Socialdarwinisme og Myten om de Foretrukne Racer

Selvom racisme kan findes op igennem historien, var Darwin den første til at give det en angivelig videnskabelig forklaring. Undertitlen af The Origin of Species var The Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life. Darwins skriverier om "bevaringen af foretrukne racer", og især de uvidenskabelige påstande i hans The Descent of Man, gav støtte til nazisternes fejlagtige tro på den ariske races overlegenhed, og en lignende britisk tro omkring Angelsakserne. I tillæg talte Darwins teori om naturlig selektion om en kamp til døden, en "junglelov". At anvende den på menneskelige samfund gjorde konflikt og krig uundgåeligt mellem racer og nationer. Mange prominente figurer på dent id, fra krigslignende statsmænd til filosoffer, fra politikere til videnskabsmand, vedtog sig Darwins teori. I The Twisted Road to Auschwitz beskriver Professor Karl. A. Schleunes fra North Carolina Universitets historiske afdeling hvordan:

A black slave who was tortured and flogged and eventually managed to escape in 1863. During those years before the Civil War, slaves in America were frequently flogged, or worse.

Darwins begreb om kampen for overlevelse blev hurtigt tilegnet af racisterne… sådan kamp, legitimeret af de seneste [såkaldte] videnskabelige synspunkter, retfærdiggjorde racisternes opfattelse af overlegne og underlegne folkeslag… og validerede kampen mellem dem.37

Med påstandene fremsat af Darwin forestillede de, der havde racistiske synspunkter, sig naturligt, at de havde fundet et videnskabeligt grundlag for deres synspunkter om menneskelige klasser. Men kort efter afslørede videnskaben på samme måde, at Darwins påstande ikke havde nogen videnskabelig gyldighed, mange bevægelser bygget omkring Darwins uvidende synspunkter havde begået en enorm fejl.

Med den støtte de modtog fra darwinismen praktiserede nazisterne racisme på den mest voldelige måde. Men Tyskland var ikke det eneste sted, hvor den såkaldte "videnskabelige" racisme viste sit ansigt. Et antal racistiske administratorer og intellekter opstod også i mange lande, især i England og USA, og racistiske love og praksisser gjorde også en hurtig fremkomst.

Evolutionister i det 19. og tidlige 20. århundrede havde næsten totalt racistiske holdninger. Mange forskere havde ingen tøven omkring åbent at udtrykke sådanne holdninger. Bøger og artikler skrevet på den tid udgør de mest konkrete beviser. I Outcasts from Evolution: Scientific Attitudes of Racial Inferiority beskriver John S. Haller, en professor i historie på Southern Illinois Universitet, hvordan alle evolutionister i det 19. århundrede fejlagtigt troede på den hvide races overlegenhed og på, at de andre var underlegne. En artikel i American Scientist magasinet taler om Hallers bog:

… ekstremt vigtigt… at dokumentere, som den gør, hvad man længe har mistænkt: den indgroede, faste og næsten enstemmige racisme hos Nordamerikanske videnskabsmænd under det 19. (og ind i det 20.) århundrede… Ab initio blev afroamerikanere set af disse intellektuelle som værende uforbederligt, uforanderligt, uigenkaldeligt underlegne på nogle måder. 38

En anden artikel i Science magasinet kom med den følgende kommentar om nogle af Hallers påstande:

Det, der var nyt i den Victorianske periode, var darwinisme… Før 1859 havde mange forskere stillet spørgsmålstegn ved, om sorte var af samme art som hvide. Efter 1859 skabte den evolutionære tanke yderligere spørgsmål, især om afroamerikanerne kunne overleve konkurrence med de hvide nærrelationer eller ej. Det betydningsfulde svar var et rungende nej. … Afrikaneren var underlegen, fordi han repræsenterede det "manglende led" mellem aber og Teuton.39

Selvfølgelig er denne påstand totalt uden grund. At folk har forskellig hudfarve eller forskellig racemæssig eller etnisk oprindelse gør dem ikke overlegne eller underlegne. En hovedgrund til, at dette bedrag kom til at herske i det 19. århundrede var uvidenheden på den tid, som var på grund af de primitive videnskabelige forhold.

Et andet eksempel på en videnskabsmand kendt for sine racistiske synspunkter var Princeton Universitets amerikanske biolog Edwin G. Conklin, som, ligesom andre racister, ikke havde nogle kvaler omkring åbent at udtrykke sine perverterede holdninger:

Sammenligning af enhver moderne race med Neandertaleren eller Heidelberg typerne viser, at… Negroide racer nærmere ligner den oprindelige bestand end den hvide eller gule race. Enhver overvejelse burde føre de, der tror på den hvide races overlegenhed, til at stræbe efter at bevare dens renhed og etablere og bevare segregationen af racerne.40

William Sollas, en professor i palæontologi og geologi fra Oxford Universitet, fremsatte sine synspunkter i sin bog Ancient Hunters fra 1911:

Retfærdighed tilhører de stærke, og er blevet udmålt til hver race ifølge dens styrke… Det er ikke beskæftigelsesprioritet men magten til at udnytte, som etablerer et krav på landet. Det er altså en pligt, som hver race skylder sig selv og den menneskelige familie, at kultivere sin egen styrke ved hjælp af alle mulige midler: hvis falder den bagud hvad angår at tjene denne pligt, om inden for kunst eller videnskab, inden for avl eller organisering for selvforsvar, sker der en straf, som Naturlig Selektion, den strenge men godgørende tyran af den organiske verden, sandelig vil udføre, og det hurtigt, fuldstændig.41

At sige, at retfærdighed tilhører de stærke – en stor fejl – vil føre til forfærdeligt socialt kaos. Uanset forholdene og omstændighederne skal alle folk drage fordel af sand retfærdighed, uafhængig af deres farve, sprog eller køn. Darwinistiske racisters påstande om, at retfærdighed kun tilhører de stærke, reflekterer på ingen måde sandheden. Ethvert individ ønsker måske at opnå ting af højeste kvalitet og de mest tiltrækkende for ham og hans samfund, men der er aldrig nogen retfærdiggørelse for at ignorere den skade, han påfører andre ved at gøre dette. At påstå det modsatte trodser fornuft og god samvittighed.

The middle of the 20th century saw another surge of racism in certain regions of the USA. The Ku Klux Klan, whose ideology was based on violence, was one of the most prominent supporters of American racism. This organization supported such errors as the superiority of the white race and caused the deaths of a great many people.

Man kan også møde racistiske synspunkter i de efterfølgende år, selv i skriverier af evolutionister, som påstår, de ikke er racister – som en naturlig konsekvens af deres tro på evolution. En af disse er palæontolog George Gaylord Simpson, som – lige meget hvor lidt han kan lide at blive kaldt racist – påstod i en artikel udgivet i Science magazine, at raceforskelle opstod som resultat af evolution, og at nogle racer er mere udviklede eller tilbagestående end andre:

Evolution sker ikke nødvendigvis med samme hastighed i forskellige befolkninger, så blandt mange grupper af dyr er det muligt at finde nogle arter, der har udviklet sig langsommere og derfor nu er mere primitive i nogle træk eller endda generelt. Det er naturligt at spørge – som mange har gjort – om der blandt menneskeracer ligeledes er nogle, der er mere primitive på en eller anden måde eller generelt. Det er faktisk muligt at finde enkelte egenskaber, som nok er mere udviklede eller mere primitive hos nogle racer end andre.42

På trods af, at han ikke havde nogen videnskabelig basis overhovedet, blev Simpsons overtroiske synspunkter adopteret af visse kredse af ideologiske årsager. Ved at forsvare evolutionsteoriens uvidenskabelige påstande i deres skriverier, bøger og taler støttede andre forskere på den tid også racisme. En artikel kaldt "The Evolution of Human Races," af Henry Fairfield Osborn, formand for the American Museum of Natural History og en fremtrædende racist og evolutionistisk antropolog i det tidlige 20. Århundrede sammenlignede racer og kom frem til et antal konklusioner, der fuldstændig manglede videnskabeligt bevis:

Standarden for den gennemsnitlige voskne negers intelligens ligner den hos det elleve-årige barn hos arten Homo sapiens.43

Som det kan ses fra sådanne udtalelser, var de fleste evolutionistiske forskere i det 19. og 20. århundrede racister, som ignorerede de farer, som deres fordrejede synspunkter udgjorde. Om de destruktive effekter ved deres såkaldte "videnskabelige" racisme har den amerikanske videnskabsmand James Ferguson dette at sige:

I det 19. århundredes Europa var de voksende menneskelige videnskaber meget optaget af racekonceptet… Disse første fysiske antropologer hjalp med at udvikle konceptet om Arisk overlegenhed, som senere drev den institutionelle racisme i Tyskland i 1930'erne og i Sydafrika i dag frem.44

I en artikel om evolutionistiske antropologers racistiske synspunkter siger den sene evolutionist, Stephen Jay Gould, det følgende:

Vi kan ikke forstå meget af historien i det sene 19. og tidlige 20. århundredes antropologi… med mindre vi værdsætter dens besættelse af identifikationen og rangeringen af racer.45

Da evolutionsteorien fik en påstået videnskabelig gyldighed, kunne videnskabsmænd tale uden tøven om indbildte koncepter som "underlegne" racer og om, at nogle racer var nærmere beslægtet med aber end mennesker. Despotiske diktatorer som Hitler genkendte sådanne påstande som en gylden mulighed og dræbe millioner af mennesker, fordi de var "underlegne", "uegnede", "fejlagtige" eller "syge". En af hovedgrundene til, at næsten alle evolutionister i det 19. århundrede var racister er, at deres intellektuelle forgænger, Darwin, selv havde de synspunkter.

Darwin var også racist

The native Australians or Aborigines, whom Darwinists regarded as inferior, are no different from any other race. The photo on the right shows the native Australian athlete Cathy Freeman lighting the 2000 Olympic flame.

Størstedelen af nutidens evolutionister siger, at de i modsætning til deres modstykker fra det 19. århundrede er imod racisme og prøver at frigøre Darwin fra racistiske beskyldninger. De fleste skriverier om Darwin gør stor indsats for at give det indtryk, at han var medfølende, velmenende og imod slaveri. Faktum er dog, at Darwin mente, at teorien om naturlig selektion udgjorde en videnskabelig retfærdiggørelse for racediskrimination og konflikt mellem racer. Darwins bøger, nogle af hans breve og hans private notater indeholder åbent racistiske udtryk. For eksempel påstod Darwin i The Descent of Man, at visse racer, såsom sorte og aboriginer, var underlegne, og at de med tiden ville blive elimineret og forsvinde i kampen for overlevelse:

I en fremtidig periode, ikke langt væk målt i århundreder, vil menneskets civiliserede race næsten med sikkerhed udrydde og erstatte de vilde racer over hele verden. På samme tid vil de antropomorfe aber… uden tvivl blive udryddet. Hullet mellem mennesket og hans nærmeste allierede vil så blive bredere, for det vil være mellem mennesket i et mere civiliseret stadie, som vi kan håbe, end selv kaukasieren, og nogle aber så langt nede som bavianen, i stedet for som nu mellem negeren eller australieren og gorillaen.46

Med disse ord satte Darwin lighedstegn mellem visse racer og primater og forudsagde, at "menneskets civiliserede racer" ville eliminere "vilde racer" fra Jorden. Med andre ord forudsagde Darwin, at et folkemord, en raceetnisk udrensning, ville finde sted i den nærmeste fremtid. Faktisk skete Darwins forfærdelige "forudsigelser", og racisterne i det 20. århundrede så det som om, at evolutionsteorien støttede dem til at begå forfærdeligt slagteri. Eksempler inkluderer Nazisternes mord på omkring 40 millioner mennesker under Anden Verdenskrig, den Sydafrikanske regerings apartheid system, der gav europæiske racer store privilegier over andre, racistiske angreb mod tyrkere og andre udlændinge i Europa, racediskrimination mod sorte i USA og mod de indfødte aboriginere i Australien, og den neonazistiske bevægelser, der fra tid til anden stikker sit hoved frem i diverse europæiske lande. Alle fik styrke fra den påståede videnskabelige støtte fra darwinismen. (For videre detaljer omkring forbindelsen mellem fascisme, racisme og darwinisme, se Harun Yahya's Fascism: The Bloody Ideology of Darwinism, Kultur Publishing, April 2002.)

Darwin's book The Voyage of the Beagle

Darwins racistiske udtalelser var heller ikke begrænset til dette. İ The Voyage of the Beagle, udgivet før The Origin of Species, taler han for eksempel om at møde "bagud" menneskeracer fra Tierra del Fuego:

Det var uden undtagelse den mest nysgerrige & interessante spektakel, jeg nogensinde har set. Jeg ville ikke have troet, hvor fuldstændig forskellen mellem det vilde & civiliserede menneske er. Det er meget større end mellem et vildt dyr & et husdyr... [Jeg] tror, at hvis man undersøgte verden, kunne man ikke finde noget lavere rangerende menneske.47

Dette er, hvordan Darwin beskriver de indfødte folk i Patagonien, som han kalder "barbariske":

Måske er der intet, der mere sikkert vil skabe forbløffelse, end det første syn på hans medfødte, iboende barbar – af mennesket i sit laveste og vildeste stadie. Ens sind skynder sig tilbage gennem tidligere århundreder og spørger så, kunne vores stamfædre have været mennesker som disse? – mennesker, hvis tegn og udtryk er mindre forståelige for os end dem fra husdyr... Jeg tror ikke, det er muligt at beskrive eller male forskellen mellem vilde og civiliserede mennesker.48

I et brev til Charles Kingsley beskriver Darwin de Fuegian indfødte, han så:

Jeg erklærer den tanke, da jeg først i Tierra del Fuego så en nøgen, malet, rystende, hæslig vild, at mine forfædre må have været nogen lignende væsner, var på den tid oprørende for mig, dog ikke mere oprørende end min nuværende tro på, at en usammenlignelig mere fjern forfader var et behåret bæst. Aber har regulært gode hjerter.49

Alle disse er vigtige indikationer på Darwins racisme. Ved at nedsætte visse racer så meget, han kan, menneskeliggør og lovpriser han aber ved at henføre til dem som godhjertede dyr. Han vedholdt åbent, at "underlegne" racer skulle elimineres, at denne konsekvens af naturlig selektion ville gøre et stort bidrag til civilisationens udvikling, som i et brev til videnskabsmanden W. Graham i juli 1881:

Jeg kunne vise kamp på, at naturlig selektion har gjort og gør mere for civilisationens udvikling, end du virker tilbøjelig til at indrømme. Husk hvilken risiko Europas nationer løb, for ikke så mange århundreder siden, for at blive overvældet af tyrkerne, og hvor latterlig sådan en ide nu er! Den mere civiliserede såkaldte Kaukasiske race har slået tyrkerne i kampen for overlevelse. Når man ser på verden på et ikke så fjernt tidspunkt, hvilket uendelig antal af de lavere racer vil så være blevet elimineret af de højere civiliserede racer over hele verden.50

Slaves seeking their freedom in Western South Africa in 1904were savagely put down.

Darwins racistiske vrås strakte sig endda så langt som til den meget moralske og herlige tyrkiske nation. (For mere om Darwins grundløse og fjendtlige udtalelser om den tyrkiske nation, og hvordan de er historisk og videnskabelig ubegrundede, se Harun Yahyas Evrim Teorisinin Irkçı Yüzü: Darwin'in Türk Düşmanlığı (The Racist Face of the Theory of Evolution: Darwin's Hostility Towards the Turks), Kultur Publishing, Istanbul, Oktober 2001.)

Ved at forudse elimineringen af "lavere racer" ifølge hans egne fordrejede synspunkter, gav Darwin ikke bare støtte til racismen, men etablerede også et angiveligt videnskabeligt grundlag for racekrigen, slagteriet og folkemordet, der fandt sted senere i det 20. århundrede.

Evolutionister gør en stor indsats for at adskille Darwins navn fra racisme, men Harvard Universitets Stephen Jay Gould indrømmede den støtte, Darwin gav til racisme, i en henvisning til The Origin of Species:

Biologiske argumenter for racisme var måske blevet almindelige før 1859, men deres størrelsesorden steg efter accepten af evolutionsteorien.51

Andre prominente fortalere for evolutionsteorien, såsom Thomas Huxley, var også racister. Kort efter den Amerikanske Borgerkrig og frigørelsen af de sorte slaver, skrev Huxley det følgende:

Intet rationelt menneske, bekendt med faktaene, mener, at den gennemsnitlige neger er det hvide menneske ligeværdig, endnu mindre overlegen. Og hvis dette er sandt, er det simpelthen utrolig, at, når alle hans handicap fjernes og vores prognatisk slægtning har et rimeligt felt og ingen favør, samt ingen undertrykker, vil være i stand til succesfuldt at konkurrere med sin rival med større hjerne og mindre kæbe, i en konkurrence, som skal udføres med tanker og ikke med bid.52

Huxley henviser til den sorte race, som om de var dyr, ikke mennesker, og kommer med den modbeviste påstand om, at sorte uundgåeligt vil falde bagud i det konceptuelle kapløb.

Racismens frø, sået sammen med evolutionsteorien i midten af 1800-tallet, begyndte at producere sine sande frugter omkring midten af 1900-tallet. Friedrich Nietzsche, en nutidig version af Darwin og en passioneret tilhænger af evolutionsteorien, populariserede grundløse udtryk som "supermenneske" og "den overlegne race". Nationalsocialisme var det uundgåelige resultat. Hitler og nazisterne gjorde Darwins junglelov til landelov og slog 40 millioner ihjel. (Videre detaljer vil blive undersøgt i Kapitel 5.)

På det genetiske plan er der ingen raceforskel mellem mennesker

An article titled “Do Races Differ? Not Really, DNA Shows,” published in the New York Times

Især i de sidste ti år har videnskaben genetik afsløret, at der på et biologisk plan ikke er nogen forskel mellem racerne. Størstedelen af videnskabsmænd er enige om dette. For eksempel kom videnskabsmænd, der deltog i the Advancement of Science Convention i Atlanta med den følgende udtalelse:

Race er en social konstruktion, hovedsagligt udledt af opfattelser konditioneret af begivenheder i historien, og det har ingen grundlæggende biologisk realitet.53

Two young blacks hanged in 1902, for being members of a different race. In the 21st century, however, it has been realized that in biological terms, there are no differences between races. Milliyet newspaper, February 13, 2001 You were wrong, Hitler! The arian race project proved to be a tale... The DNA map shows that 99% of the genes in white, black and yellow races are identical.

Forskning har bestemt, at genetiske forskelle mellem racerne er meget små, og at racerne ikke kan differentieres gennem generne. Videnskabsmænd, der forsker på emnet, erklærer, at der typisk er en 0,2% genetisk forskel mellem to mennesker, selv hvis de er i samme gruppe. Egenskaber, der afslører raceforskelle såsom hudfarve og formen på øjnene, udgør kun 6% af denne variation på 0,2%. På det genetiske plan betyder det en 0,012% forskel mellem racerne –54 så lille, at den er irrelevant.

Disse nye fund er opsummeret i en artikel af Natalie Angier, "Do Races Differ? Not Really, DNA Shows," i New York Times d. 22 August 2000:

Forskere har længe mistænkt, at racekategorierne anerkendt af samfundet ikke reflekteres på det genetiske plan. Men jo nærmere forskere undersøger det menneskelige genom – komplementet af genetisk materiale indkapslet i hjertet af næsten alle kroppens celler – jo mere bliver de fleste af dem overbevist om, at de standard etiketter, der bruges for at adskille folk med "race", har lille eller ingen biologisk betydning. De siger, at mens det måske virker let ved øjekast at bestemme, om en person er kaukasisk, afrikansk eller asiatisk, så forsvinder letheden, når man kigger under overfladiske karakteristikker og scanner genomet for DNA kendetegn for "racen".55

Dr. J. Craig Venter, formand for the Cilera Genomics Corp, som leder Human Genome Projektet, siger, at "race er et socialt koncept, ikke et videnskabeligt.56 Dr. Venter og forskere fra National Institutes of Health kortlagde hele det menneskelige genome og konkluderede, at der kun var én enkelt menneskelig race.

Dr. Harold P. Freeman, formand for North General Hospital, NYC, opsummerer resultaterne af hans arbejde inden for biologi og race:

Hvis du spørger, hvilken procentdel af dine gener, der vises i dit eksterne udseende, det grundlag, hvorpå vi taler om race, lader svaret til at være inden for området 0,01 procent. Dette er en meget, meget minimal refleksion af din genetiske sammensætning.57

Then when the Trumpet is blown, that Day there will be no family ties between them; they will not be able to question one another. (Surat al-Muminun, 101)

En anden forsker, der kom frem til samme konklusion, er Alan R. Templeton, en professor i biologi fra Washington University, som analyserede DNA fra medlemmer af forskellige menneskelige befolkninger. Han observerede, at på trods af den store variation mellem mennesker, så var sådanne variationer på det individuelle plan. Der er måske nogle variationer blandt befolkninger, siger han, men disse er meget små. Templeton opsummerer sin konklusion og vedholder sin forudindtagede tro på evolution med disse ord:

Race er et kulturelt, politisk og økonomisk koncept i samfundet, men det er ikke et biologisk koncept, og det er uheldigvis, hvad mange folk fejlagtige betragter som essensen af menneskeracer – genetiske forskelle... Jeg ønskede at bringe noget objektivitet til emnet. Denne meget objektive analyse viser, at udfaldet ikke engang er tæt på: Der er ikke noget som en virkelig distinkt underopdeling af menneskeheden. 58

Ifølge Templetons konklusioner er den genetiske lighed mellem Europæere og Afrikanere syd for Sahara og mellem Europæere og Melanesierne, der bor på øerne nordøst for Australien, er større end ligheden mellem Afrikanere og Melanesier. Men Afrikanere syd for Sahara og Melanesiere ligner dog hinanden på mange måder ved, at de deler den mørke hud, tekstur i håret og kraniekendetegn. Selvom disse kendetegn typisk bruges til at beskrive en race, ligner disse befolkninger kun hinanden meget lidt, genetisk set. Dette fund viser, ifølge Templeton, at "racetræk" ikke observeres i generne.59

I deres bog The History and Geography of Human Genes når befolkningsforskerne Luca Cavalli-Sforza, Paolo Menozzi og Alberto Piazza frem til den følgende konklusion:

Når generne for overfladiske træk som farve og statur diskonteres, er de menneskelige "racer" bemærkelsesværdig ens under huden. Variationen blandt individer er meget større end forskellene blandt grupper.60

Time magazines analyse af deres bog havde dette at sige:

Faktisk er diversiteten blandt individer så enorm, at hele konceptet om race bliver meningsløst på det genetiske plan. Forfatterne siger, at der "ikke er nogen videnskabelig basis" for teorierne, der udråber en befolknings genetisk overlegenhed over en anden… På trods af vanskelighederne kom forskerne med nogle myteknusende opdagelser. En af dem springer direkte op fra bogens forside: et farvet kort over verdens genetiske variation har Afrika i en ende af spektret og Australien i den anden. Fordi Australiens aboriginere og Afrikanere syd for Sahara deler overfladiske træk som hudfarve og kropsform, formodede man bredt, at de var tæt beslægtede. Men deres gener fortæller en forskellig historie. Af alle mennesker er Australierne længst væk fra Afrikanerne og ligner mest deres naboer, de sydøstlige asiater.61

Den Nye Imperialisme Og Socialdarwinisme

A picture by Adam Willaerts showing a British ship sailing to East India.

Længe før Darwin begyndte kolonialismen at vokse i det 16. århundrede i Europa. Præcis ligesom racisme fik kolonialismen dog senere styrke fra Darwins teori og vendte sig mod et nyt mål. Især efter den Industrielle Revolution drev kommercielle mål spredningen af europæiske stater til nye kontinenter og lande. I deres søgen efter nye markeder og rå materialer, begyndte europæere at udnytte lande på andre kontinenter. Imperialistiske initiativer i det 19. århundrede var dog baseret på andre motiver, hvilket er grunden til, at de blev kendt som den nye imperialisme.

Socialdarwinistiske forslag dominerede det nye imperialistiske syn på verden. En af Darwinistiske årsager til den nye imperialisme var kapløbet om overlegenhed. Briterne, franskmændene, tyskerne og andre nationer, der konkurrerede med hinanden, blev bedraget til at tro, at de skulle opnå nyt land for at kunne være sejrsrige som den mest magtfulde nation i kapløbet om overlegenhed.

De blev også drevet af det fejlagtige mål om at bevise deres overlegenhed over andre racer. Angelsakserne og arierne betragtede det som deres naturlige ret at tage kontrol over afrikanerne, asiaterne og indfødte australiere, som de opfattede som "underlegne racer", og at udnytte deres arbejdskraft og naturlige ressourcer. Altså udvikledes imperialismen i det 19. århundrede mere som resultat af darwinistiske mål end af økonomiske årsager.62

Above: A procession of the Britain's Royal Family in India under British colonial rule. Below: The arrival of British forces occupying Palestinian lands in the wake of the Ottoman Empire. Palestine had enjoyed peace and security for hundreds of years under Ottoman rule, but colonial administration brought with it chaos, conflict, and oppression.

1946 udgaven af Encyclopedia Britannica siger, at:

Denne nye periode af imperialisme i slutningen af 19. århundrede fandt sin spirituelle støtte i Bismarckisme og socialdarwinisme, i alle teorierne, der glorificerede magt og succes, som havde fejet over Europa… Raceteorier lod til at give dette en ny attitude, som var i strid med alle traditionelle [dvs. kristne] værdier om moral, en retfærdiggørelse af "videnskab" og "natur", og troen på dette blev næsten den dominerende tro i den periode.63

Mange forskere og forfattere accepterer, at socialdarwinisme repræsenterer oprindelsen for det 19. århundredes nye imperialisme. For eksempel siger Gertrude Himmelfarb, professor i historie, i Darwin and the Darwinian Revolution dette om det tætte forhold mellem socialdarwinistisk racisme og imperialisme:

Socialdarwinisme er ofte blevet forstået på denne måde: som en filosofi, der ophøjer konkurrence, magt og vold over konvention, etik og religion. Altså er det blevet et portmanteau for nationalisme, imperialisme, militarisme og diktatur, for heltens, supermandens og mesterracens kulter.64

Den velkendte tyske historiker Hans-Ulrich Wehler beskriver dette aspekt af socialdarwinisme med disse ord:

… Det [socialdarwinisme] tillod, at arbejdernes eller de koloniale folkeslags emancipations ambitioner blev afvist som underlegne emners forgæves protester i kampen for overlevelse. Dækket af en aura af 'ubestridelig' videnskabelig viden var det denne alsidige anvendelse, der gav socialdarwinisme dens magt i sin meget sande forbindelse med de herskende interesser. Som en ideologi viste den sig at være næsten ideel for at retfærdiggøre imperialisme, [og] blev holdt i live af et væld af populærskribenter i de industrialiserede nationer.65

Man kan se socialdarwinistiske synspunkter i linjer skrevet i favør for imperialisme i den pensionerede tyske general Friedrich Von Bernhardis bog fra 1912, Britain as Germany's Vassal:

I verdenscivilisationens interesse er det vores pligt at forstørre Tysklands koloniale imperium. Altså kan vi alene politisk, eller hvert fald nationalt, forene tyskerne over hele verden, for kun da vil de anerkende, at tysk civilisation er den mest nødvendige faktor i menneskelig udvikling. Vi må stræbe efter at opnå nye territorier over hele verden ved at bruge alle midler i vores magt, fordi vi i Tyskland må bevare de millioner af tyskere, som vil blive født i fremtiden, og vi må give dem mad og arbejde. De burde være i stand til at kunne leve under en tysk himmel og til at kunne leve et tysk liv.66

Sulten efter at opnå nye territorier, forårsaget af den nye imperialisme, ledte til konflikter mellem de imperialistiske lande. Det førte til enorme grusomheder at betragte lokale folk som "underlegne racer", igen baseret på darwinismens fejl. Imperialister vedholdt, at de satte af sted for at bringe civilisation til de pågældende lande, men påførte en forfærdelig mængde tårer og lidelse.

Socialdarwinisme og konflikt mellem racer

African peoples were exploited for years by Westerners believing in Darwinist deceptions.

Et af aspekterne ved, at Gud har skabt forskellige racer, stammer og nationer på Jorden, et kulturel udveksling mellem dem. I Koranen afslører Gud, at Han har skabt forskellige menneskesamfund "så i kunne genkende hinanden." (Surat al-Hujurat, 13)

Ifølge socialdarwinismens verdenssyn eksisterer mennesker ikke for at lære hinanden at kende, men for at kæmpe. Som følge er konflikt mellem racer og nationer den største drivkraft for menneskelig udvikling. Socialdarwinismens irrationelle formodninger siger, at for at kunne sejre i konflikten mellem racerne, vil nye opdagelser blive gjort. Som resultat vil de "civiliserede" og "overlegne" komme til tops og menneskeheden vil altså udvikle sig. At foreslå, at folk vil udvikle sig ved dræbe og massakrere hinanden, forfølge og undertrykke andre, er intet andet end barbarisk. Uenigheder og problemer vil opstå fra tid til anden. Men alle vanskeligheder kan løses på fredelige måder. At forestille sig, at vold udgør en løsning, gør kun den gældende vanskelighed endnu mere uløselig. Som det allerede er gjort klart, er det fuldt ud retfærdigt, at nationer tager forbehold for at beskytte deres fremtidige interesser. Men det er både ulogisk og et brud på god samvittighed at fastsætte en politik, der ignorerer andre nationers rettigheder, eller at tro, at en nations interesse ligger i et ødelægge de andres.

Nutidens evolutionister forsøger at udstille Darwin som "human" og modstander af racisme, men faktisk var han er fortaler for konflikt mellem racer og fremsatte den løgn, at den "civiliserede" – hvert fald ifølge dem selv – hvide race ville sejre fra sådanne konflikter. Nogle linjer fra Darwins The Descent of Man lyder som følger:

Når civiliserede nationer kommer i kontakt med barbarer, er kampen kort, undtagen hvis et dødeligt klima giver hjælp til den indfødte race… Graden af deres civilisation lader til at være et meget vigtigt element for de konkurrerende nationers succes.67

The American Civil War (1861-1865) between the northern states, who demanded that slavery be abolished, and the southern states, who wanted it to continue. The idea of the superiority of the white race became a casus belli, and for four years, countrymen were to fight against one another. Slavery was finally abolished in the United States when the North emerged victorious.

Andre steder i sin bog henviser Darwin til konflikten mellem "vildmænd" og de "civiliserede" og påstår, at den sidstnævnte vil være overlegen. Med disse totalt indbildte formodninger lagde han fundamentet for det kaos og den lidelse, der skulle fortsætte i næsten et århundrede.

Mange darwinister, som kom efter ham, behandlede konflikt mellem racer, som om det var et videnskabeligt faktum. For eksempel er National Life from the Standpoint of Science af Karl Pearson, en evolutionær teoretiker fra det 19. århundrede, opfattet som en efterfølger af Francis Galton, vigtig i rollen af at afsløre den samtidige opfattelse af racemæssig konflikt og årsagerne bag den nye imperialisme. Ligesom andre socialdarwinister påstod Pearson, at konflikt mellem racer er nødvendig, og at intern kamp inden for én race ikke er tilstrækkelig for evolution. Nogle af disse af Pearsons påstande, som er blottet for al videnskabelig sandhed, lyder som følger:

Det, jeg har sagt om dårlig bestand, lader for mig til at gælde for menneskets lavere racer. Hvor mange århundreder, hvor mange tusindvis af år, har Kafferen eller negeren holdt store distrikter i Afrika uforstyrret af den hvide mand? Dog har deres interne stammekampe ikke endnu produceret en civilisation, der er bare lidt sammenlignelig med den Ariske. Uddan dem og nær dem, som du vil, jeg tror ikke, du vil lykkes med at modificere bestanden. Historie viser mig en måde, og kun en måde, hvorpå en høj grad af civilisation er blevet produceret, nemlig kampen mellem racer og overlevelsen af de den fysiske og mentalt stærkere race.68

Fordrejede udtalelser som disse gav imperialismen en påstået videnskabelig støtte. Europæerne, som besatte det afrikanske kontinent og en stor del af Asien, samt forfulgte det australske indfødte folk, påstod, at deres besættelse var baseret på naturlige love og den eneste måde for, at menneskeheden kan udvikle sig. (At denne påstand ikke havde noget grundlag blev senere bevist af følgende fremskridt i den videnskabelige verden.) Ifølge Pearson ville krige, der tidligere blev udført på en bevidstløs måde, ville nu skulle føres på en bevist, forud planlagt måde:

Der er en kamp, race mod race og nation mod nation. I de tidlige dage af den kamp var det en blind, ubevidst kamp mellem barbariske stammer. Nu, i tilfældet af den civiliserede hvide mand, er den blevet nationens mere og mere bevidste, nøje rettede forsøg på at tilpasse sig selv et kontinuerligt forandrende miljø. Nationen må forudse hvordan og hvor kampen vil blive fortsat… Jeg har bedt jer om at se på nationen som en organiseret helhed i kontinuerlig kamp med andre nationer, om end det er med våben eller med handel og økonomiske processer. Jeg har bedt dig om at se på denne kamp som en enten god eller ikke fuldt ud dårlig ting; det er kilden til menneskelig fremgang gennem hele verdens historie.69

I det 19. århundrede tog denne afvigende tro på, at konflikt mellem racer og nationer var en vej til udvikling, og som opfattede andre racer og nationer end sin egen som "underlegne", kontrol over store dele af verden. Nogle imperialistiske europæere opførte sig helt hensynsløst overfor deres erobrede landes indbyggere. Fra de metoder, de tog i brug, blev det tydeligt, at de opfattede disse folk som svage og underlegne, nedvurderede dem og nægtede at acceptere dem som mennesker, som havde lige rettigheder med dem selv. Den nye imperialisme var det 19. århundredes implementering af socialdarwinisme på et verdensomspændende plan.

En grund til, at darwinistiske ideer fik så stor støtte, var, at europæerne på den tid havde bevæget sig væk fra religiøse moralske værdier, som kræver, at folk lever i fred. Gud har befalet folk til at være tolerante og tilgivende over for hinanden. At korruptere orden i verden og at påbegynde krig og konflikt er ondskab, som bærer tungt ansvar i Guds syn. I Koranen har Gud afsløret, at Han ikke elsker, når korruption eller skade påføres folk:

Når han har vendt sig bort, stræber han efter at skabe fordærv på jorden og ødelægge afgrøde og afkom. Gud elsker ikke fordærv. (Surat al-Baqara, 205)

Hensynsløs adfærd i kolonier

A British military ceremony in India

De socialdarwinistiske synspunkter, som dominerede den koloniale elite, viste sig i den politik, der blev taget i brug overfor de indfødte. Disse administrationer betragtede ikke disse folk i landene, de regerede, som menneskelige, men som primitive, mellemliggende livsformer og påførte normalt lidelse, ødelæggelse og ulykke. Socialdarwinisme var en hovedfaktor i disse landes hensynsløse adfærd. Som allerede set fik de aggressive metoder adopteret af nogle nationer, som i deres arrogance betragtede andre nationer som underlegne, falsk legitimering gennem socialdarwinisme. Disse lande betragtede sig selv som perfekt retfærdiggjort i at vedtage en sådan adfærd, som kun øgede deres grådighed og aggression.

Opiumskrigene er et interessant eksempel. Storbritannien begyndte at sælge opium til Kina i det tidlige 1800-tal, selvom produktionen, salget og indtaget af opium på den tid var forbudt i selve Storbritannien. Den engelske herskende klasse, som skruppelløst beskyttede sine egen folk mod denne plage, gjorde hurtigt det kinesiske folk afhængigt af opium. Efter hans søn døde af overdrevent opiumindtag, besluttede kejseren at sætte en stopper for, at de britiske importerede stoffet til hans land. En embedsmand, Lin Zexu (Lin Tse-Hsü), blev sendt til Canton – Det Østindiske Kompagnis største havn – for at sætte en stopper for handlen. Siden de britiske forhandlere ikke ville samarbejde, fik Zexu opiumslagrene lukket. De britiske fulgte øjeblikkeligt dette op med et militært indgreb. De kinesiske blev dirigeret og tvunget til at acceptere en ydmygende traktat, hvori opiumhandlen i Kina blev betragtet som lovlig. Lin Zexu mistede sin post i regeringen og blev sendt i eksil.

British forces brutally suppressing Indians demanding their freedom A British soldier selecting soldiers for the Indian Army

De Portugisiske, for deres vedkommende, udførte deres "overlegenhed" ved at gøre de indfødte til slaver. De kidnappede indfødte fra deres koloni i Angola og sendte dem langt over havet som "aftalte" arbejdere i fem år. Men meget få af dem overlevede længe nok til at tage deres returrejse. I størstedelen af de besatte lande tog de koloniserende magter territorier og ressourcer, som de betragtede som passende, til sig selv og gav dem til bosættere eller firmaer fra deres egne lande. De havde ingen interesse i de folk, som havde mistet deres land og udnyttede totalt deres arbejdskraft, goder og mineralske ressourcer.

Fra deres kolonier sendte de britiske rå materialer som bomuld, te og mineraler til England, og sendte senere produkter lavet af dem tilbage til kolonierne for at sælge dem til en høj pris. Bomuld fra Indien blev bearbejdet i England, og salget af indisk bomuld var forbudt i Indien. Med andre ord måtte de kun bruge bomuld solgt af de britiske. Inderne var også kun i stand til at købe salt produceret af de britiske.

En anden praksis ved den nye imperialisme var deres forklejnelse og respektløse adfærd overfor regenter af de lande, de koloniserede. Men i tidligere tider, fra Elizabeth I's æra og indtil Napoleon, havde administratorer behandlet fremmede ledere ligeværdigt. Den afvigende ide om at betragte sig selv som overlegen vandt styrke i det 19. århundredes Europa, og bragte uforskammethed og uhøflighed med sig.

Darwinistiske imperialister udstillede deres kolonisering af andre nationer som resultatet af, at deres racer var "underlegne" og "bagud". Ifølge sådanne påstande skulle den overlegne race spredes over hele verden, og hvis verden skulle se fremgang, skulle de underlegne forbedres. Sagt på en anden måde, påstod koloniale magter, at de bragte "civilisation" til de lande, de erobrede. Sammen med deres socialdarwinistiske ideer bragte de koloniale magter i det 19. og 20. århundrede kaos, konflikt, frygt og ydmygelse med sig, i stedet for velvære, glæde, kultur og civilisation. Selv hvis man accepterer, at kolonisatorerne gav nogle fordele til deres lande, så var den skade, de forårsagede, mange gange større.

Above: King Prempeh, leader of the African Ashanti tribe, and the Queen Mother, submitting to British troops. Left: The treatment meted out to native Australians.

Karl Pearsons ord citeret nedenfor, blottet for nogen menneskelighed eller medfølelse, opsummerer disse darwinistiske baserede synspunkter:

A picture of the Congo under French colonial rule. The native peoples in the jungle were slaughtered by whites regarding them as a species of animal.

Prince Edward, the Duke of Windsor, receiving gifts from the Maharajah of Koihayur Zulus entertaining British troops celebrating Queen Victoria's birthday by holding a sack race

Kampen betyder lidelse, intens lidelse, mens den foregår, men den kamp og den lidelse har været de stadier, hvorved det hvide menneske har nået sit nuværende udviklingsstadie, og de redegør for det faktum, at han ikke længere bor i huler og spiser rødder og nødder. Denne afhængighed af udvikling via overlevelse af den stærkeste race, uanset hvor forfærdelig mørk den måske virker på nogle af jer, giver kampen for overlevelse dens forløsende egenskaber: det er den fyrige smeltedigel, som det finere metal kommer ud af. Du kan håbe på en tid, hvor sværdet bliver lavet om til plovjern, hvor amerikanske, tyske og engelske handelsmænd ikke længere skal kæmpe på verdensmarkedet for deres rå materialer og for deres føderessourcer, når den hvide mand og den mørke vil dele jorden mellem dem, og begge som de formår. Men tro mig, når den dag kommer, vil menneskeheden ikke længere udvikle sig; der vil ikke være noget, der kontrollerer den underlegne bestands fertilitet, arvelighedens ubarmhjertige lov vil ikke kontrolleres og styres af naturlig selektion. Mennesket vil gå i stå…

Stien af udvikling er dækket med nationers forfald, overalt er der spor af de [slagtede rester] af underlegne racer, og af ofre, som ikke fandt den smalle vej til større perfektion. Men disse døde mennesker har i sandhed været springbrættet for, at menneskeheden er nået til nutidens højere intellektuelle og følelsesmæssige liv.71

Dette "verdenssyn", som betragter de fleste nationer som underlegne, og deres lidelse og død som et trin på vejen til den såkaldte evolution, udgør en fare for hele menneskeheden. Hvis individer går sammen om at se en ide som et videnskabeligt faktum, lige meget hvor farlige eller uvidenskabelig og ulogisk den så er, og begiver sig ud i propaganda på dens vegne, så vil den ide og dens biprodukter blive accepteret af dem, der mangler tilstrækkelig information om det pågældende emne. Det er hvor darwinismens skjulte fare ligger. Folk, der tror på koncepter som "kampen for overlevelse" og "konflikt mellem overlegen og underlegen race", udførte alle mulig hensynsløse gerninger under beskyttelse af disse påstande – eller var hvert fald stille, mens andre gjorde det. Som resultat opstod racistiske, aggressive og hensynsløse diktatorer såsom Hitler, Mussolini og Franco, og millioner bifaldt deres ord. Og på grund af disse grusomme ideologier levede og døde millionvis i smerte, frygt og lidelse.

In 1827, the French began occupying Algeria. As part of the colonialist mentality of the time, the French regarded nations other than their own as second class, and constructed a system based on oppression of and violence against the Algerians. First of all, education and even speaking in Arabic were banned. Then Algeria was made economically totally dependent on France. Opponents were bloodily suppressed. Below: A picture showing the torture and mistreatment of the Algerian people.

Inset left: İn Nebraska in 1919, a group of some 5,000 whites besieged the courthouse and captured a black prisoner and beat him senseless before shooting him more than 1,000 times and finally burning the body. Large picture: Two young blacks, Thomas Shipp and Abraham Smith, were lynched in Indiana in 1930. Thousands of Whites armed with baseball bats beat the two to death before hanging them. İn the 1930s, the Ku Klux Klan began to grow. These lynchings are just two of the countless examples of the hatred and ruthlessness that racism brings with it.

Socialdarwinisme og krig

A Polish girl whose older sister was killed by the Nazis in 1939.

Den bedragende ide, at konflikt mellem racer kunne føre til nationers udvikling, lagde også grundlaget for krig. Før Første Verdenskrig, da socialdarwinisme var udbredt, blev krig opfattet som "den meste passende måde" at sikre eliminering af de svage og udryddelse af folk, der blev set som byrder, overlevelsen af de stærke og udviklingen af menneskeracen.

Gennem historien er mange krige blevet udkæmpet, men normalt fandt de sted inden for grænse, ikke direkte målrettet efter den civile befolkning, men mellem nationernes hære. Men i krige udkæmpet med socialdarwinistiske midler var det sande mål folket, at reducere den "overskydende befolkning" af de såkaldte "svage" og de påståede "underlegne".

The Darwinist claim that conflict is an essential part of human nature encourages war between nations. Yet the impact of wars have on innocent civilians is obvious

Før Første Verdenskrig beskrev mange skriverier og taler de darwinistiske grundlag for kris. Richard Milner, en medredaktør på Natural Historiy, magasinet fra New York's American Museum of Natural History, skriver om tyske intellekters krigeriske darwinistiske synspunkter på den tid:

Under Første Verdenskrig troede tyske intellekter, at naturlig selektion var uimodståelig almægtig (Allmacht), en naturlov, der drev dem til blodig kamp for dominering. Deres politiske og militære fagbører promoverede Darwins teorier som det "videnskabelige" grundlag for en søgen efter verdenserobring, med fuld opbakning fra tyske videnskabsmænd og professorer i biologi.72

I de år begav General F. von Bernhardi sig ud i propaganda på socialdarwinismens vegne. I sin bog, Germany and the Next War, vedholdt Bernhardi, at konflikt var en biologisk forpligtelse, og den bedste måde at befri verden fra de uegnede: "Krig er en biologisk nødvendighed af højeste vigtighed, et regulerende element i menneskehedens liv, som ikke kan undværes, fordi der uden den vil følge en usund udvikling, som ekskluderer ethvert fremskridt for racen, og derfor al sand civilisation."73

Social Darwinist logic formed the basis of ruthless Nazi occupations, during which time millions of Russians were expatriated for slave labor and more millions executed for no crime at all.

Ideen, at krig er et "regulerende element" kan ikke retfærdiggøres på en rationel eller logisk måde, eller med videnskabelige fakta. Krig er en ødelæggende kraft, som forårsager enorme tab af liv og ejendele, og dets effekter på samfundet er enormt svære at reparere.

Ikke desto mindre fortsatte de, der betragtede konstant krig og slagteri som krav for såkaldt civilisation, at eftersøge dem. Andre steder i Bernhardis bog skrev han for eksempel:

Young people being obliged to fight, despite all the suffering that war brings with it, represents the dark face of Darwinism.

Krig er ikke blot et nødvendigt element i nationers liv, men en uundværlig kulturfaktor, hvori en sand civiliseret nation finder sit højeste udtryk for styrke og vitalitet. … Krig giver en biologisk retfærdig beslutning, fordi dens beslutning hviler på selve sagens natur. … Det er ikke bare en biologisk lov, men en moralsk forpligtelse og, som sådan, en uundværlig faktor i civilisationen.74

Uden tvivl var en af de største fejl af de, der blev betaget af sådanne ideer, at formode, at krig er forenelig med menneskelig natur og derved uundgåelig. Ifølge det synspunkt er det sådan, at jo mere folk fører krig, jo mere magt og vitalitet for de. Dette er en stor fejl. Gud har skabt mennesker på en sådan måde, at de er lykkeligst med fred. Kaos og konflikt forårsager forfærdelig spænding i den menneskelige sjæl. Den hurtigste sociale, økonomiske og kulturelle fremgang gøres mulig i et klima af fred og sikkerhed. I sin bog Darwin and the Darwinian Revolution kommer Gertrude Himmelfarb med følgende kommentar:

For generalen [Bernhardi] var det nødvendigheden for krig, der kom først, de imperialistiske eventyr og nationalistiske eksperimenter der fulgte efter. For andre var det modsat: de imperialistiske og nationalistiske forhåbninger bragte krig og militarisme til. Der var endda nogen, som ville have kunne lide krigens dyder uden byrden af militarisme og nationalisme: dette var socialdarwinismen i sin reneste, mest uinteresserede form.75

As long as they do not experience war, people may never realize what a terrible disaster it actually is. It must never be forgotten that war spells sorrow, loss and suffering for millions of innocents. The way to build a world without war and conflict, one full of peace and security, is by the eradication of ideologies incompatible with the religious moral values commanded by God.

Sir Arthur Keith, en evolutionistisk antropolog og forfatter af Darwins biografi, indrømmede åbent, at han gik helt ind for krig. Selvom han personligt kunne lide ideen om fred, frygtede han resultatet af sådan et eksperiment. Han kom også med den ulogiske forudsigelse, at verden efter 500 års fred ville blive til "en frugthave, der ikke er blevet beskåret i mange efterår og er vokset i ukontrolleret overvækst i uendelig tid."76

Keiths ord indikerer, hvor hensynsløse darwinistiske forslag kan gøre folk. Keith mente, at verden skulle "beskæres" en gang i mellem, at de "elementer", der forsinkede forstærkningen af verden, skulle skæres væk og kasseres. Han støttede åbent brutalitet. "Beskæringen", som Keith snakkede om, var krig, og de, der døde i krig, som han følte skulle kasseres, var hjælpeløse mænd og kvinder og børn. De, der blev indfanget af darwinismens bedrag, føler ingen sympati for disse uskyldige mennesker. Teorien, at man for at styrke og udvikle den hvide race må eliminere de, der betragtes som svage, førte til grusomheder som aldrig før.

African- Americans lynched in 1906.

So long as love of God and feelings of compassion and sympathy for the human beings He created do not prevail, humanity will continue to experience such tragedies.

Socialdarwinismens forstyrrede synspunkter er en af hovedgrundene til de krige, konflikter og slagteri, som usvækket er fortsat siden det 19. århundrede. Som resultat af det konstante kald for krig, faldt selv de, der ikke vidste noget om socialdarwinisme, under dens forhekselse.

I det tidlige 20. århundrede var de, der begyndte at tro på, at krig var essentielt, ikke bare en gruppe marginale ideologer, men mange journalister, akademikere, politikere og civile tjenestemænd.77 De opfordrede udryddelsen af kvinder, børn, de ældre og de trængende, og den bunkevise bekostning af unge liv på slagmarken, angiveligt for "menneskehedens fordel".

Disse synspunkter blev delt på det allerhøjeste plan. For eksempel tilegnede tyske kansler Theobald von Bethmann-Hollweg sig troen – som var udbredt blandt middelklasse, da Første Verdenskrig begyndte – på, at konflikt mellem de slaviske og germanske var uundgåelig.78 Kaiser er kendt for at have lignende synspunkter. Mange historikere betragter de onde påstande om, at krig var uundgåelig, og at udrensningen af underlegne racer var naturlig og brugbar, som nogle af hovedårsagerne til Første Verdenskrig.

The 20th century, dominated by Social Darwinist philosophy, has gone down in history as one of war and bloody conflict. For decades, expressions of suffering never left the faces of millions.

Filosoffen Friedrich Nietzsche var også en af de fremmeste støtter af socialdarwinismen i Tyskland. Ifølge ham skulle det ideelle sociale system være baseret på bevæbnet konflikt: "Mænd skal være trænet til krig, og kvinder til genskabelsen af krigeren; alt andet er dårskab."79 Ifølge Nietzsches fordrejede synspunkt bestod livet udelukkende af krig, og krig indeholdt alt i sig.

During World War I, the Germans employed mustard gas in violation of the rules of war. The picture shows a British soldier killed by that gas.

Hitler, en fanatisk socialdarwinist og stor beundrer af både Darwin og Nietzsche, satte deres krigeriske synspunkter ud i virkeligheden. Ved at kombinere militær tankegang med evolutionsteorien, sagde Hitler:

Hele naturen er en kontinuerlig kamp mellem styrke og svaghed, og de stærkes evige sejr over de svage.80

Disse ideer fremsat af Hitler og andre som ham var produkter af en forfærdelig uvidenhed. De, der forestillede sig, at de med evolutionsteorien baserede deres militære og aggressive tankegang på et videnskabeligt grundlag, bedrog kun sig selv. Men med de titusindvis af mennesker, de fik til at følge sig, påførte de verden skade i et hidtil uset omfang.

I en artikel med titlen "The Philosophy and Morals of War" identificerer Max Nordau – en af lederne af den zionistiske bevægelse – Darwin som hovedstøtten til krig:

Social Darwinist ideas that encouraged conflict afflicted millions all over the world. Babies crying over the body of their dead mother are just a part of the great suffering inflicted by war.

Den største autoritet af alle fortalerne for krig er Darwin. Efter evolutionsteorien er blevet udbredt, kan de dække deres naturlige barbarisme med Darwins navn og udråbe de blodige instinkter i deres inderste hjerter som videnskabens sidste ord.81

I Darwin, Marx, Wagner:Critique of a Heritage sagde Jacques Barzun, en historielærer ved Columbia Universitet, at Darwin tændte militarismen og krigens ild overalt:

In wartime, not only the civilians suffer. Soldiers forced to fight as a result of a philosophy that has inflicted nothing but blood and sorrow on the world are also part of war's cruel face.

Krig blev symbolet, billedet, tilskyndelsen, grunden og sproget for alle menneskelige gerninger på planeten. Ingen, der ikke har vadet gennem en større del af litteraturen i perioden 1870-1914 har nogen fornemmelse for, i hvilket omfang det er én lang opfordring til blod… Militaristerne i den anden halvdel af århundredet forskønnede krig og svælgede i udsigten til det. Med relativ straffrihed for sig selv tog de det for givet, at alle livets kampe er kampe for overlevelse, og at taberens død er det "naturlige" mål.82

I den samme bog beskriver Barzun, hvordan Europa især blev påvirket af darwinismens racistiske, militaristiske grundsætninger:

I hvert europæisk land mellem 1870 og 1914 var der et parti, der krævede våben, et individualistisk parti, der krævede hensynsløs konkurrence, et imperialistisk parti, der krævede en fri hånd over folk, der var bagud, et socialistisk parti, der krævede erobringen af magt, og at racistisk parti, der krævede interne udrensninger af fremmede – alle sammen, når appeller til grådighed og hæder slog fejl, eller endda før, påberåbte sig Spencer og Darwin, som så at sige var videnskabsinkarnerede. ...Race var biologisk, det var sociologisk; det var darwinistisk.83

Disse bedragerier, identificeret og beskrevet af mange akademikere, redegør for det 20. århundredes historie af krig, slagteri og folkemord.

I Guds syn ligger overlegenhed i fromhed, ikke i race

White students attacking a black lawyer. Racism is a cause of anger, hatred, aggression and conflict. These students have so taken leave of their humanity as to kill an innocent man solely because of the color of his skin. They are living under the influence of Social Darwinism, whether consciously or otherwise. Top: An Alabama passenger bus in 1930. A separate section marked “Colored Passengers” was set aside for blacks.

Sådan brutalitet var ikke begrænset til nazisterne. Mange dele af verden har oplevet forfærdelige katastrofer på grund af racisme. På grund af det er hundredtusindvis blevet betragtet som værdiløse, ydmyget, tvunget fra hjem og gjort til slavet, dræbt eller efterladt til at dø, behandlet som dyr, og brugt til farmaceutiske forsøg. Eksemplerne citeret i denne bog er blot få af mange dokumenterede tilfælde af brutalitet og vold.

Den sociale struktur, som darwinismen forestillede sig, skal identificeres præcist. Som alle materialistiske teorier kan socialdarwinisme, som vedholder at folk er selviske væsner, som kun lever for sin egen interesse, kun ansvarlige for sig selv, aldrig bringe sande moralske værdier og lykke til individer eller til samfundet som helhed. For at opnå rigtige moralske værdier og glæde, skal en person efterlade egoistiske ønsker. Religiøse moralske værdier, som befalet af vores Herre, lærer folk hvordan dette vil være. Folks ansvar over for Gud og den slags moralske værdier, de skal have for at opnå Hans anerkendelse, findes i Koranen.

... Help each other to goodness and heedfulness. Do not help each other to wrongdoing and enmity. Fear God... (Surat al-Ma’ida, 2)

Hvis folk tror på Guds bud og Bogen nedsendt af Ham, så vil de føle medfølelse og hengivenhed overfor andre.

De, der elsker og frygter Gud og adlyder Hans bud, ser andre folk som væsner, Han har skabt, og skelner ikke mellem dem på grund af race, nation, hudfarve eller sprog. I ethvert menneske ser de skønheden skabt af Gud og finder glæde i den skønhed. Deres tro gør dem kærlige, medfølende og beskyttende. Men nogle hjernevasket af darwinismens fejlsætninger ser ned på andre racer og nationer, føler sig retfærdiggjort i at undertrykke og endda udrydde dem, og spreder intet andet end spændinger, ulykke og frygt.

Racismen og imperialismen, som sås i det 19. og 20. århundrede er resultatet af dette darwinistiske verdenssyn.

I Koranen har Gud forbudt diskrimination på grund af race og har sagt, at folk kan opnå overlegenhed ifølge Ham gennem tro og deres frygt til Ham:

I mennesker! Vi skabte jer af mand og kvinde, og Vi gjorde jer til folkeslag og stammer, så I kunne genkende hinanden. Den fornemste af jer er i Guds øjne den af jer, der er mest gudfrygtig. Gud er vidende og indsigtsfuld. (Sura al-Hujurat, 13)