, endnu værre. Et enkelt område i hjernen præsenterer os for en verden med utallige distinkte og fejlfri detaljer, hele tiden. Dette er den tekniske og videnskabelige forklaring. Men hvor er ”billedet” så?
Psykologiforfatteren Susan Blackmore fra Oxford University kommenterer:
Crick siger, at han ønsker at finde korrelaterne for ’det levende billede af den verden, vi ser for vores øjne’, eller det Damasio kalder ’filmen-i-hjernen’. Men hvis den visuelle verden er en stor illusion, så vil de aldrig være i stand til at finde, hvad de leder efter, for hverken filmen-i-hjernen eller det levende billede eksisterer i hjernen. De er begge en del af illusionen. 55
Ifølge Blackmore er det en ren illusion, at vi føler en direkte oplevelse. Faktisk kan selv konceptet af en illusion ikke fuldt afklare situationen. En illusion er noget, som detekteres, når vi sammenligner hændelser i sindet med den fysiske virkelighed. Men her har mennesker ikke direkte oplevelse af verden udenfor – med andre ord af fysiske virkeligheder. Disse er alle ting, der produceres af sindet, og sindet kan aldrig opfatte ekstern virkelighed. Disse er realiteter, som tilhører os alene.
 |
|
We are sure that we see the true state of the object we look at in the external world. In fact, however, we can never have direct experience of the original of that object. What we see is simply an illusion, as in the three-dimensional illustration made on the ground in the illustration. It is something produced by the mind. However, we never feel the slightest doubt that we are experiencing the original outside images. |
Når det er tilfældet, så er det faktisk ikke en illusion, der finder sted, og det ville være mere præcist at beskrive det som et fantom.
Den verden, vi besidder, dannes udelukkende i vores opfattelse. Der er ingen andre, som ser verden, som vi gør, som oplever de samme opfattelser, eller som bevidner den samme verden. Og det vi ser, er heller ikke en del af vores hjerne. Hjernen er også inden for det samme fantombillede. Vores opfattelser udgør en verden, som vises og skabes for os. Der er bestemt en virkelighed udenfor, en materiel verden, men mennesker kan aldrig nå den.
Som Erwin Schrödinger, en af opdagerne af kvantemekanikken, sagde: ”Enhver mands verdensbillede er og vil altid være en konstruktion i hans sind og kan ikke bevises at have nogen anden eksistens.” 56
Når vi forestiller os bogen med vores sinds øjne, så har vi en oplevelse, der meget ligner den, når vi faktisk ser bogen med vores fysiske øjne. Dette er et vigtigt bevis, at vi kan opnå et billede af et objekt i hjernen kun ved at tænke på det – et objekt, som ikke virkelig eksisterer. Psykologen fra Washington University, Michael Posner, og neurologen Marcus Raichle siger dette om hjernens enestående mekanisme:
Åben dine øjne og en scene fylder dit syn uden besvær, luk dine øjne og tænk på den scene, og du kan genkalde et billede af den, bestemt ikke så levende, solidt eller komplet om den scene, du ser med dine øjne, men stadig et, som fanger scenens essentielle karakteristika. I begge tilfælde dannes et billede af scenen i sindet. Billedet dannet fra en faktisk visuel oplevelse kaldes en ”opfattelse” for at adskille den fra et forestillet billede. Opfattelsen dannes som resultat af, at lys rammer nethinden og sender signaler, som videre processeres i hjernen. Men hvordan er vi i stand til at skabe et billede, når intet lys rammer nethinden til at sende sådanne signaler? 57
Det, der skaber et objekt i vores sind, i fraværet af objektets original, er den samme mekanisme, som skaber det i vores sind, når vi forestiller os, at originalen eksisterer. Derfor er eksistensen af de billeder, vi ser som den eksterne verden, blot en illusion, et fantom. Alt vi ser – den lyse verden foran os, vores venner, folkene omkring os og endda vores egne kroppe – er dele af denne drøm. Det, vi forestiller os, er kilden til alt dette, deres originaler i den eksterne verden, må altid forblive ukendt for os.
Denne ”skyggeverden” inkluderer vores arbejdspladser, hjem, folkene omkring os, vores biler, maden vi spiser, filmene vi ser – kort sagt alt i vores liv. Når vi kommer hjem, så føler vi, at vi træder ind i vores virkelige bolig. Faktum er dog, at vi observerer en identisk kopi af vores sande hjem, et som vi ikke engang overvejer kunne være et billede. Alt det, vi møder i vores hjem, observerer vi i vores sind. Hele vores liv finder sted inde i et bittelille område i hjernen.
 |
Indtil nu er de fleste neurologer og psykologer, som har undersøgt dette emne, nemt nået frem til denne konklusion. Men de undgår generelt at besvare spørgsmålet, ”hvem opfatter?” De leder efter en opdigtet person inde i hjernen og søger en materiel entitet, som opfatter alle disse ting. De debatterer disse spørgsmål i bøger, artikler og på konferencer, citerer andre forskere, som også har været ude at stand til at løse problemet, og påstår, at de har ikke har været i stand til at finde en løsning. Faktum er dog, at alle de tekniske og videnskabelige fakta indikerer, at mennesker besidder en sjæl, som opfatter, ser og føler. Det, som forskerne leder efter inde i hjernen – den ”seende entitet” så at sige – er sjælen. Alt, der tilhører det, vi betragter som den ”ydre verden”, består af billeder, som vises til sjælen.
Denne indsigt afkræfter fuldstændig materialisme, som nogle forskere har så stærk en tro på. For materialister, som påstår at alt består af materielle entiteter, er sjælens eksistens totalt uacceptabel. Af den grund vil spørgsmålet om, ”hvem der opfatter?” altid forblive ubesvaret for materialister.
Det er Allah, Som giver mennesker deres sjæl. Det er Allah, Som gør, at den sjæl kan høre, se og føle. Det er Almægtige Allah, Som skaber en perfekt klar, fejlfrit detaljeret og enestående levende verden for os, blot som en illusion, Som giver sjælen det indtryk, at den faktisk oplever alle disse ting, og Som skaber alle ting ud af intet.
Allah har fortalt mennesket denne sandhed i versene:
Dette er Den, som er alvidende om det usete og det synlige, Den Almægtige, Den Barmhjertigste, som gjorde alt det, Han skabte, smukt. Han påbegyndte menneskets skabelse af ler, derefter videreførte Han hans afkom af et mindre væskeudtræk, derefter fuldkommengjorde Han ham og blæste Sin ånd ind i ham og skabte ører og øjne og hjerte for jer. I viser meget lidt taknemmelighed. (Koranen, 32: 6-9)
Lyde Eksisterer Kun I Vores Hjerner
Høreprocessen ligner synet. Den information, som når os som lyd, er, ligesom billeder, blot elektriske signaler. Det eksterne øre indsamler lydbølgerne omkring os og videresender dem til mellemøret. Dette forstærker så vibrationerne og videresender dem til det indre øre, som så omdanner disse vibrationer til elektriske signaler, afhængig af deres frekvens og koncentration, og sender disse til hjernen.
I hjernen sendes disse beskeder til hørecentret, hvor de processeres og analyseres. Det er, hvordan hørelse finder sted.
Men en meget vigtigt pointe her er, ligesom med billeder, at den lyd, vi hørte, ikke er noget sted inde i vores hjerner. Peter Russell, særligt kendt for sit arbejde med den menneskelige bevidsthed, beskriver situationen:
Det samme gælder for lyd. Da Bishop Berkeley påstod, at intet eksisterer ud over vores opfattelser, opstod en ivrig debat omkring, om et faldende træ lavede en lyd, hvis ingen var der til at høre det. På den tid vidste man ikke noget om, hvordan lyd blev transmitteret gennem luften, eller hvordan øret og hjernen fungerede. I dag ved vi meget mere om den involverede proces, og svaret er klart ”Nej.” Der er ikke nogen lys i fysisk virkelighed, blot trykbølger i luften. Lyd eksisterer kun som en oplevelse i opfatterens sind – om så den opfatter er et menneske, et rådyr, en fugl eller en myre. 58
For os eksisterer ekstern lyd kun så længe, vi opfatter det. Men for at gentage en meget vigtig pointe, så er lyde – ligesom visuelle billeder – ikke inde i vores hjerne. I vores hjerner eksisterer kun elektriske signaler. Alle de slags lyde, vi betragter som ”ægte”, er produkter af disse elektriske signaler i hjernen. Når vi taler med en ven, opfatter vi deres tredimensionelle billede på en perfekt måde i vores synsbark, og vi hører også de lyde, de laver på en måde, hvorpå vi kan bekræfte afstanden til dem. Hvis din ven er langt væk, så er vi sikre på, at hans stemme også kommer langt væk fra. Men disse lyde er hverken tætte på os eller langt væk fra os. De eksisterer kun som elektriske signaler. For at sige det på en anden måde, så er disse lyde heller ikke inde i vores hjerner. Der er faktiske en dyb stilhed inde i hjernen.
Uanset hvor overfyldt og larmende det sted, vi befinder os, er, så er der stadig ingen lyd inde i hjernen. Impulserne transmitteret af de elektriske signaler fortæller os om eksistensen af en overfyldt og larmende ydre verden. I virkeligheden kan vi dog ikke tage nogen direkte kontakt til den larmende, overfyldte verden udenfor, og vi kan heller ikke genskabe den i vores hoveder. Lyd er noget vi opfatter.
 |
|
|
1. Sound Waves |
10. Relative Amplitude of Motion in Membrane |
|
Sounds from the outside are converted by the external and middle ear into fluid waves in the inner ear. Following a series of processes, these waves are transmitted in the form of electrical signals to the brain, where they are perceived as sounds. Therefore, external sound for us exists only as long as we perceive it. What we hear is the product of these electrical signals inside our brain. |
|
Som Peter Russell forklarer,
Jeg hører musikken fra en violin, men den lyd, jeg hører, er en kvalitet, der opstår i sindet. Der er ingen lyd som sådan i den eksterne verden, blot vibrerende luftmolekyler. 59
Derfor begår vi den samme fejl, når vi hører lyde, som vi gør, når vi ser billeder. Vi forestiller os, at lyde kommer fra den ydre verden. Men de lyde, vi opfatter, er faktisk en del af den skyggeverden, som er blevet skabt for os. Ligesom billederne, smagene, duftene og følelserne tilhører den illusoriske verden, så repræsenterer lyd også en del af denne verden af opfattelse. Lyden fra det overfyldte miljø, vi forestiller os, eksisterer i den eksterne verden, lyden af en ven, der kalder på os, og den musik vi lytter til, tilhører udelukkende denne perceptuelle verden.
Vi kan på ingen måde vide, om disse svarer til virkeligheden udenfor eller ej, fordi vi aldrig kan træde uden for vores hjerner og opleve den fysiske verden direkte.
 |
|
We imagine that sounds reach us from the outside world. In fact, though, the sounds we hear are part of our own perceptual world. We have no means of knowing whether these sounds correspond to the external reality. |
Lugte Og Smage Opstår Udelukkende I Vores Hjerner
Du kan formode, at den lækre duft af et måltid faktisk kommer fra selve måltidet. Vi forestiller os, at andre mennesker oplever præcis den samme aroma, som vi gør, og tror, at vi alle deler de samme sansninger. Men dette er blot formodninger. Det, der når os, er duftmolekyler, som omdannes til elektriske signaler. Ligesom med syn og hørelse, så er det, vi kalder for ”duft”, en sofistikeret blanding af elektriske signaler. Duftmolekylerne i sig selv når aldrig vores hjerner.
Den velkendte George Berkeley, som vi omtalte tidligere, beskrev dette faktum:
I starten troede man, at farver, dufte mm. ”virkelig eksisterede”, men efterfølgende blev sådanne synspunkter afkræftet, og man fandt ud af, at de kun eksisterer i afhængighed af vores sanser. 60
I drømme, hvor der ikke findes nogen duftmolekyler, kan sansningen af duft føles lige så realistisk. På samme måde, som du kan forestille dig enestående klare og distinkte billeder og høre de mest fejlfri lyde, når du drømmer, så kan du også opfatte dufte på samme måde. Derfor kan du let se, at der ikke er noget behov for, at en aroma har en materiel eksistens for, at du kan opfatte den.
 |
|||
|
1. Olfactory Tract |
4. Taste Sensory Cortex |
7. Spinal Cord |
10. Tongue |
Det samme gælder for opfattelsen af smag. Ligesom vores andre sanseorganer, så omdanner smagsløgene på tungen de diverse stimuli til elektriske signaler. Så når du spiser et lækkert stykke kage, så oplever du ikke den faktiske smag. På samme måde som du ikke kan se dets sande udseende eller dufte dets sande aroma, så nyder du heller ikke dets sande smag. Dets opfattede ”smag” produceres af elektriske signaler, som sendes til hjernen.
Vi oplever al den chokolade og frugt, som vi nyder gennem vores liv, i vores perceptuelle verden. De opfattelser, der dannes i vores hjerne ved hjælp af vores fem sanser, fortæller os, at disse ser dejlige ud, dufter sødt og smager godt. Men denne information tilhører udelukkende os selv. Vi er skabt til at opfatte disse egenskaber i vores sind, og vi har ingen anden oplevelse af verden uden for os.
 |
|
That is Allah, your Lord, the Creator of everything. ... Allah created both you and what you do. |
Følelsen Af Berøring Er Ikke Mere End Elektriske Signaler, Som Sendes Til Hjernen
Den eksterne verden, vi opfatter, virker totalt realistisk. Selvom det er et videnskabeligt faktum, at vi lever i en verden, som udgøres af vores opfattelser, så snydes de fleste folk af disse opfattelsers perfektion. En af de vildledende faktorer er deres følelse af berøring. Folk har måske sine tvivl om virkeligheden af det, de ser, lugter eller smager, men at være i stand til at røre objekter kan vildlede dem til at tro, at de har direkte kontakt med den eksterne verden. Men faktisk videresendes information om objektet til hjernen som elektriske signaler, som fuldstændig eliminerer alle sådanne forestillinger på området. Som med alle vores andre opfattelser, så opstår følelsen af berøring i hjernen. Når du føler et objekt, så afhænger det af den information, du modtager omkring det i din hjerne.
 |
Selvom du rører et objekt, så kan du ikke mærke det, hvis din hjerne ikke opfatter det, som Peter Russell gør klart:
Vores begreb om materie som en solid substans er, ligesom farven grøn, en kvalitet, der optræder i bevidstheden. Det er en model af, hvad der er ”derude”, men ligesom med enhver anden model, så er den ganske ulig, hvad der egentlig er derude. 61
Det koncept om virkelig, som han understreger, er enormt nøjagtigt. Når de rører en ekstern overflade, så består dit forhold med den udelukkende af, at elektronerne i dine fingre afstøder objektets elektroner. Med andre ord kan du faktisk ikke engang røre den. Vi har ingen direkte kontakt med ydre objekter. Den følelse, som opstår, giver dog indtrykket af, at vi opfatter dens sande natur. Vi kan opfatte, at træstammen er hård, og at bomuldet er blødt. Vi opfatter deres forskellige konsistens, men processen finder sted på et molekylært niveau ved, at elektroner afstøder hinanden. Følelsen af en bordplades hårdhed, kattens bløde pels eller murstensvæggen ru overflade når os udelukkende som elektriske signaler. Den fysiske oplevelse, som finder sted, er fuldstændig forskellig fra den følelse, som finder sted inde i os. Derfor kan vi aldrig røre originalen af noget stof, som eksisterer eksternt. Det, som når os, er kun en opfattelse af den ydre verden, og på basis af disse opfattelser kan vi på ingen måde vide, hvordan den ydre verden egentlig er.
 |
||
|
1. Skin |
6. Myelin Sheath |
11. Spinal Cord |
|
The illustration shows the processes taking place from the fingers to the brain after touching a single button. |
||
Andrew B. Newberg, lektor ved Radiologi- og Psykiatriafdelingen ved University of Pennsylvania, siger:
Der var filosoffer før i tiden, som sagde: ”Se, hvis jeg sparker til en sten, og jeg slår min tå, så er det ægte. Jeg mærker det. Det føles virkeligt. Det er levende. Og det betyder, at det er virkelighed.” Men det er stadig en oplevelse, og det er stadig denne persons opfattelse af, at det er virkeligt. 62
Når du for eksempel rører ved noget varmt, og nerverne, som er ansvarlige for at sende følelsen af smerte til din hjerne, er skadede, så er det umuligt for dig at mærke, at du brænder dig. Den brændende følelse og den efterfølgende følelse af smerte er blot hjernens fortolkninger. På samme måde kan en følelse af en opfattelse blive dannet kunstigt ved at bruge elektriske signaler, selvom intet ydre stimuli er til stede. Så vi kan måske føle, at vores hånd bliver brændt, selvom der ikke er nogen ild i nærheden. Dette er endnu et bevis for, at følelsen kun opstår i vores perceptuelle verden. Dette væsentlige faktum blev udtrykt af den kendte tænker fra det 20. århundrede, Bertrand Russell
Når det gælder følelsen af berøring, når vi trykker vores finger i bordet, så er det en elektrisk forstyrrelse af elektronerne og protonerne på vores fingerspidser, som – ifølge moderne fysik – produceres af kontakten med bordets elektroner og protoner. Hvis den samme forstyrrelse i vores fingerspidser opstod på nogen anden måde, så skulle vi have den følelse, selvom der ikke var noget bord. 63
For vores perceptuelle verden forsvinder materies essentielle egenskab, soliditeten, i sin videnskabelige forstand. På samme måde, som synet af en ting ikke giver noget bevis for dens sande fysiske fremtoning, så giver vores berøring af et objekt ingen information om dets sande soliditet. Det, vi rører ved, består udelukkende af en entitet, der dannes i hjernen. Dens sande natur og fremtoning i den ydre verden er den drøm, vi aldrig kan kende til, som den videnskabelige forfatter J. R. Minkel beskriver i en artikel i New Scientist:
Du holder et magasin. Det føles solidt. Det lader til at have en form for uafhængig eksistens i rummet. Ligeledes objekterne omkring dig – måske en kop kaffe, en computer. De virker alle ægte og til at findes derude et sted. Men det er alt sammen en illusion. 64
 |
|
|
1. Skin |
5. Thalamus |
|
When our hand touches something hot, if the nerves responsible for transmitting the sensation of heat to the brain are removed from the equation, it is impossible to feel the sensation of burning, because this feeling arises solely in our perceptual world. |
|
Afstand Er Også En Opfattelse, Som Udelukkende Dannes I Vores Hjerner
Vi indser hurtigt, når folk nærmer sig fra en afstand. Deres fremtoning, stemme og størrelse varierer alt efter terrænet. Baseret på disse faktorer foretager vi en analyse og afgør afstanden mellem dem og os. Faktisk er der ingen afstand overhovedet mellem disse andre og os selv. Vores idé om, at vi ser dem fra en afstand er grundet en beregning, vi foretager i vores hjerner. Vores følelse af afstand er blot en opfattelse.
Udseendet af det, vi kalder den eksterne verden, er så overbevisende og imponerende, at man må reflektere nøje for at indse, at det alt blot er opfattelser. Faktorer som afstand, dybde, farve, skygge og lys gør billederne så overbevisende og troværdige. Disse materialer er blevet anvendt så fejlfrit, at de antager en tredimensionel, farverig og levende form i hjernen. Når utallige detaljer tilføres billeder, så er resultatet den verden, som vi lever i gennem hele vores liv, og som vi forestiller os er den originale, men som faktisk er en kopi, som vi virkelig kun oplever i vores sind.
 |
|
There is in fact no distance between ourselves and someone we imagine to be approaching from far off. The feeling of distance we perceive is merely an interpretation by the brain. We are in fact in the same spot as a tunnel we imagine extends as far as the horizon. Everything is merely shown to us at one point inside the brain. |
Den opfattelse, som vi kalder ”afstand”, er en slags tredimensionel oplevelse. De faktorer, som vi kalder perspektiv, skygge og bevægelse, skaber en følelse af dybde og afstand i billeder. Denne dybdeopfattelse, kendt som rumopfattelse inden for optikken, skabes gennem enormt komplicerede system. Den nemmeste måde at beskrive systemet på er ved at sige, at billedet, som når øjet, blot er et todimensionelt et med højde og bredde. Billedets dimensioner når nethinden, og det faktum, at begge øjne ser forskellige billeder, giver ophav til følelsen af dybde og afstand. Billederne, som rammer vores to øjne, varierer lidt i forhold vinkel og oplysning, og hjernen kombinerer så disse to billeder til ét billede, som giver en følelse af dybde og afstand.
 |
|
We are so convinced that the other person is at a distance from us that we shout in order to make ourselves heard and run to catch up with him. The fact is, however, that the person we are trying to catch up with is in exactly the same place as us. We do not move, and the other person does not approach us. The whole image and all the distance are created as perceptions inside the brain. |
”Afstand” er kun blevet skabt for os som en følelse. Som vi allerede har pointeret, så er der faktisk ingen afstand mellem os og den, vi tror, nærmer sig fra en afstand. Den person, vi ser, er blevet skabt på et enkelt plan i vores hjerne. Vores følelse af afstand er blot hjernens fortolkning. Så absolut er vores tro på, at denne anden person er langt væk, at vi råber for at kunne høres og løber for at indhente dem. Faktisk er den person dog på præcis samme sted som os selv. Enhver kvadratcentimeter, vi forestiller os, at vi løber henover, er faktisk en del af et billede, der eksisterer i vores hjerne. Faktisk bevæger vi os slet ikke. Den anden person kommer ikke tættere på os og kommer ikke længere væk. Alt observeres blot på et lille område inde i hjernen.
For eksempel forestiller vi os, at et fly, der flyver i luften, er mange kilometer væk. Men det er faktisk lige ved siden af os i vores hjerner.
Når vi ser på et fly, så forestiller vi os – som resultat af den lyd, det producerer, og frekvensen og bølgelængden på de lysbølger, det reflekterer til vores øjne – at flyet er mange kilometer væk. Men hvis hjernen opfattede frekvens og dimension som én enkelt enhed, så ville situationen være meget anderledes. I den situation ville vi ikke være i tvivl om, at det fly, vi troede var tusindvis af kilometer væk, faktisk var i en helt anden afstand fra os, og vi ville være overbeviste om denne virkelighed.
Mennesker ser mange detaljer af dybde, som konfronterer dem. De ser en bog, som de holder ret tæt på sig, fjernsynet længere væk, vinduet endnu længere væk og Solen endnu længere væk endnu. Deres hænder, ben og kroppe er inden for dette visuelle felt. Ethvert objekt har sit specifikke perspektiv og en afstand til det punkt, det observeres fra. Det er, hvordan folk opfatter ting: deres fornemmelse af dybde, perspektiv og skygge inden for det visuelle felt overbeviser dem om, at de ser den faktisk eksterne verden. Faktisk er alt det, de ser, inklusiv deres egne kroppe, dog effekten af elektriske signaler inde i deres hjerner. Der er ingen afstand mellem bogen foran dem og Solen, som de forestiller sig er 150 millioner kilometer væk. Og der er ingen afstand mellem dem og noget andet objekt heller. Alt, de observerer, er en del af et billede, der opstår i hjernen.
 |
|
We imagine that a plane is several kilometers away in the sky from us. The fact is, though, it is actually right inside our brains. There is no distance between the plane and us. |
Dannelsen af en fornemmelse af dybde på den todimensionelle retina ligner i høj grad den teknik, kunstnere bruger til at skabe en realistisk følelse af dybde på en todimensionel overflade. Der er visse anerkendte teknikker til at skabe en fornemmelse af dybde: objekter, der placeres foran hinanden, et eller flere forsvindende punkter, variation i struktur, aftagende dimensioner samt højde og bevægelse – jo nærmere er objekt er, desto hurtigere ser det ud til at bevæge sig. Den metode, som kunstnere bruger, gælder også for billeder, der opstår i hjernen. Dybde, lys og skygge opfattes af den todimensionelle retina i vores øjne på den samme måde. Jo mere nøjagtig detaljerne på dette billede er, jo mere realistisk virker det, og desto mere vildleder det os. Derfor opfører vi os som om, den tredje dimension – med dybde og afstand – faktisk var der.
Faktisk eksisterer alle de billeder, vi opfatter, dog i ét enkelt plan, ligesom en film på en flad skærm. Synscentret i hjernen er overordentligt småt. Alle tilsyneladende ”fjerne” billeder såsom fjerne bjerge, stjerner på himlen, Månen og Solen, flyene i luften og fuglene er alle presset sammen på dette bittelille område. I en teknisk forstand er der ingen afstand mellem en flyvemaskine, som du forestiller dig flyver mange kilometer væk, og glasset i din hånd. Begge er på ét og samme sted i dit synscenter inde i hjernen.
 |
|
“The faculty of consciousness is one thing we all share, but what goes in our consciousness, the forms that consciousness takes on, varies widely. This is our personal reality, the reality we each know and experience. Invariably we mistake this personal reality for physical reality, believing ourselves to be in direct contact with the world ‘out there.’ But the colors and sounds we experience are not really ‘out there’; they are all images in the mind, pictures of reality we have constructed. This one fact leads to a radical rethinking of the relationship between consciousness and reality.” —Peter Russell, |
Dette er et glorværdigt bevis på skabelse, sublimt kunstværk og et fejlfrit værk. Allah skaber disse perfekte billeder og detaljer i sindet på alle mennesker, på alle tidspunkter og uden afbrydelse. Intet mangler, så vi skulle få nogen mistanke om eksistensen af tredimensionelle billeder foran os. Den verden, der tilhører os, skabes konstant som en kopi af den originale verden udenfor. Den magt, kraft og det kreative kunstværk hos Ham, Som alle disse tilhører, manifesteres i hver detalje. Det er Almægtige Allah, Herren og Herskeren af alle ting, Som skaber hele verden og bringer den til eksistens for hvert enkelt individ.
I sine vers fortæller Allah os:
 |
|
Allah er Den, som har skabt de syv himle og af jorden det samme antal (lag). Hans befaling nedstiger mellem dem, så I må vide, at Allahs almagt omfatter alt, og at Allah omslutter alt med Sin viden. Har de da ikke set, at Allah, som har skabt himlene og jorden, er fuldt ud i stand til at skabe deres lige? Og Han har fastsat en tidsfrist for dem, som der ikke er nogen tvivl om, men alligevel holder de uretfærdige fast ved (deres) vantro. |
Hvad Er “Virkeligt” For Os?
Vi tror på eksistensen af objekter, bare fordi vi ser dem og rører dem, og de reflekteres til os af vores opfattelser. Men vores opfattelser er kun ideer i vores sind. Så de objekter, vi indfanger med opfattelser, er intet andet end ideer, og disse ideer er essentielt ikke andre steder end i vores sind… Da alle disse kun eksisterer i sindet, så betyder det, at vi forføres af bedrag, når vi forestiller os, at universet og ting har en eksistens uden for sindet. 65—George Berkeley
Når vi ser et objekt, hører den lyd, det laver, eller rører ved det, så giver det meget lidt information om naturen af den materielle verden, som eksisterer udenfor. For os er vores opfattelser det, som giver os bevis på nogets fysiske eksistens. Men der er faktisk ingen lyd, intet billede, ingen smag eller lugt i vores perceptuelle center i hjernen, hvor alle disse ting opstår. Hjernens inderside er helt mørk og fuldstændig lydløs. Der er ingen små observatører i hjernen, som kan detektere lugte eller observere billeder. Derfor er ideen om, at lyde og billeder kan dannes inde i hjernen, helt ulogisk og videnskabelig umulig. Men vi opfatter en fantastisk fejlfri, farvet, mobil og distinkt verden i det helt mørke, lydløse rum. På trods af, at verden består udelukkende af opfattelser dannet i hjernen, så er denne verden realistisk og meget overbevisende. Et billede, som er langt klarere og mere distinkt end de fleste avancerede tredimensionelle filmskærme eller fjernsyn, af langt højere kvalitet end verdens mest perfekte kameraer, opstår i hjernen. Inde i hjernen dannes lyde, som er langt mere perfekte, meget klarere og rigere end de mest avancerede musiksystemer, og som ikke kan adskilles fra den virkelige ting. En roses duft dannes også inde i hjernen, og ligeledes gør følelsen af varme og kulde, på den mest nøjagtige måde. Denne perfekte, tydelige verden stilles til rådighed for os uden afbrydelse ved Allahs vilde. Enhver, som kigger rundt i et overfyldt shoppingscenter kan se børn, der løber rundt, forskellige mennesker, der handler, oplyste butiksvinduer, bakker med mad, en sjælden gadekat, den varme luft og duften fra restauranterne, der rammer næsen – alt sammen på én og samme tid. Folk kan tale med venner, hilse på nogen, de kender, mens de oser. Men de oplever faktisk billeder, som opstår i deres hjerner. Den menneskemængde, en person ser omkring sig, alle de detaljer, han observerer, dannes alle sammen på en fantomskærm inde i hjernen.
 |
Han ser og føler faktisk de billeder, han bliver vist, ved hjælp af sine sanser. Alle disse er en del af den persons oplevelse, men er heller ikke mere end det samlede indtryk af de opfattelser, som opstår i hjernen.
Ligner originalen af denne verden overhovedet de detaljer, som den person opfatter? Det kan vi ikke vide. Det er umuligt for os at opnå nogen viden om, om der egentlig er masser af folk omkring os, eller om duften af blomsten fylder luften. Det, vi bliver præsenteret for, er miljøets form, som vi opfatter det. For os er den eksterne verden blot den verden, vi bliver præsenteret for. Hvis de elektriske signaler, som sendes til os via vores sanseorganer, blev elimineret, så ville vores eksterne verden også forsvinde, selvom der er en egentlig verden udenfor.
Vi kan kun kende til det, som videresendes til os, som når os, og som præsenteres for os. Det er alt det, som foregår i vores sind.
Gerard O’Brien beskriver begrebet om den ydre verden og vores opfattelser:
Der er et spørgsmål, om den verden, vi oplever, den verden, som på en måde konstrueres i vores hoveder, om den faktisk tilsvarer den måde, hvorpå verden egentlig er. For hvis du accepterer, som en række teoretikere nu gør, at vores oplevelse af verden konstrueres af vores hjerner, så opstår der et sandt problem, om vores oplevelse af verden korresponderer med den måde, hvorpå verden virkelig er, uafhængigt af vores oplevelser. Og hvis du tror, der måske er store uoverensstemmelser mellem vores oplevelse af verden og den måde, hvorpå verden virkelig er, så begynder det at se ud som om, at vores visuelle verden, altså vores oplevede verden, i én forstand er en illusion.66
 |
|
We can only know what is transmitted and shown to us. And that is all that goes on inside the mind. Your workplace, home and life are in fact all in your mind. Yet the material world you are convinced exists on the outside is in fact only a copy. |
Når det er tilfældet, hvad er så virkeligt for os?
Det, vi kalder ”virkelighed”, indikerer en verden med en materiel eksistens uden for hjernen og vores sanser. Folk har fuld tiltro til eksistensen af den verden, om de observerer den eller ej. De er sikre på, at de er i deres egne soveværelser, når de står op om morgenen. De forestiller sig, at de er på deres kontorer, og at computerne der har deres egen selvstændige eksistens, og at alt stadig vil være der, når de kommer tilbage næste morgen. De formoder, at deres hjem stadig vil være der, når de kommer hjem om aftenen, og formoder, at deres venner, familie, bekendte og slægtninge vil fortsætte med at eksistere, om de kan se dem og tale med dem eller ej. De fleste af disse oplevelser gentages hver dag og efterlader ingen plads til tvivl. Modsat er de af en sådan kvalitet, at de er enormt overbevisende.
Men alle disse ting er faktisk i vores sind, ting som vi føres til at opleve. Alt vi ser, er en illusorisk kopi af den ydre materielle verden, hvis eksistens vi er så sikre på. Det er udelukkende vores opfattelser, som giver ophav til vores verden.
Susan Blackmore definerer denne verden inde i hjernen:
Sindet føles som en privat biograf. Her er jeg, inde i biografen, lokaliseret et eller andet sted inde i mit hoved og kigger ud igennem mine øjne. Men dette er en multisensationel biograf. Så jeg oplever berøring, dufte, lyde og følelser i tillæg, og jeg kan også bruge min fantasi – fremmane syn og lyde, så de kan ses som på en mental skærm af mit indre øje eller høres af mit indre øre. Alle disse er ”indholdet af min bevidsthed”, og ”jeg” er publikum til en af dem, som oplever dem. 67
Den verden, vi observerer, er blot en kopi. En forlystelsespark fuld af lys er kun et kopieret billede, som dannes i hjernen, hvis kilde blot er elektriske signaler. Stemmerne fra folk omkring os, vores slægtninge og fra fugle er ligeledes kopierede lyde, som opstår inde i hjernen, hvis kilde blot er elektriske signaler. Smagen og duften af et stykke frugt, vi spiser, er kopierede smage og dufte, som dannes i hjernen. Det er umuligt for os at spise frugtens original. Kilden til alle disse egenskaber hos frugten i vores hjerne er, igen, elektriske signaler.
Du har aldrig mærket Solens sande varme, havets egentlige kølighed eller isterningens kulde. For du kan aldrig direkte opleve Solen, havet eller isen, og den effekt, de har på dig, er blot elektriske signaler.
Et glas vand foran dig er ikke fjernt fra dig overhovedet. Det står ikke foran dig, det er i din hjerne. Du opfatter et billede af det i din hjerne.
Når vi forestiller os, at vi rører en glasoverflade, så rører vi faktisk ikke det originale glas. Det er ikke din finger, som berører, men hjernen. Når det er sandt, så kan ingen nogensinde røre et ægte glas. De kan ikke drikke vand af det. Det vand, de drikker, består af en følelse af at drikke, som skabes af vores opfattelser, der opstår inde i hjernen.
I dokumentarfilmen ’What the Bleep Do We Know?’, siger Joe Dispenza, som har en doktorgrad i kiropraktik fra Life University i Atlanta, ”din hjerne kender ikke forskellen mellem det, der finder sted derude, og det, der finder sted herinde.” Fred Alan Wolf siger, ”Der er ikke noget ’derude’ derude, uafhængigt af, hvad der foregår herinde [i hjernen]”. 68
Det liv, vi lever, er en sammensætning af de omtalte dubletter. Den realistiske fremtoning af disse oplevelser er enormt vildledende. Vi tror, at personen foran os ser det samme, som vi gør, og vi forestiller os, at vi begge er enige, og at vi observerer den sande verden. Men faktisk består den anden person, som er enige med os i de ting, vi ser og hører, også af et billede, der opstår i vores hjerne. Desuden kan vi aldrig vide, hvilken forskel, der er mellem de ting, han opfatter, og det vi opfatter. Det er umuligt for os at beskrive, hvad ”grøn” betyder for os, eller hvordan en citron lugter.
Så hvad er virkeligt? Hertil stiller Joe Dispenza det følgende spørgsmål:
Videnskabelige forsøg har vist, at hvis vi tager en person og tilslutter deres hjerne til bestemte PET scannere eller computerteknologi, og vi beder dem om at se på et bestemt objekt, og de ser bestemte områder af hjernen lyse op. Og så har de bedt dem om at lukke deres øjne og forestille sig det samme objekt. Og når de forestiller sig det samme objekt, så gjorde det, at de samme områder af hjernen lyste op, som hvis de faktisk visuelt så på det. Så forskerne stoppede op og stillede dette spørgsmål. Hvem ser så? Ser hjernen? Eller ser øjnene? Og hvad er virkelighed? Er virkelighed det, vi ser med vores hjerne, eller er virkelighed det, vi ser med vores øjne? Og sandheden er, at hjernen ikke kender forskellen mellem det, den ser i sit miljø og det, den husker. For de samme specifikke neuronnetværk fyrer. Så spørger den så: Hvad er virkelighed? 69
I dokumentaren What the Bleep Do we Know?, beskriver J. Z. Knight denne virkelighed:
At vi blot er, har gjort, at denne virkelighed, som vi kalder virkelig, fra sin immaterielle magt har kunne trække sig ud af træghed, ”handling” og ”kaos” og holde den i sin form, og vi kalder det materie.70
Vi lever alle i en verden af opfattelser, som kun tilhører os. Ingen kan dele billederne i denne verden, og ingen kan bekræfte dem, men vi betragter alligevel disse billeder som virkelighed. Når det er tilfældet, er virkeligheden så blot en illusion? Består den udelukkende af det, vi oplever? Eksisterer den krop, som vi betragter som vores egen, og det liv, vi betragter som vores eget, kun som et fantom i vores sind?
Alle disse er faktisk fantomer. Vi lever i en fantomverden, som dannes i vores hjerner. Vi forestiller os, at vi ser på den sande verden udenfor, men en helt ny verden eksisterer faktisk i vores hjerner, og det er umuligt for os at træde uden for den.
Filosoffen Geoff Haselhurts beskriver, hvordan videnskaben ikke har nogen forklaring på realismen af den verden, som dannes i hjernen:
Flere vanskeligheder opstår, fordi vores sanser også bedrager os. Filosoffer har vidst i tusindvis af år, at vores sind repræsenterer vores sanser, så den verden, vi ser og smager og berører er forskellig (naiv virkelig) fra den ægte verden, som forårsager vores sanser…
Vores sans for farve er ligeledes et tydeligt eksempel på, hvordan vores sind repræsenterer en bestemt frekvens af lys.
Hvis vi skal beskrive virkelighed, så skal det være grundlagt på virkelige ting, som eksisterer og påvirker vores sanser, ikke på vores sansers naive, virkelige repræsentation. Altså er videnskaben, som er grundlagt på empiri, ikke velegnet til at beskrive virkeligheden selv. 71
Peter Russell kommer med følgende udtalelse:
Først vil vi måske finde det overraskende, at den moderne fysiks konklusioner er så langt fra vores oplevelser eller virkeligheden… Det, der ville være langt mere overraskende, ville være at finde ud af, at det billede, der skabes af virkeligheden i det menneskelige sind, faktisk var en troværdig repræsentation af selve tingene.
Når vi taler om den materielle verden, så tror vi normalt, at vi taler om den underliggende virkelighed – den verden, vi opfatter ”derude”. Men faktisk beskriver vi kun vores billede af virkeligheden. Den materialitet, vi oplever, den soliditet, vi mærker, hele den ”virkelige verden”, som vi kender, er alle aspekter af det billede, som dannes i sindet. De er en del af vores fortolkning af virkeligheden. Så paradoksalt som det lyder, så er materie noget, som skabes i sindet. 72
Når det er tilfældet, så er virkeligheden for os ikke materie, hvis original vi aldrig direkte kan opleve. Fordi alle disse ting består af et billede, som dannes af elektriske signaler i hjernen, så kan virkeligheden ikke være verdenen inde i hjernen heller. Denne verden er fuldstændig illusorisk, et drømmebillede. Vi vildledes ved at observere den verden. ”Virkelighed” er derfor hverken udenfor eller billedet inde i hjernen.
 |
|
The truth is from your Lord, so on no account be among the doubters. |
Er det vanskeligt at acceptere denne situation? Fred Alan Wolf opsummerer fortroligheden med den illusoriske verden, som folk lever i, og hvordan de forsøger at undgå begrebet ”sand realisme”:
Men vi stræber ubevidst efter at holde denne hemmelighed begravet inde i os selv… Med andre ord vælger vi ubevidst at leve under den illusion, at alt er, som vi ser det. Dette er ikke blot en fundamental sandhed for dig og mig, det er den dybe hemmelighed bag universets eksistens… og det virker kun, fordi vi accepterer at tro på tricket. Hvis vi kan stoppe med at tro på det i et minut, et sekund, blot et millisekund, og tillade vores bevidsthed at blive klar over, at vi er stoppet, så vil vi se tricket blive afsløret.
På et tidspunkt i vores liv, på en eller anden måde, et eller andet sted, blot i et øjeblik, kommer afsløringen af det store mysterium til at passere… Men vi råber ikke, Wow! Ingen forundrede gisp fylder teatret. Noget kan skelnes fra ingenting i én enkelt kreativ handling, men vi snyder os selv til ikke at se. Og sådan fortsætter det. Ingen applaus fylder rummet. Vi læner os tilbage, ser forestillingen, sukker lettet og siger ubevidst, ”Vi vil aldrig finde ud af dette her, vi kan lige så godt acceptere det.”
… Og de fleste af os forbliver sædvanligvis bevidstløse og klynger os til illusionen indtil det sidste splitsekund af vores eksistens. Vi ser grænsen mellem hav og land, mellem luft, jord og vand. Vi ser sandets, vandets og luftens brusende skorpe, og vi husker forskellen. Og ligeledes lever vi vores liv i den behagelige forestilling af, at en usynlig membran adskiller os fra verdenen ”derude”. At ”herinde”, i vores sind, i vores indre fantasiverdener, er vi trygge og alene. På ingen måde kan nogen person eller ting forstyrre vores individuelle verden i sindet. Hver sans i vores kroppe fortæller os hele tiden, at dette er sandt, at vi hver især er alene. Vi ignorerer enhver information, tanke, opfattelse, fantasifortælling, enhver andens historie, som konfronterer vores sensoriske opfattelse af de adskilte ”derude” og ”herinde” verdener. Vi ser skeptisk på folk, som fortæller os en anden historie, og afviser dem nok som vildledte fjolser eller endda galninge. 73
Det er på ingen måde let for nogen materialist at forstå og acceptere det faktum, at den verden, der dannes i hjernen, ikke er ægte. Dette er blevet bekræftet af moderne videnskab, men ikke desto mindre, som Fred Alan Wolf fortæller, ignoreres denne store sandhed. Det faktum, at vi lever i en illusorisk verden, anses som en almindelig videnskabelig opdagelse og som et uløseligt problem. Den eneste grund til dette er, at det, som er ”sandt” for os, er ”uacceptabelt” for den materialistiske tankegang. Denne ”sandhed”, som materialister ikke kan indrømme, og som forskere leder efter, tilhører den menneskelige sjæl.
Det er den menneskelige sjæl, som er absolut i denne verden, og som vil leve for evigt i det Hinsides. Det er Allah, Som skænker denne sjæl til mennesket. Materie uden for mennesket, folkets egne kroppe og verdenen, som opstår i deres sind, vil alle forsvinde en dag. Det er sjælen, bibragt af Almægtige Allah, som er absolut og evig.
Da din Herre sagde til englene: ”Jeg vil skabe et menneske af ler. Når jeg fuldender ham og blæser Min ånd i ham, så kast jer ned for ham.” (Koranen, 38:71-72)
Vi Kender Kun Materies Tilstand, Som Det Vises Til Os, Men Allah Kender Materies Sande Tilstand |
|
ADNAN OKTAR: … Livet er kort, testen er kort. Hvis folk opfører sig rationelt, så vil vi se islams globale herredømme i vores korte liv. Det, der betyder noget, er det hinsides. Allah er etableret et vidunderligt system. Da jeg gik i folkeskole, indså jeg for eksempel ikke, at en pen er et tegn, der fører til tro. Jeg troede, at mennesker lavede dem. Men så indså jeg, at jeg ser penne i min hjerne. En magt viser dem til mig i min hjerne. Man spørger, hvor pennen er. I det ydre. Vi tror blot på, at pennen er i det ydre. Ingen kender pennens tilstand i det ydre. Vi vedtager det blot som en tro. Som et bud i Koranen, fordi Allah siger, den eksisterer. Vi kan kun se dens form i vores hjerner. Informationen ligger hos os, vi har intet andet. Intet. Darwinister taler men siger ikke andet end den information, der gives i hjernen. De taler om ”laboratorie” forhold. Du spørger, hvor det laboratorium er? ”Udenfor”, siger de. ”Hvor?” ”Jeg ser det i min hjerne,” siger de. Du ser laboratoriet i din hjerne. Har nogen nogensinde set laboratoriet i det ydre? Nej. Vi har blot tro på den, vi tror på den. Vi tror på dens eksistens i det ydre, det er alt. Ingen besidder nogen information overhovedet om materies natur i den ydre verden. Vi tror blot på, grundet fysikken, at den er transparent og blottet for lys i sin fremtoning, i sin eksistens. Vi tror på, at den er sort, men vil blive transparent, hvis den oplyses. Den er ikke farvet. Vi tror på, at sådan materie eksisterer udenfor. Men i praksis oplever vi kun et billede af dette. Allah skaber billedet, et tredimensionelt ét. Øjet er fyldt med blodårer. Der er en tyk, gelelignende væske i øjet. Men se på billedets klarhed. Vi kan ikke opnå sådan et billede med den bedste linse eller de bedste kameraer. Vi kalder det, vi ser inde i hjernen, for ”liv”, et hus osv. Der er en visuel og auditive dybde. ”Lyden kommer derovre fra”, siger vi. Du kan ikke identificere retningen, når det er på bånd. Men det kan vi, når den dannes i vores ører. Interview fra 13. marts 2012 - www.a9.com.tr / www.harunyahya.tv |
Drømmenes realisme
Vi taler ikke faktisk med nogen i vores drømme. Vi ser ingen, og vores øjne er lukkede. Vi hverken løber eller går. Ingen monstre skræmmer os og jagter os, ingen grønne haver folder sig ud foran os. Der er ingen skyskrabere, som vi frygter at kigge ned fra, eller store folkemængder. I lyset af alle disse billeder er vi, faktisk, alene i sengen. De høje lyde fra de folkemængder, vi forestiller os omringer os, når faktisk aldrig vores stille rum.
Når vi forestiller os, at vi løber meget hurtigt, så bevæger vi os faktisk slet ikke. Når vi forestiller os, at vi har en ophedet diskussion med nogen, så åbner vi faktisk ikke engang vores mund. Men i drømmene oplever vi alle disse ting meget levende. Folkene omkring os, vores omgivelser og de ting, vi oplever, er så realistiske, at vi aldrig kan forestille os, at disse ting faktisk er en del af vores drøm.
 |
|
When you dream, you are alone in a pitch-black, soundless environment. Your eyes are closed, and you do not run, speak or see anybody. Yet the people around you, the environment and the events you experience in dreams are all so realistic that you have no doubt that they are all real. Dreams are important evidence proving that the external world in fact consists of perceptions alone. |
Vi kan måske endda drømme, at vi bliver kørt ned, og få en meget klar fornemmelse af smerten. Vi føler i sandhed den frygt, vi oplever, når bilen nærmer sig, kører imod os, og når den rammer os. Vi har ingen tvivl om, at disse følelser er ægte. Luftens temperatur, folkenes udtryk, det tøj, vi har på, og alt andet virker enormt realistisk. Men vi har faktisk ikke oplevet noget af dette. Intet lys og ingen lyd når os. Der er ingen kilde til noget billede, nogen lyd eller lugt. Det begreb, vi kalder den eksterne verden, er forsvundet. Dette opleves alt sammen kun i vores sind. Men vi indser ikke, at dette er tilfældet. Selv hvis vi i drømmen får at vide, at vi faktisk drømmer, så ignorerer vi fuldstændig den mulighed og er fuldt overbeviste om, at denne drømmeverden er virkelighed. For os har de ting, vi ser, lugter, rører og mærker i vores drømme, en definitiv virkelighed. Af den grund er vores frygt, glæde og tvivl under drømme også ægte. Vi har alle de samme fysiske oplevelser, når vi er vågne. Ingen beviser kan få os til at mistænke, at vi faktisk drømmer.
 |
Drømme er et stærkt eksempel, som viser, at den eksterne verden for os faktisk er en opfattelse. På samme måde som en, der drømmer, ikke er i tvivl om, at hans omgivelser er virkelige, ligeledes er det enormt svært at blive overbevist om, at den virkelighed, vi kalder ”den ægte verden”, kun er i vores sind. Men den måde, hvorpå vi opfatter de billeder, vi kalder det ”virkelige liv”, er præcis samme måde, hvorpå vi oplever drømme. Begge billeder dannes i sindet. Vi har ingen tvivl om ægtheden af disse billeder, når vi observerer dem. Men vi har bevis for, at drømme ikke er virkelige. Når i vågner, siger vi, ”det var alt sammen bare en drøm”. Så hvordan kan vi bevise, at vi ikke drømmer i lige netop dette øjeblik?
Allah forklarer denne sandhed i Sine vers:
Og når der blæses i dommedagsbasunen, vil de med det samme komme frem fra gravene og ile mod deres Herre. De vil sige: ”Ve os! Hvem har fået os til at stå op fra vores hvilested?” Det er, hvad Den Nådigste har lovet, så sendebuddene talte sandt. (Koranen, 36:51-52)
Beviset for dette i dette øjeblik er det videnskabeligt bibragte bevis. I dette tilfælde vil øjeblikket, hvor vi vågner fra denne drøm, være øjeblikket, hvor vi forlader dette jordlige liv. Så det rigtige at gøre er at betragte denne verden som en illusion for os, som noget, vi opfatter i sindet, og opføre sig i overensstemmelse med det.
Peter Russell sammenligner drømmenes realisme med realismen i den verden, vi bor i:
Vores opfattelse af verden har den meget overbevisende fremtoning af at være ”derude” omkring os, men den er ikke mere ”derude” end vores natlige drøm. I vores drømme er vi klar over syn, lyde og sanseindtryk, som sker omkring os. Vi er klar over vores kroppe. Vi tænker og ræsonnerer. Vi føler frygt, vrede, glæde og kærlighed. Vi oplever andre folk som separate individer, som taler og interagerer med os. Drømmen lader til at ske ”derude” i verden omkring os. Kun når vi vågner, indser vi, at det alt sammen bare var en drøm – en skabelse i sindet.
 |
|
When we dream of smelling a flower, we enjoy a perfect sensation of the unique perfume of that flower. The reason for this is that the same processes take place in the brain when we actually smell a flower or when we only dream we are doing so. |
Når vi siger, ”det var alt sammen bare en drøm”, taler vi om det faktum, at oplevelsen ikke var baseret på fysisk virkelighed. Den blev skabt fra minder, håb, frygt og andre faktorer. I det vågne stadie er vores billede af verden baseret på sensorisk information fra vores fysiske omgivelser. Denne giver vores vågne oplevelse en konsistens og en følelse af virkelighed, som ikke findes i drømme. Men sandheden er, at vores vågne virkelighed er lige så meget en skabelse i sindet, som vores drømme er. 74
Réné Descartes beskriver også dette:
Jeg drømmer om at gøre det og det, besøge der og der, men når jeg vågner, så indser jeg, at jeg ikke har gjort noget, at jeg ikke har været nogen steder, men at jeg har ligget stille i sengen. Hvem kan garantere, at jeg ikke drømmer nu, eller at hele mit liv ikke har været en drøm?75
Vi kan selvfølgelig aldrig garantere, at folkene omkring os, eller at det liv vi oplever i dette øjeblik, ikke er en drøm. Når vi drømmer, kan vi røre et stykke is og opfatte dets kolde vådhed og gennemsigtighed på en perfekt måde. Når vi dufter en rose, opfatter vi dens unikke duft på en lige så fejlfri måde. Grunden er, at de samme processer finder sted i vores hjerner, når vi virkelig dufter en rose, eller når vi kun drømmer, at vi gør det.
Når det er tilfældet, så kan vi aldrig vide, om vi oplever en roses sande billede og duft. Faktisk kan vi aldrig have en direkte oplevelse af en ægte rose i nogen af tilfældene. Hverken billedet eller duften af rosen er noget sted i vores hjerner.
Derfor repræsenterer ingen af tilfældene virkeligheden, som Gerald O’Brien beskriver:
Ja, vi sover i vores senge, vores øjne er lukkede, og alligevel har vi nogle for mange mennesker meget levende visuelle oplevelser. I vores visuelle oplevelser er vi placeret i en verden med mennesker, med ting, der sker omkring os, og mens vi er i et drømmestadie, så virker det for os som om, vi faktisk er i den egentlige verden i en forstand. Det er meget vigtigt, for det fortæller os, at vores hjerner faktisk er i stand til at konstruere vores visuelle oplevelser på denne måde i vores drømme. Og dette tyder så, for nogle filosoffer og teoretikere generelt, på, at vores sunde fornuft og forståelse er forkert, når vi er vågne og ser rundt på verden. Måske at alle vores oplevelser, alle vores visuelle oplevelser af verden, på en eller anden måde er konstrueret i hjernen, og at denne forståelse for, at vi er i direkte kontakt med verden, faktisk er forkert. 76
Hvis en person er klar over, at han drømmer, så vil han ikke blive bange for en bil, der nærmer sig, han vil indse, at de goder og penge, han opnår, er flygtige, og han vil ikke være grådig efter dem. Han ved, at de velsignelser og skønheder, han besidder, vil være væk, når han vågner, og disse vil ikke give ham nogen stolthed. Andre folks negative attituder er ikke vigtige i hans drømmer, fordi han ved, at hverken omstændighederne eller folkene selv er ægte. Han ved, at han vil vågne, og derfor jagter han ikke verdslige ting eller bliver bekymret over verdslige emner, og han hengiver ikke sig selv til sine egne interesser, som om dette liv aldrig vil være forbi. Han ved, at der er en virkelig verden uden for drømmeverdenen. Derfor er hans omgivelser ikke vigtige eller værdifulde for en, der ved, at han drømmer.
Dette gælder også for den periode, vi kalder ”det virkelige liv”. For en, der ved, at dette liv ikke er virkeligt, at det udelukkende præsenteres for os via opfattelser, er ingenting af det, han oplever i forbindelse med denne ”virkelige” verden, vigtigt. Ligesom med drømmene, så er han klar over den falske natur af et uvirkeligt liv, selv når han lever det. Han indser nu, at de folk, som forventer gevinst fra ham, ikke faktisk eksisterer, og at den vildledende skønhed omkring ham faktisk består af illusioner. Der er derfor ingen mening i at tørste efter ting, som kun eksisterer i denne verden, eller at bruge energi på nogen personlige gevinster. Han lever i en flygtig, midlertidig verden og ved, at dette sande liv vil begynde efter dette.
Forfatteren Remez Sasson siger dette:
Det er som en film. En person, som ser en film, bliver så involveret i karaktererne og med det, der sker på skærmen. Han kan blive glad eller trist sammen med heltene, han kan blive deprimeret, råbe eller grine. Hvis han på et tidspunkt beslutter sig for at stoppe med at kigge på skærmen, og han formår at fjerne sin opmærksomhed fra filmen, så bliver han løsrevet fra den illusion, som filmen skaber. Den projekterende maskine vil fortsætte med at kaste billeder op på skærmen, men han ved, at det blot er lys, som projekteres gennem filmen op på skærmen. Det, der ses på skærmen, er ikke virkeligt, men det er der. Han kan se filmen, eller han kan vælge at lukke sine øjne og ører og stoppe med at se på skærmen. Har du nogensinde set en film, hvor spolen pludselig satte sig fast, eller der var et strømsvigt? Hvad sker der med dig, når du ser en spændende, opslugende film på fjernsynet, og der så pludselig kommer reklamer? Du løsrives fra illusionen og træder ud i verdenen omkring dig.
Når du sover og drømmer, og nogen vækker dig, så føler du, at du bliver kastet ud af én verden og ind i en anden. Det er det samme i det liv, vi kalder virkelighed. Det er muligt at vågne op fra det.77
Ligesom drømme, så består den verden, vi lever i, af illusoriske billeder, illusoriske lugte, smage og følelser. Man kan selvfølgelig vågne fra denne drøm, før dette liv er slut, og se de sande fakta. At vågne fra denne drøm, indse at denne verden ikke er virkelig, vil gøre, at man kan forstå, at den sande virkelighed er det Hinsides. En person, som forstår det Hinsides, bliver klar over den flygtige natur af denne verden, ved, at han må opnå Allahs anerkendelse for at kunne opnå frelse i det Hinsides, og begynder at stræbe efter det. Dette er et af de fakta, som vil skænke en person utallige velsignelser i denne verden og i det Hinsides.
Folk, som vågner op på Opstandelsens Dag, beskrives i vers:
Og der blæses i basunen, dette er Truslens Dag. Og enhver sjæl vil komme med en, der driver den frem, og en, som vil vidne. ”Sandelig, du forblev ligeglad over for denne dag, så nu har Vi fjernet dit slør fra dig, og dit syn er skarpt i dag.” (Koranen, 50:20-22)
Sanselige Defekter I Hjernen Og En Anderledes Ekstern Verden
 |
|
You can perform this test in order to better understand the blind spot. Close your right eye and bring this book towards your face from a distance of about 50 centimeters away. Focus your eye on only the cross. As it draws closer, you will see the black spot on the left disappears momentarily. Your brain has filled in the black spot it cannot perceive with a white background. |
Når vores fire sanser – som overbeviser os om, at det, vi ser, er den virkelige verden – bliver berøvet for de elektriske signaler, som giver ophav til opfattelser, så forsvinder den eksterne verden. Det er et videnskabeligt faktum, at sanserne kun kan give information via elektriske signaler. Hvis der er masser af information i den ydre verden, men de relevante elektriske signaler ikke registreres, så vil vi ikke være klar over det.
Opfattelsesfejl i hjernen er nogle af de vigtigste beviser på dette. Hvis du for eksempel ser på et rum i dagslys og forestiller dig, at du ser det fuldstændigt, så er virkeligheden en anden. Der er et meget lille punkt foran dig, som du ikke kan se. Og det manglende punkt forbliver, uanset hvor du kigger hen. Dette er det ”blinde punkt”, som findes hos alle mennesker i midten af nethinden, hvor synsnerven afgår til hjernen.
Årsagen til denne blindhed er det faktum, at nethindens celler ikke findes på lige det specifikke punkt på nethinden. Ikke desto mindre ser du billedet foran dig helt fejlfrit. Grunden til dette er hjernens kompensatoriske natur. Det område, som ikke kan ses grundet det blinde punkt, bliver ”synligt” på grund af hjernens evne til at ”udfylde” og ”færdiggøre” de andre detaljer i baggrunden. Dette er en enestående situation. Der eksisterer bogstavelig talt ingen information på det blinde punkt, og alle detaljer, som hjernen skaber er, er helt illusoriske. Men vi ved ikke, at vi ”ikke kan se” det punkt. Hjernen ”tildækker” det blinde punkt ved at komme med sit eget estimat af, hvad der burde være der. Men hvordan laves det estimat? Det spørgsmål er stadig en gåde for forskere.
Vilayanur S. Ramachandran beskriver denne hemmelighed:
Du kunne for eksempel prøve at ”sigte” dit blinde punkt efter en firkants ene hjørne. Når du lægger mærke til de tre andre hjørner, udfylder dit visuelle system så det manglende hjørne? Hvis du prøver dette forsøg, så vil du opdage, at hjørnet faktisk ser ”afbidt” eller udtværet ud. Det neurale maskineri, som færdiggør det blinde punkt, kan tydeligvis ikke håndtere hjørner. Der er en grænse for, hvad der kan og ikke kan udfyldes. 78
 |
Men er det muligt for os at have nogen præference i udfyldelsesprocessen inde i hjernen? Ramachandran besvarer også dette spørgsmål:
Perceptuel udfyldning er meget forskellig. Når du udfylder dit blinde punkt med et tæppedesign, så har du ikke noget valg om, hvad der udfylder punktet. Du kan ikke ændre beslutningen. Perceptuel udfyldning udføres af visuelle neuroner. Deres beslutninger, når de er taget, er irreversible: når de signalerer til højere hjernecentre, ”Ja, dette er en repetitiv tekstur” eller ”ja, dette er en lige linje”, så er det uigenkaldeligt, hvad du opfatter. 79
Når vi ser på et bord, så får vores visuelle system først information om bordets kanter. Og et repræsentativt billede, som ligner bordets omrids, dannes i vores sind. Efterfølgende vælger systemet så bordets farve og struktur. Disse er nogle af de essentielle elementer for ”udfyldelsesprocessen”. Efter denne information er opnået, så foretager hjernen et generelt estimat for billedet foran den. Hjernen behøver ikke at undersøge hver detalje af det billede og bruge dem i en detaljeret beregning. Den danner et billede baseret på ”gætværk”. 80
Derfor producerer hjernen en illusion, som vi tror eksisterer. Billedet på det blinde punkt er ikke et sandt billede af, hvad der er foran os. Men dette er vi ikke klar over. Interessant nok har vi ingen beviser på, at hele billedet er sandt. Billedet på det blinke punkt, som ikke egentlig eksisterer, virker lige så realistisk som de andre omkringliggende billeder. Vi er ikke klar over, hvor det blinde punkt er i vores daglige liv. Når det er tilfældet, så kan vi ikke vide, om de billeder, vi ser, alle er illusioner. Vi betragter dem måske som ”realistiske”, men dette er ikke bevis nok for at tro på, at de billeder, vi vises, er ”virkelige”.
Andre sanselige defekter eller fejl i hjernen demonstrerer også dette. En sådan er kortikal farveblindhed. Hvis området V4 i hjernen, som blandt andet behandler farver, skades, så vil man kun kunne se verden i grå nuancer. Alt fremstår som en sort-hvid film. Men sådanne folk har ingen problemer med at læse aviser, genkende folks ansigter og bevægelser eller bestemme retning.81 Hvis det midterste temporale visuelle område (MT) skades, så kan patienter stadig læse og se farver, men de kan ikke se, i hvilken retning og hvor hurtigt en ting bevæger sig.
 |
Prof. Ramachandran har skrevet dette om emnet:
Når et eller flere områder skades selektivt, så konfronteres du med en paradoksal mentalstatus af den slags, der ses hos en række neurologiske patienter. Et af de mest kendte eksempler i neurologien er den schweiziske kvinde (som jeg vil kalde Ingrid), som led af ”bevægelsesblindhed”. Ingrid fik bilateral skade i et område af hjernen, som kaldes det midterste temporale (MT) område. I de fleste henseender var hendes syn normalt. Hun kunne nævne objekters form, genkende folk og læse bøger uden problem. Men hvis hun så på en person, som løb, eller en bil, der bevægede sig på motorvejen, så hun en række statiske snapshots i stedet for et glat udtryk af kontinuerlig bevægelse. Hun var rædselsslagen for at krydse gaden, fordi hun ikke kunne estimere hastigheden af en kørende bil, selvom hun kunne identificere modellen, farven og endda nummerpladen på ethvert køretøj. Hun sagde, at når hun talte med nogen ansigt til ansigt, så føltes det som at tale over telefonen, fordi hun ikke kunne se de ændrede ansigtsudtryk, som associeres med normal samtale. Bare at hælde en kop kaffe op var en prøvelse, fordi væsken uundgåeligt ville flyde over og spilde på gulvet. Hun vidste aldrig, hvornår hun skulle sænke farten ved at ændre kandens vinkel, fordi hun ikke kunne estimere, hvor hurtigt, væsken steg i koppen. Alle disse evner virker normalt så ubesværede for dig og mig, at vi tager dem for givet. Det er kun, når noget går galt, som når dette område skades, at vi begynder at indse, hvor sofistikeret synet virkelig er. 82
Hallucinationer er et andet eksempel på sanselige defekter. Hallucinationer stammer generelt fra hjerneskader, diverse febersygdomme, stofmisbrug eller alderdom og senilitet. Patienten opfatter ting, som ikke eksisterer – de ser ting, som ikke er der, og hører ikkeeksisterende lyde. Sådanne folk er helt vågne og bevidste, når de oplever hallucinationer, hvis billeder er enormt overbevisende.
Disse syndromer, som vi har beskrevet, er blot få af de lidelser, som gør, at nogle folk oplever levende hændelser, som ikke stemmer overens med virkeligheden. For nogle mennesker virker eksterne farver meget anderledes. Vores klart farvede verden er som sort-hvid film for dem. Hvis vi virkelig har direkte oplevelse af den eksterne verden – hvis den verden, vi lever i, ikke udelukkende består af elektriske signaler til hjernen – hvorfor oplever disse mennesker så anderledes opfattelser?
Hvis der kun er ”en” ekstern verden, hvorfor opfatter de så ikke den ydre verden på samme måde, som vi gør, og hvorfor ser de ikke de samme ting?
De fleste af os har ingen tvivl om, at vi har en perfekt opfattelse af den ydre verden, og at vores opfattelser danner en komplet helhed. Men det samme gælder for én, som nogle gange oplever hallucinationer. Sådanne folk tror også, at de illusoriske billeder, de ser, er ægte. Når det er tilfældet, så kan vi ikke sige noget om, hvad den eksterne verden, som opstår i vores hjerner, faktisk ligner, eller om den ser anderledes ud for andre. Dette er noget, som ikke kan undersøges af forskningen i det 21. århundrede eller bestemmes eksperimentelt. Det er umuligt for os at vide, hvordan en individuel verden, skabt for hver enkelt af os, er. Vi har ingen direkte oplevelse, kun af vores opfattelser i den verden. Vi kan ikke træde ud af den eller lære mere om den.
De elektriske signaler, som transmitteres via vores sanser, giver ophav til en kopi af den eksterne verden for os. Helt fundamentalt er der dog en ”identitet”, som opfatter den ydre verden, som udtrækker mening fra det, den opfatter, har tvivl, glædes, oplever sorg, bliver begejstret, tænker, genkender og analyserer. Men hvor i hjernen er denne entitet, som vi kalder ”jeg”? Gør interaktionen af neuroner, at vi tænker og bliver glade? Er det den, der gør os i stand til at nyde musik? Er den interaktion kilden til, at vi nyder at se på et landskab eller spise et lækkert måltid?
Selvfølgelig kan ingen rationel person svare ”Ja” til disse spørgsmål. Vores identitet ligger uden for hjernen og kendes som ”sjælen”.
 |
|
Og de spørger dig om ånden. Sig: ”Ånden udgår af min Herres befaling, og der er ikke blevet givet jer mere end blot lidt viden.” |
Noter:
31- http://science.howstuffworks.com/light2.htm
32- Richard L. Gregory, Eye and Brain "the Psychology of Seeing", 5. baskı, Princeton Science Library, 5. baskı, 1997, s. 20
33- Fred Alan Wolf, Mind into matter "A New Alchemy of Science and Spirit", 2001, Moment Point Press, s. 136
34- Fred Alan Wolf, Mind into matter "A New Alchemy of Science and Spirit", 2001, Moment Point Press, s. 137
35- M. Ali Yaz, Sait Aksoy, Fizik 3, Sürat Yayınları, İstanbul, 1997, s. 3
36- http://hhmi.org/senses/b140.html
37- Peter Russell, The Primacy of Consciousness, http://www.peterussell.com/SP/PrimConsc.html
38- Richard L. Gregory, Eye and Brain "the Psychology of Seeing", 5. baskı, Princeton Science Library, 5. baskı, 1997, s. 84
39- Daniel C Dennett, Brainchildren, Essays on Designing Minds, The MIT Press, Cambridge, 1998, s. 142
40- Daniel C Dennett, Brainchildren, Essays on Designing Minds, s. 142
41- George Politzer, Felsefenin Başlangıç İlkeleri, Sosyal Yayınları, Çev: Enver Aytekin, İstanbul: 1976, s.40
42- Natasha Mitchell, Is the Visual World a Grand Illusion?, Radyo Programı, 18 Ocak 2004, http://www.abc.net.au/rn/science/mind/s996555.htm
43- Peter Russell, From Science to God "A physicist's Journey into the Mystery of Consciousness", New World Library, 2002, s. 47
44- Rita Carter, Mapping The Mind, University of California Press, London, 1999, s. 107
45- Jeffrey M. Schwartz, Sharon Begley, The Mind and The Brain "Neuroplasticity and the Power of Mental Force", Regan Books, 2003, s. 26-27
46- Peter Russell, The Primacy of Consciousness, http://www.peterussell.com/SP/PrimConsc.html
47- Karl Pribram, David Bohm, Marilyn Ferguson, Fritjof Capra, Holografik Evren I, Çev: Ali Çakroğlu, Kuraldş Yaynlar, İstanbul: 1996, s. 37
48- Craig Hamilton, What is Enlightenment?, sayı 29, Haziran-Ağustos 2005, s. 70
49- Peter Russell, The Primacy of Consciousness, http://www.peterussell.com/SP/PrimConsc.html
50- V.S. Ramachandran, M.D., Ph.D. ve Sandra Blakeslee, Phantoms in the Brain, William Morrow and Company, Inc., New York, 1998, s. 66
51- V.S. Ramachandran, M.D., Ph.D. ve Sandra Blakeslee, Phantoms in the Brain, William Morrow and Company, Inc., New York, 1998, s. 66-67
52- V.S. Ramachandran, M.D., Ph.D. ve Sandra Blakeslee, Phantoms in the Brain, William Morrow and Company, Inc., New York, 1998, s. 70, 72
53- Richard L. Gregory, Eye and Brain "the Psychology of Seeing", 5. baskı, Princeton Science Library, 5. baskı, 1997, s. 5
54- Antonio Damasio, The Feelings of What Happens "Body Emotion and the Making of Consciousness", Vintage Books, 2000, s. 9
55- Susan Blackmore, Consciousness "A Very Short Introduction", Oxford, 2005, s. 64
56- Peter Russell, From Science to God "A physicist's Journey into the Mystery of Consciousness", New World Library, 2002, s. 42
57- Michael I. Posner, Marcus E .Raichle, Images of Mind, Scientific American Library, New York 1999, s. 88
58- Peter Russell, From Science to God "A physicist's Journey into the Mystery of Consciousness", New World Library, 2002, s. 50
59- http://www.peterussell.com/SP/PrimConsc.html - Peter Russell, The Primary of Consciousness
60- George Berkeley, A Treatise Concerning the Principles of Human Knowledge, 1710, Works of George Berkeley, vol. I, ed. A. Fraser, Oxford, 1871
61- Peter Russell, The Primacy of Consciousness, http://www.peterussell.com/SP/PrimConsc.html
62- What The Bleep Do We Know, Belgesel film, yönetmen: William Arntz, Betsy Chasse
63- Bertrand Russell, Rölativitenin Alfabesi, Onur Yayınları, 1974, s. 161-162
64- J. R. Minkel, "The Hollow Universe", New Scientist, 27 Nisan 2002, sayı 2340, s. 22
65- George Politzer, Felsefenin Başlangç İlkeleri, Sosyal Yaynlar, Çev: Enver Aytekin, İstanbul: 1976, s. 38-39-44
66- Natasha Mitchell, Is the Visual World a Grand Illusion?, Radyo Programı, 18 Ocak 2004, http://www.abc.net.au/rn/science/mind/s996555.htm
67- Susan Blackmore, Consciousness "A Very Short Introduction", Oxford, 2005, s. 13-14
68- What the Bleep Do We Know?, Belgesel film, yönetmen: William Arntz, Betsy Chasse
69- What the Bleep Do We Know?, Belgesel film, yönetmen: William Arntz, Betsy Chasse
70- What the Bleep Do We Know?, Belgesel film, yönetmen: William Arntz, Betsy Chasse
71- Geoff Haselhurst, Introduction to Metaphysics / Principles http://www.spaceandmotion.com/metaphysics.htm
72- http://www.peterussell.com/Reality/realityart.html
73- Fred Alan Wolf, Mind into matter "A New Alchemy of Science and Spirit", 2001, Moment Point Press, s. 15-16
74- Peter Russell, From Science to God "A physicist's Journey into the Mystery of Consciousness", New World Library, 2002, s. 42
75-http://www.cevaplar.org/index.php?khide=visible&sec=1&sec1=22&yazi_id=3828
76- Natasha Mitchell, Is the Visual World a Grand Illusion?, Radyo Programı, 18 Ocak 2004, http://www.abc.net.au/rn/science/mind/s996555.htm
77- Reality Versus Imagination and Illusion, Remez Sasson, http://www.successconsciousness.com/index_000014.htm
78- V.S. Ramachandran, M.D., Ph.D. ve Sandra Blakeslee, Phantoms in the Brain, William Morrow and Company, Inc., New York, 1998, s. 94
79- V.S. Ramachandran, M.D., Ph.D. ve Sandra Blakeslee, Phantoms in the Brain, William Morrow and Company, Inc., New York, 1998, s. 103
80- V.S. Ramachandran, M.D., Ph.D. ve Sandra Blakeslee, Phantoms in the Brain, William Morrow and Company, Inc., New York, 1998, s. 103
81- V. S. Ramachandran, A Brief Tour of Human Consciousness, 2004, PI Publishing, s. 26
82- V.S. Ramachandran, M.D., Ph.D. ve Sandra Blakeslee, Phantoms in the Brain, William Morrow and Company, Inc., New York, 1998, s. 72
