Kapitel 8: Evolution forfalskninger

Der er intet konkret fossilt bevis til at støtte ”abemenneske” billedet, som ustandseligt bekendtgøres af medierne og evolutionære akademiske cirkler. Med pensler i deres hænder producerer evolutionister opdigtede væsner, men ikke desto mindre udgør det faktum, at disse tegninger ikke stemmer overens med noget fossil, et seriøst problem for dem. En af de interessante metoder, de tager i brug for at overkomme dette problem er at ”producere” de fossiler, de ikke kan finde. Piltdown-manden, som måske er den største skandale i videnskabens historie, er et typisk eksempel på denne metode.

Piltdown-manden En Orangutangs kæbe og et menneskeligt kranium!

	İNSAN KAFATASINA ORANGUTAN ÇENESİ
1	Fosiller Charles Dawson tarafından "bulundu" ve Sir Arthur Smith Woodward'a verildi.
2	Parçalar ünlü kafatasını oluşturmak üzere birleştirildi.
3	Bu kafatası hakkında birçok çizim ve rekonstrüksiyon yapıldı, 500'e yakın makale yazıldı.Orijinal kafatası British Museum'da sergilendi.
4	Bu buluştan 40 yıl sonra Piltdown fosilinin bir sahtekarlık ürünü olduğu ortaya çıkarıldı.

I 1912 kom en velkendt doktor og amatør i palæantropologi ved navn Charles Dawson frem med påstanden, at han havde fundet et kæbeben og et kraniefragment i et hul i Piltdown, England. Selvom kæbebenet var mere abeagtigt, var tænderne og kraniet som et menneskes. Disse eksempler blev mærket som ”Piltdown-manden”. Påstået at være 500.000 år gammel blev de fremvist som et absolut bevis på menneskelig evolution på flere museer. I over 40 år blev mange videnskabelige artikler skrevet om ”Piltdown-manden”, mange fortolkninger og tegninger blev lavet, og fossilet blev præsenteret som et vigtigt bevis for menneskelig evolution. Ikke mindre end 500 doktorafhandlinger blev skrevet om emnet.65

Ved et besøg på the British Museum i 1921 sagde førende amerikanske palæantropolog Henry Fairfield Osbom ”Vi skal mindes på om og om igen, at naturen er fuld af paradokser” og udråbte Piltdown som ”en opdagelse af overskridende vigtighed for menneskets forhistorie.” 66

I 1949 forsøgte Kenneth Oakley fra det britiske museums palæontologiafdeling at bruge ”fluor test”, en ny test brugt til at fastlægge fossilets dato. Et forsøg blev gjort på Piltdown-mandens fossil. Resultatet var forbløffende. Under testen blev det opdaget, at Piltdown-mandens kæbeben ikke indeholdt noget fluor. Dette indikerede, at det havde været begravet i ikke mere end nogle få år. Kraniet, der kun indeholdt en lille mængde fluor, viste, at det ikke var ældre end nogle få tusinde år.

Det blev bestemt, at tænderne i kæbebenet, der hørte til en orangutang, var blevet kunstigt nedbrudt, og at de ”primitive” værktøjer opdaget med fossilerne var simple imitationer, der var blevet skærpet med stål implementer.67I den detaljerede analyse udført af Joseph Weiner blev denne forfalskning afsløret for offentligheden i 1953. Kraniet hørte til en 500 år gammel mand, og kæbebenet hørte til en nylig afdød abe! Tænderne var blevet specielt arrangeret på en specifik måde og føjet til kæben, og de molære overflader var filet for at ligne menneskets. Så var alle stykkerne blevet plettet med kaliumdichromat for at give dem et gammelt udseende. Disse pletter begyndte at forsvinde, da de blev dyppet i syre. Sir Wilfred Le Gros Clark, som var med på holdet, der opdagere svindlen, kunne ikke gemme sin forbløffelse over denne situation og sagde: ”Beviserne på kunstig slitage var øjeblikkeligt iøjefaldende. Faktisk virkede de så tydelige, at man vel kunne spørge - hvordan kunne det være, de var sluppet ubemærket hen før?” "68I kølvandet af alt dette blev ”Piltdown-manden” hurtigt fjernet fra the Britiske museum, hvor den var blevet udstillet i over 40 år.

Nebraska manden: En gris’ tand

I 1922 erklærede Henry Fairfield Osbom, direktøren på the American Museum of Natural History, at han havde fundet en fossil molærtand, der hørte til Pliocæn perioden i det vestlige Nebraska i nærheden af Snake Brook. Denne tand bar angiveligt fælles karakteristikker med både mand og abe. En omfattende videnskabelig debat begyndte omkring dette fossil, som kom til at hedde ”Nebraska manden”, hvis tand nogle tolkede som hørende til Pithecanthropus erectus, mens andre påstod, den var tættere på menneskets. Nebraska manden blev også øjeblikkeligt givet et ”videnskabeligt navn”, Hesperopithecus haroldcooki.

Mange autoriteter gav Osborn deres støtte. Baseret på denne ene tand, blev rekonstruktionerne af Nebraska mandens hoved og krop tegnet. Nebraska manden blev endda afbilledet med sin kone og børn som en hel familie i naturlige omgivelser.

Alle disse scenarier blev udviklet fra bare en tand. Evolutionistiske cirkler satte en sådan tro til denne ”spøgelsesmand”, at da en forsker ved navn William Bryan modsagde disse forudindtagede konklusioner bygget på en enkelt tand, blev han stærkt kritiseret.

I 1927 blev andre dele af skelettet også fundet. Ifølge disse nylig opdagede stykker hørte tanden hverken til et menneske eller en abe. De blev opdaget, at den tilhørte en uddød art af en vild amerikansk gris, der hed Prosthennops. William Gregory gav en titel til artiklen udgivet i Science, hvori han meddelte sandheden, ”Hesperopithecus: åbenbart hverken en abe eller et menneske.69Så blev alle tegningerne af Hesperopithecus haroldcooki og hans familie hurtigt fjernet fra evolutionær litteratur.

Ota Benga: Afrikaneren i buret

Da Darwin udvidede påstanden i sin bog The Descent of Man, at mennesket udviklede sig fra abelignende væsner, begyndte han at lede efter fossiler til at støtte denne påstand. Men nogle evolutionister troede dog, at ”halv mand/halvabe” væsner ikke kun kunne findes i den fossile optegnelse men også levende i diverse dele af verden. I det tidlige 20. århundrede førte denne stræben efter ”levende overgangslink” til uheldige hændelser, hvor en af de forfærdeligste er historien om en pygmæ ved navn Ota Benga.

Ota Benga blev fanget i 1904 af en evolutionistisk forsker i Congo. På hans sprog betød hans navn ”ven”. Han havde en kone og to børn. Lænket og buret inde som et dyr blev han fragtet til USA, hvor evolutionistiske videnskabsmænd ustillede ham for offentligheden i St Louis World Fair sammen med andre abe arter og præsenterede ham som ”den tætteste overgangsform til mennesket”. To år senere tog de ham til the Bronx Zoo i New York, og der udstillede de ham under betegnelsen ”gammel forfader til mennesket” sammen med et par chimpanser, en gorilla ved navn Dinah og en orangutang ved navn Dohung. Dr William T. Homaday, dyrehavens evolutionære direktør gav lange taler om, hvor stolt han var over, at have denne enestående ”overgangsform” i sin zoo, og behandlede indespærrede Ota Benga som om, han var et almindeligt dyr. Ude af stand til at bære den behandling, han blev udsat for, begik Ota Benga til sidst selvmord.70

Piltdown-manden, Nebraska manden, Ota Benga… disse skandaler viser, at evolutionære videnskabsmænd ikke tøver med at bruge nogen form for uvidenskabelig metode for at bevise deres teori. Med dette i mente konfronterer vi en lignende situation, når vi ser på de andre såkaldte beviser for myten om ”menneskelig evolution”. Her er der fiktive historier og en hær af frivillige klar til at prøve alt for at bekræfte denne historie.