Brug Af Bølger Og Vibrationer

Lyd bevæger sig gennem luft og vand i form af bølger, som skydes tilbage, hvis de rammer en genstand. Hvis du ejer den nødvendige teknologi og viden, kan disse tilbagesendte bølger give en stor mængde information om den genstand, de mødte, såsom afstanden fra kilden, størrelsen og bevægelsens retning og fart.

Denne teknologi til at lokalisere objekter ved hjælp af lyd- og trykbølger blev udviklet i det 20. århundrede, faktisk til militære formål. Men i dag bruges den også til at lokalisere sunkne skibe og til at kortlægge havbunden. Men for millioner af år siden, lang tid før man opdagede denne teknologi, brugte levende ting i naturen de lydbølger, de spredte omkring sig, for at kunne overleve.

Delfiner, flagermus, fisk og møl har alle haft dette system, kendt som sonar, lige siden de blev skabt. Hvad mere er, er deres systemer meget mere sensitive og funktionelle end de, der bruges af mennesker i dag.

Flagermus’ Sonar Når Langt Ud Over Grænserne For Menneskelig Teknologi

Det amerikanske forsvar begyndte at implementere principper fra flagermussonar i deres egne sonarsystemer, en uerstattelig metode til at lokalisere ubåde under havets overflade. Ifølge en rapport i Science, et af Amerikas bedst kendte blade, afsatte det amerikanske forsvar en speciel allokering for at betale for dette projekt.

Man har længe vidst, at flagermus bruger deres sonarsystem til at finde vej i tusmørket. For nylig har forskere afsløret nye hemmeligheder om, hvordan de gør. Ifølge deres forskning kan den brune, insektædende flagermus, Eptesicus fuscus, behandle to millioner overlappende ekkoer i sekundet. Endvidere kan den opfatte disse ekkoer med en spaltning på kun 0,3 millimeter (1/80 af en inch). Ifølge disse tal er flagermusens sonar tre gange mere følsom end den tilsvarende menneskeskabte.50

Flagermus’ sonar navigationsmæssige evner lærer os en stor del om at flyve i mørket. Forskning udført med infrarøde termiske kameraer og ultralydsdetektorer indsamlede betragtelig information omkring, hvordam flagermus flyver, når de leder efter bytter i mørket.

Flagermus kan fange et insekt midt i luften, når insektet stiger op fra græsset. Nogle flagermus dykker endda ned i busken for at fange deres bytte. Det er ikke en let opgave at fange et insekt, der brummer i luften, ved kun at bruge reflekterede lydbølger. Men hvis du tænker på, at insektet er blandt buskene, og lydbølger kommer tilbage fra alle bladene omkring det, så vil du forstå, hvilken imponerende opgave flagermusen faktisk udfører.

I en situation som den reducerer flagermus deres sonarkald for at forhindre, at de bliver forvirret af ekkoer fra den omkringværende vegetation. Men denne taktik alene er ikke nok til at gøre, at flagermus kan opfatte objekterne individuelt, for de skal også kunne skelne ankomsttiden og retningen af de overlappende ekkoer. 51

Flagermus bruger også deres sonar, når de flyver over vand for at drikke, og i nogle tilfælde for at fange dyr fra jorden. Deres ekspert manøvrering kan bedst ses, når flagermusene jagter hinanden. Hvis vi forstår, hvordan de gør dette, vil du kunne producere en lang række teknologiske produkter, specielt udstyr til sonar navigering og detektorer. Endvidere imiteres flagermus’ bredbånd sonarsystem også i dag i minerydningsteknologi. 52

With their highly developed radar equipment, the AWACS (Airborne Warning And Control System) in Boeing 767 jets is used for early warning and target control purposes. AWACS, effective in the air and on land, can identify ships on the surface only and fails when it comes to submarines under the water (which are invisible to AWACS). (Bezen Çetin, "Hava Savunma Sistemleri," (Air Defense Systems) Bilim ve Teknik, Jan. 1995, 33.)

In identifying underwater targets, the Greater Bulldog Bat (Noctilio leporinusi) is far superior to AWACS. This bat's sonar system enables it to hunt fish. It's no exaggeration to think of the bat as a kind of advanced warplane with early warning capabilities. When it locates a fish near the surface of the water, it goes into a dive. On the large feet of the bat, which are ideally designed for seizing fish, there are super sharp, powerful claws. As it approaches its prey, the bat drops its feet below the water, where its thin claws meet no water resistance. These large, sharp and pointed claws give the bat a great advantage when it comes to gripping its prey. ("More about bat echolocation;" http://www.szgdocent.org/resource/ff/f-bateco.htm) Some moth species are able to confuse the bats' detection system by means of the high-pitched squeaks they emit. If the bat can't locate the moth, it's unable to catch it. (Phil Gates, Wild Technology, 53.) The EA-6B Prowler aircraft currently used by the U.S. military imitate these moths' tactics. It monitors the electromagnetic spectrum and actively denies an adversary the use of radar and communications. ("EA-6B Prowler;" http://www.globalsecurity.org/ military/systems/aircraft/ea-6.htm)

EA-68 Prowler

Som vi har set kan egenskaberne hos levende ting være fordelagtige for os på mange måder. I et vers henleder Gud opmærksomheden på anvendelsen af dyrene:

Delfinlydbølger Og Sonarteknologi

Fra et specielt organ kendt som ’melonen’ i dens hoved, kan en delfin nogle gange producere så meget som 1200 klik i sekundet. Ved simpelthen at bevæge sit hoved er dette væsen i stand til at sende bølgerne i den retning, den ønsker. Når lydbølgerne rammer en genstand, reflekteres de og vender tilbage til delfinen. Ekkoerne reflekteret fra genstandene går gennem delfinens underkæbe til mellemøret, og derfra til hjernen. Takket være den enorme hastighed, hvormed disse data fortolkes, opnås meget præcis og følsom information. Ekkoerne lader delfinen bestemme bevægelsesretningen, farten og størrelsen på det objekt, der rammes. 53

1. Echo 2. Sound pullse

"Glory be to Him Who has the Dominion of all things in His Hand. To Him you will be returned." (Qur'an,36:83)

Scientists and engineers have built several robots based on the sonar designs in nature. One of these, the robot named “koala,” constructed by the K-Team Company, has six sonar units and was designed for remote-control exploration purposes.

Delfinens sonar er så sensitiv, at den endda kan identificere en enkelt fisk blandt en hel stime.54 Den kan også skelne mellem to separate metalmønter, som er tre kilometer væk i tusmørke. 55

I dag bruges instrumentet, som kendes som SONAR65, til at identificere mål og deres retning for skibe og ubåde. Sonar arbejder på præcis samme principper som de, der bruges af delfinen.

Roman Kuc

På Yale University blev en robot udviklet, som skulle bruges til at udforske nye miljøer. En professor i elektroteknik, Professor Roman Kuc, udstyrede robotten med et sonarsystem, der imiterede delfinernes. Professor Kuc, som brugte 10 år på at arbejde på ultralyd sensorer og robotteknologi, indrømmede ”Vi besluttede at se nærmere på, hvordan ekkolokalisering bruges i naturen for at se, om vi måske manglede noget.” 57

Forestil dig, at nogen fortalte dig, at lydbølger under havet bevæger sig med 1500 meter vi sekundet, og så bad dig om at regne ud, hvis din ubåd udsendte lydbølger, der kom tilbage på fire sekunder, hvor langt objekterne, der reflekterede dem, så var væk.

Du ville regne ud, at du var tre kilometer væk. Delfiner er også i stand til let at udføre lignende udregninger, men de ved hverken, hvilken fart deres lydbølger bevæger sig med gennem vandet, eller hvordan man ganger og dividerer. De udfører ikke nogle af disse funktioner: alt, dyret gør, er at opføre sig, som Gud har inspireret dem at gøre.

Right: Part of a sonar circuit Operators trained to interpret the data sit at the consoles of the most developed sonar systems. Yet dolphins, which evolutionists maintain are more primitive than man, have no need of such operators.	Evolutionists claim that dolphins’ sonar emerged as the result of a series of changes caused by different factors. (“National Geographic TV’s Undersea Fairy Tales;” www.darwinism-watch.com/nat_geo_tv_ undersea_tales.php) This is as senseless and meaningless as claiming that wind or earth tremors brought together thousands of pieces of electrical equipment on a shelf and formed a sonar circuit.

Sonar Hjælper De Synshæmmede

Som videnskabelig forskning forbedres, opdager vi forbløffende evner hos levende ting, som fungerer som løsninger på problemer på mange dagligdagsområder, lige fra arbejdspladsen til vores hospitaler. Darcy Winslow, general manager for miljømæssige forretningsmuligheder for Nike, udtrykker denne sandhed:

Det omfang, hvori den naturlige verden kan give teknologiske løsninger til de slags produktegenskaber, vi skal kunne yde, er stort set ubegrænsede. Bionik kræver stadig udforskning, innovation og kreativitet, men ved at tænke som eller arbejde med en biolog, må vi lære at stille en anden type spørgsmål og se på naturen for inspiration og muligheder for at lære.58

Mange firmaer følger nu en strategi, som ligner den, Winslow fremsatte. Det er nu muligt at se elektroniske og mekaniske ingeniører arbejde sammen med biologer

Ingeniører påvirket af flagermus’ sonar har allerede monteret en lille sonarenhed på et par briller. Efter en periode, hvor de blev fortrolige med brillerne, er visuelt handicappede folk nu i stand til at undgå forhindringer og selv køre på cykel. Men systemets designere understreger, at det aldrig vil erstatte det menneskelige øje eller være så funktionelt som flagermusens.

Det er selvfølgelig umuligt, at fejlfri egenskaber som disse, som selv eksperter har svært ved at kopiere, er opstået ved tilfælde. Vi må ikke glemme, at det, vi her kalder ”egenskaber”, faktisk er komplekse, sammenkoblede systemer. Fraværet eller sammenbruddet af bare én del betyder, at hele systemet ikke kan fungere. Hvis flagermus for eksempel udsendte lydbølger men ikke kunne fortolke de tilbagesendte ekkoer, så ville de faktisk ikke have noget ekkolokalisering system overhovedet.

I videnskabelig litteratur kendes det fejlfri og komplette design, som levende ting viser, som ”irreducibel kompleksitet.” Men andre ord bliver visse designs meningsløse og ufunktionelle, hvis du reduceres til en simplere form. Irreducibel kompleksitet i alle organismer og deres systemer knuser evolutionsteoriens fundamentale ide om, at organismer udvikler sig gradvist fra det simple mod det komplekse. Hvis et system ikke tjener noget formål, før det når sin endelige form, så er der ingen logisk grund til, at det beholder sin eksistens i millioner af år, mens det forfiner og færdiggør sig selv. En art kan kun overleve gennem generationerne, hvis alle dens systemer er til stede. Ingen komponenter i et system har råd til at håbe på at færdiggøre deres påståede evolution med tiden. Dette beviser tydeligt, at levende ting blev skabt fuldt udviklede og med alle deres strukturer færdige, som vi ser dem i dag, allerede fra den dag, de først opstod på jorden.

Gud bragte dyr og andre levende ting til live gennem Sin overlegne skabelse. Nyheder om denne skabelse gives i et vers:

Flagermusens Overlegne Design Viser Os, Hvordan Vi Gør Vores Veje Sikrere

Forskere ved University of Edinburgh udviklede en robot, som brugte sine smarte ører til at finde vej ved hjælp af ekkolokalisering, ligesom en flagermus. Jose Carmena, fra universitetets afdeling for informatik, og hans kolleger kaldte denne opfindelse ”RoBat”. RoBat var udstyret med en central lydkilde, som havde samme funktion som flagermusens mund, og to fastgjorte modtagere med en afstand mellem dem, ligesom flagermusens ører.

For at få det bedste ud af ekkoer, blev andre af flagermusens egenskaber også taget med, da de designede RoBat. Flagermus bevæger deres ører for at opfange interferensmønstre i ekkoerne og kan derfor let undgå forhindringer foran dem, navigere og jagte bytte. Ligesom flagermus blev RoBat også udstyret med smarte, akustiske sensorer for at gøre mekanismen så fejlfri som mulig.

Takket været sådanne naturinspirerede lydsensorer håber man, at vores veje en dag vil være meget sikrere.

Faktisk har bilproducenter som Mercedes og BMW allerede brugt ultrasoniske sensorer for at hjælpe folk med at bakke. Takket være dem informeres føreren om, hvor tæt han er på bilen eller hindringen bag ham. 59

En Fisk Som Detektor Mod Forurening

Den Vestafrikanske elefantfisk (Gnathonemus petersii) lever i 27ºC (80ºF) mudret vand i Nigeria. Denne 10 cm (3,9 in) lange fisk burger sine øjne meget lidt i mudret vand. Den finder vej ved hjælp af de elektriske signaler, der konstant udsendes af muskler i dens hale. Under normale forhold udsender den 300-500 signaler i minuttet. Når forureningsniveauet øges, kan antallet af signaler udsendt per minut dog overstige 1000.

Detektorer, der gør brug af elefantfisk, bruges til at måle forureningsniveauer i den engelske by Bournemouth. Et vandfirma i byen gav vandprøver fra River Stour, som skulle tjekkes af 20 elefantfisk. Hver fisk bor i et akvarium fyldt med vand fra floden. Receptorsignalerne i akvariet videresendes t il computere, som de er forbundet med. Hvis vandet er forurenet, identificeres the stigende antal signaler, som fiskene udsender, og alarmsignalet gives ved hjælp af computeren.60

The electric eel Electrophorus electricus lives in the Amazon. Two-thirds of its two-meter long body is covered in 5,000 to 6,000 electricity-producing disc-like plates that produce 550 V / 2 A of electricity. The shock is sufficient to stun fish up to two meters away. (“Iste Doga,” Bilim ve Teknik, Nov. 1985, 11.) Scientists imitate the electric eel’s defense mechanism, using the same principle as it employs today. That the eel can release such a strong discharge of electricity is truly a miracle of creation. It’s out of the question for this exceedingly complex system involved to have come about in stages: If the fish’s electricity production fails to function completely, it will give it no advantage. In other words, every part of the system must have been created flawlessly and at the same time. Middle: An electric stun gun Right: An electric eel

You can use electrical signals to locate an object or for communications, but need to have accumulated scientific technology to do so. Even today, very few countries have reached that level. Yet some electric eels possess organic radar around their bodies that give off electrical signals that bounce back from its surroundings, letting the animal obtain information about the size, speed and motion of the objects around it. The eel can also obtain information about the gender and maturity of another electric eel, and then invite it to mate or frighten it off. (W. M. Westby, "Les poissons électriques se parlent par décharges," Science et Vie, no. 798, Mar. 1984) Considering the complicated nature of our radar and communications systems, we can better understand the marvelous creation within the eel’s body.

The glass knife fish (Eigenmannia virescens) locates objects in much the same way as humans calculate distance. We calculate distance according to the distance between sound waves and the time waves from the object take to reach our ear. This takes place in a little as 1/15,000 second. Instead of the sound waves, however, the glass knife fish emits electrical signals and detects perturbations in the self-generated electric field due to nearby objects. As California University researchers G. Rose and W. Heilingenberg discovered, the fish can perform these calculations in 400 billionths of a second, like a super-computer. ( “Harika Balik,” (Wonderful Fish), Hakan Durmus, Bilim ve Teknik, Mar. 1991, 43)