Ting Der Forhindrer Nogle Folk I At Se Det Gode

At Glemme, At Dette Liv Er En Prøvelse

Nogle tror, at en stor del af deres liv er tilfældigt. Men at tænke på denne måde er fuldstændig irrationelt. Alt, inklusiv udviklingen af cancer, fra involveringen i et trafikuheld, til den mad man spiser til aftensmad og det tøj, man har på, er alt sammen specielle, forudbestemte ting. Som vi gentagne gange har understrege i denne bog, er alle disse hændelser, ned til deres mindste detalje, specielt skabt af Gud til at teste mennesket.

Det er på dette punkt, at den fundamentale forskel mellem vantro og troende bliver tydelig. Troende har et meget anderledes syn på det, der sker for dem, og på verden omkring dem. Dette livssyn er i perfekt overensstemmelse med Koranen: altså at de betragter hver hændelse som del af en test. Som følge af, at de er klar over, at de afprøves, stræber troende efter at opføre sig på en måde, der tjener Guds anerkendelse.

Folk, som forholder sig ligegyldige over for de sandheder, der vises gennem islam, sætter mange illusoriske mål for sig selv: at komme ind på en svær uddannelse, at være lykkelig gift, få børnene gennem skoleårene, forbedre deres levestandard, opnå status i samfundet… Alle disse mål har en ting til fælles: de er alle ønsker og mål, som alene relaterer til denne verden. Planerne og forhåbningerne hos folk, som gør disse til hovedformål for deres liv, er begrænset til dette overfladiske livssyn. Fordi, som vi tidligere sagde, flertallets viden er begrænset til eksistensen af denne verden. Men deres formodning er forkert. Selv hvis de skulle opnå disse mål, de har sat for dig selv, er deres liv ultimativt dømt til den uundgåelige ende, døden. Derfor er et liv, som kun fokuserer på denne verden, et forfængeligt liv, med mindre Gud vil det anderledes.

Endvidere kan en person, som lever en sådan livsstil, aldrig opnå alt, han ønsker. Det er Guds uomtvistelige lov; intet på jorden er immunt over for forfald. Intet på jorden er immun over for tidens effekt. En frugt mørknes for eksempel gradvist og rådner til sidst, fra det øjeblik, den plukkes fra sin gren. Et smukt hus, som det har taget årevis at bygge, bliver efterhånden ubeboeligt. Aller vigtigst er menneskekroppen sårbar over for tidens skadelige effekt. Enhver person oplever effekten af tid på sin fysik. Hår bliver gråt, organer stopper med at virke, huden rynker og mange andre tegn på alderdom er klare tegn, som indikerer dødens immanens.

Udover aldring, kan et menneskeliv, som normalt kun varer 6-7 årtier, afsluttes brat; uventede hændelser, såsom et trafikuheld eller en dødelig sygdom, kan til enhver tid gøre ende på hans liv. Som vi sagde i tidligere afsnit vil en person, ligegyldig hvor meget han kæmper for at undgå den blotte tanke om døden, ultimativt møde den uundgåelige ende. Hverken en køn pige, en kendt person eller nogen anden er immun over for døden. Ingen rigdom, ejendele, sønner, venner, ingenting, kan beskytte mennesket fra døden:

Sig: "Den død, som I flygter fra, vil indhente jer. Så vil I blive bragt tilbage til Ham, der kender det skjulte og det synlige, og Han vil da underrette jer om, hvad I gjorde." (Sura al-Jum'ua: 8)

Det foregående betyder det følgende: livet i denne verden er midlertidigt og er ikke det sande og endelige hvilested for mennesket. Som konsekvens må en mand rette alle sine indsatser mod livet i det hinsides.

Alt, hvad der er givet jer, hører til det jordiske livs nydelse. Hvad der findes hos Gud, er bedre og mere bestandigt for dem, der tror og sætter deres lid til deres Herre. (Sura ash-Shura: 36)

Hvis vi overvejer det faktum, at livet i denne verden er midlertidigt, og at menneskekroppen er sårbar over for døden, kommer vi frem til et spørgsmål, vi alle må overveje: formålet med menneskets skabelse på jorden. Gud udpensler dette formål i det følgende vers:

Den, der skabte død og liv for at sætte jer på prøve og se, hvem af jer der handler bedst. Han er Den Mægtige og Den Tilgivende. (Sura al-Mulk: 2)

I mange af Koranens vers gør Gud det klart, at mennesket er skabt til at være en tjener for hans Skaber. Det understreges også, at livet i denne verden er en test, der skal skelne de gode fra de onde:

Alt, hvad der er på jorden, har Vi sat som en pryd på den for at sætte dem på prøve og se, hvem af dem, der handler smukkest. (Sura al-Kahf: 7)

Da hele et menneskes liv er del af en prøvelse, sker ingenting tilfældigt for ham. Hvis en person ikke evner at forstå, at der er et formål bag disse hændelser og fejlagtigt formoder, at ting sker tilfældigt og uafhængigt af Gud, begår han en stor fejl. For alle hændelser, som finder sted gennem ens liv er i virkeligheden prøvelser, specielt designet til ham af Gud. Mennesket holdes ansvarlig for hans reaktioner og adfærd under disse prøvelser. Den måde, han opfører sig selv på, og han moral han udviser, bestemmer hans belønning eller straf i livet i det Hinsides.

At ingenting – om end oplevelsen er uvæsentlig eller stor – sker tilfældigt, at alt, der finder sted i vores liv er hændelser, der er forudbestemt i vores skæbne, er fakta, en person altid må huske på. Så længe en person altid holder dette in mente, vil han aldrig glemme, at alt han møder i livet ultimativt er godt for ham. Det vil sige, det han møder er blot, hvad Gud vil have, han skal møde. For at opsummere er det essentielt at huske på, at denne er verden er et prøvelsessted, hvor vi forventes at kunne se de gode og hellige formål i dette liv.

Gud Pålægger Ikke Nogen Person En Byrde, Der Er Større End Han Kan Bære

Gud sætter enhver person gennem forskellige prøvelser med forskellige type hændelser og gennem diverse bekendtskaber. Men det må nævnes, at Gud er uendeligt retfærdig, og Han er overbærende over for Sine tjenere (al-Halim); Han pålægger aldrig en byrde, der er større, end man kan bære. Dette er Guds løfte:

Vi bebyrder ingen over evne. Der findes hos Os et skrift, der taler sandhed; de vil ikke blive gjort uret. (Sura al-Mu'minun: 62)

Men de, der tror og gør gode gerninger - Vi bebyrder ingen over evne! - de hører til i Haven; dér skal de forblive til evig tid. (Sura al-A'raf: 42)

Sygdomme, uheld, alle former for modgang eller enhver anden slags prøvelse, en person kan møde I sit liv i denne verden, er inden for rammerne af ens evne til at modstå dem. Men hvis en person vælger oprør og utaknemmelighed over for Gud, altså Satans egenskaber, i stedet for at bevare Koranens ædle værdier såsom tålmodighed, vil han ultimativt blive stillet til ansvar for det.

I nogle tilfælde kan en person føle, han har opbrugt alle ledige muligheder til at håndtere et problem, og ikke kunne se sin vej ud af de omstændigheder, han er i. Hvis han glemmer, at der er også er godt i sådan en hændelse, bliver han måske oprørsk. Disse er blot de forfængelige følelser, Satan har indgydt i ham. Hvad end han møder i sit liv, må en sand troende forblive klar over det faktum, at han konfronteres med en situation, hvori han kan opføre sig selv dydigt og med tålmodighed. Hvis han på den anden side fortvivler, er det blot Satans fristelse. Gud befaler Sine tjenere ikke at fortvivle:

Ved de ikke, at Gud tildeler underhold rundhåndet, til hvem Han vil, og knapt tilmålt? Deri er der tegn for folk, der tror. Sig: "Mine tjenere! I, som er gået for vidt med hensyn til jer selv, opgiv ikke håbet om Guds barmhjertighed! Gud tilgiver alle synder. Han er Den Tilgivende og Den Barmhjertige. Vend jer angrende til jeres Herre, og overgiv jer til Ham, inden straffen kommer over jer! Da vil I ingen hjælp finde. (Sura az-Zumar: 52-54)

En person, som føler Guds befaling som skrevet ovenfor, ved, at der fra godt kommer godt; en person, som fortvivler, er på den anden side alene i denne verden uden en vej ud. Gud fortæller os, at de, som opgiver håber om Hans barmhjertighed, faktisk er vantro:

De, der ikke tror på Guds tegn og mødet med Ham, har intet håb om Min barmhjertighed. De har en pinefuld straf i vente." (Sura al-'Ankabut: 23)

"... Opgiv ikke håbet om Guds medlidenhed! Kun de vantro folk opgiver håbet om Guds medlidenhed." (Sura Yusuf: 87)

I overensstemmelse med Guds befaling må en muslim aldrig fortvivle, men skal prøve at opnå en dybere forståelse for det, der sker omkring ham, gennem fordybelse. Når en troende møder en vanskelighed, gør det, at han overvejer det gode i det, og sikrer, at han gennem perioden, som er en prøvelse for ham, er modig, tålmodig, medfølende, loyal, hengiven, kærlig og selvopofrende. Det vil sige, det er en periode, hvorigennem en troende udøver sin tro på Gud. Når han opnår det hinsides vil det være en ekstra kilde til glæde og lykke for ham, at han har fået paradis som en velsignelse og belønning for hans gode adfærd og karakter. En person, som er blevet testet i verden, har båret vanskeligheder med stædighed i livet på denne jord, opfatter velsignelserne og gaverne i Paradis med en dybere værdsættelse og nyder derfor større glæde af det. Det er vigtigt at huske, at en, der ikke har oplevet vanskeligheder, ikke kan værdsætte lethed. Selv hvis han gør, kan han aldrig føle det så dybt som en, der har gennemgået vanskelige tider. Derfor skal enhver vanskelighed, en troende oplever i denne verden, ultimativt blive en kilde til lykke i det Hinsides.

Essentielt giver det mennesket en speciel form for glæde, som kun kan komme fra tro, at være tålmodig, klog, fornuftig, stabil, tilgivende, medfølende, kort sagt at udvise en troendes ædle kvaliteter. Ved Guds Vilje vil denne glæde nydes i al evighed.

Enhver Ulykke, Der Rammer Mennesket, Kommer Fra Ham Selv

De folk, som er langt fra at følge den moral, der befales i Koranen, deler ofte et fælles karaktertræk: når tingene går godt, tror de, det er deres egen fortjeneste, og føler sig stolte. Men når en ulykke sker for dem, leder de med det samme efter nogen at skyde skylden på. Men Gud er den Retfærdige og, som verset nedenfor fortæller, er det personen selv, som i sidste ende er ansvarlig for alle modgange, han møder:

Hvad der sker dig af godt, kommer fra Gud, og hvad der sker dig af ondt, kommer fra dig selv... (Sura an-Nisa': 79)

Koranen giver diverse eksempler for at forklare den forstyrrede måde, som vantro fortolker de ting, der sker, på. For eksempel fortæller Gud os i Sura al-Araf, at Faraoen og hans indre cirkel beskyldte Musa (as) og hans folk for de onde ting, der skete dem. Men de var selv kilden til ondskab og lede:

Men når der skete dem noget godt, sagde de: "Dette tilkommer os!" og når noget ondt ramte dem, tog de Moses og dem, der var med ham, som et dårligt varsel. Deres varsel beror alene hos Gud! Men de fleste af dem har ingen viden. (Sura al-A'raf: 131)

Som eksemplet i verset ovenfor siger, leder folk, som er langt fra Koranens moral, under alle omstændigheder efter nogen andre at skyde skylden på. De ignorerer deres egne fejl og mangler og prøver at beskylde gode folk for ondskab. Men, ligesom Gud henleder vores opmærksomhed på i det ovenfor citerede vers, er det dem, der er ansvarlige for det onde. Hvis disse folk fortolker ondt som godt og omvendt, så er det kun deres egen fejl.

At Misforstå Skæbnen

Hele vejen gennem deres liv fortsætter folk med at planlægge deres fremtid, selv den næste dag eller time. Nogle gang går disse planer som planlagt. Men i nogle tilfælde forhindres de på grund af uventede udviklinger. De, som er langt fra Islams lære, tilskriver disse forhindringer tilfældighederne.

Men faktisk er der hverken programmer, der udføres, eller uventede forhindringer. Alle de hændelser, en person møder i sit liv, er forudbestemt af Gud for den person i hans skæbne. Dette faktum forklares i de følgende vers:

Han styrer befalingen fra himlen til jorden... (Sura as-Sajda: 5)

Alt har Vi skabt tilpas.. (Sura al-Qamar: 49)

En person kan fejlagtigt tro, at han i løbet af sin dag blot oplever, hvad han selv har planlagt. Faktum er dog, at han bare følger den skæbne, der er bestemt for ham af Gud. Dette vil sige, at selv hvis en person formoder, han har indblandet sig i en situation og derfor ændret sin skæbne, oplever han i virkeligheden endnu en gang et øjeblik, der er forudbestemt for ham. Ingen af de øjeblikke, som udgør vores liv, sker ud over skæbnen. En person i koma, som senere dør, gør det, fordi hans skæbne havde fastlagt det dødstidspunkt. En anden i samme situation, som bliver rask efter en måned, gør det på grund af sin skæbne.

For en person, som ikke helt har forstået betydningen af skæbne, sker alle hændelser som resultat af tilfælde. Han formoder fejlagtigt, at alt i universet har en selvstændig eksistens. Det er grunden til, at han, når han rammes af en ulykke, taler om det som en ”uheldig” hændelse.

Ikke desto mindre er mennesket begrænset i visdom såvel som dømmekraft, og endvidere er han begrænset af rum og tid. På den anden side er alt, der sker for en person, uden undtagelse, planlagt af Gud, besidderen af ”uendelig visdom”, Som ikke er begrænset af rum og tid.

Ingen ulykke rammer på jorden eller hos jer selv, uden at den findes i et skrift allerede, inden Vi har skabt den. Dette er let for Gud. (Sura al-Hadid: 22)

Som konsekvens er alt, en person skal gøre, at underkaste sig den skæbne, hans Skaber har bestemt, og forblive klar over, at alt vil blive godt til sidst. Faktisk bruger folk med sand tro ethvert øjeblik af deres liv med anerkendelse af det faktum, at hvad end der sker, er del af deres skæbne, og at alle omstændigheder er forudbestemt af en grund. De belønnes hele tiden for dette positive livssyn og møder til sidst dette gode. Den ædle moral og helhjertede underkastelse, de troende udøver, beskrives i Koranen som følger:

Sig: "Intet andet vil ramme os end det, som Gud har bestemt for os. Han er vor skytsherre." Til Gud skal de troende sætte deres lid. (Sura at-Tawba: 51)

I sidste ende kan en person aldrig forhindre en forudbestemt hændelse i at ske, uanset om han bedømmer den som god eller dårlig. Hvis han ser godt i alt, belønnes han altid, ellers gør han ikke andet end at skade sig selv. At fortryde eller have en oprørsk attitude ændrer ikke et eneste øjeblik af ens skæbne. Da dette er tilfældet, er et menneskes ansvar som en tjener af Gud at underkaste sig Hans uendelige retfærdighed og den skæbne, Han forudbestemmer, at betragte alle hændelser som ultimativt gode og derfor blive en tilskuer til sin egen skæbne med et roligt og fredfyldt hjerte.

Satan Prøver At Forhindre Mennesket I At Se Det Gode

I Koranen fortæller Gud, at Satan er utaknemmelig og oprørsk. Vi lærer også fra Koranen, at han vil tilgå mennesket fra alle vinkler, og at han vil ty til alle midler for at føre mennesket ind i alle former for udskejelser. Den mest almindelige metode, han bruger i denne onde plan, er at forhindre mennesket i at se det gode i de ting, der sker for ham. På denne måde prøver han også at mislede mennesket til oprørskhed og utaknemmelighed. Folk, som ikke forstår skønheden ved Koranens moral, de som er fjernt fra Islams lære og bruger deres liv på at jagte forfængelige formål, som ikke tænker på et Hinsides, er udsatte for Satans snedigheder.

Satan udnytter menneskets svagheder og hvisker bedrageriske kneb til ham; han opfordrer ham til at gøre oprør mod Gud og tro. For eksempel kan man synes, at det ikke er svært at minde sin nabo, som har været involveret i et uheld, på det faktum, at det er en del af hans skæbne. Men den samme person har måske ikke den samme modne attitude, når han eller hans familie rammes af en lignende ulykke. Gennem Satans påvirkning finder han det nemmere at have en oprørsk attitude. For man må bruge sin samvittighed for at stræbe efter at se det gode i ting, at vise underkastelse og sætte sin lid til Gud. At man ikke bruger sin samvittighed kan kun føre til en vildfaren attitude.

Satans indsatser for at hindre mennesket i at se det gode kan findes i alle slags omstændigheder. Hans hviskende ord forhindrer også nogen i at se det gode i deres egne handlinger. For eksempel prøver Satan at indbygge frygt for fattighed i en, som er villig til at bruge sin rigdom i Guds sag. Denne fristelse beskrives i det følgende vers:

Satan truer jer med fattigdom og påbyder jer det skamløse. Men Gud lover jer sin tilgivelse og gunst. Gud er favnende og vidende. (Sura al-Baqara: 268)

Men alle sådanne følelser er forfængelige følelser. Disse af Satans ondskabsfulde planer kan på ingen måde påvirke en sand troende, siden den troendes formål med at bruge sin rigdom ikke er at opnå verdslige fordele eller sin egen tilfredsstillelse. Hans hovedmål er at tjene Guds gode vilje, Hans barmhjertighed og Paradis. Af denne grund kan Satan ikke bedrage troende med tomme ambitioner. At Satan ikke kan påvirke troende erklæres i et vers som følger:

Hvis en fristelse fra Satan tilskynder dig til noget ondt, så søg tilflugt hos Gud! Han hører alt og ved alt. De, der er gudfrygtige, lader sig påminde, når de får en indskydelse fra Satan, og straks bliver de klarsynede. (Sura al-A'raf: 200-201)

Fra det foregående burde vi kunne forstå, at Satan bruger to metoder til at forhindre mennesket i at udføre gode gerninger. Først prøver han at forhindre en god og fordelagtig handling og præsenterer jagten på verdslige fordele som livets eneste formål. For det andet gør han sit yderste for at forhindre folk i at se en hændelses gode side og formål. Specielt når mennesket er i modgang, præsenterer han det som en ”onde” og frister ham til at have en oprørsk attitude over for Gud.

Men der gives dog så mange velsignelser til en person, at man aldrig kunne tælle dem. Fra det øjeblik, man bliver født, får mennesket skænket utallige velsignelser fra sin Herre, en gavmildhed, som ikke afbrydes på noget tidspunkt i resten af hans liv. Det er grunden til, at troende, som tager deres Herre som deres eneste allierede og beskytter, sætter deres lid til Ham, og at de, når noget tilsyneladende negativt sker for dem, er klar over, at der eksisterer noget godt i det, og udviser tålmodighed, selv hvis de ikke med det samme kan se det hellige formål. Som Profeten (saas) siger, de “søger tilflugt hos Gud fra vanskelighederne ved alvorlige ulykker” (Bukhari), og lige meget, hvad der sker for dem, bliver de aldrig oprørske eller klager. De husker altid på, at tilsyneladende negative hændelser ultimativt vil blive til deres fordel. Og ved Guds vilje kan den vanskelige periode ultimativt vise sig at være en stor milepæl i deres liv, som vil lede dem til evig frelse.