De fleste tror, at evolutionsteorien først blev fremsat af Charles Darwin, og at den bygger på videnskabelige beviser, observationer og eksperimenter. Men sandheden er, at Darwin ikke var dens ophavsmand, og teorien bygger heller ikke på videnskabeligt bevis. Teorien består af det gamle dogme om materialistisk filosofi tilpasset til naturen. Selvom den ikke er opbakket af videnskabelige opdagelser, er teorien blindt støttet i navnet af materialistisk filosofi.
Denne fanatisme har ledt til alle mulige ulykker. Sammen med spredningen af Darwinisme og den materialistiske filosofi, den støtter, har svaret til spørgsmålet ”Hvad er et menneske?” forandret sig. Folk, som plejede at svare: ”Allah skaber mennesker, og de skal leve ifølge den smukke moral, han lærer”, er nu begyndt at tænke, at ”mennesket blev skabt via tilfældighed, og det er et dyr, som udvikledes ved hjælp af kampen for overlevelse.” Der er en dyr pris at betale for dette store bedrag. Voldelige ideologier som racisme, fascisme og kommunisme, og mange andre barbariske verdensbilleder baseret på konflikt, har alle samlet styrket fra dette bedrag.
Denne del vil undersøge den katastrofe, Darwinisme har bragt til verden, og afsløre dens direkte sammenhæng med terrorisme, et af de vigtigste globale problemer i vor tid.
Darwin startede med et simpelt bedrag, da han udviklede sin teori: ”udviklingen af levende ting afhænger af kampen for overlevelse. De stærke vinder kampen. De svage er fordømt til besejring og glemsel.”
Ifølge Darwins uvidenskabelige synspunkt, er der en hensynsløs kamp for overlevelse og en evig konflikt i naturen. De stærke vinder altid over de svage, og det gør, at udvikling kan finde sted. Den undertitel, han gav til sin bog ”The Origin of Species by Means of Natural Selection or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life", indkapsler dette synspunkt.
Endvidere foreslog Darwin, at ’kampen for overlevelse’ også gjaldt mellem menneskelige racemæssige grupper. Ifølge den fanatiske påstand var ’foretrukne racer’ sejrende i kampen. Foretrukne racer var i Darwins synspunkt hvide europæere. Afrikanere eller asiater var faldet bagud i kampen for overlevelse. Darwin gik længere og foreslog, at disse racer snart ville tabe ”kampen for overlevelse” fuldstændig, og derfor forsvinde:
I en fremtidig tid, ikke ret langt borte målt i årtier, vil den civiliserede menneskerace næsten helt sikkert udrydde og erstatte de vilde racer i hele verden. På samme tid vil anthropomorphous aberne… uden tvivl blive udryddet. Afstanden mellem mennesket og hans nærmeste allierede vil så blive større, for det vil gribe ind mellem en mand på et mere civiliseret niveau end den kaukasiske, som vi kan håbe på, og en abe så lav som bavianen, i stedet for som nu mellem negeren eller australieren og gorillaen.1
Den indiske antropolog Lalita Vidyarthi forklarer, hvordan Darwins evolutionsteori pålagde racisme på samfundsvidenskaben:
Hans (Darwins) teori om, at den stærkeste overlever, blev budt varmt velkommen af de samfundsvidenskabelige på den tid, og de troede, at menneskeheden havde opnået diverse niveauer af evolution, som kulminerede i den hvide mands civilisation. Ved den anden halvdel af det nittende århundrede, var racisme accepteret af størstedelen af vestlige videnskabsmænd som et faktum. 2
Darwins inspirationskilde til dette emne var den britiske økonom Thomas Malthus’ bog An Essay on the Principe of Population. Overladt til dem selv, regnede Malthus ud, at den menneskelige befolkning ville stige hurtigt. Efter hans synspunkt var de største indflydelser, som holdt befolkningen under kontrol, katastrofer såsom krig, hungersnød og sygdom. Kort sagt, ifølge denne brutale påstand, måtte nogle mennesker dø for at andre kunne leve. Eksistens begyndte at betyde ”permanent krig.”
I det 19. århundrede var Malthus’ ideer bredt accepteret. Især den intellektuelle europæiske overklasse støttede hans grusomme ideer. I artiklen ”The Scientific Background of the Nazi 'Race Purification' Programme” er vigtigheden af det 19. århundredes Europa knyttet til Malthus’ syn på befolkning beskrevet på denne måde:
I den første halvdel af det nittende århundrede mødtes medlemmer af de ledende klasser i hele Europa for at diskutere det nylig opdagede ”befolkningsproblem” og for at udtænke metoder til at gennemføre det Malthusianske mandat for at øge de fattiges dødelighed: ”I stedet for at anbefale renlighed til de fattige, burde vi opfordre modstridende vaner. I vores byer burde vi lave gaderne smallere, mase flere mennesker ind i husene og kræve tilbagevendelsen af pesten. På landet burde vi bygge vores byer nær stillestående pøler og især opfordre beboelse i alle sumpede og usunde situationer,” og så videre. 3
Som følge af denne grusomme politik ville de svage og de, som tabte kampen om overlevelse, blive elimineret, og som resultat ville den hurtige befolkningsvækst balancere. Denne såkaldte ”undertrykkelse af de svage” politik blev faktisk ført ud i det 19. århundredes England. En industriel ordre blev oprettet, hvor børn på otte og ni blev sat til at arbejde seksten timer om dagen i kulminerne, og tusinder døde af de forfærdelige forhold. ”Kampen for overlevelse”, krævet af Malthus’ teori, førte til, at millioner af briter levede liv fyldt med lidelse.
Påvirket af disse afvigende ideer anvendte Darwin dette konflikt koncept til hele naturen og foreslog, at de stærke og de bedst tilpassede kom sejrende ud af denne krig og forestillede eksistens. Endvidere påstod han, at den såkaldte kamp for overlevelse var en berettiget og uforanderlig naturlov. På den anden side indbød han folk til at forlade deres religiøse tro ved at benægte Skabelsen og derved underminere alle etiske værdier, som måske kunne vise sig som en forhindring til hensynsløsheden i ”kampen for overlevelse”.
Menneskeheden har betalt en dyr pris i det 20. århundrede for formidlingen af disse afstumpede synspunkter, som fik folk til at handle med hensynsløshed og ondskab.
Som darwinisme førte til racisme i det 19. århundrede, udgjorde den basen til en ideologi, som skulle udvikle sig og drukne verden i blod i det 20. århundrede: nazisme.
En stærk darwinistisk indflydelse kan ses i nazi ideologier. Når man undersøger denne teori, som fik form af Adolf Hitler og Alfred Rosenborg, falder en over koncepter som ”naturlig selektion”, ”selektiv parring” og ”kampen for overlevelse mellem racerne”, som er gentaget utallige gange i Darwins værker. Da han kaldte sin bog Mein Kampf (min kamp), var Hitler inspireret af den darwinistiske kamp for overlevelse og princippet af sejren gik til den stærkeste. Han taler især om kampen mellem racerne:
Historie ville kulminere i et nyt årtusindskifts imperium af enestående pragt, baseret på et nyt racemæssigt hierarki ordineret af naturen selv. 4
Ved 1933 Nürnberg parti forsamlingen, proklamerede Hitler at ”en højere race underkaster en lavere race … en ret som vi ser i naturen og som kan opfattes som den eneste tænkelige ret.”
At nazisterne var påvirket af darwinisme er et faktum, som næsten alle historikere, der er eksperter på området, accepterer. Historikeren Hickman beskriver darwinismes indflydelse på Hitler som følgende:
(Hitler) var en fast troende og prædiker af evolution. Hvor end dybdegående og kompleks han psykose var, er det sikkert at [konceptet om kamp var vigtigt fordi]… hans bog Mein Kampf, tydeligt fremsatte et antal evolutionistiske ideer, især de, der fremhæver kamp, de bedst egnedes overlevelse og udryddelsen af de svage for at skabe et bedre samfund. 5
Hitler, som kom frem med disse synspunkter, førte verden til vold, som aldrig før havde været set. Mange etniske og politiske grupper, og især jøderne, blev udsat for forfærdelig ondskab og slagtning i nazi koncentrationslejrene. 2. verdenskrig, som begyndte med nazi invaderingen, kostede 55 millioner liv. Det, der ligger bag den største tragedie i verdenshistorien, var darwinismes koncept om ”kampen for overlevelse.”
Mens fascister er fundet på højrefløjen af social darwinisme, er venstrefløjen besat af kommunister. Kommunister har altid vært blandt de hårdeste forsvarere af Darwins teori.
Forholdet mellem darwinisme og kommunisme går tilbage til grundlæggerne af begge disse ”ismer”. Marx og Engels, grundlæggerne af kommunisme, læste Darwins The Origin of Species, så snart den udkom, og var forbløffede over dens ’dialektiske materialistiske’ attitude. Korrespondancen mellem Marx og Engels viste, at de så Darwins teori som at ”indeholde basis i naturlig historie for kommunisme”. I sin bog The Dialectics of Nature, som han skrev under indflydelse af Darwin, var Engels fuld af ros til Darwin og forsøgte at lave sit eget bidrag til teorien i kapitlet ”The Part Played by Labour in the Transition from Ape to Man".
Russiske kommunister, som fulgte i Marx’ og Engels’ fodspor, som Plekhanov, Lenin, Trotsky og Stalin, var alle enige med Darwins evolutionsteori. Plekhanov, som ses som grundlæggeren af russisk kommunisme, betragtede marxisme som ”Darwinisme i dens tilpasning til samfundsvidenskab”. 6
Trotsky sagde, ”Darwins opdagelse er den højeste dialektiske triumf i hele feltet for organisk materiale.” 7
‘Darwinistisk uddannelse’ spillede en stor rolle i skabelsen af kommunistiske kadrer. For eksempel, historikere anerkender den kendsgerning, at Stalin var religiøs i sin ungdom men blev ateist hovedsagligt på grund af Darwins bøger.8
Mao, som grundlagde det kommunistiske styre i Kina og dræbte millioner, erklærede åbent at ”kinesisk socialisme er bygget op om Darwin og evolutionsteorien.”9
Harvard University historikeren James Reeve Pusey går i detaljer omkring Darwinismes effekt på Mao og kinesisk kommunisme i hans research bog China and Charles Darwin.10
Kort sagt er der et ubrydeligt link mellem evolutionsteorien og kommunisme. Teorien påstår, at levende ting er resultatet af tilfældighed og giver en såkaldt videnskabelig støtte til ateisme. Kommunisme, en ateistisk ideologi, er af den grund tæt knyttet til darwinisme. Endvidere foreslår evolutionsteorien, at udviklingen i naturen er mulig takket være konflikt (med andre ord ”kampen for overlevelse”) og støtter konceptet dialektik, som er grundlæggende for kommunisme.
Hvis vi tænker på det kommunistiske koncept ”dialektisk konflikt”, som dræbte ca. 120 millioner i det 20. århundrede, som en ”dræbermaskine”, så kan vi bedre forstå dimensionerne af den katastrofe, Darwinisme skabte på planeten.
Som vi indtil videre har set, er darwinisme ved roden af diverse voldelige ideologier, som har skabt katastrofe for menneskeheden i det 20. århundrede. Det grundlæggende koncept bag denne forståelse og metode er ”slås imod all, der ikke er en af os.”
Vi kan forklare det på følgende måde: der er forskellige overbevisninger, verdenssyn og filosofier i verden. Det er meget naturligt, at alle disse diverse ideer har træk, der strider mod hinanden. Men disse forskellige parter kan se på hinanden på en af to måder:
1) De kan respektere eksistensen af de, som ikke er som dem, og forsøge at skabe dialog med dem og derved bruge en human metode. Denne metode stemmer overens med moraliteten i Koranen.
2) De kan vælge at kæmpe mod andre og forsøge at sikre en fordel ved at skade dem - med andre ord at opføre sig som et vildt dyr. Denne metode bruges af materialisme, altså irreligiøsitet.
No matter what ideology they may espouse, those who perpetrate terror all over the world are, in reality, Darwinists. Darwinism is the only philosophy that places a value on—and thus encourages—conflict.
Den rædsel, vi kalder terrorisme, er intet andet end en erklæring af det andet synspunkt.
Når vi ser på forskellen mellem disse to tilgange, kan vi se, at ideen om ”mennesket som et kæmpende dyr”, som darwinisme underbevidst pålagde folk, er særligt indflydelsesrig. Individer og grupper, som vælger den slags konflikt har måske aldrig hørt om darwinisme og principper i den ideologi. Men når alt kommer til at, er de enige i et synspunkt, hvor den filosofiske base hviler hos Darwinisme. Det, der leder dem til at tro på rigtigheden i dette synspunkt, er Darwin-baserede slogans som ”I denne verden overlever de stærke”, ”store fisk sluger de små”, ”krig er en dyd” og ”mennesket gør fremskridt ved at føre krig”. Tag darwinismen væk, og så er disse intet andet end tomme slogans.
Når darwinisme er fjernet, er der faktisk ingen ’konflikt’ filosofi tilbage. De tre guddommelige religioner, som de fleste i verden tror på, Islam, Kristendom og Jødedom, er alle imod vold. Alle tre religioner ønsker at bringe fred og harmoni til verden og er imod, at uskyldige bliver dræbt og udsat for ondskab og tortur. Konflikt og vold overtræder den moral, som Allah har fremsat for mennesket, og er unormale og uønskede koncepter. Men darwinisme ser og skildrer konflikt og vold som naturlige, retfærdiggjorte og korrekte koncepter, som skal eksistere.
Af denne grund kan du være sikker på, at hvis folk begår terrorisme ved brug af koncepter og symboler fra Islam, Kristendom eller Jødedom, er de ikke muslimske, kristne eller jøder. De er ægte sociale darwinister. De gemmer sig under en kappe af religion, men de er ikke sande troende. Selv hvis de påstår at tjene religion, er de egentlig modsat religion og troende. Det er fordi de hensynsløst begår en forbrydelse, som religion forbyder.
Derfor er roden til den terrorisme, der plager vores planet, ikke i nogle af de guddommelige religioner men i ateisme og udtrykket for ateisme i vores tid: ”darwinisme” og ”materialisme”.
Nogle mennesker, som siger, de handler i religionens navn, misforstår måske deres religion eller udfører den forkert. Derfor ville det være forkert at danne ideer om den religion ved at bruge disse mennesker som eksempel. Den bedste måde at forstå en religion på er dens guddommelige kilde.
Den hellige kilde, Islam, er i Koranen og i vores profets hadith (må Allah velsigne ham og give ham fred); og modellen for moralen i Koranen er fuldstændig forskellig fra det billede dannet i hovedet på nogle vesterlændinge. Koranen er baseret på koncepterne moral, kærlighed, medfølelse, barmhjertighed, ydmyghed, ofring, tolerance og fred, og en muslim, som lever efter den moral i den sande forstand, vil være meget høflig, hensynsfuld, forstående, troværdig og imødekommende. Han vil sprede kærlighed, respekt, harmoni og glæden ved at leve til alt omkring ham.
Ordet Islam stammer fra det ord, der betyder ”fred” på arabisk. Islam er en religion vist til menneskeheden med intentionen om at præsentere et fredeligt liv, hvorigennem Allahs uendelige medfølelse og barmhjertighed manifesteres på Jorden. Allah opfordrer alle til at følge den islamistiske moral, hvorigennem barmhjertighed, medfølelse, tolerance og fred kan opleves over hele verden. I Surat al-Baqara vers 208, henvender Allah sig til de troende som følgende:
I, der tror! Drag alle ind i freden! Følg ikke i Satans fodspor! Han er jer en åbenlys fjende..
Som verset gør klart, kan sikkerhed kun sikres ved at ”gå ind i Islam”, altså ved at leve efter Koranens værdier.
Allah calls people to peace and security, whereas irreligious ideologies encourage conflict and terror.
Allah har befalt folk til at undgå at begå ondskab; Han har forbudt vantro, immoralitet, oprør, ondskab, aggressivitet, mord og blodsudgydelse. Han beskriver de, som ikke adlyder denne befaling, som ”følgende i Satans fodspor” og af en holdning, som åbent er afsløret som en synd i Koranen. Nogle få af de mange vers om dette emne i Koranen lyder:
Men de, der bryder pagten med Gud, når den én gang er sluttet; de, der adskiller, hvad Gud har befalet skal sammenføjes; de, der skaber fordærv på jorden: De har forbandelsen og den onde bolig i vente. (Surat ar-Ra'd: 25)
Stræb efter den hinsidige bolig med det, som Gud har givet dig, men glem ikke din andel i denne verden! Gør godt, ligesom Gud har gjort godt mod dig! Stræb ikke efter fordærv på jorden! Gud elsker ikke dem, der skaber fordærv.".' (Surat al-Qasas: 77)
Som vi kan se, har Allah forbudt enhver form for ondsindede gerninger i religionen Islam, inklusiv terrorisme og vold, og har fordømt de, som begår sådanne gerninger. En muslim giver skønhed til verden og forbedrer den.
Islam er en religion, som giver og garanterer frihed for ideer, tanke og liv. Den har udstedt bud for at forhindre og forbyde spænding, uoverensstemmelser, bagvaskelse og endda negative tanker blandt mennesker.
På samme måde som det er målrettet imod terrorisme og alle voldsgerninger, har det også forbudt at selv det mindste ideologiske pres bliver lagt på dem:
Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. Den, der fornægter afguderne og tror på Gud, holder fast i det stærkeste håndtag uden revner. Gud hører alt og ved alt.. (Surat al-Baqara: 256)
Du har ingen magt over dem. (Surat al-Ghashiyah: 22)
At tvinge folk til at tro på en religion eller at vedtage dens slags tro er fuldstændig modsat Islams essens og ånd. Ifølge Islam er ægte tro kun mulig med fri vilje og bevidsthedsfrihed. Selvfølgelig kan muslimer råde og opmuntre hinanden om træk ved Koranens moral, men de vil aldrig ty til tvang eller nogen form for fysisk eller psykologisk pres. De vil heller ikke bruge noget verdsligt privilegium for at omvende nogen til religion.
Lad os forestille os en fuldstændig modsat samfundsmodel. For eksempel en verden, hvor folk er tvunget af loven til at praktisere religion. Sådan en samfundsmodel er fuldstændig modsat Islam, fordi tro og tilbedelse kun har nogen værdi, når de er rettet mod Allah af individets frie vilje. Hvis et system påtvinger folk tro og tilbedelse, vil de kun blive religiøse af frygt til det system. Fra det religiøse synspunkt er det, der virkelig gælder, at religion skal leves for Allahs glæde i et miljø, hvor folks bevidsthed er helt fri.
Ifølge Koranen er en af de største synder at dræbe et menneske, som ikke har begået noget forkert.
...hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden. (Surat al-Ma'ida: 32)
(De) som ikke ved siden af Gud påkalder nogen anden gud; ikke med urette dræber noget menneske, som Gud har gjort det forbudt at dræbe; ikke bedriver utugt; hvis nogen gør dette, vil han komme til at bøde derfor.. (Surat al-Furqan: 68)
Som versene siger, er en person, som dræber uskyldige uden grund, truet med stor pinsel. Allah har afsløret, at det, at dræbe selv en enkelt person, er så ondt som at myrde hele menneskeheden. En person, som ser Allahs grænser, kan ikke skade et eneste menneske, endsige massakrere tusind uskyldige mennesker. De, som antager, at de kan undgå retfærdighed og derfor straf i denne verden, vil aldrig lykkes, for de vil skulle redegøre for deres gerninger foran Allah. Det er derfor, at troende, som ved, at de vil skulle redegøre for deres gerninger efter døden, er meget omhyggelige med at finde Allahs grænser.
Islamistisk moral er beskrevet i Koranen som:
... at være blandt dem, der tror, og som pålægger hinanden udholdenhed, pålægger hinanden barmhjertighed. Det er dem, der er til højre. (Sura Al-Balad: 17-18)
Som vi har set i dette vers, er en af de vigtigste moralske forskrifter, som Allah har sendt ned til sine tjenere sådan, at de kan modtage frelse og barmhjertighed og opnå Paradis, at ”opfordre hinanden til medfølelse”.
Islam, som beskrevet i Koranen, er en moderne, oplyst, progressiv religion. En muslim er mest af alt en fredelig person; han er tolerant med en demokratisk ånd, kulturel engageret, oplyst, ærlig, vidende om kunst og videnskab og civiliseret.
En muslim uddannet i den fine moralske lære fra Koranen henvender sig til alle med den kærlighed, som Islam forventer. Han udviser respekt for hver idé, og han værdsætter kunst og æstetik. Han er forsonende i tilgangen til hver begivenhed, mindsker spænding og genopretter fred. I samfund bestående af individer som dette, vil der være en mere udviklet civilisation, en højere social morale, mere glæde, lykke, retfærdighed, sikkerhed, overflod og velsignelse end i de mest moderne lande i verden i dag.
Konceptet tilgivelse og at være forstående beskrevet med ordene: 'Make allowances for people' (Surat al-A'raf: 199), er en af Islams mest grundlæggende trossætninger.
Når vi ser på Islams historie kan den måde, hvorpå muslimer har overført denne vigtige del af Koranens moral til samfundets liv, ses ganske tydeligt. Muslimer har altid bragt en atmosfære af frihed og tolerance med dem og har ødelagt ulovlige gerninger, hvor end de har været. De har gjort det mulig for folk med vidt forskellige religioner, sprog og kulturer at leve sammen i fred og harmoni under et tag, og har givet fred og harmoni til sine egne medlemmer. En af de vigtigste grunde til den århundrede-lange eksistens af Det Osmanniske Rige, som spreder sig over en enorm region, var stemningen af forståelse, som Islam bragte med sig. Muslimer, som har været kendt for deres tolerante og kærlige natur i århundreder, har altid været de mest medfølende og retfærdige mennesker. Indenfor denne multinationale struktur har alle etniske grupper været frie til at leve efter deres egne religioner og regler.
Ægte tolerance kan kun tage fred og velvære med til verden, når det indføres ved Koranens vejledninger. Der bringes opmærksomhed til dette faktum i et vers, som lyder:
Den gode handling er ikke lige med den onde handling. Forsvar dig med noget, der er smukkere, og da vil den, til hvem du havde et fjendtligt forhold, blive som en nær ven! (Surat al-Fussilat: 34)
Alt dette viser, at moralen, som Islam anbefaler til menneskeheden, bringer dyder som fred, harmoni og retfærdighed til verden. Det barbari kendt som terrorisme, som hærger verden i dag, er udført af uvidende og fanatiske mennesker, fuldstændig fremmedgjort fra Koranens morale, og som ingen ting overhovedet har med religion at gøre. Løsningen til disse mennesker og grupper, som forsøger at udføre deres vildskab bagved religionens maske, er Koranens lære om ægte moral. Med andre ord er Islam og Koranens morale løsninger til terrorismeplagen, ikke tilhængere af den.
1. Charles Darwin, The Descent of Man, 2. baskı, New York, A L. Burt Co., 1874, s. 178
2. Lalita Prasad Vidyarthi, Racism, Science and Pseudo-Science, Unesco, France, Vendôme, 1983. s. 54
3. Theodore D. Hall, The Scientific Background of the Nazi Race Purification Program, http://www.trufax.org/avoid/nazi.html
4. Henry Morris, The Long War Against God, 1989, s. 78
5. R. Hickman, Biocreation, Science Press, Worthington, OH, s. 51–52, 1983; Jerry Bergman, "Darwinism and the Nazi Race Holocaust", Creation Ex Nihilo Technical Journal 13 (2): 101–111, 1999
6. Robert M. Young, Darwinian Evolution and Human History, Historical Studies on Science and Belief, 1980
7. Alan Woods and Ted Grant. "Marxism and Darwinism", Reason in Revolt: Marxism and Modern Science, London, 1993
8. Alex de Jonge, Stalin and The Shaping of the Soviet Uninon, William Collins Sons & Limited Co., Glasgow, 1987, s. 22
9. Mehnert, Kampf um Mao's Erbe, Deutsche Verlags-Anstalt, 1977
10. James Reeve Pusey, China and Charles Darwin, Cambridge, Massachusetts, 1983