”At se det gode i alt” er faktisk et ret normalt udtryk. I folks dagligdag vil de ofte sige, ”Der må være noget positivt i dette” eller ”Det er en velsignelse fra Gud.”
Men folk fremsiger dog generelt disse udtryk uden at forstå deres sande betydning, eller blot at følge meningsløse samfundsnormer. De fleste indser ikke den ultimative mening med disse udtryk, eller hvordan deres forståelse spiller ind på vores hverdag. I bund og grund er de fleste ikke klar over, at disse udtryk, ud over blot at være ord, viser vigtig indsigt i det bagvedliggende arbejde i dagligdagsbegivenheder.
Faktum er dog, at det, at se det gode i alle situationer, uanset omstændighederne, om de er fordelagtige eller ej, er en vigtig moralsk kvalitet, som stammer fra oprigtig tro på Gud og fra den tilgang til livet, som tilvejebringes af en sådan tro. Ultimativt er en forståelse af denne sandhed vigtig for at vejlede en person, ikke blot til velsignelser i denne verden, men også i det hinsides, hvor man vil finde uendelig fred og lykke.
Ikke at føle skuffelse for noget, der sker gennem livets gang, er et tegn på sand forståelse af troens betydning. Ikke at kunne se det gode i ting, der sker, at være fyldt med konstant frygt, nervøsitet, fortvivlelse, sorg og sentimentalitet indikerer på den anden side mangel på ren tro. Denne forvirring må fjernes med det samme, og den glæde, der stammer fra usvigelig tro, må accepteres som en nødvendig del af livet. En troende ved, at begivenheder, som ved første syn synes ufordelagtige, inklusiv de som han fik til at ske ved at begå en fejl, vil til slut ende som fordelagtige for ham. Når han bruger ordene ”modgang”, ”ulykke” eller ”hvis bare…”, er det blot for at lære fra en oplevelse. Med andre ord ved den troende, at der findes noget godt i alt, der sker. Han lærer fra sine fejl og forsøger at rette dem. Men hvis han skulle begå den samme fejl igen, husker han på, at det er for et bestemt formål og beslutter sig simpelthen for at ”opføre sig mere korrekt næste gang.” Endvidere må en Muslim, selv hvis den samme ting sker en række gange, huske på, at det i sidste ende er for noget godt. Sådan er Guds uforanderlige lov. Dette faktum erklæres også uddybende af Profeten (saas), som sagde:
Underlige er en troendes veje, for der er godt i alle hans handlinger, for dette er ikke tilfældet for andre end den troende. Hvis han har en lejlighed til at føle glæde, takker han (Gud), og altså er godt i det for ham, og hvis han finder sig selv i vanskeligheder og underkaster sig (og udholder det tålmodigt), er der godt i det for ham. (Muslim)
Kun i anerkendelsen af, at Gud skaber alt med et særlig godt og specifikt formål, kan ens hjerte finde fred. At have forståelse for dette faktum er en stor velsignelse for en troende. En person, som er fjern fra islam, lider af konstant lidelse, han lever i konstant ængstelse, som bliver til en altid tilstedeværende kilde til angst. En troende anerkender og ærer på den anden side det faktum, at der er et guddommeligt formål bag Guds skabelse.
At være ubeslutsom, altså at lide under den konstante ængstelse af hele tiden at forvente både godt og ondt, kan blive en pinlighed for en troende i det hinsides. At påberåbe sig uvidenhed om en sådan ligefrem og tydelig sandhed, på grund af ligegyldighed eller dovenskab, kan kun forårsage lidelse i både denne verden og videre. Vi må huske på, at den skæbne, Gud har forudbestemt, er fuldstændig fejlfri. En person, der er villig til at anerkende det gode i alle ting, finder kun velsignelser og et guddommeligt formål, gemt bag et helt kompleks af indbyrdes forbundne hændelser. Selvom han har andre ting, der kan bekymre ham gennem hans dag, tillader en person med stærk tro, som vejledes af sin visdom og samvittighed, aldrig sig selv at blive fristet af Satans kneb. Ligegyldig hvordan, hvornår og hvor en hændelse finder sted, glemmer han aldrig, at der altid er noget godt bag det. Selvom han måske ikke er i stand til at genkende dette gode øjeblikkeligt, er det vigtige for ham, at han er klar over, at der er et ultimativt formål.
På grund af deres forhastede natur, er nogle folk ikke altid tålmodige nok til at se det gode i det, der sker for dem. Som konsekvens bliver de måske aggressive og forfølger stædigt noget, selvom det måske er fuldstændig mod deres bedste interesse. I Koranen afsløres dette faktum som:
Mennesket beder om det onde såvel som det gode. Mennesket har hastværk. (Sura al-Isra': 11)
En person må dog stræbe efter at se det gode og guddommelige formål i enhver hændelse, der bringes til ham af Gud, i stedet for at insistere på at få fordel fra, hvad der ifølge ham er fordelagtigt, og være utålmodig efter at opnå dem. For eksempel, selvom en person måske stræber efter at opnå forbedret økonomisk status, sker denne ændring måske aldrig. En person, som betragter en sådant forhold som modgang, tager fejl. Selvfølgelig kan man bede til Gud om rigdom, som skal bruges på Ham. Men han må vide, at hvis dette ikke gives, er der en grund. Det kan være, at en stigning i rigdom, opnået før opnåelsen af åndelig modenhed, ville gøre en sådan person sårbar overfor Satans kneb. Mange andre lignende årsager mod et guddommeligt mål, hvoraf mange ikke øjeblikkeligt kan genkendes eller kun vil blive tydelige i det Hinsides, kan ligge bag bestemte hændelser. En forretningsmand vil måske gå glip af et møde, han så som et vigtigt skridt i sin karriere. Men hvis han var taget til det møde, kunne han være blevet involveret i en trafikulykke på vejen, eller hvis mødet lå i en anden by, ville hans fly måske være styrtet.
Ingen er immun over for sådanne hændelser. Det er ikke unormalt til sidst at se det gode i noget, der først har virket negativt. Ikke desto mindre må man huske på, at man måske ikke altid er i stand til at forstå formålet bag, hvad der har ladet til at være en negativ situation. For som vi tidligere har sagt, har vi måske ikke altid fordel af at være vidne til dens positive udfald. Det kan sagtens være, at Gud først vil afsløre dens guddommelige formål i det Hinsides. Af denne grund er det, der må gøres af en person, so, underkaster sig selv sin skæbne og sætter sin lid til Gud, at acceptere enhver hændelse, uanset hvad, med en villighed til at anerkende, at der må være noget godt i det og være tilfreds med det.
Det må også nævnes, at det at ”genkende det gode i alt” ikke på nogen måde er at ignorere hændelsens virkelighed, lade som om de ikke er sket eller at være overdrevet idealistisk. Modsat holdes en troende ansvarlig for at foretage alle passende handlinger og ty til alle nødvendige metoder for at løse et problem. En troendes tilbagetræden må ikke forveksles med andres tilgang, som på grund af en fejlagtig forståelse af emnet, forbliver ligeglade med alt, der sker omkring dem, og er urealistisk optimistiske. Sådanne folk beskrives normalt som at have ”rosenrøde briller på”. De tager ikke rationelle beslutninger eller udfører dem ikke, fordi de er åbenlyst og barnligt optimistiske, i stedet for at søge løsninger på problemer. For eksempel kan en persons situation, hvis han diagnosticeres med en seriøs sygdom, med tiden forringes så meget, at den er fatal, da han ville forsømme at modtage passende behandling. For at komme med et andet eksempel, er en person, som finder det unødvendigt at sikre sine ejendele, selvom han allerede en gang er blevet berøvet, ansvarlig for igen at blive offer for lignende hændelser.
Sådanne tilgange er uden tvivl langt fra betydningen af at ”sætte sin lid til Gud” og at ”se godt i alt.” Sådanne attituder er essentielt ubekymrede. Modsat må en troende gøre deres ypperste for at tilgå situationen på en praktisk måde. Kort sagt er den måde, de opfører sig selv på, en slags ”tilbedelse”. For når de er involveret i sådanne situationer, er deres sind optaget med erindring om det faktum, at det er Gud, Som afgør afslutningen på en hændelse.
I Koranen gengiver Gud historier om profeterne og sande troende som eksempler på de, der er bevidste om dette faktum, som troende må forsøge at efterligne. Den måde, hvorpå Profeten Hud (as) svarede sit folk og afslørede sin totale underkastelse til Gud og sin urokkelige tro på Ham, på trods af deres onde trusler, er et sådant eksempel.
Han sagde: "Jeg kalder Gud til vidne - og vær også I vidner! - på, at jeg siger mig fri af det, som I sætter ved Guds side, ud over Ham. Læg I blot listige planer imod mig, hver og en! Og lad mig derpå ikke vente! Jeg sætter min lid til Gud, til min og jeres Herre. Der findes intet dyr, hvis pandelok Han ikke har fat i. Min Herre følger en lige vej. Hvis I vender jer bort; - jeg har bragt jer det budskab, hvormed jeg blev sendt ud til jer. Min Herre vil lade et andet folk end jer følge efter. I kan ikke skade Ham det mindste. Min Herre vogter over alt." (Sura Hud: 53-57)