Kapitel 13: Hvorfor evolutionistiske påstande er ugyldige?

I tidligere kapitler undersøgte vi ugyldigheden af evolutionsteorien med henblik på de bevismaterialer fundet i fossiler og fra et udgangspunkt i molekylær biolog. I dette kapitel vil vi tage fat på et antal biologiske fænomener og koncepter præsenteret som teoretisk bevis af evolutionister. Disse emner er især vigtige, fordi de viser, at der ikke er noget videnskabeligt fund, der støtter evolution men i stedet afslører omfanget af den forvrængning og det narreri brugt af evolutionister.

Variationer og arter

Variation, et udtryk brugt i genetik, henfører til en genetisk hændelse, der gør, at individerne eller grupperne af en speciel type eller art besidder forskellige karaktertræk fra hinanden. For eksempel bærer alle mennesker på jorden stort set samme genetiske information, men stadig har nogen skæve øjne, nogle har rødt hår, nogle har lange næser, og andre er lave, alt afhængig af omfanget af variationspotentialet i den genetiske information.

Evolutionister prædiker variationerne hos en art som bevis for teorien. Men variation udgør ikke bevis for evolution, fordi variationer blot er udfaldet af forskellige kombinationer af allerede eksisterende genetisk information, og de føjer ingen nye karakteristika til den genetiske information. Det vigtige for evolutionsteorien er dog spørgsmålet om, hvordan helt ny information til at lave helt nye arter kunne komme til.

Variation finder altid sted indenfor grænserne af genetisk information. I genetisk videnskab kaldes denne grænse ”gen pølen”. Alle karakteristika til stede i gen pølen hos en art kan komme frem i lyset på diverse måder på grund af variation. For eksempel kan arter, der har relativt længere haler eller kortere ben forekomme hos en speciel reptil art som resultat af variation, siden information for både langbenede og kortbenede former kan eksistere i den arts gen pøl. Men variationer omdanner ikke reptiler til fugle ved at tilføje vinger eller fjer, eller ved at ændre deres stofskifte. Sådan en ændring kræver en forøgelse af den levende tings genetiske information, hvilket bestemt ikke er muligt gennem variationer.

Darwin var ikke klar over dette faktum, da han formulerede sin teori. Han troede, at der ikke var nogen begrænsninger til variationer. I en artikel, han skrev i 1844, erklærede han: ”At en grænse til variation eksisterer i naturen er formodet af de fleste forfattere, men jeg er ikke i stand til at opdage et eneste faktum, hvorpå denne tro er bygget.” 143

I The Origin of Species, citerede han forskellige eksempler af variationer som det vigtigste bevis for hans teori.

For eksempel, ifølge Darwin ville dyre avlere, som parrede forskellige variationer af kvæg for at skabe nye variationer, der producerede mere mælk, til slut lave dem om til en anden art. Darwins opfattelse af ”ubegrænset variation” ses bedst i den følgende sætning fra The Origin of Species:

Jeg kan ikke se nogen vanskelighed i, at en bjørnerace af naturlig selektion gøres mere og mere akvatisk i deres vaner med større og større munde, indtil et væsen så monstrøs som en hval blev produceret.144

Grunden til, at Darwin citerede et så langt ude eksempel, var den primitive forståelse for videnskab på hans tid. Siden da, i det 20. århundrede, har videnskab postuleret princippet om ”genetisk stabilitet” (genetisk homøostase), baseret på resultaterne fra eksperimenter udført på levende ting. Dette princip vedholder, at alle parringsforsøg udført for at producere nye variationer har været ufyldestgørende, der er strenge barrierer mellem forskelle arter af levende ting. Dette betød, at det var helt umuligt for dyre avlere at omdanne kvæg til en anden art ved at parre forskelle variationer af dem, som Darwin havde postuleret.

Norman Macbeth, som modbeviste darwinisme i sin bog Darwin Retried, erklærer:

Problemets hjerte er, om levende ting faktisk varierer i et ubegrænset omfang… Arterne ser stabile ud. Vi har alle hørt om skuffede avlere, som bar deres arbejde til et vist punkt, kun for at se dyrene eller planterne vende tilbage til, hvor de startede. På trods af kraftfulde indsatser i to eller tre århundreder, har det aldrig været muligt at producere en blå rose eller en sort tulipan.145

Luther Burbank, betragtet som den mest kompetente avler i al tid, udtrykte dette faktum, da han sagde ”der er grænser til den mulige udvikling, og disse grænser følger en lov.”146

Den danske videnskabsmand W. L. Johannsen opsummerer sagen således:

Variationerne, som Darwin og Wallace havde lagt deres fokus på, kan ikke selektivt skubbes ud over et specifikt punkt, at sådan en variabilitet ikke indeholder hemmeligheden om ”ubestemt afgang”.147

På samme måde er de forskellige finker, Darwin så på Galápagosøerne, et andet eksempel af variation, som ikke er bevis for ”evolution”. Nylige observationer har afsløret, at finkerne ikke gennemgik en ubegrænset variation som Darwins teori forudsatte. Endvidere parrede de fleste forskellige slags finker, som Darwin troede repræsenterede 14 distinkte arter, sig faktisk med hinanden, hvilket betyder, at de var variationer, der hørte til samme art. Videnskabelig observation viser, at finke næbbene, som var blevet mystificeret i næsten evolutionistiske kilder, faktisk er et eksempel af ”variation”; derfor udgør de ikke bevis for evolutionsteorien. For eksempel blev Peter og Rosemary Grant, som brugte årevis med at observere finke varianter på Galápagosøerne og ledte efter bevis for darwinistisk evolution, tvunget til at konkludere, at ingen ”evolution”, der fører til opstanden af nye træk nogensinde finder sted her. 148

Antibiotisk resistens og DDT immunitet Et ikke beviser for evolution

Et af de biologiske koncepter, som evolutionister prøver at præsentere som bevis for deres teori, er bakteriers resistens for antibiotika. Mange evolutionistiske kilder viser antibiotika resistens som ”et eksempel på levende tings udvikling ved fordelagtige mutationer”. En lignende påstand gøres også om insekterne, der bygger immunitet for insektmidler som DDT.

Men evolutionister tager også fejl på dette område.

Antibiotika er ”dræbermolekyler”, som produceres af mikroorganismer for at bekæmpe andre mikroorganismer. Det første antibiotika var penicillin, opdaget af Alexandra Fleming i 1928. Fleming indså, at mug producerede et molekyle, der dræbte Staphylococcus bakterien, og denne opdagelse udgjorde et vendepunkt i medicinens verden. Antibiotika fremstillet fra mikroorganismer blev brugt imod bakterier og resultaterne var succesrige.

Snart blev noget nyt opdaget. Bakterier byggede immunitet overfor antibiotika med tiden. Mekanismen virker således: en stor del af bakterierne, der udsættes for antibiotika, dør, men nogle andre, som ikke påvirkes af den antibiotika, kopieres hurtigt og udgør snart hele befolkningen. Altså bliver hele befolkningen immune overfor antibiotika.

Evolutionister prøver at fremstille dette som ”bakteriers evolution ved at tilpasse sig forhold”.

Sandheden er dog meget forskellig fra denne overfladiske fortolkning. En af videnskabsmændene, der har gjort den mest detaljerede forskning på dette område, er den israelske biofysiker Lee Spetner, som også er kendt for sin bog Not by Chance udgivet i 1997. Spetner vedholder, at bakteriers immunitet kommer til ved to forskellige mekanismer, men ingen af dem udgør bevis for evolutionsteorien. Disse to mekanismer er:

1) Overførslen af resistente gener allerede eksisterende i bakterier.

2) Opbygningen af resistens som resultat af tab af genetisk data pga. mutation.

Professor Spetner forklarer den første mekanisme i en artikel udgivet i 2001:

Nogle mikroorganismer er udrustet med gener, der giver resistens for disse antibiotika. Resistensen kan tage form ved at nedbryde antibiotika molekylet eller sende det ud af cellen… Organismerne, der har disse gener, kan overføre dem til andre bakterier og også gøre dem resistente. Selvom resistensmekanismen er specifik til en partikulær antibiotika, er de fleste patogene bakterier… lykkedes med at samle flere sæt af gener, der giver dem resistens overfor diverse antibiotika.149

Spetner fortsætter så med at sige, at dette ikke er ”bevis for evolution”:

Erhvervelsen af antibiotisk resistens på denne måde… er ikke af den slags, der kan fungere som en prototype for mutationerne nødvendige for at redegøre for evolution. De genetiske ændringer, der kunne illustrere teorien, skal ikke bare føje information til bakteriens genom, de skal føje ny information til biokosmen. Den horisontale overførsel af gener spreder sig kun omkring gener, der allerede findes i nogle arter.150

Så vi kan ikke tale om nogen evolution her, fordi ingen ny genetisk information er produceret: genetisk information, der allerede eksisterer, overføres simpelthen mellem bakterier.

Den anden slags immunitet, som kommer til som et resultat af mutation, er heller ikke et eksempel på evolution. Spetner skriver:

… En mikroorganisme kan nogle gange opnå resistens overfor et antibiotikum gennem en tilfælde udskiftning af en enkelt nukleotid… Streptomycin, som blev opdaget af Selman Waksman og Albert Schatz og først rapporteret i 1944, er et antibiotikum, som bakterier kan blive resistente imod på denne måde. Men selvom den mutation, de gennemgår i processen, er fordelagtig for mikroorganismen ved tilstedeværelsen af streptomycin, kan det ikke fungere som en prototype for de slags mutationer nødvendige for NDT [neodarwinistisk teori]. Den slags mutation, der giver resistens overfor streptomycin er til stede i ribosomet og nedbryder dens molekylære match med det antibiotiske molekyle. Denne ændring i mikroorganismens ribosoms overflade forhindrer streptomycin molekylet fra at fastsætte sig og udføre dens antibiotiske funktion. Det viser sig, at denne nedbrydning er et tab af specificitet og derfor et tab af information. Hovedpunktet er, at (Evolution) ikke kan opnår ved mutationer af denne art, lige meget hvor mange af dem, der er. Evolution kan ikke opbygges ved at opsamle mutationer, der kun nedbryder specificitet.151

For at opsummere gør en mutation, der rammer en bakteries ribosom, det bakterie resistent overfor streptomycin. Grunden til dette er ribosomets ”nedbrydning” ved mutation. Det vil sige, at ingen genetisk information tilføjes bakterien. I modsætning nedbrydes ribosomets struktur, det vil sige, bakterien bliver ”handicappet”. (Det er også blevet opdaget, at ribosomet i den muterede bakterie er mindre funktionelt end den normale bakteries). Siden dette ”handicap” forhindrer antibiotikummet i at sætte sig fast på ribosomet, udvikles ”antibiotisk resistens”.

Til sidst er der intet eksempel på mutation, der ”udvikler den genetiske information”.

Den samme situation holder stik for den immunitet, insekter udvikler for DDT og lignende insektmidler. I de fleste tilfælde bruges immunitets gener, der allerede eksisterer. Den evolutionistiske biolog Francisco Ayala indrømme dette faktum ved at sige, ”De genetiske varianter krævet for resistens overfor de mest diverse slags pesticider var åbenbart til stede i hver eneste af de befolkninger udsat for disse menneskeskabte stoffer.”153Nogle andre eksempler forklaret af mutation, ligesom ved ribosom mutationen nævnt ovenover, er fænomener, der forårsager ”genetisk information underskud” i insekter.

I dette tilfælde kan det ikke påstås, at immunitetsmekanismerne i bakterier og insekter udgør bevis for evolutionsteorien. Det er fordi, evolutionsteorien er baseret på påstanden, at levende ting udvikler sig gennem mutationer. Men Spetner forklarer, at hverken antibiotisk immunitet eller noget andet biologisk fænomen indikerer et sådan eksempel på mutation:

Mutationerne krævet for makroevolution er aldrig blevet observeret. Ingen tilfældig mutation, der kunne repræsentere mutationerne krævet af neodarwinistisk teori, der er blevet undersøgt på det molekylære niveau, har tilføjet nogen information. Spørgsmålet, jeg stiller, er: er mutationerne, der er blevet observeret, af den slags, teorien har brug for som støtte? Svaret viser sig at være NEJ! 154

Fiaskoen af vestigiale organer

I lang tid optrådte konceptet om ”vestigiale organer” ofte i evolutionistisk litteratur som ”bevis” for evolution. Efterhånden blev det stille lagt i ro, da dette blev bevist at være ugyldigt. Men nogle evolutionister tror stadig på det, og fra tid til anden vil nogle prøve at fremstille ”vestigiale organer” som vigtigt bevis for evolution.

Begrebet om ”vestigiale organer” blev først fremsat for et århundrede siden,. Som evolutionister ville have det, eksisterede der et antal ikke-funktionelle organer i nogle væsners kroppe. Disse var blevet arvet fra stamceller og var gradvist blevet vestigiale fra mangel på brug.

Hele formodningen er ganske uvidenskabelig og er baseret fuldstændig på utilstrækkelig viden. Disse ”ikke-funktionelle organer” var faktisk organer, hvis ”funktioner ikke endnu var blevet opdaget”. Den bedste indikation for dette var den gradvise men væsentlige reduktion af evolutionisters lange liste af vestigiale organer. S. R. Schadding, selv en evolutionist, var enig med dette faktum i sin artikel: "Can vestigial organs constitute evidence for evolution?" udgivet i tidsskriftet Evolutionary Theory:

Siden det ikke er muligt utvetydigt at identificere ubrugelige strukturer, og siden strukturen i det brugte argument ikke er videnskabeligt gyldigt, konkluderer jeg, at ”vestigiale organer” ikke udgør noget specielt bevis for evolutionsteorien.155

Listen over vestigiale organer, der blev lavet af den tyske anatom R. Wiedersheim i 1895, inkludere omkring 100 organer, inklusiv blindtarmen og halebenet. Som videnskab fremskred, blev det opdaget, at alle organer på Wiedersheims liste faktisk havde meget vigtige funktioner. For eksempel blev det opdaget, at blindtarmen, som var formodet at være et ”vestigialt organ”, var faktisk et lymfatisk organ, der kæmpede imod betændelser i kroppen. Dette faktum blev gjort klart i 1997: ”Andre kropslige organer og væv - Brisselen, leveren, milten, blindtarmen, knoglemarven, og små samlinger af lymfatisk væv som mandlerne i halsen og de Peyerske plaques i tyndtarmen - er også dele af det lymfatiske system. De hjælper også kroppen med at bekæmpe infektion.”156

Det blev også opdaget, at mandlerne, som var inkluderet på samme liste over vestigiale organer, havde en væsentlig rolle i at beskytte halsen mod infektioner, især indtil ungdomsårene. Man fandt ud af, at halebenet på den nedre del af rygsøjlen støtter knoglerne omkring bækkenet og er samlingspunkt for nogle små muskler, og af denne grund ville det ikke være muligt at sidde behageligt uden et haleben. I årene der fulgte blev det indset, at brisselen udløste immunsystemet i kroppen ved at aktivere T cellerne, at pinealkirtlen var ansvarlig for udskillelsen af nogle vigtige hormoner, at skjoldbruskkirtlen var effektiv i at give stabil vækst i babyer og børn, og at hypofysekirtlen kontrollerede den korrekte funktion i mange hormonkirtler. Alle disse blev engang betragtet som ”vestigiale organer”. Til sidst er den semilunare fold i øjet, som blev henført til som et vestigialt organ af Darwin, blevet fundet at være ansvarlig for at rense og smøre øjeæblet.

Der var en meget vigtig logisk fejl i den evolutionistiske påstand om vestigiale organer. Som vi lige har set, var denne påstand, at de vestigiale organer i levende ting blev arvet fra deres forfædre. Men nogle af de påståede ”vestigiale” organer findes ikke i de arter påstået at være forfædre til mennesker! For eksempel eksisterer blindtarmen ikke i nogle abe arter, der siges at være forfædre til mennesket. Den kendte biolog H. Enoch, som udfordrede teorien om vestigiale organer, udtrykte denne logiske fejl som følgende:

Aber besidder en blindtarm, hvorimod deres mindre umiddelbare slægtninge, de lavere aber, ikke gør: men den optræder igen bland de endnu lavere pattedyr som opossummen. Hvordan kan evolutionister redegøre for dette?157

Enkelt sagt indeholder scenariet om vestigiale organer, fremsat af evolutionister, et antal seriøse logiske fejl, og er i ethvert tilfælde blevet bevist at være videnskabelig falsk. Der eksisterer intet arveligt vestigialt organ i den menneskelige krop, fordi mennesker ikke udviklede sig fra andre væsner som et resultat af tilfælde, men blev skabt i deres nuværende, komplette og perfekte form.

Myten om homologi

Strukturelle ligheder mellem forskellige arter kaldes ”homologi” i biologi. Evolutionister prøver at præsentere de ligheder som bevis for evolution.

Darwin troede, at væsner med lignende (homologiske) organer havde en evolutionære forhold med hinanden, og at disse organer må have været arvet fra en fælles forfader. Ifølge denne formodning, havde både duer og ørne vinger: derfor skulle duer, ørne og faktisk alle andre fugle med vinger være udviklet fra en fælles forfader.

Homologi er et bedragende argument, fremsat på basis af intet andet bevis end en tilsyneladende fysisk lighed. Dette argument er ikke en gang blevet bekræftet af en eneste konkret opdagelse i alle de år siden Darwins tid. Intet sted i verden er nogen kommet frem med fossile rester af den opdigtede fælles forfader til væsner med homologisk struktur. Endvidere gør det følgende emne det tydeligt, at homologi ikke udgør noget bevis for, at evolution nogensinde skete.

1. man finder homologiske organer i væsner, der hører til fuldstændig forskellige slægter, som evolutionister ikke har været i stand til at etablere noget slags evolutionært forhold mellem;

2. De genetiske koder hos nogle væsner, der har homologiske organer, er fuldstændig forskellige fra hinanden.

3. Den embryologiske udvikling af homologiske organer i forskellige væsner er fuldstændig forskellige.

Lad os nu undersøge hvert af disse punkter en efter en.

Lignende organer i fuldstændig forskellige levende arter

Der er et antal homologe organer delt af forskellige grupper, som evolutionister ikke kan etablere noget slags evolutionært forhold mellem. Vinger er et eksempel. Udover fugle finder vi vinger på flagermus, som er pattedyr, og på insekter og selv på nogle dinosaurer, som er uddøde reptiler. Ikke engang evolutionister postulerer et evolutionært forhold eller slægtskab mellem disse fire grupper af pattedyr.

Endnu et slående eksempel er den utrolige lighed og strukturelle lighed observeret i øjnene hos forskellige væsner. For eksempel er blæksprutten og mennesket to ekstremt forskellige arter, som intet evolutionært forhold sandsynligvis ikke engang foreslås mellem, men stadig er øjnene hos begge meget lig hinanden, når det gælder struktur og funktion. Ikke engang evolutionister prøver at redegøre for ligheden mellem øjnene hos blæksprutten og mennesket ved at foreslå en fælles forfader. Disse og utallige andre eksempler viser, at den evolutionistiske påstand baseret på lighed er totalt uvidenskabelig.

Faktisk burde homologiske organer være en stor ydmygelse for evolutionister. Den kendte evolutionist Frank Salisburys indrømmelser afslørede i sin erklæring om, hvordan ekstremt forskellige væsner kom til at have meget lignende øjne, fremhæver homologiens dødvande:

Selv noget så komplekst som øjet har optrådt flere gange: for eksempel i blæksprutten, hvirveldyrene og leddyr. Det er slemt nok at redegøre for oprindelsen af sådanne ting én gang, men tanken om at producere dem flere gange ifølge den moderne syntetiske teori gør mit hoved svimmelt.158

Der er mange væsner, som på trods af deres meget lignende fysiske opbygningen ikke tillader nogle påstande om evolutionært forhold. To store pattedyrkategorier, placentaler og pungdyr, er et eksempel. Evolutionister betragter denne distinktion som opstået, da pattedyrene først forekom, og at hver gruppe levede sin egen evolutionære historie helt uafhængigt af hinanden. Men det er interessant, at der er ”par” hosi placentale og pungdyr, der næsten er de samme. Den amerikanske biolog Dean Kenyon og Percival Davis kommer med følgende kommentar:

Ifølge darwinistisk teori, udvikledes mønstret til ulve, katte egern, jordsvin, myreslugere, muldvarpe og mus sig hver to gange: en gang hos placentale pattedyr og igen, totalt uafhængigt i pungdyr. Dette ender ud i den forbløffende påstand, at en tilfældig, planløs mutationsproces og naturlig selektion på en eller anden vis ramte identiske egenskaber flere gange i vidt separerede organismer.159

Ekstraordinære ligheder og lignende organer som disse, som evolutionistiske biologer ikke kan acceptere som eksempler på ”homologi”, viser, at der ikke er noget bevis for tesen om evolution fra en fælles forfader. Hvad, i det tilfælde, kunne være den videnskabelige forklaring for de lignende strukturer i levende ting? Svaret på det spørgsmål blev givet før Darwins evolutionsteori kom til at dominere videnskabens verden. Videnskabsmænd som Carl Linnaeus, som først systematiserede levende ting ifølge deres lignende strukturer, og Richard Owen betragtede disse strukturer som eksempler på ”fælles” skabelse. Med andre ord er lignende organer (eller nu til dags, lignende gener) fastslået at være sådan, fordi de blev skabt for at udføre et specifikt formål, ikke fordi de udvikledes ved tilfælde fra en fælles forfader.

Moderne videnskabelige fund viser, at påstanden om en ”fælles forfader” med hensyn til lignende organer er ukorrekt, og at den eneste mulige forklaring er fælles skabelse, der igen bekræfter, at levende ting blev skabt af Allah.

Homologiens genetiske og embryologiske dødvande

For at den evolutionistiske påstand om ”homologi” skal tages seriøst, skulle lignende (homologiske) organer i forskellige væsner også være kodet med lignende (homologiske) DNA koder. Men det er de ikke. Lignende organer reguleres normalt af meget forskellige genetiske (DNA) koder. Endvidere associeres lignende genetiske koder i forskellige væsners DNA ofte med komplet forskellige organer.

Michael Denton, en australsk professor i biokemi, beskriver i sin bog Evolution: A Theory in Crisis det genetiske dødvande ved den evolutionistiske fortolkning af homologi:

”Homologiske strukturer specificeres ofte af ikke-homologiske genetiske systemer, og konceptet om homologi kan sjældent udvides tilbage til embryologi.”160

Et kendt eksempel på dette emne er den ”femtåede skeletstruktur” hos firbenede dyr, som citeres i næsten alle evolutionistiske fagbøger. Firbenede dyr, altså land gående hvirveldyr, har fem tæer på deres for- og bagben. Selvom disse ikke altid har udseendet af fem tæer, som vi kender dem, regnes de alle for femfingrede på grund af deres knoglestruktur. For- og bagbenene hos en frø, øgle, et egern eller en abe har alle denne samme struktur. Selv knoglestrukturen hos fugle og flagermus opfylder denne grundlæggende struktur.

Evolutionister påstår, at alle levende ting nedstammer fra en fælles forfader, og de har længe citeret femfingrede lemmer som bevis for dette. denne påstand blev nævnt i næsten alle grundlæggende kilder om biologi gennem det 20. århundrede som meget stærkt bevis for evolution. Genetisk fund i 1980’erne afviste denne evolutionistiske påstand. Det blev indset, at de femfingrede lemme mønstre hos forskellige væsner kontrolleres af totalt forskellige gener. Evolutionistiske biolog William Fix beskriver kollapset af den evolutionistiske tese om femfingrethed på denne måde:

De ældre fagbøger om evolution gør meget ud af ideen om homologi, og udpeger den åbenbare lighed mellem skelettet af lemmerne hos forskellige dyr. Altså findes det ”femfingrede” lemme mønster i et menneskes arm, fugls vinge og hvals finne, og dette fastholdes at indikere deres fælles oprindelse. Hvis nu disse diverse strukturer var overført af det samme gen par, varieret fra tid til anden af mutationer og reageret på af miljømæssig selektion, ville teorien give god mening. Desværre er dette ikke tilfældet. Homologiske organer vides at være produceret af totalt forskellige genkomplekser i de forskellige arter. Konceptet om homologi ved lignende gener overført fra en fælles forfader er brudt sammen…161

En anden pointe er, at for at den evolutionære tese om homologi skal tages seriøst, skulle perioderne i lignende strukturers embryologiske udvikling - med andre ord trinnene af udvikling i ægget eller moderens livmoder - være parallelle, hvor disse embryologiske perioder for lignende strukturer i virkeligheden er ganske forskellige fra hinanden i ethvert levende væsen.

For at konkludere kan vi sige, at genetisk og embryologisk forskning har bevist, at konceptet om homologi defineret af Darwin som ”bevis for evolutionen af levende ting fra en fælles forfader” kan på ingen måde betragtes som noget bevis overhovedet. I denne forbindelse kan videnskab siges at have bevist den darwinistiske tese falsk igen og igen.

Ugyldigheden ved påstanden om molekylær homologi

Evolutionisters fremsættelse af homologi som bevis for evolution er ikke bare ugyldig på det morfologiske niveau, men også på det molekylære. Evolutionister siger, at DNA koder, eller de tilsvarende proteinstrukturer, hos forskellige levende arter er lignende, og at denne lighed er bevis for, at disse levende arter har udvikledes fra fælles forfædre eller fra hinanden.

I sandheden er resultaterne ved molekylær sammenligning dog ikke til fordel for evolutionsteorien overhovedet. Der er store molekylære forskelle mellem væsner, der ser ud til at være meget lig og beslægtede. For eksempel er cytochrom-C proteiner, en af de proteiner, der er vitale for respiration, meget forskellig i levende væsner af samme klasse. Ifølge forskningen udført på dette emne, er forskellen mellem to forskellige reptil arter større end forskellen mellem en fugl og en fisk, eller en fisk og et pattedyr. Et andet studie har vist, at molekylære forskelle mellem nogle fugle er større end forskellene mellem de samme fugle og pattedyr. Det er også blevet opdaget, at den molekylære forskel mellem bakterier, der fremstår som meget lig, er større end forskellen mellem pattedyr og amfibier eller insekter.162Lignende sammenligninger er blevet lavet i tilfældet af hæmoglobin, myoglobin, hormoner og gener, og lignende konklusioner drages.163

Omkring disse fund på området om molekylær biologi kommenterer Dr. Michael Dention:

Hver klasse på et molekylært niveau er unikt, isoleret og ukædet af mellemliggende. Altså har molekyler, ligesom fossiler, mislykkedes at give de uklare mellemliggende så længe søgt af evolutionær biologi… På et molekylært niveau er ingen organisme ”nedarvet” eller ”primitiv” eller ”avanceret” sammenlignet med sine slægtninge… Der er meget lille tvivl om, at hvis dette molekylære bevis havde været tilgængeligt for et århundrede siden… havde ideen om organisk evolution måske aldrig været accepteret.164

Kollapset af “Livets træ”

I 1990’erne forværrede forskning af de genetiske koder i levende ting det dilemma, evolutionsteorien stod overfor på dette punkt. I disse eksperimenter, i stedet for de tidligere sammenligninger, der var begrænset til proteinsekvenser, blev ”ribosomal RNA” (rRNA) sekvenser sammenlignet. Fra disse fund prøvede evolutionistiske videnskabsmænd at etablere et ”evolutionært træ”.

Men de blev skuffet over resultaterne. Ifølge en 1999 artikel af franske biologer Hervé Philippe og Patrick Forterre, ”med flere og flere tilgængelige sekvenser viste det sig, at de fleste proteinfylogenier modsiger hinanden såvel som rRNA træet.” 165

Udover rRNA sammenligninger blev DNA koderne i levende tings gener også sammenlignet, men resultaterne har været det modsatte af ”livets træ” formodet af evolution. Molekylære biologier James A. Jake, Ravi Jain og Maria C. Rivera uddybede på dette i en artikel i 1999:

Videnskabsmand begyndte med at analysere et udvalg af gener fra forskellige organismer og fundet ud af, at deres forhold til hinanden modsagde det evolutionære livets træ udledt alene fra rRNA analyser.166

Hverken sammenligningerne af proteiner, eller de af rRNA eller af gener, bekræfter evolutionsteoriens præmisser. Carl Woese, en højt anset biolog fra University of Illinois, indrømmer, at konceptet om ”fylogeni” har mistet sin mening i lyset af molekylære fund på denne måde:

Ingen konsistent organisme fylogeni er opstået fra de mange individuelle protein fylogenier produceret indtil videre. Fylogenetiske uoverensstemmelser kan ses overalt i det universelle træ, fra rødderne til de store forgreninger i og omkring de diverse (grupper), til sammensætningen af selve de primære grupper.”167

Faktummet, at resultaterne af molekylære sammenligninger ikke er til fordel for men hellere modsiger evolutionsteorien, indrømmes i en artikel, der hedder ” Is it Time to Uproot the Tree of Life?” udgivet i Science i 1999. Denne artikel af Elizabeth Pennisi erklærer, at de genetiske analyser og sammenligninger udført af darwinistiske biologer for at kaste lys over ”livets træ” gav faktisk direkte modsatte resultater, og fortsætter med at sige, at ” ny data tilsøler det evolutionære billede”:

For et år siden troede biologer, der kiggede nyligt sekvenserede genomer igennem fra over et dusin mikroorganismer, at disse data måske støttede de acceptere plotlinjer fra livets tidlige historie. Men det, de så, forvirrede dem. Sammenligninger af genomerne da tilgængelige nøjedes ikke med ikke at klargøre billedet om, hvordan livets store grupperinger udvikledes, de forvirrede det. Og nu med otte ekstra mikrobielle sekvenser ved hånden, er situationen blevet endnu mere forvirrende… Mange evolutionære biologer havde troet, de groft kunne se starten på livets tre kongedømmer… Da fulde DNA sekvenser åbnede vejen for at sammenligne andre slags gener, forventede forskere, at de simpelthen ville føje detalje til dette træ. Men ”ingenting kunne være længere fra sandheden,” siger Claire Fraser, leder af The Institute for Genomic Research (TIGR) i Rockville, Maryland. I stedet har sammenligninger givet mange versioner af livets træ, der er anderledes fra rRNA træet og også er i strid med de andre…168

Kort sagt taber homologi konceptet mere terræn, som molekylær biologi fremskrider. Sammenligninger, der er lavet af proteiner, afslører rRNA og gener, at væsnerne, som angiveligt er tætte slægtninge ifølge evolutionsteorien, faktisk er totalt distinkte fra hinanden. Et 1996 studie, der brugte 88 proteinsekvenser grupperede kaniner med primater i stedet for gnavere; en 1998 analyse of 13 gener i 19 dyrearter placerede søpindsvin blandt chordater; og et andet 1998 studie baseret på 12 proteiner placerede køer tættere på hvaler end på heste. Molekylære biolog Jonathan Wells opsummerer situationen i 2000 på denne måde:

Uoverensstemmelser blandt træer baseret på forskellige molekyler, og de bizarre træer, der resulterer fra nogle molekylære analyser, har nu kastet molekylær fylogeni ind i en krise.170

”Molekylær fylogeni” står overfor en krise - hvilket betyder, at evolutionsteorien også gør det. (Fylogeni vedrører de såkaldte ”familieforhold” blandt diverse levende ting og er den hypotetiske base for evolutionsteorien.) Igen underminerer videnskab tesen, at levende ting udvikledes fra hinanden og demonstrerer, at alle levende grupper blev skabt separat.

Myten om embryologisk rekapitulation

Hvad der plejede at kaldes ”rekapitulationsteorien” har længe været elimineret fra videnskabelig litteratur, men den præsenteres stadig som en videnskabelig realitet af nogle evolutionistiske udgivelser. Udtrykket ”rekapitulation” er en sammentrækning af diktummet ”Ontogeny rekapitulerer fylogeni”, fremsat af den evolutionistiske biolog Ernst Haeckel ved slutningen af det 19. århundrede.

Denne teori af Haeckel postulerer, at levende fostre genoplever den evolutionære proces, som deres pseudoforfædre gennemgik. Han havde en teori om, at under dets udvikling i moderens livmoder, udviste det menneskelige foster først karakteristikker fra en fisk, og så fra en reptil, og til sidst fra et menneske.

Det er siden blevet bevist, at denne teori er totalt opspind. Det er nu vidst, at ”gællerne”, der angiveligt opstår i de tidlige stadier af det menneskelige foster, faktisk er de indledende faser af mellemørekanalen, biskjoldbruskkirtlen og brislen. Den del af fostret, der blev sammenlignet med ”æggeblomme lomme” viser sig at være en lomme, der producerer blod til spædbarnet. Den del, der var blevet identificeret som ”hale” af Haeckel og hans støtter, er faktisk rygraden, som kun minder om en hale, fordi den tager form før benene.

Disse er universelt anerkendte fakta i den videnskabelige verden og accepteres selv af evolutionister. George Gaylord Simspon, en af grundlæggerne af neodarwinisme, skriver:

Haeckel fejlerklærede det evolutionære princip involveret. Det er nu støt fastlagt, at ontogeni ikke gentager fylogeni.171

I en artikel udgivet i American Scientist, læser vi:

Biogenetikkens lov er bestemt stendød. Det blev endelig uddrevet fra biologi fagbøger i halvtredserne. Som et emne under seriøs teoretisk undersøgelse blev det udryddet i tyverne…172

Endnu et interessant aspekt ved ”rekapitulation” var Ernst Haeckel selv, en fupper, der forfalskede sine tegninger for at støtte den teori, han fremsatte. Haeckels forfalskninger påståede at vise, at fisk- og menneskefostre lignede hinanden. Da han blev opdaget, var det eneste forsvar, han havde, at andre evolutionister havde begået lignende overtrædelser:

Efter denne kompromitterende indrømmelse om ”falskneri” skulle jeg være forpligtet til at betragte mig selv som fordømt og tilintetgjort, hvis jeg ikke havde trøsten af at se ved min side i fangernes hul hundredvis af medsyndere, blandt dem mange af de mest betroede observatører og mest agtede biologer. Langt størstedelen af alle diagrammerne i de bedste biologiske fagbøger, afhandlinger og tidsskrifter ville pådrage sig samme grad i anklagen af ”falskneri”, for de er alle upræcise og er mere eller mindre manipuleret, skematiseret og konstrueret.173

Ja, der er ”hundredvis af medsyndere, blandt dem mange af de mest betroede observatører og mest agtede biologer”, hvis studier er fulde af fordomsfulde konklusioner, forvrængninger og endda forfalskninger. Dette er fordi, de alle har konditioneret sig selv til at kæmpe for evolutionær teori, selvom der ikke er spor af videnskabeligt bevis, der støtter den.