Alle oplever svære tider i sit liv. Disse vanskeligheder frustrerer, bedrøver eller irriterer størstedelen af de folk, som ligger fjernt fra den moral, der foreskrives i Koranen. Derfor bliver de let nervøse, anspændte og irritable. Da de ikke har tro på den perfektion, der findes i Guds forudbestemte skæbne, søger de ikke velsignelserne eller de gode i det, de oplever. Faktisk, fordi de er uden tro, ender et hvert øjeblik de tilbringer med at virke til at gå mod dem. På denne måde, belastet af besvær og bedrøvelse, fortætter de resten af deres liv.
Troende ved dog, at vanskeligheder skabes af Gud for at teste mennesket. De er klar over, at disse vanskeligheder er til for at skelne de sande troende for de, ”som er syge i deres hjerter”, de som ikke er oprigtige i deres tro. Det er fordi, at Gud i Koranen gør det klart, at Han vil teste troende for at afsløre, hvem det er, der er sandfærdige:
Eller regnede I med, at I skulle træde ind i Haven, uden at Gud vidste, hvem af jer, der havde kæmpet, og uden at Han kendte de udholdende? (Sura Al 'Imran: 142)
Gud ville aldrig lade de troende være, således som I er, uden at skille det onde fra det gode... (Sura Al 'Imran: 179)
I yderligere forbindelse til dette spørgsmål, giver Gud det følgende eksempel, som fandt sted under Profeten Muhammads (saas) tid:
Det, der ramte jer på den dag, hvor de to skarer stødte sammen, det skete med Guds tilladelse, for at Han kunne kende de [sande] troende, og for at Han kunne kende dem, der var hyklere... (Sura Al 'Imran: 166-167)
Verset ovenfor forklarer sig selv. På Profetens (saas) tid mødte muslimer hårde tider og led under udfordrende forhold. Men som verset ovenfor også indikerer, skete det, muslimerne udholdt, ved Guds Vilje og tjente til at afsløre de, som var hyklere, som prøvede at skade de troende. Alt endte altså ultimativt til fordel for de troende.
Muslimer, som er klar over erfaringerne i disse vers, overvejer en hændelse, som lader til at være ond, eller et vanskeligt øjeblik som en mulighed, hvorved deres oprigtighed, loyalitet til deres Herre og tro sættes på en prøve. De glemmer aldrig, at vanskelighederne eller velsignelserne er til for at afprøve dem. Til gengæld for deres ædelhed og underkastelse til Ham ændrer Gud, hvad der lader til at være ondt, til en fordel for Sine sande tjenere.
På de følgende sider vil vi snakke om vanskeligheder, troende med stor sandsynlighed møder, og om de prøvelser, der er særlige for denne verden. Vores formål er at minde troende om de skjulte velsignelser og belønninger, som deres tålmodighed bringer dem, både i denne verden og hinsides.
Målet for størstedelen af folk i dette liv er at samle så meget rigdom som mulig. For at opnå dette tyr de til alle midler, selv uægte eller ulovlige. Den værdi, mennesker tilegner ejendele, beskrives i Koranen som ”kærlighed” for ”det jordiske livs goder”
Menneskenes kærlighed til det, de begærer: Kvinder og børn, sammenpuget ejendom af guld og sølv, udmærkede heste, kvæg og agerjord, fremstår for dem i et smukt lys. Dette er det jordiske livs goder. Hos Gud, derimod, er den skønne hjemkomst. (Sura Al 'Imran: 14)
Formue og sønner er det jordiske livs ydre glans; men det bestandige, de gode gerninger, giver hos din Herre en bedre belønning og et større håb. (Sura al-Kahf: 46)
I et andet vers tiltaler Gud sådanne mennesker med ordene: ”Og I elsker ejendom inderligt.” (Sura al-Fajr: 20) Som vi kan forstå fra dette vers, begærer de uvidende rigdom. For rigdom er et af de primære mål for status i samfund, hvis værdier ikke er baseret på religion. I disse vildfarne samfund agter, ærer og anser folk de rige. At opnå sådan rigdom får fejlagtigt ejermændene til at tro, at de har stor magt. Derfor bliver opnåelsen af rigdom i disse tilfælde hovedmålet i livet.
Dette overdrevne begær efter rigdom fører også til en livslang frygt for at miste den. De, som besidder et sådant livssyn, fortvivler ofte, når de mister deres rigdom, og bliver så rebelske mod deres Herre. Ved at være totalt uvidende om, at det blot er en prøvelse, bliver de totalt overvældede af deres tab af rigdom.
Men Gud befaler mennesket at ”ikke sørge over det, der er forsvundet for jer, og ikke fryde jer over det, som Han har givet jer.” (Sura al-Hadid: 23). Han befaler mennesket at opføre sig ydmygt og tilegne sig god moral. At fortvivle over tab af rigdom men frydes i overflodstider er et tegn på utaknemmelighed over for Gud.
Under indflydelse af et så trivielt livssyn, betragter medlemmerne af uvidende samfund det helt acceptabelt at føle skuffelse over tabet af ejendom. For eksempel kan den økonomiske sikkerhed, der opnås med rigdom, som er optjent efter meget indsats, forsvinde med det samme gennem en naturkatastrofe. Eller en ildebrand kan på sekunder reducere et smukt hjem, som er blevet købt efter årevis af sparen sammen. Essentielt føler en person, der er ubevidst om sit livs natur, sig forvirret, når han oplever et sådant tab, og bliver overvældet af pessimisme og rebelskhed.
De, der befinder sig langt fra Koranens moral, lykkes aldrig med at anerkende, at et tab af rigdom kunne have et godt eller fordelagtigt aspekt. Faktisk, på grund af deres livssyn og manglende evne til at sætte deres lid til tro, bliver de omvæltninger, de oplever i deres økonomi, følelsesmæssigt belastende.
Men dette er ikke tilfældet for de, der forsøger at se det gode i ting. For dem har tabet af rigdom et formål, selv hvis de ikke umiddelbart er i stand til at se det. Det kan være, at det er en påmindelse fra Gud til sine tjenere, som har frydet sig over deres rigdom og er blevet overvældet af midlertidige verdslige glæder. Enhver nedgang tjener kun det formål at minde os om Guds uendelige magt, og det tvinger os til at vende vores opmærksomhed mod Ham. Eller det kan være, at Gud har noget bedre i vente for Sine tjenere, som har vist tålmodighed gennem store vanskeligheder og sat deres lid til Ham. I stedet for de midlertidige glæder ved livet i denne verden, skænker Han Paradisets utallige og evige velsignelser. For paradisets uendelige velsignelser er, tydeligvis, usammenligneligt mere fordelagtige end verdslige velsignelser.
Men disse forandringer i levebrød kan også tjene til et mere øjeblikkeligt formål. For eksempel kan der være noget godt ved at være involveret i en ulykke med sin nye bil, for det kan være, at Gud beskyttede chaufføren fra en mere seriøs ulykke, som ville have gjort ham mere skade. En samvittighedsfuld person betragter denne ulykke som en påmindelse og en advarsel, og beder om tilgivelse og accepterer den skæbne, Gud har forudbestemt for ham.
Som vi sagde tidligere, fortæller Gud os i Sura al-Baqara, vers 216, at visse omstændigheder, som kan virke onde for os, kan vise sig at være gode. På samme måde, som verset også indikerer, erklærer Gud også, at det, som folk elsker, kan være ondt for dem. I Koranen giver Gud eksemplet af rige vantro, som er modvillige til at bruge af deres formue. De vantros betragtning af, at deres sparsomhed er ”klog”, og deres tro på, at det vil være til fordel for dem at gemme den rigdom, de ikke er villige til at bruge på Gud, er fuldstændig uvidende. I Koranen fortæller Gud os, at sådan rigdom er ond og kun vil bringe lidelse i helvede:
De, der er gerrige med, hvad Gud har givet dem af sin overflod, skal ikke regne med, at dette er godt for dem. Nej, det er dårligt for dem! De vil på opstandelsens dag få det, som de har puget sammen, lagt rundt om deres hals. Himlenes og jordens arv tilkommer Gud. Gud er fuldt vidende om, hvad I gør. (Sura Al 'Imran: 180)
I Sura al-Qasas, gengiver Gud historien om Kora. Gud skænkede Kora stor formue, men han blev forfængelig omkring sin rigdom og blev uforskammet over for sin Herre. Tilfældet med Kora, som blev ødelagt, fordi han ikke var opmærksom på advarslerne, er en lærestreg for folk. Koras historie fortælles i Koranen som følger:
Kora hørte til Moses’ folk. Så begik han overgreb mod dem. Vi gav ham så mange skatte, at nøglerne dertil ville være en tung byrde for en flok stærke mænd. Da hans folk sagde til ham: "Fryd dig ikke! Gud elsker ikke dem, der fryder sig. Stræb efter den hinsidige bolig med det, som Gud har givet dig, men glem ikke din andel i denne verden! Gør godt, ligesom Gud har gjort godt mod dig! Stræb ikke efter fordærv på jorden! Gud elsker ikke dem, der skaber fordærv." Han sagde: "Det blev kun givet mig i kraft af min egen viden!" Vidste han ikke, at Gud før ham har tilintetgjort slægter, der var stærkere end ham og havde samlet mere sammen? De, der forbryder sig, vil ikke blive spurgt om deres synder. (Sura al-Qasas: 76-78)
Som de ovenfor citerede vers antyder, troede Kora, at hans skatte ville bringe ham godt. Altså frydede hans sig og blev arrogant. Men til slut led kan kun stor skuffelse.
Hvordan troende betragter deres rigdom, ligger på anden side ganske langt fra hans fejlagtige forståelse. For en troende, som lytter til Koranen, betyder ejendele ikke noget særligt. En troende opfører sig selv ædelt; han tillader aldrig sig selv at gøre det til hans mål at eje mere, for det er et primitivt mål, der bunder i uvidenhed. En troende vier hele sit liv kun for at opnå Guds godkendelse. Derfor bruger han al sin rigdom i Guds sag og lader aldrig sig selv blive overvældet af de selviske begær i hans dybere jeg; han stræber efter de evige belønninger i det Hinsides, ikke det verdslige fordele i denne verden. Gud opfatter troende med dette synspunkt som overlegne i Hans syn, og lover dem paradis:
Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Guds sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Gud? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr. (Sura at-Tawba: 111)
Da de er klar over dette faktum, betragtede profeter, udsendinge og sande troende det, de besad, som en velsignelse fra deres Herre, mens de dybt i deres hjerter vidste, at alt, de ejede, ultimativt tilhørte Gud. Altså brugte de deres rigdom og ejendele i Guds sag. Denne overlegne etik og medfølelse blandt troende beskrives i verset som følger:
[De med sand fromhed er de, som] til trods for, at man elsker sine rigdomme, giver dem bort til slægtningene, de forældreløse og de fattige, til den vejfarende, til tiggerne og slaverne;... (Sura al-Baqara: 177)
Endvidere, forbruger troende ikke for praleri. Deres oprigtige intention med at bruge deres rigdom, forklares som følger:
... de, der giver bort af deres ejendom i et ønske om at være Gud til behag og for at befæste sig selv... (Sura al-Baqara: 265)
Som konsekvens reagerer de meget anderledes end de uvidende, når de mister nogen af deres ejendele. De ved, at det er en prøvelse fra Gud. De udviser tålmodighed og søger det gode, der må findes i deres tab. Det ædle livssyn hos de troende beskrives i det følgende vers:
Sig: "Gud, herredømmets behersker! Du giver herredømmet, til hvem Du vil, og Du river herredømmet bort, fra hvem Du vil. Du ophøjer, hvem Du vil, og Du fornedrer, hvem Du vil. I Din hånd ligger det gode. Du er i stand til alt. (Sura Al 'Imran: 26)
Som resultat ved troende meget vel, at den rigdom, de vantro besidder i denne verden, kun vil bringe lidelse frem for glæde. Dette er Guds løfte:
Du skal ikke falde i forundring over deres rigdomme og deres børn; Gud ønsker blot at straffe dem derigennem i denne verden, og at deres sjæl skal svinde bort, mens de er vantro. (Sura at-Tawba: 55)
Folk, som lever i uvidende samfund, laver hele tiden planer for fremtiden og håber, at disse planer går, som de ønsker. Siden dette er tilfældet, vil en uventet sygdom eller en ulykke kaste deres liv ind i totalt kaos, fordi sådanne hændelser ikke var inkorporeret i deres fremtidsplaner. Mens de nyder deres sundhed, tror mange af dem aldrig, at sådanne hændelser – selvom de sker for tusindvis af andre hver dag – kunne ske for dem.
Det er grunden til, at de uvidende folk, når de konfronteres med sådanne uventede hændelser, med det samme bliver uforskammede over for deres Skaber. De modsiger skæbnefaktummet og siger, ”Hvorfor er dette sket for mig?”, for folk, som er langt fra den moral, der foreskrives i Koranen, plejer ikke at sætte sin lid til Gud i tilfælde af sygdom eller ulykker, eller at lede efter det gode i det, der sker for dem.
Sådanne mennesker, som ikke forstår virkeligheden af skæbne, formoder, at det kun er vira eller mikroorganismer, som forårsager en sygdom. På samme måde formoder de, hvis de involveres i en trafikulykke, at det var chaufføren af den anden bil, der forårsagede ulykken. Men sandheden er anderledes. Enhver sygdomsskabende agent, såsom en mikroorganisme eller bakterie, eller noget andet der skader mennesket, er faktisk væsner skabt af Gud med et formål. Ikke af dem er tilfældige årsager; de er alle under Guds kontrol. Mennesket er sårbare over for mikroorganismer, fordi Gud vil det. Hvis en bil rammer en person, og det gør ham handicappet, er dette også en hændelse, som sker ved Guds Vilje. Ligegyldig hvor meget, man prøver at undgå dem, kan man aldrig ændre udfaldet af disse hændelser; ikke en eneste af dem. Man kan ikke fjerne et eneste øjeblik fra sin skæbne, fordi skæbnen er skabt som en helhed. For en person, som underkaster sig den Almægtige Gud, og som stoler på Hans uendelige visdom og barmhjertighed, er en ulykke, sygdom eller anden modgang en midlertidig prøvelse, som fører til ultimativ lykke.
Det er de gode moralske kvaliteter, som en person følger i sådanne omstændigheder, der er vigtige. Sygdom og ulykker er de hændelser, der giver troende muligheden for at vise deres tålmodighed og gode moral, og hvorigennem de kan komme tættere på Gud. I Koranen diskuterer Gud sygdom, mens Han forklarer vigtigheden af tålmodighed på sådanne tidspunkter:
... Fromhed er, når man tror på Gud og den yderste dag, på englene, Skriften og profeterne; når man til trods for, at man elsker sine rigdomme, giver dem bort til slægtningene, de forældreløse og de fattige, til den vejfarende, til tiggerne og slaverne; og når man holder bøn og giver almisse. Fromme er de, der overholder de aftaler, som de har indgået, og er udholdende i ulykke og modgang og onde tider. De er sandfærdige. De er gudfrygtige. (Sura al-Baqara: 177)
Som vi sagde tidligere, er det faktum, at sygdom i dette vers også tælles som modgang, grund til overvejelse. En person, som konfronteres med en fysisk dilemma, må huske på, at det er en prøvelse for ham, og at det kun er Gud, som tilvejebringer sygdomme og deres kure. Dette er det ræsonnement, der er nødvendigt for at opretholde en korrekt moralsk attitude. En person drager fordel fra at tænke på de gode og hellige formål bag den sygdom, han lider, eller den ulykke, han er involveret i, selvom han måske ikke er i stand til at forstå dem med det samme. Det kan være, han må gennemgå en midlertidig vanskelighed, men at han i det hinsides, som en tjener, som helhjertet har underkastet sig sin Herre, vil blive belønnet med uendelig lykke.
Vi må dog alle huske på, at det er essentielt at anerkende dette faktum dybt i vores hjerter og at opretholde god moral med det samme, vi konfronteres med en lignende hændelse. Til dette formål må vi vide, at alle sygdomme er skabt med et formål. Hvis Gud ville det, ville en person aldrig blive syg eller føle smerte. Men hvis en personen rammes af en sådan prøvelse, så må han være klar over, at der er et formål bag, som hjælper ham med at forstå flygtigheden af denne verden og Guds uendelige magt.
Under sygdom bekæmpes kroppen, som indtil da har været robust, af vira og bakterier. Som det er alment kendt, forårsager mange sygdomme smerte og efterlader kroppen svag. I nogle tilfælde kan en person endda blive for svag til at komme op ad sengen eller gennemføre hverdagsopgaver. Sådan en person opnår, fordi han ikke er i stand til at bekæmpe en usynlig virus, meget bedre forståelse for sin svaghed, og hvordan har behov for Gud. En person, med svækket sundhed, som ellers tør vise arrogance over for sin Skaber eller praler af sin rigdom og ejendele, bliver nu bevidst om dette faktum. Han kan bedre værdsætte Guds uendelige magt, Skaberen af alle ting.
Et andet problem, vi normalt ikke formår at overveje under vores dagligdagsstress, er, hvor stor en velsignelse det er, at være rask. En person, som ikke har været syg længe, og som derfor ikke har lidt nogen smerte, tilpasser sig let situationen. Men når han møder pludselig sygdom, anerkender han, at sundhed er en velsignelse fra Gud. Det er fordi, at det, at miste noget, får en til bedre at værdsætte det. Som Said Nursi, også kendt som Bediuzzaman (Tidens Vidunder), siger det: ”Virkelighedens folk ville endda sige, at ’Ting genkendes ved deres modsætninger.’ For eksempel, hvis der ikke var mørke, ville man ikke vide, at lys indeholdt nogen glæde. Hvis der ikke fandtes kulde, ville man ikke kunne forstå varme. Hvis der ikke fandes sult, ville mad ikke give nogen glæde. Hvis der ikke fandtes tørst, ville der ikke være noget tilfredsstillende ved at drikke vand. Hvis der ikke var sygdom, ville man ikke få glæde fra at være rask.”(The Twenty-Fifth Flash, Seventh Remedy)
De fleste folk ville betragte det som modgang at blive ramt af en dødelig sygdom eller at miste et organ. Men dette kan betragtes, ikke som en modgang, men som et måde at få frelse i det hinsides, eller for at vende sig til Gud. Fordi en person, som er ramt af en seriøs sygdom, naturligt bliver mere årvågen. Hans lidelse hjælper ham til at anerkende den mangel på opmærksomhed, som beskadigede hans samvittighed, og tvinger ham til at overveje realiteten af det hinsides. Sådan en person forstår virkelig meningsløsheden i at binde sig til denne verden samt dødens nærhed. I stedet for at leve sit liv uansvarligt, kan den pludselige forekomst af sygdom få ham til at forstå vigtigheden af at tjene Guds anerkendelse og af livet i det hinsides, og derved opnå frelse.
Som symptomerne på en sygdom bliver værre, begynder en person at tænke på døden – en tanke, han indtil da med vilje har undgået. Med al sin oprigtighed, beder han Gud om helbredelse. Selv en person, som aldrig før har bedt, kan pludselig føle behovet for at søge Gud, når han rammes af en uhelbredelig sygdom. Han giver sin Herre de mest oprigtige bønner; og dette kan være grund til, at han kommer tættere på Gud. Hvis han ikke viser utaknemmelighed efter sin bedring, men forsætter med at bede oprigtigt, bliver hans sygdom noget positivt og starten på et liv i tro.
Gud nævner de folk, som tyr til Ham under sådan modgang, som følger:
Når Vi viser mennesket nåde, vender han sig bort og trækker sig tilbage, men når ulykken rammer ham, er han fuld af indtrængende bønner. (Sura Fussilat: 51)
Når modgangen rammer et menneske, påkalder han Os, både når han ligger ned og sidder og står. Når Vi derpå ophæver hans modgang for ham, går han videre, som havde han aldrig anråbt Os i den modgang, der ramte ham. For dem, der går for vidt, fremstår således det, som de gør, i et smukt lys. (Sura Yunus: 12)
Når modgang rammer menneskene, påkalder de deres Herre, idet de angrende vender sig til Ham. Når Han så har ladet dem smage barmhjertighed fra sig, sætter en del af dem andre ved deres Herres side. (Sura ar-Rum: 33)
Som de foregående vers fortæller, skal mennesket ikke kun bede i vanskelige tider; en person må også søge tilflugt hos Gud, efter han er blevet helbredt. Det kan så være, at den selv samme sygdom gør, at personen anerkender sin svaghed foran Gud og angrer, og derfor ender i livslang underkastelse til Gud.
Som vi sagde tidligere, er et andet formål med at lide af en sygdom, at teste en persons tålmodighed og tro på Gud. Når de rammes af sygdom, skelnes muslimer tydeligt fra uvidende folk ved den tålmodighed og lid, de sætter til Gud, og ved deres loyalitet til Ham. Det er fordi, de er klar over, at det korrekte livssyn, de opretholder under vanskelige tider, fortjener Guds godkendelse, og derfor håber de at gøre sig fortjent til de store belønninger i det hinsides. En person, som ikke underkastede sig Gud før din sygdom, kan opnå disse ædle kvaliteter under hans sygdomsforløb og kan opnå paradisets uendelige velsignelser som belønning for de midlertidige vanskeligheder i denne verden.
Profeten Ibrahims oprigtigt bøn, da han led af sygdom, er et godt eksempel for alle troende:
og helbreder mig, når jeg er syg; som lader mig dø og siden giver mig liv. (Sura ash-Shu'ara': 80-81)
Profeten Jobs (as) attitude og overlegne moral er et andet godt eksempel for de troende. Som Koranen fortæller os, led Job (as) af en seriøs sygdom, men hans sygdom forstærkede hans loyalitet og tro på Gud, en egenskab, som gjorde ham til en af profeterne, som prises i Koranen.
Fra Koranen ved vi også, at Job (as), ud over den sygdom, han led under, også blev udsat for Satans onde påvirkninger. Satan planlagde at udnytte dette øjeblik af svaghed og prøvede at forhindre ham i at sætte sin lid til Gud. For i sådanne tider er det svært for en syg person at fokusere sin opmærksomhed, og han kan blive sårbar over for Satans fristelser – men, da han var en profet, som havde hengivet sig helhjertet til Gud, undgik Job (as) Satans fælde. Han bad oprigtigt til Gud, bad Ham om hjælp. I Koranen citeres Jobs (as) eksemplariske bøn som følger:
Og Job, da han anråbte sin Herre: "Modgang har ramt mig. Du er den barmhjertigste af de barmhjertige!" Da bønhørte Vi ham og ophævede den modgang, hvorunder han led... (Sura l-Anbiya': 83-84)
Tænk på Vor tjener Job! Da han råbte til sin Herre: "Satan har ramt mig med sygdom og straf!"
[Så han fik at vide], "Tramp med din fod! Her er der et køligt bad og en drik." Vi skænkede ham hans husfæller og lige så mange til, af barmhjertighed fra Os og som en påmindelse til de forstandige. "Tag et ris i din hånd og slå dermed! Bryd ikke din ed!" Vi fandt ham udholdende. Hvilken herlig tjener! Han var bodfærdig. (Sura Sad: 41-44)
Profeten Job modtog i sandhed belønningerne for den lid, han satte til Gud, sin hengivenhed til Ham og sine overlegne kvaliteter. Han blev også et godt eksempel for alle muslimer.
En af de ting, folk i samfund grundlagt på uvidenhed, frygter mest, er at begå en fejl. Når en person begår en fejl, bliver han normalt ydmyget og bliver hånet af andre. Eller en fejl kan gøre, at han går glip af visse muligheder, han synes, er vigtige.
Fra Koranens synspunkt, må sådanne situationer dog betragtes fuldstændig anderledes. En troende baserer ikke sine bedømmelser af folk på de fejl, de begår; de er klar over det faktum, at mennesker kan tage fejl, og føler i stedet medfølelse og barmhjertighed for dem.
Når en troende selv begår en fejl, tænker han bevidst over det og undersøger sine fejl; hans frygt for Gud og hans samvittighed alarmerer ham det det samme. Han stræber efter at rette sine fejl. Han beder til Gud, den Barmhjertige, og beder om omvendelse.
Faktisk bliver den anger, en troende føler efter at begå en fejl, kun en god ting for ham til sidst. Det er fordi, hans anger ikke er den selvmedlidende anger, de vantro føler, men en beslutsomhed om ikke at begå den samme fejl igen. Den underkastelse, en troende tilkendegiver, hans tro på Gud, og at han handler med bevidstheden om, at alle hændelser er del af sin skæbne, er alle vigtige faktorer for den troendes tankegang. De fører ham tættere på hans Herre.
Ifølge de uvidende, er det værste, der kan ske for et menneske, døden. Det, de frygter mest, er at nærme sig døden eller miste en, de holder af. Selv den blotte benævnelse af døden er et emne, der skal undgås. Selvom en uvidende person måske genkender det gode i nogen hændelser, kan døden for ham aldrig være en god ting.
Vantro samfunds syn på døden er konstant den samme: de er aldrig i stand til at se på døden på en anden måde. Død er total tilintetgørelse, mens det hinsides er ren spekulation.
For folk, der er langt fra religionens sandhed, er livet på denne jord det eneste liv. Med døden udløber denne ene chance. Når dette er tilfældet, sørger de over tabet af en elsket. Endnu værre gør et pludseligt tab af en elsket i en tidlig alder, at det uvidende bliver vrede på Gud og skæbnen.
Men disse folk glemmer nogle vigtige fakta: For det første, bliver ingen på jorden skabt ved sin egen vilje. Alles til tilhører Gud; alle fødes på et tidspunkt, Gud har bestemt, og ifølge Hans Vilje. Da dette er tilfældet, kan Gud, som ejer alt i himlene, på jorden og alt imellem, tage sjælen tilbage fra hvem end, Han vil, hvornår Han end vil. Ingen kan udsætte hans afsatte tid. Dette erklæres i Koranen som følger:
Ingen skal dø undtagen med Guds tilladelse, efter en bestemmelse med en tidsfrist. Den, der ønsker sig belønning i denne verden, giver Vi noget deraf, og den, der ønsker sig belønning i den hinsidige, giver Vi noget deraf. Vi vil gøre gengæld mod dem, der er taknemmelige. (Sura Al 'Imran: 145)
Lige meget, hvilke metoder man tager i brug, eller hvor sikkert et sted man vælger, kan man ikke undgå døden. Som en af Profetens (saas) udtalelser lyder, ”Når Gud bestemmer, at en person skal dø i et bestemt land, skaber Han et behov for, at han skal derhen.” (Tirmidhi) En person kan forlade denne verden når som helst. På samme måde er det lige meget, hvor meget man stræber efter ikke at miste en elsket, selvom man bruger alle tilgængelige ressourcer på jorden til formålet, så kan man ikke forhindre døden. At mennesket kan møde døden, hvor end han er, gengives i det følgende vers som følger:
Døden indhenter jer, hvor I end er, selv hvis I var i høje fæstningstårne. (Sura an-Nisa': 78)
Derfor er løsningen ikke at prøve at undgå døden, men at være forberedt for livet i det Hinsides.
Folk med ringe tro, eller de der slet ikke tror på det Hinsides, har en forvrænget opfattelse af døden og det liv, der kommer efter den. Det er grunden til, som vi sagde tidligere, at de betragter døden som en ulykke i stedet for en velsignelse. De tror, at når de mister nogen til døden, så mister de dem for altid; derfor er han i jorden, ifølge dem, reduceret til ingenting.
Faktum er dog, at døden ikke er evig udslettelse. Modsat er det en overgang til livet i det hinsides, vores hvilested. Det er et øjeblik, vi alle nærmer os, den dag hvor vi vil skulle redegøre for alt, vi har gjort i livet på denne jord, altså Dommedag. Ethvert menneske, uden undtagelse, vil møde dødsøjeblikket og overgå til sit evige hvilested. Dette kan ske i en tidlig alder såvel som senere i livet. Ultimativt vil alle en dag afgå fra denne verden, og hver dag bringer den forudbestemte dato nærmere. Derfor er det totalt irrationelt at flygte fra døden eller undgå at tænke på det, eller at betragte det som en ulykke.
Nogle blandt dem, som har tro på det hinsides sandhed, finder det på den anden side helt acceptabelt at sørge over nogens død. Men Gud er den Retfærdige. Den person, som dør, vil give en redegørelse for sine handlinger i denne verden, og baseret på Hans bedømmelse, vil han blive belønnet eller straffet. Af denne grund er døden for alle, som tror på Gud og eksistensen af det hinsides, og derfor har levet et liv hengivet til vor Herre, en port, hvorigennem man går ind til lykkelig evighed. Men fra den uvidendes synspunkt, som benægter det hinsides og ignorerer Dommedag, er døden en port til evig lidelse. Af denne grund er det meget svært for dem at se døden som noget godt. For muslimer er det dog begyndelse på total frelse.
Den troendes reaktion på en anden troendes død afviger klart fra den uvidendes moral eller attitude. For døden, som opfattes som det værste, der kan ske for enhver, er i sandhed noget godt for troende. De troendes attitude over for døden beskrives tydeligt i det følgende vers:
Hvis I bliver dræbt eller dør for Guds sag; - tilgivelse og barmhjertighed fra Gud er bedre end det, de samler sammen. (Sura Al 'Imran: 157)
Ligesom deres liv, bringer de troendes død også godt. I Guds syn venter specielle grader på de troende, som møder døden, mens de kæmper for Hans sag, for martyrdom er en ære og velsignelse, som i stor grad forstørrer en troendes belønning i det Hinsides. Døden af en troende, som gør det til sit eneste formål at opnå det hinsides, og som derfor lever for at opnå Guds anerkendelse, er en glorværdig begivenhed. En troende er klar over disse glade tidender, som gives i Koranen, og sørger derfor aldrig over døden af en anden troende, som mister sit liv på Guds måde. Modsat er de glade og ser det gode og velsignelserne i hans død. Det er i sandhed den største belønning at opnå Guds glæde og Hans paradis.
En troende, som har brugt et langt liv på at tjene Gud, prises i Guds syn. Profeten Nuh (as), som fik et langt liv af Gud, er et sådant eksempel. Fordi denne ædle mand hvert minut af sit liv kæmpede for at opnå Guds glæde, Hans barmhjertighed og Paradis, forbedrede hans indsatser hans belønning i det Hinsides.
Modsat er der her en vildfarelse her, som vantro samfund ofte falder i; de ser et langt liv som en gave. Verset nedenfor udstiller denne fejl:
De, der er vantro, skal ikke regne med, at når Vi giver dem et langt liv, så er det til deres eget bedste. Nej, Vi giver dem kun et langt liv, for at deres skyld kan vokse! De har en forsmædelig straf i vente. (Sura Al 'Imran: 178)
De, som lever i samfund for de uvidende, som gør jagten på de midlertidige glæder i denne verden til det eneste formål med deres liv, betragter et langt liv som en videre mulighed for at nyde disse jordlige goder. Disse, som glemmer Gud og Dommedag, evner altså ikke at forstå værdien af den tid, de hensynsløst spilder. Men som det nævnes i verset ovenfor, virker denne tid, de har fået, i virkeligheden imod dem.
En person, som overvejer disse spørgsmål, kan opnå en dybere forståelse for, hvordan vi skal bedømme, hvad der er ”godt” og ”dårligt”, ifølge Guds udtalelse om, at ”måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer.”
